Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Brevet til Galaterne

Læs: Kapitel 4.1-7.
402. Lovens tid var nødvendig, saa længe arvingen var umyndig og stod i den spæde barnealder. Men tidens fylde er kommen med den fulde adgang til børnekaarenes rigdom.

Dette lille afsnit udvikler nærmere V.24-26 i foregaaende kapitel og skal tjene til at vise, at lovens tid havde sin ret og var nødvendig (V.1-3), men ogsaa at lovens herredømme nu var forbi og de fulde barnekaar oprundne (V.4-7).

Apostlen bruger billedet af den rige, men endnu umyndige arving. "Saa længe arvingen er umyndig", er han jo i saa henseende stillet lige med trællen, at han paa mange maader maa se sin personlige frihed indskrænket. Han har jo endnu ikke raadighed over godset og kan ikke selv bestemme sin gøren og laden, men maa som alle børn leve under bud og befaling, er sat "under formyndere og husholdere indtil den af Faderen bestemte tid" (V.2). "Formyndere" skulde maaske retter gengives ved "hovmestre"; thi her er jo ikke tale om Faderens død. Husholder betegner forvalteren, der bestyrer hus og Guds i faderhuset, af hvem arvingen selvfølgelig endnu er afhængig. Vi kenderjo dette saa godt fra de rige, adelige hjem her paa jord. Men ingne har et rigere og mere højbaarent hjem end forjættelsens arvinger. Guds hus staar langt over hver jordisk konges og kejsers hus, saa sandt som Gud er kongers Konge herrers Herre.

Den umyndige arving betegner ikke blot israels folk, men baade Jøder og hedninger (omend Jøderne først og fremmest). Thi hele menneskeheden, baade Jøder og hedninger, er jo i Kristus bestemt til at skulle arve Abrahams forjættelse. For hvert enkelt medlem staar adgangen aaben, saa sandt det vil tage derimod i tro.

Før tidens fylde var oprunden, stod hele menneskeheden paa det forberedende barnestade, "som trælle under verdens børnelærdom" (V.3). Det saas jo klarest paa Israels folk, der i hele sit forhold havde lovens forskrifter over sig lige til de mindste enkeltheder, visselig til sit gavn, som det er godt for hvert barn at være under nøje tugt. Ogsaa Israels børn var endnu ikke inde under himmeriges rige (se Herrens Ord om Johannes Døberen Matth 11.11). Moseloven taget for sig, borset fra forjættelsen, kunde ikke føre ind i himmeriget. Men ogsaa hedningerne havde deres "børnelærdom", der i endnu højere grad maatte kaldes "verdens". Hos hedningerne var det hele jo endnu langt ringere, i bedste tilfælde kun famlende forsøg paa at tjene en Gud, man ikke kendte.

Men tidens fylde (V.4) kom ("den af Faderen bestemte tid" se V.2). Tiden lignes ved et kar, der fyldes draabe efter draabe, indtil det bestemte punkt kommer, da karret er fuldt. "Gud udsendte sin Søn," staar der. Deri ligger, at denne Søn var til som Guds Søn, før han blev udsendt til at være menneske. Han gik ind i menneskeverdenen, lod sig føde af en kvinde, for som den anden Adam paa menneskeslægtens vegne at frelse slægten, han gik ind under loven ("født under loven") for at bære dens dom over os, købe de lovbundne fri fra lovens tunge haand og (V.5) skaffe dem børnekaar helt og fuldt (sønneudkaarelse). Disse børnekaar giver Gud alle troende forvisning om at eje ved "at sende sin Søns Aand i deres hjerter", hvilken Aand lægger raabet: "Abba, Fader - !" paa deres læber, saa at de med den frie Søns tillidsfulde frimodighed i Jesus Kristus tør nærme sig Gud som kære børn til deres kære Fader (V.6).

Nu er umyndighedens trællestand forbi, Sønnen har tiltraadt sin arv og tør nyde arvens goder (V.7). Nu er der ikke længere forskrift her og forskrift der, men Kristi Aand vejleder det troende hjerte til al sandhed i aandelig myndighed, ikke saaledes, at lovens bud opløses, men saaledes at de fuldkommes efter deres dybe aandelige indhold for den, der lever i Kristus.

