Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Brevet til Efeserne

Læs: Kapitel 4.1-6.
418. Formaning til at vandre det hellige kald værdigt, særlig til at "bevare Aandens enhed i fredens baand."

Vi kommer med dette fjerde kapitel til et nyt afsnit, det andet store hovedafsnit i efeserbrevet, den formanende del, der strækker sig fra kapitel 4 og brevet ud. Dog er den inderligste sammenhæng mellem dette afsnit og det foregaaende hovedafsnit (Kap 1-3), i hvilket apostlen saa rigt havde afmalet Guds herlige naade i Kristus for sine læsere. et helligt liv kan jo nemlig kun leves og opbygges paa naaden i Kristus. Derfor begyndte apostlen ikke med formaning men med at pege hen paa naaden i Kristus som troens element og grundvold.

Vers 1 i dette fjerde kapitel danner ligesom overskriften til alle de efterfølgende formaninger, der her sammenfattes i den mere almindelige formaning "at vandre værdig denkaldelse", med hvilket de var kaldede. Det lille "derfor" danner forbindelsen med det foregaaende hovedafsnit og viser nærmest tilbage til Kap 3.21, hvor der var tale om at give Gud ære i menigheden. Men Gud æres ved, at Guds børns vandel svarer til det store, hellige kald, der er udgaaet til dem.

Denne i V.1 givne almindelige formaning, udvikles nu i to afdelinger. Først er det kærligheden, der danner grundtonen i apostlens udvikling (Kap 4.2-kap 5.2), og dernæst helligheden (Kap 5.3-6.9), som de Aandens frugter, der maa kendetegne troen baade i den enkeltes liv og i huslivet. Hertil knytter saa apostlen en slutningsforming med udvikling af, hvori Guds fulde rustning bestaar, den rustning, som et Guds barn maa være iført for at bestaa i kampen mod mørkets hær (Kap 6.10-20).

Vi gaar nu over til enkelthederne i dette første underafsnit (Kap 4.1-6).

Alllerede ved tilføjelsen: "Jeg, den fangne i Herren," giver apostlen sin formaining en særegen vægt; han har jo sine lænker for Herrens skyld. Hele hans liv, ogsaa hans fangenskabsliv, var jo i Kristus.

Det er det hellige kærlighedsliv mellem Guds børn, apostlen begynder med at lægge dem alvorligt paa sinde (V.2-3). Det er kærlighedens forskellige ytringer og frugter, vi møder baade i "ydmygheden", der ikke hæver sig over andre, i "sagtmodigheden", det stille mod, der kan taale modstand uden at fare op, som ikke vil kræve af andre men gerne tjene andre, og i langmodigheden, der ikke haster med at søge hævnende gengældelse for lidte krængelser. Moderen til alle disse hellige dyder er just kærligheden, den fordragende kærlighed, der kan bære over med andres skrøbeligheder og saa nødig vil have splid ind, men sigter efter at bevare "Aandens enhed i fredens baand". Det er samfundet mellem de hellige, apostlen her i sine formaninger allerførst tager sigte paa, som det vigtigste af alt. Herren har jo selv sagt, at derpaa skulde alle kende, at vi var hans disciple, at vi havde den indbyrdes kærlighed (Joh 13.35). Dersom Guds børn ikke har det godt med hverandre, da hindres al fremgang baade udadtil og indadtil. Det er een af de dyrebareste skatte, menigheden har faaet i den Helligaand, denne inder "enhed", at de magne kan være eet hjerte og een sjæl (Ap G 4.32).

I verden hersker egenkærligheden, der findes en bestandig krig, idet hver vil frem med sit. I modsætning dertil staar menigheden med sit løsen: "Han bør vokse, men jeg forringes" og sammensmeltes til eet i dette selvfornægtelsens sind. Denne "Aandens enhed", det vil sige den enhed, som Aanden har bragt Herrens hellige, den skal alle Guds børn beflitte sig paa at bevare i "fredens baand", nemlig saaledes, at freden, den indbyrdes gode og kærlige forstaaelse, kommer til at omslynge samfundet som et stærkt baand. Denne hellige fredens enhed maa aldrig letsindigt sættes paa spil. Hvad der er af Gud, kendes ogsaa bestandig paa, at det befæster denne Aandens enhed; hvad der er af djævelen, gaar altid ud paa at drive kiler ind imellem Guds børn, og det er ikke godt at gaa djævelen til haande med at bringe saadant sprængstof ind i Guds menighed.

