En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Brevet til Efeserne

Efter i det foregaaende at have talt om ægteskabets helligste, vender apostlen sig nu til det næste grundforhold i familien, forholdet mellem børn og forældre. Ogsaa her begynder han med den underordnede part, nemlig børnene (V.1-3), og det er angaaende lydighed, han samler sin formaning til dem. "Dette er ret," føjer han til, det vil sige overensstemmende med Guds vilje. Ved tilføjelsen "i Herren" betegnes lydigheden som den, der fremgaar af samfundet med Herren, saa dette Ord er et stærkt vidnesbyrd for, at barnedaaben allerede var brugelig i den apostoliske kirke. Thi for det første tales der jo til børnene som til medlemmer af menigheden. Denne formaning ligger midt i en række formaninger til menighedsmedlemmer, men daaben alene gav adgang til menigheden. Og for det andet, hvorledes kunde han til udøbte sige, at de skule lyde "i Herren"? Apostlen begrunder sin formaning til børnene ved henvisning til det fjerde bud, et vidnesbyrd om, at han paa ingen maade mener, at Guds børn ikke har noget med loven at gøre. Tvertimod henviser han jo gentagne gange til de ti bud (se saaledes ogsaa Rom 13.8-9). Apostlen bemærker om dette fjerde bud, at det var det førte bud, hvortil Gud hade knyttet en særlig forjættelse; ganske vist findes der i 2 Moseb 20.6 efter det første bud nævnt forjættelse om, at Herren gør miskundhed i tusinde led mod dem, som elsker ham og holder hans hud, men denne forjættelse er knyttet til alle budene under et. Først ved det fjerde bud kommer den særlige forjættelse om et langt liv "i landet" nemlig Kanaan.

Tanken om jordisk forjættelse for lydighed mod det fjerde bud ligge dog ogsaa for alle senere tider indesluttet i dette gammeltestamentlige Ord: "At du maa leve længe i landet", eller som det hedder i 5 Moseb 5.16: "At dine dage maa forlænges, og at det maa gaa dig vel i landet, som Herren din Gud giver dig." For den nye pagts folk er ganske vist Kanaan bleven til himmellandet, og den gamle pagts mere jordiske forjættelser blevne fyldte med evighedsindhold. Men endnu gælder det, at Gudsfrygt har forjættelse ikke blot for det tilkommende liv, men ogsaa for det liv, som nu er (1 Tim 4.8). Da det har jo saa ofte vist sig, at den gamle forjættelse der særlig er knyttet til dette fjerde bud, for det jordiske liv har sin fulde gyldighed ogsaa under den nye pagt.

Med V.4 vender apostlen sig til fædrene, den overordnede part. Her nævnes ikke mødrene fordi ansvaret ogsaa overfor børnene særlig ligger paa manden som hovedet i ægteskabet. Hvor rammer dog ikke denne korte formaning lige i centrum, naar det hedder: "Opirrer ikke eders børn," som det kan ske ved uretfærdighed, urimelig haardhed, lidenskabelighed eller bestandig smaaskænden, "men opfostrer dem i Herrens tugt og formaning", saaledes at det kan blive Herren selv, der gennem forældrene opdrager og formaner de smaa. Jo mere det lykkes forældrene at behandle børnene, saaledes som Herren vil have dem behandlet, desto større bliver velsignelsen. Og troende forældre kan jo tage lærdom af den maade, hvorpaa Herren behandler dem selv; troende forældre er jo selv Herrens smaa, og vi erfarer, at han har en blød og særlig haand men paa ingen maade en blødagtig haand, nej tvertimod en fast haand, at behandle os med.

Endelig gaar apostlen over til det tredje forhold indenfor hjemmet, og atter her lyder formaningen først til den underordnede part, tjenerne (V.5-9). Da Kristi tro traadte ind i historien, var trællevæsenet (slaveriet) den eneste form, i hvilket det gamle hedenskab kendte tjenerforholdet. Hverken Herren eller apostlene optræder ligefrem imod dette slaveri med krav paa dets afskaffelse. Herren begynder jo aldrig med at forandre de ydre former, men han omdanner med sin stille magt hjerterne og saa forandres formerne af sig selv; vi henviser til, hvad derom er sagt i 1 Kor 7.21-24. Da Kristi tro sejrede, faldt ogsaa slaveriet bort i den gamle hedenske form. Og Kristi tro har ogsaa i byere tid trængt negerslaveriet tilbage.