Naar Paulus siger, at Gud havde sendt sin Søns Aand i de troendes hjerter, bruger han denne betegnelse just for at sammenknytte barnerettens Aand med Kristi forsoningsværk, med den enbaarne Søns hengivelse for os.

Disse lykkelige kaar var ogsaa blevne Galaterne til del, og for denne lykke søgte vranglærerne nu i løgnens faders tjeneste at bedrage dem. Men saadanne lykkelige kaar har alle døbte mennesker faaet adgang til. Hvor sørgeligt, naar man lader fjenden faa magt til at lede en bort fra al den naade ind paa selvretfærdighedens og selvarbejdets golde, tørre vej.

Tænk, jeg er døbt!
Gud er min Fader, hos ham har jeg hjemme,
O, lad mig ikke den naade forglemme,
Lad mig ret aldrig ved nogen magt
Svigte min gode samvittigheds pagt.


Læs: Kapitel 4.8-20
403. Paulus udtaler sin frygt med hensyn til Galaternes tilstand (V.8-11) og minder dem om deres fordums store kærlighed til ham (V.12.20).

Ogsaa hedningerne havde været i trældom, om end en trældom af anden art end Israels. Galaterne havde jo trællet under de guder, "som af natur ikke er det" (V.8). Dermed stempler apostlen afguderne som løgnebilleder, der ikke var det, man ansaa dem for. Hele denne falske gudsdyrkelse var jo ikke andet end udvortes trællevæsen, fremdreven af frygt eller af kødelig lysters drift. Men den gang kendte de jo heller ikke endnu den sande Gud. "Men nu" (V.9) var der ingen undskyldning, hvorledes kunde de dog nu, da de kendte den levende Gud eller, for at bruge et udtryk, der vejer endnu mere, "var kendte af Gud", atter vende tilbage til "den svage og fattige børnelærdom", atter paany give sig ind i trældom (V.9). Og det gjorde de ved nu at give sig ind under Moselovens ydre bud og forskrifter, der efter deres ydre skikkelse kun hørte forberedelsens tider til, kun var svage og fattige begyndelsesgrunde i modsætning til den rige herlighed, der i Kristus var kommen til dem.

Paulus nævner i V. 10 noget af det, Galaterne allerede havde taget op efter Jøderne, idet de nemlig "tog vare paa dage" (den Jødiske Sabbat), maaneder (maaske der tænkes paa nymaanefesterne eller ogsaa paa visse af aarets maaneder, som Jøderne i særlig grad agtede hellige, saaledes maaneden Tisri, den syvende maaned og flere andre), tider (der tænkes paa højtiderne som paaske, løvsalsfest), aar (sabbatsaar, hvert syvende aar skulde være et hvileaar).

Alt dette, der efter sin ydre form hørte den svundne lovpagt til, var Galaterne nu begyndt under vranglærernes vildledende indflydelse at anse nødvendigt til frelse.

Ogsaa den nye pagt kender helligdage, hviledage og højtider, men i en anden skikkelse, som naadegaver fra Gud og visselig ikke som vej til salighed.

Paulus udtaler (V.11) sin frygt for, at hans arbejde iblandt dem skulde have været forgæves, saa ængsteligt saa det ud med hele den udvorteshed, Galaternes hjerter havde ladet sig lede ind paa. Fra V.12-20 lyder røsten ret som en moders angst overfor sit forvildede barns tilstand. Ordene bliver saa indtrængende, han ligesom beder og bønfalder dem, han søger at faa fat paa deres kjærlighed, hvor han ikke længere tør haabe at opnaa noget af deres lydighed. Han stiller sig ved deres side som en broder og beder dem om, at de dog maa "blive som han", dele med ham hans frihed fra loven, ligesom han jo er bleven som de. Han havde jo skjønt Jøde opgivet loven som frelsesvej og i troens frihed stillet sig side om side med de hedningekristne. Vilde de blot som han holde fst ved deres frihed fra loven og lukke op for hans kærlige paamindelse! Der var jo ellers intet dem imellem. "I har ikke gjort mig noget uret," siger han, og han minder dem om al den kærlighed, de viste ham i fordums dage (V.13-15), da han første gang prædikede evangeliet iblandt dem. Minderne om den første kærligheds tid har en stor magt til at blødgøre hjertet. Det kender vi fra os selv.