Fra V.4-6 fremdrager apostlen alt det, der danner grundvolden for menighedens enhed. For det første, at menigheden er "eet legeme", nemlig Kristi legeme (billedet med det ene legeme finder vi ogsaa i Romerbrevet 12.5, i 1 Kor 10.17 og 12.13 ligesom i dette brevs 2 Kap 16.V.) Dette legemes Aand er ogsaa een nemlig den Helligaand, ved hvilken Aand alle Guds børn er bleven kaldede ogsaa til "eet haab", nemlig det samme fælles haab om herligheden i Kristi rige. I V.5 skrider tanken fra Aanden til Sønnen, vor ene Herre og konge Kristus, i hvem alle de hellige er forbundne ved een og samme daab. Ved "een tro" menes her ikke saa meget troens indhold som troens fortrøstning til den samme Jesus, hvad troen bygger paa, ligger i ordet om den ene daab, nemlig daaben i den treenige Guds navn, daaben af vand og Aand.

I 1 Kor 10 og 12 nævner Paulus nadverens sakramente som eenheds grundvold; her nøjes han med at nævne daaben som det for menighedens eenhed særligt grundlæggende sakrament, det første sakrament, vi møder.

I V.6 skrider udviklingen videre fra Sønnen til den evige Fader, den "ene Gud og alles Fader". At "alle" her ingenlunde betegner alle mennesker men kun alle troende, fremgaar klart af tilføjelsen: "som er over alle og igennem alle og i alle" ("eder alle" findes ikke i de ældste haandskrifter). Særligt de to sidste forholdsord "igennem" og "i" betegner disse alle som dem, gennem hvilke Gud virker, og i hvilke han bor. Saaledes kan der kun tales om de troende.

Saa er da menigheden een i Aanden ved Sønnen af Faderen, fælles om hans liv og fred, lys og kraft og herlighed. Hvilken mægtig tilskyndelse til at beflitte sig paa at bevare Aandens enhed! De gamle hedninger sagde om de første kristne: "Se, hvor de elsker hverandre," og det blev et godt anbefalingsbrev for det hellige kald, de kristne bekendte sig at være kaldede med, kaldede til at være den samme Faders børn. Saa lad ogsaa os, som de, der stadig er udsatte for djævelens splittelses-anslag, daglig bede:

Eet hjerte kærligt lue
I hver korsdragers bryst,
Een Gud, til hvem vi skue,
Een tro, eet haab, een trøst!


Læs: Kapitel 4.7-16.
419. De forskellige gaver i menigheden er alle gaver fra den ene og samme Herre og sigter alle paa det ene og samme maal nemlig de helliges fuldkomne beredelse.

Apostlen havde i det foregaaende talt om menighedens dybe eenhed. I dette afsnit viser han, at eenhed ikke vil sige det samme som eenshed, nej menigheden er et legeme just ogsaa i den betydning, at der i den fremtræder og samvirker en mangfoldighed af kræfter, der hver har sin særegne opgave, men stadig til gensidig udfyldning og hjælp. "Hver enkelt af os blev naaden given efter Kristi gaves maal" (V.7). Skal eenheden bevares paa den rette aandelige maade, maa hver enkelt just med troskab gaa ind i det kald, han eller hun har faaet tildelt i og med sin gave, udfylde den plads, paa hvilken Kristus har stillet os hver især i menigheden. Det er tanken om legemet og lemmerne, der møder os her, hvilken tanke vi finder nøjere i Rom 12 og særlig i 1 Kor 12. Den samme naade gennemstrømmer alle troende, men ligesom Herren selv i sin lignelse om de forskellige betroede talenter (Matth 25.14-30) skelner mellem forskellige maal for sin gave, saaledes ogsaa apostlen her; een fik mere, en anden mindre, een denne gave og stilling, en anden hin at holde hus over. Af husholdere kræves kun dette, at de befindes tro (1 Kor 4.2). Herrens velbehag retter sig ikke efter gavens større eller mindre maal, men efter troskaben hos os overfor det givne maal.

