En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Brevet til Filiperne

Indledning

Byen Filippi var en gammel stad, der laa i den østlige del af Makedonien, godt tre mil fra det ægæiske havs nordkyst. Oprindelig hed den Krenides, dvs. "kilderne" eller den mængde smaa vandløb, som strømmede ned fra de nord for byen liggende fjelde. Sit navn Filippe fik den efter kong Filip af Makedonien, der erobrede den. Efter at Makedonien i aaret 167 før Kristus var bleven erobret af romerne, blev landet delt i 4 distrikter, hvert med sin hovedstad. Een af disse hovedstæder blev Filippe. Under kejser Augustus blev byen en romersk koloni med betydelige forrettigheder. De mange romerske kolonister satte et stærkt præg paa byen. Af jøder, hvilke allerede den gang var spredte i næsten alle større stæder i disse egne, var der kun ganske faa i Filippe. Det fremgaar af Ap Gern 16.13, hvor der siges os, at jøderne ikke havde nogen synagoge i denne by. Ruiner af det gamle Filippi er der den dag i dag; en nærliggende landby Felibah er ellers det eneste, der nu findes som levende minde om det fordums Filippi.

I denne stad var det, Paulus grundede den første kristne menighed i europa paa sin anden missionsrejse (i aaret 52). Han kom her sammen med Silas, Timotheus og Lukas. Den første kristen i Europa var jo en kvinde, purpurkræmmersken Lydia, men der dannede sig snart en lille menighed (se Ap Gern 16). Det var her, den skønne begivenhed fandt sted med fangevogternes omvendelse i hin nat, da Paulus sad i det dybeste fængsel i stok og lænker, men blev udfriet ved Herrens mægtige indgriben. Da Paulus forlod byenn og drog til Thessalonika, synes efter Ap Gern 17 Lukas at være bleven tilbage i Filippi, og han synes at være bleven der, lige til Paulus paa sin tredje missionsrejse for sidste gang før sit lange fangenskab besøgte Filippi (se Ap Gerne 20.5-6). Paa dette sted kan vi kende, at Lukas igen er med, deraf at han atter bruger betegnelsen "vi" og "os".

For menigheden i Filippi, der jo vistnok var den, der voldte apostlen største glæde og mindst sorg, havde det sikkert haft en overordentlig betydning at have denne velsignede mand, var evangelist Lukas, i sin midte. Iøvrigt maa ogsaa menigheden i Filippi ligesom samtlige makedoniske menigheder gennemgaa store trængsler ved forfølgelse (se 2 Kor 8.1-2 og Fil 1.29-30).

Mellem Paulus og menigheden i Filippi var der hele tiden et ejendommeligt, inderligt kærlighedsbaand, der blandt andet viste sig i, at medens Paulus ellers ikke vilde have sit underhold af de menigheder, han virkede i, saa dannede dog denne menighed en undtagelse. Lige fra først af havde Paulus jo sit ophold i Lydias hus efter hendes indtrængende begæring (Ap Gern 16.15), og da han rejste til Thessalonika, modtog han allerede der "een gang, ja to gange, hvad han havde nødig" (Fil 4.16). Det vidner om en stor tillid til denne menighed; han maa have været vis paa, at den ikke vilde misforstaa dette forhold. Ved denne enestaaende indrømmelse fra apostlens side er menigheden i Filippi bleven stillet øverst blandt alle de ved Paulus grundede menigheder.

Og anledningen til dette brev var da ogsaa at bringe menigheden en tak for en ny gave, der var sendt ham i fangenskabet i Rom og overbragt ham af en mand ved navn Epafroditus, en broder fra Filippi. Stedet, hvorfra brevet er skrevet, er tydelig nok Rom (se kap 4.22): "Kejserens hus"), og tiden synes at have været slutningen af det første romerske fangenskab, formodentlig begyndelsen af aar 63.