Vi ser af disse vers, at Paulus har været lidende, da han første gang prædikede blandt Galaterne. "I ved, at det var paa grund af en kødets svaghed, at jeg første gang forkyndte evangeliet for eder" (V.13). Han tøven iblandt dem synes altsaa at have været foranlediget af legemlig svaghed. Denne legemlige svaghed synes tilmed at have været af en saadan art, at den satte Galaterne paa prøve og let kunde have fristet dem til med haan og ringeagt at vende sig fra apostlen. Nogle har gættet paa, at det har været en pinagtig øjensygdom med henblik til, hvad apostlen siger i V.15: "Om det havde været muligt, havde i udrevet eders øjne og givet mig dem." Andre tænker paa saar som følge af mishandlinger. Vi ved det ikke, men nok er det, Galaterne havde ikke ladet sig skræmme deraf; uagtet de saaledes var blevne satte paa prøve ved at se evangeliets sendebud i saa sotr ringhed, havde de taget imod Paulus "som en Guds engel", som et sendebud fra himlen, ja "som Kristus Jesus" selv (V.14). De havde forstaaet, at det var Frelseren selv, der besøgte dem i Paulus' skikkelse, og hvor "priste de sig salige" den gang ved det evangelium, Paulus bragte dem.

Og nu - spørger Paulus - "Saa er jeg vel nu bleven eders fjende ved at tale sandhed til eder" (V.10)? Dog han forstaar nok, hvori dette sørgelige omslag fra inderlig kærlighed til kulde overfor ham havde sin grund, det er deres forførere, de judaistiske vranglærere, der staar bag ved dette. Nidkære er disse falske lærere for Galaterne, det indrømmer Paulus (V.17), men det er en ondnidkærhed, der kun gaar ud paa at udelukke de galatiske kristne fra Paulus, ja fra enhver anden end dem selv, for at gøre Galeterne til deres personlige tilhængere.

Det er jo altid sektstifternes kræftskade, at de vil skille noget ud til vinding for sig selv. Der er egen ære med i spillet.

Paulus indrømmer, at det er godt at vise sig nidkær (V.18), blot det er i det gode, saa vilde det være godt til enhver tid for Galaterne, og ikke blot, naar Paulus var hos dem. I dette Ord ligger en kærlig tugt udtalt over Galaterne, en hentydning til, at de var blevne slappe i den rette nidkærhed for sandheden. Det er dog maaske rettest i V.18 at oversætte: "Det er godt at være genstand for nidkærhed i det gode o.s.v." Men den nidkærhed, Galaterne nu var genstand for eller selv udviste, fyldte Paulus med inderlig smerte, saa han ligesom paany følte enmoders fødselsveer overfor disse sine børn, ligesom han første gang havde følt det, da han ved sit missionsarbejde hjalp dem til det nye liv i Gud. Kristus havde ikke ret "vundet sin skikkelse" i dem endnu, det mærkede han med sorg (V.19). Hvor han længtes efter at være til stede hos dem for at kunne anslaa den rette tone iblandt dem, den tone, som nu var fornøden. "Jeg er raadvild over for eder," siger han. Det var saa svært paa afstand at være klar over, hvorledes røsten nu skulde omskiftes for at slaa paa de strenge, der kunde virke bedst (V.20).

I dette afsnit blotter Paulus rigtig sit hjertes dybe bevægelse. Han var ikke tør og kølig overfor disse sjæle, ak nej, frelsertaaren over ødelæggelsen af det i disse hans venner saa godt begyndte værk, den brændte i Paulus' sjæl, hvor er det godt, naar vi vil hjælpe snublende venner, vil rette paa de troende, at vi da kan gøre det med den inderlige kærligheds taare i os, at vi da kan anslaa de rette hjertestrenge, saa Kristus kan vinde sin skikkelse baade i dem, vi vil hjælpe, og i os selv. Ja, det skal være vor bøn til Herren: Hjælp os til

Os ganske i din kærlighed nedsænke,
At et og alt i os du blive kan,
At du vort hjerte fast til dit kan binde,
At du i os din skikkelse kan vinde,
O Frelsermand.