Fra V.8-11 viser apostlen, hvorledes kilden til alle gaver stammer, fra den ene og samme Herre, og han begrunder dette først ved henvisning til et gammel-testamentligt skriftord (V.8). Ordet fra den 68 saalme, hvor David lovsynger Jehova som den, der bringer sit folk herlig sejr og efter at have overvundet fjenderne atter farer op i det høje, idet han i triumf fører med sig de fanger, han har taget, men disse fanger tog han blandt mennesker for at skænke dem som gaver til sit folk.

Denne tanke, at Herren gør sine fanger til gaver for menneskene, lader dem tjene menigheden til gode, ligger mere skjult i grundtekstens Ord, der lyder saaledes: "Du annammede gaver iblandt mennesker, ja endog iblandt de genstridige." Saa meget fremgaar dog allrede af grundteksten, at de af Herren overvundne maa tjene ham og hans sag. Det maa ogsaa djævelen og alle de genstridige aandemagter, hvor nødig de saa vil. Men paa herlig maade gælder dette de mennesker, der ogsaa af hjertet lod sig overvinde af Herren. I 2 Kor 2.14 møder vi den samme tanke, idet Paulus ser sig selv, som overvunden af Herren, vandre i Herrens triumftog, men for nu at arbejde med til sejr for den Herrens sag, der havde overvundet ham. Paulus var, efter at være greben af Herren, givet menigheden til gave.

Dette salmeord fra det gamle testamente bruger Paulus nu (V.9-10) til at vise, hvorledes dette "han opfor" forudsætter, at Herren "først nedfor" (ved sin menneskebliven). Han nedfor "til jordens nedre egne", og han opfor ved sin himmelfart "højt over alle himlene" for at fylde det alt sammen med sin sejrskrafts virkning.

Der har været lidt forskel i forstaaelsen af, hvad der mentes med: "Jordens nedre egne (V.9). Nogle forstaar det blot som betegnelse for selve jorden, der jo er de lave egne i modsætning til himlene. Men sansynligst er det dog, at det skal forstaas om jordens dyb, om Kristi nedfart lige til dødsriget, til helvede, hvilken tanke jo ogsaa møder os i 1 Pet 3.19 ("hangik hen og prædikede for aanderne, som var i forvaring"). Kristi sejrskraft kendes saaledes lige fra det dybeste dyb til den højeste højde.

Blandt de gaver, Kristus ved sinsejr har skaffet sin menighed, nævner Paulus nu i V.11 de forskellige tjenere, Herren har beskikket, saaledes "nogle til apostle", "nogle til profeter" (dem, der kan bære Ordet frem i kraft af umiddelbar aabenbarelse), nogle til "evangelister", hvorved forstaas apostlernes medhjælpere (saaledes Markus, Lukas) og alle de, der drog omkring og forkyndte evangeliet. Der sluttes med "hyder og lærere", hvilket sammenfattes under eet og tydelig nok betegner de "ældste" i menigheden (Presbyterne dvs. Præster) efter deres gernings to hovedsider som dem, som skulde dels vaage over hjorden dels lære den.

I alle disse forskellige tjenester fremtræder Herrens gave til menigheden (se den samme tanke i 1 Kor 3.21-22). Men derfor har alle disse forskellige tjenester ogsaa kun eet og samme maal, de sigter alle "til de helliges fuldkomne beredelse" (V.12), har altsaa ikke deres formaal i sig selv men i at tjene menigheden.

At tjene til de helliges fuldkomne beredelse er en ære, thi de hellige er jo "Kristi legeme" (V.12), der skal "opbygges" (der træder billedet af bygningen frem for apostlen).

