Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Brevet til Efeserne

Læs: Kapitel 5.1-14.
422. "Omgaas som lysets børn."

I de to første vers afslutter Paulus, hvad han i det foregaaende har sat om det kærlighedens sind, der skulde raade mellem Guds børn, ved at samle formaningen i dette: "Vorder derfor Guds efterfølgere." Gud tilgav os og elskede os, og vi har faaet lov at kaldes hans "elskede børn", saa maa vi ogsaa ligne ham og "vandre i kærlighed" (V,2), ligesom Guds kærlighed har mødt os i Kristi kærligheds selvhengivelse for os. Kristi kærlighed er ikke blot et forbillede, men tillige den livskilde, hvoraf de hellige bestandig kan hente ny kraft til at elske hverandre. For vor skyld gav han sig hen til en offergave. Det stedfortrædende ligger i ordet slagtoffer, hvorved hans offergave betegnes som et sonoffer, og det var et offer, Gud til en "velbehagelig lugt" (til en vellugts-duft). Sønnens offer var i dybeste forstand til Faderens velbehag.

Saadant højt forbillede som Kristi selvhengivende kærlighed er givet os til efterfølgelse i vort indbyrdes forhold, og dermed slutter apostlen denne formaning, hvis første Ord (Kap 4.2) og sidste Ord (Kap 5.2) havde til sit indhold: elsker hverandre.

Derefter gaar han over til en ny formaningsrække, hvor særlig formaning til hellighed og renhed er grundtonen (Kap 5.3-6.9). Atter her er det de to hedenske grundsynder, urenheden og gerrigheden (V.3-5), advarslen særligt rettes imod. Sligt skulde end ikke nævnes iblandt dem, de, som havde faaet det store naadesnavn, Guds hellige.

I V.4 er det urenhedens fremtræden i væsen, tale og skæmt, Paulus stempler som utilbørlig. Ublu væsen betegner al slags usømmeligt, frækt væsen, og deraf fremdrager apostlen særlig gækkelig snak, dum, flov tale. Letfærdig skæmt betegner hele den slibrige, tvetydige tale, der viser, at man morer sig over synden. Nej, siger Paulus, ikke saadant utilbørligt væsen, desværre velkendt til alle tider, men navnlig stærkt fremme i den græske hedningeverden, nej, lad mund og hjerte være fyldt med taksigelse til Gud, det giver en anden tale og et andet væsen med hellig alvor og hellig glæde.

Og for ret at sætte streg under sin advarsel fremhæver Paulus, at det vidste og kendte de jo, at hverken den uterlige eller gerrige havde arvelod i Kristi og Guds rige. Kristus og Gud, staar der, thi Kristi rige, der i herlighed aabenbares ved hans genkomst, gaar jo tilsidst over til at blive Faderens rige (se 1 Kor 15.24: "Derpaa kommer enden, naar han overgiver Gud og Faderen riget").

For ret at betone, at gerrigheden er en synd sideordnet med horeri, betegner Paulus den gerrige som en "afgudsdyrker" (V.5). Lad os aldrig glemme, at Guds Ord sætter gerrighedssynden paa saadan plads. I det daglige liv regnes den som regel for mindre beskæmmende end horeri, men Guds Ord sætter disse synder jævnsides.

I V.6 understreger Paulus, hvad han i V.5 sagde om, at saadanne synder udelukker fra Guds rige. Der lød nemlig røster nok til de kristne fra de hedenske omgivelser, at slige synder ikke var saa farlige men ganske naturlige, saaledes som vi saa ofte baade hører det fra vantro mennesker i almindelighed og læser det i de vantro forfatteres bøger og avisartikler. Lad da apostlens ord lyde ind over alle disse røster med sin dom: "Ingen bedrage eder med tomme Ord; thi for disse ting komme Guds vrede over genstridighedens børn". Gud lader sig ikke spotte. Allerede her i tiden men sikkert og vist i den sidste dom vil vreden komme over alle dem, der lever i saadanne synder.

Fra V.7-13 advarer apostlen paa det alvorligste de hellige mod at skikke sig lige med verden i saadant (V.7); han henviser til, at Herren jo havde tændt sit lys i dem, saa det fordums mørke, der fulgte med tilværelsen udenfor Gud, var forbigangent, nu gjaldt det at omgaas som "lysets børn" og bære lyset frugt (V.8-9), der aabenbarer sig i "al godhed og retfærdighed og sandhed", frugter saa ganske modsatte de urene ytringer fra vantroens væsen.