Læs: Kapitel 4.21-31
404. Trælkvindens børn og den frie kvindes børn.

Efter hint udbrud af sit hjertes bevægelse, som vi saa i foregaaende afsnit, tager apostlen paany fat paa den stille belærende udvikling. Her er noget at give agt paa særlig for alle Ordets forkyndere. Den direkte indtrængende henvendelse til vore tilhørere ud fra hjertets følelser har sin ret og sin plads i forkyndelsen, men ogsaa sin begrænsning. Bestandig at blive ved at tale følelsernes stærke sprog er derimod ikke paa sin plads, det sløver modtageligheden og svækker virkningen. Vi maa som Paulus atter og atter igen ind paa den rolige, stille udvikling af sandheden, af den sunde lærdoms lys til livets vækkelse og fremvækst. Det er en aandelig sund maade at forkynde evangeliet paa.

Hvad Paulus nu her i det følgende vil lægge sine læsere paa hjerte, er hentet ud fra det gammeltestamentlige Guds Ord, ud fra beretningen om forholdene i Abrahams hus. Allerede der finder vi fremstillet modsætningen mellem lovvæsenet og naadens frie stand. Han spørger (V.21), om de da ikke hørte loven (ved loven betegnes her de 4 Mosebøger), da de jo dog var saa ivrige for at være under loven. Paulus fører nu i det følgende et djærvt, bestemt sprog og slaar klart og tydeligt ned paa vranglærerne. Guds Aand har aabenbart sagt ham, at saaledes skulde røsten lyde, for at Galaterne kunde hjælpes.

I menighedens forsamlinger oplæstes ogsaa det gamle testamente, saa Galaterne kendte jo godt Abrahams historie. Havde de da ikke været opmærksomme paa den lærdom, som laa deri. Abraham havde jo to sønner, den ene, Ismael, avlet paa kødelig vis med tjenestekvinden Hagar, den anden var den frie kvinde Saras søn, Isak, hvis fødsel skyldtes Guds forjættelses Ord (V.22-23). Deri ser Paulus forbilledlig betegnet de to pagter, de to slags Abrahams børn. Hagar og Ismael svarer til Israel efter kødet, det Israel, der udvortes holdt sit til loven fra Sinai bjerg, men forblev i trælleland, fordi det ikke delte Abrahams tro, ikke tog imod forjættelsen som troens frihed af naade. Ligesom Sinai bjerg, lovens bjerg, laa i Arabien uden for forjættelserns land, saaledes var jo ogsaa Hagar fra et fremmed land og stod udenfor forjættelsen, der var over Abrahams hus. Forbilledet laa saa meget lettere, som selve navnet Hagar paa Arabisk betyder sten, klippe (hadschar). Sinai lov taget alene for sig som maal i sig selv, naar man ikke vil se loven som beredelse for forjættelsens opfyldelse, "føder til trældom" og "svarer", siger Paulus, "til det nuværende Jerusalem, thi det er i trældom med sine børn" (V.24-25), svarer til det Jerusalem, som ikke vilde kende sin besøgelsestid, ikke vilde tage imod den frihed i Aanden, som Kristus bragte, men havde nok i at være Abrahams æt efter kødet.

Men "Jerusalem heroventil", det Jerusalem, til hvilket den frie kvinde Sara svarer, er som hun fri, og dette himmelske Jerusalem (Hebr 12.22) er jo alle de sande troendes moder. Jerusalem heroventil betegner Kristi hellige menighed, der har sit borgerskab i himmelen, om hvilken sangeren med rette synger: "Kirken er som himmerige - mest dog lig en barnemoder, Herren kalder den sin brud, ved dens mælk opvokser poder, som ved bække pileskud."

I denne menighed opfyldes profetordet fra Es 54.1: "Vær glad, du ufrugtbare, du, som ikke fødte! Udbryd og raab du, som ikke havde fødselssmerte, thi den forladtes børn er meget flere end dens, som har manden." (V.27).