Og maalet for denne de helliges fulde beredelse er at bringe dem alle til "eenhed" i troen og i erkendelsen af Guds Søn. Vi ved, at der i menigheden paa de forskellige steder kan være stor forskel paa tilegnelsen og opfattelsen af "den ene tro" (V.5). Saaledes er det mellem de enkelte Guds børn, hvor lyset og klarheden jo ikke er eens hos alle, og saaledes er det mellem de forskellige kirkeafdelinger. Vi mennesker kan ikke frembringe saadan aandelig enhed; der er ofte bleven forsøgt derpaa, som kirkens historie viser os, men altid forgæves, thi det kan kun Herren gøre, men han formaar det ogsaa. En gang skal menigheden være naaet til "mands modenhed", det vil sige have naaet det aldersmaal, et saadant maal af aandelig vækst, at baade menigheden som helhed og de enkelte Guds børn har naaet at kunne tage imod "Kristi fylde".

Vi skal vokse bort fra det umyndige stade (grundteksten har "spæde" V.14), den aandelige barnagtighed, der viser sig, som apostlenen her siger, ogsaa i, at man er ubefæstet og lader sig "omdrig af enhver lærdoms vind", ligesom bølgerne saa let bevæges af det ydre vejr. Her møder os jo saa mange lærdomsvinde, snart fra en kant, snart fra en anden, som stammer fra "menneskenes tærningspil", fra hvad mennesker finder paa i "træskhed" sigtende paa at bruge "vildfarelsens rænkespind".

De, som Herren har beskittet til tjenestegerningen, skal just hjælpe de hellige til at staa fast overfor alle disse veje, hjælpe menigheden til i troskab mod sandheden og kærligheden at vokse i fasthed, vokse op til at ligne vort hoved, Kristus, "i alle maader", til at fyldes med hans væsen (V.15).

Nogle forbinder ordene i V.15 saaledes: "At vi, sandheden tro, skal i kærlighed vokse op o.s.v." Vor gamle danske oversættelse har: "Sandheden tro udi kærlighed", et Od, der jo har faaet en stor plads i menigheden. Men hvorledes ordene end sammenføjes, bliver det dog indholdet af dette vers, at sanddeuhed og kærlighed er det, der skal danne grundpræget hos Herrens hellige og være deres aandelige værn imod løgnen og egenkærligheden, hvilke to ogsaa gerne følges ad.

En moden, befæstet og aandelig vaagen tilstand er maalet for Guds menighed, og det naas i samme grad, som Kristus selv faar lov at fylde sine hellige, da sammensmeltes de hellige i ham til eet hjerte og een sjæl, til at blive eenssindede.

Gid alle præster vilde forstaa, at det embede, der var dem betroet, kun var en tjenergerning, der skulde tjene til de helliges fulde beredelse, til at berede og smykke bruden for sin himmelske brudgom. Ak, mange stakkels præster synes snarere at forstaa deres opgave som den at stille til de hellige, at betragte dem som de urolige hoveder, som folk, de ikke skal have det mindste med at gøre; men lad os, der har faaet den lykkelige lod at staa som troende præster i de helliges midte, aldrig glemme, at Kristus satte os til at tjene hans menighed.

Naar Irvingiantere ud fra V.11 har villet bevise, at der skulde beskikkes nye apostle, fordi de hellige ellers ikke skulde kunne fuldeligen beredes til Herrens komme, da fejler de. De apostle, Herren een gang har beskikket, dem har menigheden endnu, deres vidnesbyrd genlyder endnu iblandt os, og vi behøver ingen nye apostle. Kristus har heller ikke givet sin menighed saadanne. Denne lære om nye apostle ud over de tolv hører med til de mange forvirringens stormveje, der igennem tiderne er faret hen over menigheden.

Men maatte dog ogsaa Herrens hellige ret lade sig berede til modenhed og vækst! Hvor ser vi ikke ofte selv saadanne guds børn, som man skulde mene ikke var af de ringeste, blive et hurtigt bytte for falsk lære og sværmeriets kunstgreb! Det aabenbarer en betydelig mangel hos saadanne Guds børn. Hvor vi trænger til modne, faste folk, der ikke lader sig omdrive som bølger! Mange storme og falske lærdomsvejr blæser ogsaa op i vore dage. Der er den nedbrydende bibelkritiks vejr, hvor har ikke mange særlig af præsterne vist sig som bølger overfor det! Der er den falske fuldkommenhedslære med al den djævelske træskhed og forførelse, som den gemmer i sit skød og forblinder mennesker med, og der er som det værste af alt den nye nationalisme med fornægtelsen af Kristus som Guds evige eenbaarne søn! Ja, der er nok af angreb fra alle sider i vore dage. Her trænges til en myndig, moden menighed, hvor hjerterne staar sammen og hvert øje er rettet opad mod Kristus, ikke udad mod alle de mange menneskegerninger. Løgnens fader vil adsplitte hjerterne, men udaf Kristus faar hele menighedens legeme sin livsnæring til "opbyggelse af sig selv i kærlighed" (V.16).