Men at omgaas som lysets børn sker just ved at vandre i Guds ansigts lys, saa maa stadig lægger sit liv frem for Herren og lader det, som er "velbehageligt for Herren", være den afgørende prøvesten (V.10).

Og paa den anden side: skal der ret tages afstand fra mørkets ufrugtbare gerninger (saaledes kaldes de, da de aldrig kan bære frugter til liv, men kun virker død), da er det ikke nok at holde sig fra dem, men de skal ogsaa angribes, "revses". Hin danske general havde ret, som gav til svar, da han fik ordre til at forsvare tilbagetoget fra Dannevirke overfor fjenden: "Saa maa jeg angribe."

Thi vistnok er det, der lønligt bedrives (V.12), af mørkets børn, saaledes, at skamfølelsen forbyder at tale derom, men det vil paa ingen maade sige, at de kristne skal lukke øjnene derfor. Tvertimod skal de skammelige synder revses ved en kraftig optræden deriomd fra lysets børn, de skal drages frem i lyset og have deres dom. Saaledes skal lysets børn være jordens salt og hindre forraadnelsen i at brede sig. Guds børn ejer det hellighedens lys, der formaar at aabenbare og afsløre mørkets væsen; vi skal frem med dette lys, og velsignelsen deraf kendes ogsaa af virkningen. Lyset giver sig selv vidnesbyrd ved at have denne aabenbarende magt (V.13).

Slutningen af V.13 ("alt det, som blliver aabenbaret, er lys") giver en dyb go skøn tanke, nemlig at mørkets væsen, naar det drages frem ved lyset, ogsaa bliver paavirket af lyset, mister noget af sin ondartethed. Fra denne virkning kan man slutte sig til aarsagen til lysets velsignede kraft. I disse Ord (V.11-13), særlig i V.13, er der givet en kraftig anvisning til megen velsignelse. Paa den ene side falder dette Ord Gdus børn frem til kamp mod alt usældeligt væsen, som det møder os baade i livets færd og i den skammelige smuds-litteratur. Vi har en forening iblandt os, der kalder sig "Vigilia" (vaagen - vagthold - aarvaagenhed), der just har til opgave at lade kristentroens hellige lys falde hen over alt det mørkets kryb, der lister sig frem i den usædelige litteratur, usædelige billeder og de usædelige varieteer. I saadan kamp maa alle Herrens hellige staa sammen i henhold til Ordet her: "Alt dette bliver aabenbaret, naar det revses af lyset."

Paa den anden side giver dette Ord ogsaa et særligt, alvorsfuld raab til alle dem, der vandrer som trælle af skjulte synder. Lad det komme frem for lyset, stakkels menneske, bekende det for et lysets barn, og du skal se, at Ordet har ret, naar det siger:"Alt det, som bliver aabenbaret, er lys." Der skal blive hjælp for dig, der skal komme lys ind i din elendighed, saa du selv kan blive hjulpen til at blive lys i Herren, til at komme ud af mørket.

Apostlen slutter denne udvikling om kampen mellem lyset og mørket med at henpege til skriftens (det gamle testamentes) opraab til at træde frem i lyset, idet han siger: "Derfor hedder det: vaagn op, du, som sover, og staa op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig."

Man har været noget i tvivl om, hvor dette Ord var at finde i det gamle testamente. Ordret staar der ingen steder saaledes, men man behøver ikke at antage, at apostlen tager dette fra et apokryfskrift, som nogle mener. Nej, vi har her, som vi ogsaa møder det andre steder ved apostlenes citater fra det gamle testamente, en sammenarbejdelse af forskellige skriftord.

Apostlene levede og aandede i den hellige skrift, var fyldte med dens hellige tanker. De tanker, der møder os i dette Ord, findes først og fremmest i Esaias 60.1, hvor grundtanken er denne, at fra Guds menighed, til hvem Herren skal komme med sin herlighed, skal hans lys straale ud ogsaa over hedningerne, over dem, der endnu sidder i mørke, saa at ogsaa disse skal blive delagtige i menighedens lys. Denne grundtanke i det profetiske Ord er jo ganske den samme som den, apostlen udtaler her paa dette sted, at lyset fra menigheden af skal kaste sine straaler ud i hedenskabets syndemørke. I Esaias 60.1 staar der: "Gør dig rede, bliv lys, thi dit lys er komme," og dette Ord, der fra først af er en forjættelse til menigheden, maa fra menigheden atter udgaa til dem, der er udenfor i mørket.