Herren begynder bestandig med at ville have det rette sind frem hos enhver i forhold til den plads, paa hvilken han er stillet. Ogsaa her peget formaningen paa lydighed som tjenernes første pligt, men naar her straks tilføjes: "Eders herrer efter kødet", laa deri med det samme en trøst for de troende tjenere; deres jordiske herre havde dog kun magt over deres kød, deres egentlige Herre var Kristus, derfor skulde de i hele deres tjeneste gøre deres gerning som "Kristi Tjenere" i lighed med som hustruerne (Kap 5.22) blev formanede til at være deres egne mænd underdanige som Herren. Deraf fulgte, at de maatte tjene med "frygt og bæven", hvormed ikke menes trællefrygt, ikke frygten for straffen men den alvorligste omhu for helt ud af gøre fyldest overfor deres pligter. Deraf fulgte fremdeles, at de maatte tjene "i hjertets eenfold", ikke med tvesindethed og hykleri men i oprigtighed, saa deres gerning ikke b lev en øjentjeneste, der blot søgte at vinde menneskers gunst, men saaledes, at det var Guds vilje, det var dem om at gøre af hjertet (egentlig "ud af sjælen"). Og deraf fulgte atter, at de maatte tjene med god villie som de, der i alle maader lagde an paa at tjene paa bedste maade, tjene for Herrens aasyn, enten deres herskabs øjne var over dem eller ikke (V.7).

Hvor højnes og helliges dog ikke her ogsaa tjenerforholdet, naar det saaledes ses som en gerning for Herren. Enten der malkes, pløjes, gøres rent, eller hvori gerningen nu bestaar, blot det altsammen gøres for Kristus, kastes der i sandhed glans selv over den mindste gerning, og det maa anspore. Derfor burde troende tjenestefolk altid være de bedste.

Men af at tage sin tjeneste op for Herren følger endnu et, nemlig at Herren nok skal give naadeløn (V.8) til hver den, som i lydighed overfor ham og for hans skyld har gjort godt, saa vidt nu vi formaar det, har tjent for hans aasyn. Men ogsaa det kan jo kun ske ved Herrens kraft, saa han skal have æren.

Herren glemmer aldrig, hvad der gøres for hans skyld (se Matth 10.41-42); hvad alle andre glemte, de kommer han i hu i sin tid. Og i saa henseende er der ingen forskel paa "træl eller fri" (V.8).

Med V.9 vender formaningen sig til tjenernes herrer, der her jo tænkes som kristne. "Gører det samme imod dem," skriver apostlen, det vil sige, iagttag overfor tjenerne samme hensyn til Gud og hans vilje, som det blev krævet af tjenerne i forholdet til herskabet. Da vil den haarde, uvenlige "truende" behandling af tjenerne falde bort; Herrerne maa aldrig glemme, at de selv har en Here over sig i himlen, at de selv kun er tjenere overfor ham, der dømmer uden "persons anseelse" (V.9).

Saaledes skal tanken paa Kristus baade for tjenerne og for herrerne være det afgørende for deres forhold.

Ej mig selv, o nej, ej mig selv, o nej, men kun Gud tilhører jeg,
Led du mig paa sanheds vej,
Løft mig, bær mig, slig mig ej.

Vi har nu set, hvorledes apostlen har udviklet den formaning, hvormed han begyndte (Kap 4.1), om at vandre værdigt det kald, med hvilket de var kaldede; han har afmalet for dem den hellige kærligheds og renheds sind baade overfor den enkelte og i det huslige liv, men endnu et har han at lægge dem alvorligt paa sinde, nemlig at den, der i fuldt alvor vil vandre det himmelske kald værdigt, maa være belavet paa kamp, og det med saare farlige fjender; djævlen vil nemlig opbyde af sin magt for at hindre en saadan hellig vandel.

Men idet apostlen forudsiger denne kamp, en kamp paa liv og død, anviser han dem ogsaa, hvorledes de kan blive stærke til at sejre.

Af brevet til det nærliggende Kolossæ ser vi, at bla. ogsaa vrenglæren stod nær for døren, saa denne formaning i sandhed er paa sin plads.