V.16 er et rigt og dybt samfundsord. Ligesom legemet er "sammenføjet og sammenknyttet" ved alle de mange forbindelsesled (egentlig "ved ethvert hjælpende bindeled", det vil sige hvert baand, som Herren skænker sin menighed til hjælp), idet hvert lem har sin tilmaalte kraft og gerning og udvikler sig for dette sit formaal, paa samme maade har det sig med menighedslegemet. Det er en hellig organisme, og hvert eneste baand, der binder de hellige sammen, skal vi tage imod som en velsignet hjælp fra Herren til vækst for hans folk. Ogsaa fælles arbejde, fælles opgaver, alt saadant er en naadig hjælp fra Herren til at sammenbinde. Og som hver lem i ydmyghed og troskab vil gøre, hvad det kan, stadig med det heles bedste for øje, samvirker det hele til Herrens ære. Men hele denne vidunderlige Aandens virksomhed i samfuldslegemet henter sin livskraft fra Kristus, hele legemet suger sit liv fra ham, der er legemets hoved. Vi maa i denne sammenhæng mindes Herrens nadverbord som det sted, hvor legemet i dybeste forstand henter liv fra Kristus til fremvækst i kærlighed samtidig med at forbindelsen mellem de enkelte lemmer styrkes og befæstes, og hvert enkelt lem faar sin velsignelse deraf paa sin særegne maade.

Saaledes vokser Kristi kirke op til den kærlighedens eenhed, der er dens maal, alt ud fra Kristus.

Saa Gud og Frelser mild og blid
Du holder os i live.
Fra nu og indtil evig tid
Vi i dit samfund blive,
Her i din kirkes lys og fred
Og efter dødens bitterhed
I himmerig med ære.


Læs kapitel 4.17-24.
420. Aflæggelsen af det gamle menneske og iførelsen af det nye.

Paulus havde i de foregaaende afsnit formanet de hellige til at vandre deres høje kald værdigt, først og fremmest til at vokse frem i dette at være eet hjerte og een sjæl i kærlighed. Men om dette skulde lykkes, beroede afgjort paa, at det brud, der var sket med hedenskabets væsen, fastholdtes og virkeliggjordes fra dag til dag. Apostlen havde i det andet kapitel med levende farver skildret den forandring, der var foregaaet i deres stilling, idet de fra død var gaaede over til liv, men til denne forandring i stilling maatte ogsaa svare en forandring i væsen. Det er med dyb alvor, apostlen indskærper betydningen af det brud, de havde gjort med hedenskabet. "Dette siger jeg da og vidner i Herren", d.v.s. i Herrens navn, i samfund med ham - saaledes lyder hans Ord (V.17). Og han afmaler nu med korte, faste træk hedenskabets dybe mørke. De vandrer i "deres sinds tomhed", siger han. Hele deres tilværelse er rettet paa det forfængelige og derfor i tomhed. Og dette gælder baade deres tankegang, der er "formørket", og deres liv, der er "fremmedgjort" (V.18) for det liv, der er fra Gud. Saaledes er deres tilstand, fordi "vankundigheden" ruger over deres indre, men denne vankundighed er selvforskyldt ved "deres hjertes forhærdelse"; de kan ikke se sandheden, fordi de ikke har villet det men forhærdet deres hjerte overfor den aabenbaring fra Gud, der mødte dem baade i naturen og i samvittigheden (se Rom 1.19 og 2.15). Derved er de bleven "følelsesløse" (egentlig "har ophørt at føle smerte"). Synden og savnet af Gudslivet smerter dem ikke mere. Paa samme maade er det jo desværre med saa mange vantro, døbte mennesker, der føler sig vel til mode i synden, i hvert fald synes saa for en tid.