Hos profeten betegner den forladte og ensomme kvinde Israel under udlændigheden i Babel i modsætning til Israels menighed før den babyloniske udlændighed, "som havde manden", det vil sige, som havde pagten med Jehova i virksomhed gennem tempeltjenesten. Men først i kristenmenigheden, det aandelige Jerusalem heroventil, det i naaden frie Jerusalem, opfyldtes denne forjættelse om de mange børn. Og naar apostlen her knytter dette profetord til forbilledet med Sara, ligger dette just i, at de aandelige børn i Guds menighed fødes just ved Guds mægtige Ord (i daaben, tilegnet i tro), ligesom Isak fødtes ved Guds forjættelses Ord.

"Men vi, brødre! er forjættelsens børn i lighed med Isak," siger apostlen (V.28), og der er jubelklang i dette Ord.

Abrahams familiehistorie, denne underfulde historie, i hvilken Guds menighed tager sin begyndelse i en enkelt families skikkelse, giver imidlertid endnu en anden anvisning, som Paulus lægger Galaterne paa sinde. Ligesom Ismael, Hagars søn, plagede Isak, den frie ægtehustrus søn (se 1 Mos 21.9), saaledes er det ogsaa nu og vil vedblive at være saaledes i menighedens fortsatte udvikling. De kødelige vil forfølge de aandelige, lovtrællene vil ængste og plage Aandens frie børn. Saaledes forfulgte de vantro Jøder med rasende had Jesu troende. Saaledes gjorde jo ogsaa vranglærerne i Galatien, idet de forsøgte at berøve de galatiske kristne deres frejdige glæde i troen paa naadens frigørende kraft. Men hvilken anvisning giver nu skriften, det vil sige Herren gennem den? "Uddriv tjenestekvinden og hendes søn; thi tjenestekvindens søn skal ingenlunde arve med den frie kvindes søn" (V.30). Det var Saras ord til Abraham, men Gud stadfæstede udtrykkelig disse hendes ord og bød Abraham at lyde hendes røst (se 1 Mosebog 21.12). Deri laa en guddommelig anvisning til at vise lovtrællen fra sig, at vise alt kødeligt lovvæsen, der fordunkler naaden, først og fremmest ud af vort eget hjerte. Thi vore egne gerninger har ingen fordring paa arv med det naadens liv, forjættelsen har skabt. Kødet kan ikke arve med Aanden. Ad fordringernes vej vindes arven ikke, kun ad naadens vej. Ogsaa Ismael blev ganske vist til et folk, men ikke til forjættelsens folk; saaledes kan et i egen kraft, paa egne gerninger ført og grundet liv nok drive det til noget verdsligt talt og udvortes set, kan drive det til en skikkelig vandel borgerligt set, men kan aldrig drive det til at vinde himmerige, friheden i Gud.

Gud vil ikke, at gerningsvæsenet og livet i naaden maa blandes sammen. De skal være skilt fra hinnanden, og det baade indadtil i vort eget hjerte og udadtil overfor andre. Det kødelige gerningsvæsen tager æren fra Gud og hans enbaarne Søns værk, derfor skal det udstødes og maa ikke have sit hjem i Guds menighed. De, der vil holde fast ved denne kødelige lovtrældom i egen retfærdighed, vil omsider blive evigt uddrevne, evigt udstødte, gaa evigt glip af Guds rige. Derom gav Herren Jøderne saa alvorlig en advarsel, da han (se Matth 8.11-12) talte om de mange, der skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i himmeriges rige, medens rigets børn skal udkastes i det yderste mørke.

Saa slutter Paulus denne betragtning med at fastslaa som summen af det hele: "Derfor, brødre! er vi ikke tjenestekvindens børn, men den frie kvindes." Deri laa jo, at Galaterne snarest muligt skulde vise vranglærerne, disse ismaels aandelige brødre, fra sig, vise dem ud af det menighedens samfund, hvor de ikke havde hjemme, ikke havde ret til at være og øve forstyrrelse.

Nu kan jeg salig være
Guds barn paany,
Thi alle mørkets hære
For Jesus fly,
Guds barn, Guds barn, o naade stor,
Guds barn er lykkelig paa jord.

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media