Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Brevet til Galaterne

Læs: Kapitel 5.1-12.
405. "I har intet med Kristus at gøre, i, som vil retfærdigegøres ved loven."

I dette afsnit begynder apostlen med i tilslutning til, hvad han i det foregaaende talte billedligt om Kristi troende som den frie kvindes børn, nu uden billede at formane dem til at staa fast i den frihed, thi hvilken Kristus havde frigjort dem og ikke at lade sig spænde i trældoms aag. Ja, derpaa skal alle Guds børn agte, at staa fast dag for dag, time for time i denne salige frihed fra lovens dom, der er skænket os med syndernes forladelse i Kristi blod. Det er vor kraftes kilde. Af den paa korset købte, i daaben skænkede, naade alene kan vi øie kræfterne til et helligt liv. I denne rene naadens lyst kan et Guds barn aande frit, men forplumres og forgiftes luften ved selvretfærdigheden, ved ydre lovvæsen, da bliver aandedrættet trangt og kraften svinder.

Denne formaning (V.1) støtter Paulus (V.2-6) ved at pege paa de skæbnesvangre følger, som det skridt vilde medføre, Galaterne ikke var langt fra at gøre, nemlig at lade sig omskære. Paulus ser dem ligesom staa paa randen af en afgrund. Thi hvis de lod sig omskære, som var dette nødvendigt til salighed, brød de jo i virkeligheden med Kristi tro, da gav de sig jo helt ind under loven, men blev derved ogsaa skyldige til at holde hele loven; da var de i virkeligheden "faldne ud af naaden" (V.2-4).

Det er umaadelig alvorlige ord, som Paulus her udtaler med hele sin apostelmyndighed ("Jeg, Paulus, siger eder" - "jeg vidner atter"). Men det er jo sandhed. Naaden giver alt - eller intet. Man kan ikke sammenflikke en retfærdighedsklædning af Kristus og af egne gerninger.

Thi, siger Paulus, "vi (de sande kristne) venter jo ved Aanden af tro retfærdigheds haab," nemlig den haabets arv, som følger med retfærdighed for Gud. Ja, saaledes forventer Jesu sande troende det, ved Aanden ud af tro (V.5), ikke paa anden maade. "Thi i Kristus Jesus gælder hverken omskærelse eller forhud" noget, "men tro, som er virksom ved kærlighed" (V.6). Dette sidste føjer Paulus til for at understrege, at han ved tro forstod den levend tro, ikke en død og gold blot kundskabstro. Troen er baade haabets kilde (V.5) og kærlighedens kilde (V.6).

Efter at have paavist denne uforsonlige modsætning mellem kødeligt lovvæsen og Kristi tro, bryder der atter fra hans hjerte en vemodig klage frem over, at Galaterne, der een gang havde gjort saa god en begyndelse, nu var blevne ulydige mod sandheden, og han spørger: "Hvem har hindret eder i at aflyde sandhed?" (V.7).

Fra V.8-12 fælder han dommen over dem, der stod bag ved dette: "Den overtalelse kom ikke fra ham, som kaldte eder", siger han, var ikke af Gud (V.8), det var en ond surdejg, der var trængt ind iblandt dem, og de skulde huske paa det ord, der syntes at have været et ordsprog paa den tid (se 1 Kor 5.6): "En liden surdejg syrer hele dejgen". Overfor løgnen gælder det om at vogte sig selv for den ringeste, tilsyneladende ubetydeligste indrømmelse.

Apostlen har dog endnu i sit hjerte den tillid til dem i Herren (altsaa som noget, Herren gav ham hvile i), at Galaterne inderst inde dog vilde sandheden, og at de kun var bedragne. Hovedskylden laa paa forførerne, hver enkelt af dem, og disse vilde ikke undgaa Guds tunge dom (V.10).

Af V.11 fremgaar, at vranglærerne blandt deres løgne ogsaa havde benyttet dette at pege paa, hvorledes Paulus ogsaa selv i sin tid havde ladet Timotheus omskære (se Ap.Gern. 16.3). Timotheus var jo fra de egne og havde været med Paulus fra dennes anden missionsrejse af. Dette havde de udlagt, som om Paulus fremdeles prædikede omskærelse uden at ville forstaa, at Paulus kun havde ladet Timotheus omskære for Jødernes skyld (Apostl.Gern 16.3), for ikke at hindre Ordets indgang hos disse, men visselig ikke for salighedens skyld. Omskærlsen som nødvendig efter Guds vilje hørte fortiden til. Nu med troens komme ver det langt fra Paulus at prædike den, og det bedste vidnesbyrd om, at han ikke gjorde det, var jo, at han stadig blev forfulgt, først og fremmest af Jøderne. Thi hvorfor forfulgte disse ham? Mon ikke just fordi korsets prædiken, Ordet om frelse ved Kristi kors uden omskærelse, var dem en saa bitter forargelse. Havde han prædiket omskærelsen med, saa var jo loven bleven opretholdt som nødvendig til frelse, og de selvretfærdige vilde ikke have haft noget at stødes over. Men da vilde Kristi kors have mistet sin kraft i hans forkyndelse og Kristi forsoningsdød ikke længere være bleven forkyndt som frelsens eneste grundvold.