Somde to hovedlaster i hedenskabet finder vi her som flere steder nævnt: kødelig urenhed og havesyge (V.19); begge disse synder mødes i begørligheden.

Efter denne skildring af hedenskabets dybt sunkne tilstand (V.17-19) gaar apostlen nu over til at vise modsætningen hertil i kristenlivet (V.20-24). Havde de rettelig hørt om Kristus (V.20-21), saaledes som sandheden i ham var (og det havde de jo efter det evangelium, Paulus havde forkyndt iblandt dem), da havde de ogsaa hørt, at det med Kristi tro fulgte dødsdom over det gamle menneske efter den forrige omgængelse (V.22). Dette "gamle menneske" betegner vor natur, som vi er født med den, den faldne, besmittede natur, som stadig fordærves og ødelægges ved bedrageriske begæringer, idet synden ses som det store bedrag (Hebr 3.13).

Dette gamle menneske regerede jo i den forrige omgængelse, men et omvendt menneske kan ikke faa lov at beholde noget som helst af sit gamle liv, det maa altsammen "aflægges".

I Kolossenserbr. 3.8-9 siger Paulus paa een gang: "aflægger - " og "i har afført eder det gamle menneske", og saaledes er det jo; med hjertets vilje har et Guds barn aflagt det gamle, det hører det forbigangne til (2 Kor 5.17), men i det daglige liv sakl denne vilje virkeliggjøres gennem en stadig kamp. Kun saaledes kan den anden side af sandheden i Kristus, "fornyelsen i vort sinds aand", fyldestgøres. Det raadne træ maa fældes, for at det gode træ kan faa magt.

Naar et Guds barns fornyelse her (V.23) siges at skulle have sin rod i vort sinds aand, vil det jo sige, at fornyelsen maa ske indefra; det er ikke nok, at vore udvortes gerninger bliver anderledes.

Hvorledes denne fornyelse sker, siges i V.24; den sker ved en stadig tilegnelse, "iførelse", af det "nye menneske". Dette nye menneske er "skabt efter Gud", det vil sige efter Guds billede i "sandhedens" væsen (i modsætning til "syndens bedrag"), og sandhedens væsen aabenbarer sig som retfærdighed og hellighed (retfærdighed betegner her det rette sind i forhold til mennesker, hellighed i forhold til Gud).

Spørger vi om, naar og hvor det nye menneske er blvet skabt i os, da er svaret: i vor daab, thi der blev vi iført Kristus (Gal3.27), der fik vi del i Kristi død til det gamle menneskes dødelse og i Kristi liv til det nye menneskes fremkomst (Rom 6).

Men dette nye menneske skal iføres gennem troens daglige strid. Det nye liv maa leves, maa frem over det gamle menneskes død, hvis ikke det skal kvæles af det gamle menneske.

Denne bestandige kamp for at virkeliggøre det gamle menneskes død og det nye menneskes liv er den nødvendige betingelse for den fremvækst i kærlighed, apostlen talte om (V.16).

Hvorledes denne fremvækst skal virkeliggøres i livets enkelte forhold overfor næsten, derom hører vi i kapitlets slugning (V.25-32).

Kød og blod under fod,
Saa faar kampen lyst og mod.


Læs: Kapitlet 4.25-32
421. Kærligheden overfor næsten i det daglige liv.

Efter at apostlen i det foregaaende havde formanet sine læsere til i stedse større dybde at gennemføre det brud med det gamle væsen, som de var gaaet ind paa, da de vendte sig til Herren og gjenfødtes i daaben, skrider han nu til formaningerne i det enkelte. Det er fremdeles kærligheden i den forskellige ytringsformer i sindelag. Tale og omgængelse, han indskærper, her særlig med de enkelte lemmer af samfundet for øje. Hans første formaning gælder her sandhed i talen; denne formaing knytter sig saa nær til, hvad han i V.24 sagde om det nye menneskes væsen som skabt efter Gud i sandhedens retfærdighed og hellighed. At det er kærlighedssindet, der skal drive ogsaa sandheden frem, ligger i begrundelsen: "Efterdi vi ere hverandres lemmer". Her er altsaa tale om de helliges indbyrdes forhold.