To ting udfordres der til at sejre nemlig styrke og vaaben, mennaar her er tale om styrke, da hjælper vor egen magt intet, "den er kun svag, let kan os fjenden fælde", nej den eneste styrke, der forslaar i denne kamp, er Herrens styrkes vælde (V.10), men den ifører vi os ved at tage Guds fulde rustning paa (V.11), det vil sige den rustning, som Gud rækker sine børn i Kristus Jesus.

Billedet om den fulde rustning er vistnok hentet fra de saakaldte "sværtbevæbnede" (Hopliterne) i den romerske hær. Til en saadan soldats fulde rustning hørte: Skjold, sværd, brystpanser og hjælm. Desuden ogsaa benskinner og lanse, hvilke to sidste dele apostlen dog ikke nævner her; derimod nævner Paulus endnu bæltet og krigsskoene.

Ejendommeligt er det i V.11-12 at se, hvorledes apostlen siger os, at kampen bestandig staar mod satan og hans onde aandehær. Menneskers angreb og modstand (gennem forfølgelse eller falsk lære) er dog stadig kun redskab for djævelen og hans faldne engle. Apostlen skriver derfor, at vi ikke har kamp mod kød og blod. I den grad udgaar hvert angreb gennem kød og blod fra de djævelske kræfter; maatte vi dog, hver gang vi beder: "Frels os fra det onde," betænke, at den onde bestandig staar bag ved og er med i alt det onde. Dette er ogsaa klart angivet i det ord, der lyder ved daaben om forsagelsen af djævelen og alt hans væsen og alle hans gerninger.

Djævelen (ordet betyder "anklager", bagvasker) betegnes som snedig (V.11), fuld af rænker, og som stærk, som en mægtig aand, der raader over "magterne og myndighederne" (saaledes betegnes de faldne engle (ligesom de hellige engle) eller det forskellige maal af magt og kræfter, der fra først af er givet dem af Gud). Fremdeles betegnes djævelen og hans onde magter som "verdens herskerne i dette mørke". Denne verden, der jo ligger i det onde (1 Joh 5.19) og er gennemtrængt af syndens smitte, kaldes for mørket, ud af hvilket kun de troende er blevne udrevne. Gennem syndens bedrag regerer satan over alle vantro mennesker. Men ikke blot som snedig og stærk, men ogsaa som ond, fyldt med ondskab, betegnes denne aandshær, fyldt, som den er, af et brændende begær efter at modarbejde Guds gerning og rane fra de troende den frelse, som djævelene selv er udelukkede fra.

Naar Paulus betegner opholdsstedet for disse ondskabens aandevæsener som værende "i det himmelske" (rettere "i himmelrummet"), møder vi jo her den samme tanke som i det 2 Kap V.2, hvor djævelens omraade betegnedes som luften, hvorfra han og hans onde hjælpere som rovfugle slaar ned paa mennesker.

"Den onde dag", der tales om i V.13, betegner vel særlig den dag, da kampen gaar haardest løs, den dag, djævelen ligesom stormer for at erobre fæstningen. Den onde dag i alleregentligste forstand vil oprinde antikristen i satans kraft rrejser sig med mørkets sidste og største anløb mod Gud folk. Men ogsaa før denne sidste "onde dag" erfarer Herrens hellige jo mange saadanne særligt onde dage i det daglige liv. Ligesom den, der søger at indtage en fæstning, ikke stormer hver dag men ofte anvender mange dage til at grave minegange og løbegrave og lønligt nærme sig for at vinde et belejligt punkt til at storme fra, saaledes bærer ogsaa djævelen sig ad. Derfor gælder det om bestandig at være iført Guds fulde rustning, saa vi kan gøre modstand og staa fast efter at have fuldbyrdet alt.

Det, Ordet lægger hen til os at fuldbringe, bestaar i at iføre os Guds fulde rustning og saa gøre modstand. Da vil Herren stride for os og knuse satan under vore fødder (Rom 16.20). Paa samme maade skriver apostlen Peter i sit første brevs femte kapitel om vor kamp med modstanderen djævelen: "Staar ham imod, faste i troen." Det er Guds kraft, der bærer sejren hjem, men vi maa have det sind, der staar fjenden imod og vil bruge de rette vaaben. Disse vaaben skildres os nu i de følgende vers.