Naar udtrykket for apostlen former sig som et: vaang op, du, somsover, og staa op fra de døde, finder vi der en genklang af Esaias 26.19 ("dine døde skal leve, mine afdøde skulle opstaa, vaagner op og synger med fryd, i, som bor i støv").

Andre (Rørdam) mener, at Ordet er taget fra en menighedssalme, som igen har hentet sit indhold fra profeten Esaias, men hvorledes det saa end har sig med dette, saa er Ordet et Aandens Ord fyldt med Skriftens hellige tanker. Ordet viser os tre forskellige standpunkter, det sovende, det vakte og det til Kristi lys opstandne stade. Vantroen er jo en søvn, men en uhyggelig søvn, en dødssøvn. Guds menigheds mission er stadig denne at lade lyset skinne hen over de sovende, saa de ikke kan sove og drømme deres ufrugtbare drømme men kan vaagne til sandheds erkendelse, til at se deres synd i sandhedens dagslys, men ogsaa til at se frelseshaabet i Kristus lyse dem i møde.

Men til de vakte skal det lyde: "Staa op fra de døde!" Det er ikke nok at være vaagnet, nej det gælder om virkelig at staa op, iføre sig retfærdigheds klædebon, og Guds fulde rustning. Dersom et vakt menneske tøver længe med virkelig at staa op til livet med Kristus i tro og forsagelse, da er der fare for, at man til sidst kan sløves og slumre ind igen.

Endelig viser Ordet os et Guds barns liv under det skønne billede af en vandring, hvor Kristus bestandig lyser for os, sender sine naades-lysstraaler ind igennem alle sorger og kampe, hen over den dagsgerning, han forunder os i sin tjeneste, og omsider hen over vor vandring gennem dødens skyggedal ind i det evige lys.

Jeg gik i dødens mørke før,
Men gennem livets aabne dør
Bestraaler nu mig himlens glans.
Som skal opfylde ind og sans,
Ak jeg i lyset vandre faa,
Som lysets børn det sømme maa.


Læs: Kapitel 5.15-21.
423. "Bliv fylde af Aanden."

Apostlen fortsætter i dette afsnit sin udvikling af, hvad det vil sige at omgaas som lysets børn, med forskellige formaninger, først (V.15) til at "se nøje til, hvorledes i vandrer", med nøje iagttagelse af de daglige opgaver og pligter ("hav et øje paa hvert fjed"), ikke som uvise, men som vise, føjer apostlen til. Men visdommen skal just kendes paa, at man forstaar at købe den belejlige tid (V.16), gøre sig til herre over tiden, selv om det skal koste lidt af morgensøvnen, for at man kan faa belejlig tid til bøn, eller koste lidt anstrengelse eller kamp for at man kan naa hen til mennesker med et vidnesbyrd. Visselig hører der megen visdom til for at faa sin tid i sandhed helliget Herren og underlagt ham, saa den ikke spildes og forsømmes; dog derom gælder det, føjer apostlen til, "efterdi dagene er onde", her er altid nok til at frembyde hindringer baade inde fra vort eget kød og ude fra verden og djævelen. Det kommer ikke af sig selv med at faa tiden lagt til rette, nej det koster kamp og ofre, men det betaler sig velsignet at faa denne visdom overfor tiden i eje, saa man ikke i uforstand (V.17) lader sig drive af tidens strømninger, men forstaar at skønne, "hvad Herens vilje er" til hvert tidspunkt.

Og som et enkelt punkt fremdrager apostlen til advarsel en meget slet maade at anvende den kostbare tid paa, nemlig at "drikke sig drukne i vin", lille-asiens kystland var bekendt for sin vinrigdom, og blandt hedningerne regnedes det for i alle maader tilladeligt at drikke sig en rus. Nej, siger apostlen, der er ryggesløshed i beruselsen, den rokker altid ved kødets skranker, det gamle syndens menneske slaar sig løs. Det er ikke den begejstring, Guds børn skal søge, men en ganske anden nemlig at b live "fyldte med Aanden". Da skulde de erfare en løftelse af deres indre liv i helligheds rene lue.