Men udelukker kærligheden al løgn mellem Guds børn, saa udelukker den ogsaa al syndig vrede (V.26-27). Det er ikke mod al vrede, apostlens ord er rettet, der er en hellig vrede, som just hænger sammen med den sande kærlighed (se Mark 3.5 og 10.14: hvor Frelsers vrede). Ordene: "Bliver i vrede, da synder ikke", er hentede fra salme 4.5 og meningen dermed er: forsynder eder ikke i vrede.

Og der er særligt to punkter, apostlen i denne sammenhæng peger paa, nemlig for det første, at vreden maa ikke faa lov til at blive boende hos os natten over, maa ikke leve den dag til ende, paa hvilken den fødtes, og for det andet, der maa ikke gives djævelen rum i vreden. I vreden glemmer man let at vaage og giver derved djævelen er gunstig lejlighed. Altsaa vreden maa ikke vare ved, og man maa være vaagen og paa sin post overfor djævelen.

Til formaningen mod løgn og vrede knytter apostlen (V.28) ligeledes en formaning mod at krænke kærligheden ved at fratage næsten, hvad hans er. Vi faa i V.19 havesygen og den timelige begærlighed betegnet som en af hedenskabets grundsynder. Tyveri var jo et groft udslag af dette sind, og at apostlen nævner dette, giver os et indblik i de unge, hedningekristne menigheders tilstand. Den gamle surdejg var ikke saadan at faa ud.

Men tyven skal vide, at han forsynder sig haardt mod kærlighedens bud; Kristendommen viser ham en stik modsat vej, nemlig at arbejde med et selfornægtende sind for at kune have noget at meddele dem, der trænger.

Men værre endnu at gøre næsten skade paa hans gods, er at gøre han skade paa han sjæl, og det kan ske ved paavirkning gennem daarlig tale. En formaning mod raadden snak møder os derfor her i V.29. Raadden tale er en saadan, som er udtryk for og præget af urenhed. Hvor kan et slibrigt ord ikke gøre fortræd, som Brorson synger i sin salme "Et syndigt ord i Adam fo'r, det lagde verden øde." Nej, et Guds barns tale skal ikke virke til nedbrydelse af det gode, men, til troens opbyggelse, saa den kan bringe velsignelse (naade) med sig til dem, der hører os tale. Hvor gælder det dog om at tage sig denne formaning til hjerte og faa sat vagt ved vore læbers dør (Sl 141.3)!

Og dette saa meget mere, som raadden snak ikke blot krænker kærligheden til næsten, men derved tillige bedrøver Guds Hellige Aand (V.30), den Aand, der i barmhjertighed arbejder paa at hellige vore sjæle, og ved hvilken vi har modtaget beseglingen til forløsningens dag, denne vældige naade at have Aandens segl og vidnesbyrd om vort barneforhold til Gud (Rom 8.16), hvorved et Guds barn holdes oppe i stridens dage, indtil den fulde forløsning er brudt frem med Herrens genkomst. Hvor utaknemligt at bedrøve Guds gode Aand og hvor farligt, thi dersom man tager det letsindigt med at bedrøve Guds gode Aand, kan det ende med, at man kommer til at modstaa denne Aand, ja bespotte den (Matth 12.31).

Saa slutter apostlen med (V.31-32) at samle disse enkelte advarsler og formaninger i en sum, idet han forbyder alt ukærligt væsen i tanke, tale og gerning (Bitterhed - skrigen og bespottelse (her overfor brødrene) - ondskab) og paabyder de hellige velvillige, barmhjertige sind mod hverandre indbyrdes, saa man stadig tilgiver, fordi man selv har faaet tilgivelse fra Gud.

Matte vort hjerte ret gemme disse formaninger og svare paa dem, som Maria svarede engelen (Luk 1.38): "Mig ske efter dit Ord."

Giv da, o Herre Jesus Krist
Dit sind dog sejr i os til sidst,
At lammene maa allesammen
Kun faa een sjæl, eet hjerte! Amen.

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media