Op, op, min sjæl, bliv ikke træt,
Al mørkheds vold og magt at gennembryde,
Hvi klager du, din evne er saa slet,
Betænk den kraft, som Gud dig lader byde!

Apostlen nævner nu (V.14-24) de forskellige stykker af Guds fulde rustning og begynder med bæltet, der skal holde sammen paa hele rustningen og give krigeren den rette uhindrede holdning og bevægelse. Bæltet er sandhed (V.14), og ved sandheden maa der forstaas den fulde, uforbeholdne hengivelse til Heren, uden hvilken et menneske altid bliver holdningsløst og vaklende og uden modstandskraft ("Hvo sig Gud ej helt har givet, stille hen i angest gaar").

Dernæst nævner Paulus "retfærdigheds panser", panseret dækkede krigerens bryst; saaledes har Gud givet os retfærdighed til dækning, og med dene retfærdighed menes aabenbart den ved Kristi blod erhvervede i daaben skænkede i troen tilegnede retfærdighed, altsaa retfærdigheden af naade, der er mægtig til at dække os mod satans anklage, som Paulus saa sejrsglad har skildret det i Rom 8.33-34 ("Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør"). Denne retfærdighed er vor styrke, thi under den er vor synd skjult og tilgivet.

Saa er der feltskoene (V.15). De romerske soldaters sandaler var af tykt læder, og saalerne var godt forsynede med søm med store hoveder for at give sikkert fodfæste; paa samme maade kan den kristne stridsmand med evangeliet som fodfæste staa fast under modstandernes angreb. Vor gamle danske oversættelse havde: "Færdighed i fredens evangelium," hvilket indeholder tanken om at være rede til at bekende og vidne dette evangelium, være "vel bevandret" i Ordet, og saaledes forstaar mange det. Snarere maa det dog forstaas om den kampberedthed (ny overs.), som fredens evangelium giver. Visheden om at eje fred med Gud gør troens stridsmand kampberedt, og med "fredens evangelium" betegnes ogsaa trøsten, somalle de mange forjættelser giver.

I V.16 kommer vi til skjoldet, hvilket Paulus bruger som billede paa troen, den faste, barnlige tro paa Herrens kraft og naade, paa dette, at "for os gaar, med os staar helten dog, somalt formaar". Hvor denne tro fylder hjertet, hvor troens skjold holdes frem, der slukkes alle den ondes gloende pile. "Gloende pile" var pile, som var fyldte med brændbare sager og antændtes, naar de blev afskudt fra haandbuen. Naar disse pile stødte mod det med et tykt læderovertræk forsynede træskjold, sluktes de. Djævelen skyder ogsaa paa os med brandpile, og hvor de trænger ind, bliver der optændt syndig lyst eller ond tvivl eller bitter vrede eller fortvivlelse. At tro Herren, det er skjoldet, som det gjælder om at holde fast ved. "Ja, ser det surt og mørkt i hver en krog, saa tro kun dog!" Salig den, der ikke lader skjoldet vriste fra sig men en gang kan synge, som Brorson har sunget:

Her har jeg skjoldet, nu kampens tid gaar ud,
Jeg har beholdet den sande tro paa Gud;
Hvor er der tvistet om denne dyre skat,
Hvor har han virstet ved troen dag og nat,
Som mig har fristet, men nu er bleven mat.

Saa nævner apostlen endnu hjelmen og sværdet (V.17), og som hjelmen nævner apostlen her frelsen, vel særlig i dens herlighed, som den er genstand for vort haab (se 1 thess 5.8, hvor hjelmen udtrykkelig betegnes som frelsens haab). Vort frelses haab ligner den skinnende hjelm; i dette haab kan vi opløfte vort hoved, som Herren har sagt i Luk 21.28: "Opløfter eders hoveder, efterdi eders forløsning stunder til."

Men et Guds barn skal ikke blot være rede til forsvar men ogsaa bære vaaben til abreb (2 Kor 6.7). Det bedste forsvar bestaar ofte i et djærvt angreb paa fjenden, og som vaaben, dertil nvæner Paulus Aandens sværd, det sværd, som Helligaanden rækker os, som er "Guds Ord". Med dette sværd slog Herren selv djævelen tilbage ude i ørkenen. "Der staar skrevet" er som et sværdhug i panden paa denne Goliath. "Et Ord ham nu kan fælde", og "det Ord de vel skal lade staa", som Luther synger i den gamle kamppsalme.