I berettiget harme over disse vranglæreres løgne og skammelige nedbrydende gerninger udtaler Paulus (V.12) det ønske: "Gid de endog maatte lemlæste sig selv, de, som forstyrre eder!" (gilde sig), saaledes som afgudspræsterne for gudinden kybele (som særlig dyrkedes i Galatien) bar sig ad. Paulus ønsker, at disse vranglærere maatte gaa saa vidt, at deres daarskab kunde blive aabenbar for alle som ligesaa ukristelig og modbydelig som det aabenbare hedenskab. Naar djævelen optræder mere aabent, frækt og utilsløret, da narrer han ofte sig selv, thi da faar menneskene stundom øjnene op, saa det skal vi ike være kede af, at de, der vil nedbryde, optræder dristigere og dristigere. Det hjælper til klarhed, naar faareklæderne falder af ulven.

Herren hjælpe os at holde fast ved det, vi har af hans uforskyldte naade, saa ingen skal tage vor krone.

Staa fast, staa fast minsjæl i Herrens krige,
Om alt end for dig brast, du ham ej svige.


Læs: Kapitel 5.13-26
406- Naadens frihed maa ikke misbruges til en anledning for kødet, men maa bevise sig i en hellig vandel som Aandens frugt.

Vi kommer herved til brevets tredje hovedafsnit. I den første del hævdede apostlen sin apostelstillings fulde gyldighed (Kap 1-2). I den anden del gik han over til at afvise vranglærerdommen i den falske lære om loven og omskærelsen som en endnu vedvarende forpligtelse (Kap 3-5.12). Denne tredje og sidste hoveddel beskæftiger sig særlig med formaninger angaaende en hellig livsvandel. Den sunde lære og er liv i sandheds hellighed hører sammen og kan ikke skilles ad, uden at sjælen tager skade.

Paulus begynder med at hævde, at frihed fra loven ingenlunde betyder frihed for kødet, men tværtimod medfører, at den troende træder ind i kærlighedens tjeneste (V.13). Deri ligger frihedens aandelige begrænsning og derved fører den kristelige frihed i troen just til lovens fuldkommelse. "Thi hele loven er opfyldt i eet Ord, i det: Duskal elske din næste som dig selv." Vranglærerne raabte saa meget paa loven, Paulus viser nu Galaterne den rette vej til at fuldkomne loven, den eneste vej, ad hvilken det kunde lykkes. Hvad det kødelige lovvæsen derimod førte til, viste sig jo var alt andet end kærlighed. (V.15). Det havde jo kun ført til, at de indbyrdes var blevne splittede og bed og aad hverandre næsten som vilde dyr med fare for rent at berøve hverandre det aandelige liv. Det var noget andet end kærlighedens tjenersind.

Saa viser han dem vejen til at sejre over "kødets begæring", nemlig at "vandre efter Aanden", at lade sig drive af naadens Aand. Da vilde de ikke kunne gøre, hvad de selv vilde; deri bestaar ikke den sande frihed at følge egenviljen, det er trældom under kødet. Thi kødet og Aanden er hinanden modsatte, man kan ikke lade sig drive af dem begge to paa een gang; vælger man en vandring i Guds Aand, da betegner det et brud med kødet, en bestandig kamp med kødet. Spørgsmaalet bliver da ikke længere: Hvad har jeg lyst til, men: Hvad vej driver Herrens Aand mig. Men at lade sig drive af Aanden er det samme som at være fri, da er man ikke "under loven", men har sit hjerte i Guds vilje. Det, der er et tvingende aag, naar det hedder: "Du skal", bliver frihed, naar det hedder: "Jeg vil".

Efter saaledes (V.16-18) at have peget paa den frivillige lydighed i Aanden som den eneste vej til at faa kødet under fod og med livet komme ud af lovens trælleaag, gaar han nu over til at pege paa kødets gerninger (V.19-21), og han siger, at de er aabenbare og let kendelige, de er alle tydeligt nok stemplede med urenhedens, ondskabens og selviskhedens mærke.