Brevets indhold er ikke anlagt paa nogen særlilg læreudvilling. Det eneste, vi har deraf, findes i Kap 2.6-11. men det er et kærligt vennebrev, med faderlig paamindelser til kære børn, baaret af glæde over deres kærlighed til ham og det gode forhold, de udviste i livet med Herren. Vistnok er der ogsaa advarsler mod "de slutte arbejdere" (Kap 3.2), de judaitiske vranglærere, men ikke saaledes, at Paulus bebrejder menigheden i Filippi noget. Den eneste noget misbilligende formaning i Kap 4.2 er til et par enkelte kvinder i menigheden, mellem hvem der havde været en kurre paa traaden.

Af grunde, som vi kan skønne har været medvirkenede til troslivets blomstring i Filippis menighed, kan vi foruden Lukas' værdifulde nærværelse i menighedens første seks aar ogsaa nævne dette, at Filippi næppe har været saa sædeligt ødelagt som f.eks. Korinth eller som det kun en snes mil fra Filippi liggende thessalonika. Filippi var som en romersk koloni mere præget af de romerske soldaters mandstugt og orden. Dernæst var der, som før nævnt, kun meget faa jøder i byen, menigheden bestod næsten udelukkende af hedningekristne og dermed var modtageligheden for judaitisk vranglære betydelig mindre i Filippi.

Brevets indhold falder efter den sædvanlige overskrift o ghilsen (Kap 1.1-2) og en indledning, hvori han udtaler sin tak til Gud for dem og sin forbøn for dem (Kap 1.3-11), væsentligt i fem hoveddele, hvori der skiftes mellem de mere historiske meddelser om ham selv (og hans medarbejdere) og inderlige formaninger. I Kap 1.12-26 underretter apostlen dem om, hvorledes hans fangenskab har været til fremme for Guds rige og udtaler sine tanker om fremtiden. Kap 1.27-2.18 lyder der formaninger til at vandre Kristi evangelium værdigt ved taalmodig standhaftighed udadtil overfor modstanderne og endrægtighed og ydmyghed i deres indbyrdes forhold, i hvilken anledning han peget paa Kristi selvfornægtende og ydmyge lydighed som forbilledet. I Kap 2.19-30 kommer der meddelser angaaende Timotheus, hvem han haaber med det allerførste at sende til dem, samt om Epafroditus, der havde overbragt ham Filippensernes kærlighedsgave. Kapitel 3 indeholder et inderligt vidnesbyrd om den rigdom, apostlen havde fundet i Kristus, i modsætning til vranglærernes pukken paa ydre fortrin, samt om apostlens bestandige ilen mod det himmelske maal, idet han beder dem om at følge ham efter i modsætning til de magne, der vandrede som Kristi korses fjender. I kap 4.1-9 afslutter han sine formaninger med dybe og rige ord om glæden i Herren. Endelig slutter han (Kap 4.10-23) med tak for den modtagne kærlighedsgave og med hilsener.

Brevets ægthed er uomtvistelig, allerede den gamle biskop Polykarp taler om dette brev, der jo helt igennem bærer præget af apostlens personlighed. At bibelkritiske nationalister trods alt dette har forsøgt at rokke ved brevets ægthed, kan ikke undre os, men er fuldstændig betydningsløst.

Iøvrigt synes apostlen allerede at have skrevet et tidligere brev til Filippenserne, som ikke er os opbevaret; dette synes at fremgaa i Kap 3.1 ("at skrive det sammem til eder er ikke til besvær for mig"), og Polykarps brev til Filippenserne taler ogsaa om "breve", som Paulus skulde have skrevet til dem. Rimeligt er det jo ogsaa, at den menighed, der stod apostlen saa nær, har faaet mere end eet brev fra ham i løbet af de ikke faa aar, i hvilke han ikke personlig kunde tale til dem. Men vi har grund til i høj grad at takke menighedens Herre, fordi han har styret det saa, at dette herlige Filippenserbrev, vi nu skal betragte, er bleven os opbevaret.