Hvad det vil sige at være "fyldt med Aanden", udvikler apostlen nu (V.19-21). Medens vinrusen løser tungens baand til letsindig tale og sang, vil Guds Aand løse hjerte og tunge til at bringe de hellige toner til at klinge mellem Guds børn med salmer og lovsange og aandelige kvad, og denne sang og strengeleg vil da ikke blot klinge fra tunge og læbe, men have sit udgangs punkt fra hjertets sang og harpesang for Herren (V.19). Til dette sidste, at synge og lege for Herren i hjertet, kan da ogsaa de være med, hvem det ikke er givet her paa jord at have sangens gave, Sang og musik hører ikke blot tiden men ogsaa evigheden til. Her paa jord har djævelen saa ofte taget disse herlige kræfter i sin tjeneste til at bedaare og adsprede mennesker med; dog i hans rige ender det tilsidst med den skærende disharmoni, de skurrende uhyggeligt forstemte toner, der fylder helvede. Men i himlene skal de frelste evigt synge den nye sang i englekor, alle de, der her paa jord lærte at synge go lege for Herren.

Men som grundtonen i den lydelige saavel som i den stille sang for Herren, hvor Aanden fylder hjertet, nævner apostlen i V.20 taksigelsen til Gud og Faderen i vor Herres Jesu Kristi navn. I frelste synderes hjerte maa takketonen altid klinge og for alle ting. Hver gang takken forstummer, det er Guds Aand tilbagetrængt i vore hjerter. Visselig lærer den samme Guds Aand os ogsaa det dybe ak over synden, men hvor Aanden er, klinger dette ak aldrig alene, men er bestandig forenet med tak ("som bedørvede dog altid glade" 2 Kor 6.10). Her paa jord vil "ak" og tak bestandig føles ad, hvor hjertet drives af Aanden; det er den ydmyge tak, Guds Aand lærer os, idet den bestandig minder os om, at vi i os selv intet har fortjent uden idel straf. Det falske fuldkommenhedssværmeri vil allerede her paa jord stryge ak-tonen og kun takke, men derved bliver takken overfladisk, kommer ikke til at klinge med den rene tone. Paa den anden side er hjertets harpe ogsaa forstemt, naar det bestandig kun er ak-tonen, der har overvægten. Nej, hvor Guds Aand fylder hjertet, vil troens glæde og tak bestandig have overvægten og være den stærkeste klang. Det har tit været svært for Guds børn at sige tak "for alle ting", men der staar jo dog, at alle ting skal samvirke til gode for dem, som elsker Gud (Rom 8.28); ogsaa det, der føles svært, er dog bestandig kun udtryk for Guds kærlighed i Jesus Kristus. Det læres kun i Kristus, i dette navn er jo al naadens fylde skænket os, og deri ligger den store sikkerhed for, at alt er naade, thi han, der gav os Jesus, hvorledes skulde han da ikke ogsaa give os alt andet i naade? Er vi i Jesus, da kan Guds vrede ikke længere naa os; gennem Jesu navn naar kun Guds naade vore hjerter.

Men som ydmyghedens teone paa de tinderligste maa være knyttet til takketonen overfor Gud, maa den heller ikke mangle overfor mennesker, derfor føjer apostlen endnu til (V.21) som noget, der hører med til at være fyldt af Aanden: "Underordner eder under hverandre i Kristi frygt". Guds Aand lærer os ikke at herske over hverandre men at tjene hverandre i ydmyghed, dette hører med til den rette hellige ærefrygt overfor ham, der har sagt til sine tjenere: "Den ældste iblandt eder, blive som den yngste, og føreren som den, der tjener" (Luk 22.26).

Lovprisning, taksigelse og ydmyghed, det er tre dejlige himmeltoner fra Guds Aands fylde.

Giv saa os med ild paa tunge
Tak og lovsang dig at sjunge
For det Ord, som til os lød,
Først at lytte, saa at lyde,
Med vort Adam liv at bryde,
Tjene dig i liv og død.


Læs: Kapitel 5.22-33.
424. Ægteskabets helligelse efter det høje forbillede i forholdet mellem Kristus go hans menighed.