Apostlen tale rikke her om kødets frugter, thi dette navn er egentlig for godt til noget, som kun har død og tomhed i sig; men han taler om kødets gerninger, dets onde bedrifter hvad han her nævner, falder væsentlig i fire grupper. Øverst paa listen staar de kønslige synder i alle deres forskellige skikkelser (V.19). Derefter kommer det afgudiske væsen (afgudsdyrkelse, trolddom). Dernæst under ni forskellige navne alt, hvad der gaar ind under vrede og had. Endelig drukkenskab og fraadseri, mangel paa afholdenhed. Apostlen føjer til: "og deslige"; thi der er jo saa meget andet endnu. Men alle kødets gerninger er saa let kendelige, ogsaa paa det maal, de fører henimod, idet de, hvor de faar lov at raade, udelukker fra Gud rige.

Hvor ganske anderledes er ikke det, der virkes af Aanden (V.22): Der er virkelig "frugt", livets frugt med evighedskræfter. Det vokser frem af troens liv i Aanden, som frugten drives frem af træets liv, og er præget af Aandens væsen som frugten af træets art.

Der staar kærligheden i spidsen som det baand, der binder hele denne herlige samling af hellige dyder sammen (se Kol 3.1). Den hellige kærlighed har til sine søstre den hellige glæde og fred, det glade, fredfyldte sind i samlivet med andre; thi her er det jo forholdet til næsten, der er tale om. Derfor betegner "fred" her modsætningen til alt det vredens væsen, der blev nævnt V.20-21, men selvfølgelig beror fredssindet udadtil altid paa, at man ejer fred med Gud.

Det fredsfyldte sind har i følge med sig langmodighed, saa man giver tid, før man gaar i rette med den, der forser sig imod en, ligeledes midlhed, godhed samt trofasthed, saa man er til at stole paa og ikke vil svigte, sagtmodighed, det stille mod til at taale. Disse otte Aandens frugter danner en herlig modsætning til det nihovede uhyre, der skildredes i V.20-21 (begyndende med fjendskaber - endende med mord). Den niende af de nævnte Aandens frugter, afholdenhed, staar i modsætning til utugtens og fylderiets væsen. Afholdenhed bestaar just i ikke at lade sig trælbinde af de legemlige drifter, men ved Aandens kraft at kunne holde dem paa deres rette plads.

"Imod saadanne (V.23) er loven ikke" (egentlig "er der ingenlov"). Lovens dom rammer ikke Aandens frugter, men de er just lovens fuldkommelse. Kødet, den syndige lyst, har de, der hører Kristus til, nok endnu at bære paa, men de har "korsfæstet dette kød med dets lidenskaber og begæringer V.24)- Ved troen paa den Herre Kristus, paa grundlag af daaben til hans død (Rom 6.3), er i et Guds barn Jesu døds kraft virksom til det gamle menneskes dødelse. Kødet har faaet sit knæk, sine banesaar, kødet er ikke længere den herskende magt over et Guds barns liv men er hengivet til døden med alt sit væsen, sine i hjertedybet skjulte lyster og alle de enkelte begæringer, hvori lysterne giver sig udslag.

Saaledes er et troende menneskes sind, det nye sind, livet i Guds Aand. Det er dette sind, der skal fastholdes i den daglige livsvandel, det er meningen med Ordet i V.25: "Naar vi lever ved Aanden, da lader os ogsaa vandre efter Aanden". Grundtekstens Ord for at "gaa frem" betegner egentlig at marschere, gaa frem i fast orden, og peger hen paa et Guds barns liv som det, der i alle forhold bestemt skal underordnes Helligaanden, helliges helt igennem af den. -

Apostlen slutter med endnu en gang blandt kødets gerninger at pege paa "lyst til tom ære" (V.26), der fører til det modsatte af kærlighed, til et udæskende, misundeligt væsen overfor andre. Lyst til tom ære er just det modsatte af i kærlighed at være hverandres tjenere. Og som den tjenende kærlighed er fuldkommenheds baand, saa er æresyge og forfængelighed at kalde al syndighedens baand. Saa vist som det var grundsynden i satans fald at ville røve æren fra Gud, saa vist er dette en af syndens frygteligste ukrudtsplanter, der, hvor den faar magt, kvæler den gode sæd, kvæler ogsaa al broderkærlighed, medens der lukkes op for alle løgnens kræfter. Det var vel den dybe grund til, at vranglærerne havde faaet saa megen indgang hos Galaterne, at Galaternes hjerter var komne bort fra ydmyghedens plads, ind i "lyst til tom ære". Paa samme maade var det jo gaaet i Korinth, som vi har set i første Korinthierbrev. Guds Aand minder os altid om vor Frelsers Ord: "Sæt dig nederst".

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media