Men denne kamp maa helt igennem føres under bøn (V.18). Bønnen maa som den røde traad slynge sig gennem brugen af hele denne Guds rustning. Ogsaa dette kan kun ske "i Aanden", det vil sige ved den Helligaands kraft; at gaa med et bestandig bedende hjerte kommer ikke af sig selv, derfor føjer apostlen ogsaa til: "aarvaagne dertil med al vedholdenhed". Denne tanke, at den rette indtrængende bøn kræver en alvorlig aarvaagenhed, møder vi ogsaa i Kol 4.2 ("Værer vedholdende i bønnen, idet i er aarvaagne i den med taksigelse"). Med et sløvt og søvnigt hjerte kan der ikke kæmpes i bøn. Ligesaa maa der vaages, for at ilden til bøn ikke skal blive stjaalet fra os. Og her er tale om den indtrængende bøn, det betegner apostlen ved til "bedende" at føje: "under al paakaldelse og bøn".

Et helligt eksempel paa denne forening af kamp og vedholdende aarvaagen bøn finder vi i 2 Moseb 17, hvor Israels børn kæmpede med Amalek, medens Moses oppe paa højen stred en bønnens kamp for folket. Og det er just dette, apostlen særligt betoner, forbønnen for "alle de hellige", ogsaa for ham selv. Ogsaa i bønnen gælder det om at leve og aande i de helliges samfund, kun i samfund med de hellige kan vi sejre, ligesom den enkelte soldat kun formaar noget sammen med alle sine stridsfæller.

Herrens store apostel beder om forbøn; det var han ikke for stor til, men det, han begærer, de skulde bede om for ham, var ikke personlige lettelser i hans stilling, skønt han jo for tiden var et sendebud i lænker (V.2). Nej, det, han begærer forbøn for, angaar dette, at han maatte ret faa sin mund lukket op og Ordet givet til en frimodig bekendelse af evangeliets hemmelighed, denne salige hemmelighed om frelse af naade ved Jeu blod for alle, der tror (se Kap 3.2-12). To gange nvæner han "frimodighed" som noget, han trængte til, at de bad om for ham. Ogsaa en Paulus har mærket, at det til tider kunde knibe med at fastholde frimodigheden.

Saa slutter han med, hvad hans personlige tilstand angaar, at henvise til Tykikus, med hvem han sendte brevet (se det samme i Koloss 4.7); han kalder Tykikus den elskede broder og en tro tjener i Herren (i Herrens tjeneste). Tykikus var fra Asien (se Ap Gern 20.4), maaske fra Efesus.

Af V.22 ser vi, at Paulus vel forstod, at vennerne derover i Asien var bekymrede for ham, men Tykikus skulde trøste deres hjerter. Apostlen var da i ethvert tilfælde ikke forsagt. Derom giver brevet ogsaa klart vidnesbyrd. At apostlen i sit brev i saa forsvindende grad berører sine personlige forhold,, er tillige et vidnesbyrd om, hvor lidet hans egen ydre stilling og trængsel havde at sige for ham i sammenligning med Guds riges sag. Ogsaa der er noget til selvprøvelse for os.

Saa slutter han (V.23-24) med et inderligt velsignelsesønske, mere henvendt til Herren end til læserne. Ved siden af freden begærer hans hjerte endnu dette for brødrene: "Kærlighed med tro", altsaa den af troen flydende broderkærlighed, som han jo ogsaa har skrevet meget om til dem i brevet (Kap 4).

Til sidst V.24 lyser han som en Herrens præst naade over hele Guds menighed, hvilken han betegner med det til selvprøvelse opfordrende udtryk: "Alle dem, som elsker vor Herre Jesus Kristus i uforkrænkelighed", det vil sige med en kærlighed, der holder ud indtil enden; deri ligger endnu et opraab til aarvaagenhed, til ikke at være blandt dem, der elskede kun for en tid men saa i ligehd med Demas (2 Tim 4.10) fik kærlighed til den nærværende verden.

O, saa stræbe man alene,
At man kan sig ret forene
Med vor skat Immanuel!
Skal man derved noget lide
Og sig løs fra alting slide,
Det betaler sig saa vel.