Efter i V.21 at have anslaaet grundtonen i de troendes indbyrdes forhold som den tjenende ydmyghed, der underordner sig, og efter at have knyttet dette til Herrens frygt for at betegne, at det at krænke sine medkristne er en krænkelse af, hvad man skylder Herren, overfører apostlen nu dette paa de forskellige samfundsforhold, først paa indholdet mellem hustru og mand (V.22-33), dernæst mellem børn og forældre (Kap 6.1-4); tilsidst mellem tjenere og herrer (Kap 6.5-9). Han begynder altid med den underordnede part uden dog at glemme den overordnedes skyldighed. Medens apostlen Peter, hvor han (1 Pet 2.13-3.7) fremfører lignende formaninger med hensyn til troens helligelse af familielivet og det borgerlige samfundsliv, har det forhold for øje, hvor kun den underordnede par var troende, men de overordnede, øvrighed, ægtemand, husbonde, var hedninger, medens Peter derfor har særligt det for øje ikke at give verden retfærdig grund til klage, men "ved at gøre det gode" at bringe de daarlige menneskers vankundighed til at tie (1 Pet 2.15), har Paulus her blot forholdet mellem kristne for øje.

Ligesom i 1 Kor 11 fastslaar Paulus her hustruens stilling overfor sin egen mand som et underdanigheds-forhold, og han føjer til, at hun skulde underorndne sig under ham "som under Herren". Idet den troende hustru ser lydigheden overfor sin mand som en lydighed i Herrens tjeneste, helliges hendes underdanighed og frigøres fra trællefrygten.

Denne hustruens lydighedsstilling begynder Paulus ved at henvise til, at en mand er sin hustrus hoved, er af Gud sat til at være den styrende og ledende (1 Moseb 3.10), og endmere indskærper apostlen dette ved at sammenstille mandens forhold overfor hustruen med Kristi forhold overfor menigheden. Allerede i det gamle testamente bruges hyppigt billedet af Herren som ægtemand overof Israles menighed (se bla Esajas 54.5: "Din Skaber er din ægtemand, Herren Zebaoth er hans navn"). Ganske vist er apostlen klar over, at der i forholdet mellem Kristus og menigheden er noget, der intet tilsvarende har i ægtefællernes indbyrdes forhold, idet Kristus ikke blot er sin menigheds hoved, men han tillige først og fremmest er han Frelser (til legems saliggører). I dette punkt, overfor Kristi frelse,er hustruen jo ligestillet med manden. Det ophæver dog ikke hustruens lydighedspligt overfor deres mænd, men (V.24) "ligesom menigheden underordner sig under Kristus, saaledes skal ogsaa hustruerne underordne sig under deres mænd i alle ting". I alle ting, siger Paulus, thi det er to til kristne ægtefæller, han skriver. Men for at dette ikke skal misforstaas, lægger han nu mændene deres skyldighed overfor deres hustruer alvorligt paa hjerte.

Skylder hustruen sin egen mand underdanighed, saa skylder han hende kærlighed. Og der gaaar han nu dybere ind pa det høje forbillede, som ægtemændene har i Kristi kærlighed til menigheden (V.25-32); derved udelukkes al turannisk fremfærd overfor hustruen som utilbørlig.

Kristi kærlighed til menigheden var jo den inderlige selvhengivelse for den (V.25), og det er i en grad, som selvfølgelig gaar saa langt ud over, hvad der kan være tale om i mandens forhold overfor hustruen. I V.26-27 sætter han maalet for Kristi selvhengivelse for menigheden som dennes helliggørelse og herliggørelse. Og hvorledes dette sker, peget han paa med disse Ord: "Han rensede den ved vandbadet med sit Ord". her finder vi tydelig nok daabens bad stillet os for øje, hvor vandet jo møder os forbundet med det mægtige, livskabende Ord, hvorigennem Kristi blods rensende kraft kommer over os til en aftvættelse fra vor syndeskyld og til meddelse af naadestanden som helliget Herren.

Men daabens naade gemmer tillige i sig kræfterne til menighedens helliggørelse. Kristus virker i sine døbte ved sin Aand med det for øje, at menigheden en gang kan staa fremstillet for hans aasyn som en herlig brud uden plet og rynke, fuldkommen renset ikke lot fra syndens skyld men ogsaa fra al syndens urenhed, som et herligt billede af sin herlige Frelser.

Vi mindes her apostlens Ord i 2 Kor 11.2, hvor han skriver til korintherne: "Jeg har trolovet eder med een mand for at fremstille en ren jomfru for Kristus". I denne herlige skildring af Kristi kærlighed til menigheden ligger jo ikke blot et helligt forbillede for ægtemanden til ogsaa overfor sin hustru at elske ikke med en kødelig kærlighed, men med en kærlighed, der sigter paa hustruens sjæl, tilige søger at staa til velsignelse for hendes helliggørelse og herliggørelse i Herren. Men der ligger tillige for begge ægtefæller en anvisning paa, hvor de skal hente kræfterne til at faa deres ægteskabelige samlig helliget.

Som Kristus saaledes elskede menigheden, dette sit legeme, saaledes er ogsaa mændene skyldige "at elske deres egne hustruer" (V.28), skulle betragte dem som deres egne legemer.

Lige saa vist, som manden er hustruens hoved, saa er ogsaa hun hans legeme, hun hører med til hans person paa grund af den i og med ægteskabet satte inderlige forbindelse mellem manden og hustruen. De to er nu i den grad eet, at mandens kærlighed til hustruen i virkeligheden er selvkærlighed, hun er jo en del af ham, og vilde han ikke elske hende og gøre det mod hende, vilde det være lige saa unaturligt som at "hade sit eget kød" (V.20). Det gør jo dog ingen, enhver vil jo dog gerne lade sit legeme faa al fornøden næring og pleje, han varmer det, hæger og hygger om det. Saaledes taler vi jo ogsaa om, at Herren ved sit hjerte "gennemvarmer" de troende sjæle, hvorfor ogsaa apostlen føjer til: "ligesom ogsaa Kristus menigheden" (se ogsaa Herrens eget Ord om, hvorledes han vil samle os, "som hønen samler kyllingerne under sine vinger").

Naar her i V.29 tales om ikke at hade "sit eget kød", da menes der jo ikke den syndige, kjødelige natur, der jo ikke skal plejes men "være korsfæstet" (Gal 5.24), nej der menes legemet som saadant. Og just ud fra "legemet" fører apostlen, baaret som han er af Guds Aand, sammenstillingen mellem mand og hustru endnu et skridt dybere. Som kvindens legeme blev dannet af mandens ved skabelsen, hvorfor disse to atter stræber mod hinanden i en aandslegemlig enhed, saaledes ogsaa i forholdet mellem Kristus og hans menighed (V30-32). Paulus kalder dette "en stor hemmelighed" (V.32). Ligesom kvinden er bn af mandens ben og kød af mandens kød, saaledes er menigheden udsprungen af Kristus, dens lemmer er hans "legemes lemmer" (V.30). Og ligesom det ved skabelsen just paa grund af, at kvinden blev taget af manden, blev sagt: "Derfor skal manden forlade sin fader og moder og blive fast hos sin hustru, og de to skal være eet kød" (1 Moseb 2.23-24), saaledes vil ogsaa Kristus forlade sin Faders lyse hjem og komme igen for at hente den brud, han købte med sit blod, til det himmelske bryllup, og saa skal bruden gaa ind til den allerinderligste eenhed med ham, til det allerdybeste, vidunderligster samlig i herlighedens rige, hvor de to, den himmelske brudgom og hans durtkøbte brud, skal smelte sammen til eet.

I sandhed, her staar vi ved det, der endnu er en hemmelighed, skjult for vore øjne, men hvilket saligt haab ligger ikke i dette! Og hvor højnes og helliges ikke herved det svage forbillede paa denne Kristi og hans menigheds inderlige forening, som ægteskabets samliv mellem mand og hustru frembyder! Hvilken uendelige modsætning til det smudsige, dyriske blik paa ægteskabet, som den fri kærligheds apostle søger at udbrede.

Fra dette himmelske, høje og hellige forhold mellem Herren og menigheden, genstanden for vor tro og vort haab, vender apostlen, saa (V.33) tilbage til det lille afbillede deraf, der er i ægteskabet, med disse Ord: "Dog (for ikke at gaa videre ind paa denne hemmelighed om Herren og menigheden) ogsaa i skal elske hver især sin egen hustru som sig selv; men hustruen have ærefrygt for manden!" Men hele dette dybe afsnit om Kristi kærlighedsliv med menigheden, der her paa jord naar sin inderligste opfyldelse ved nadverbordet, maa lægge os den gamle sangers bøn i hjertet:

"Jesus, din søde forening at smage Længes og trænges mit hjerte og sind, Riv mig fra alt, hvad mig folder tilbage, Drag mig i dig min begyndelse ind!"

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media