En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Brevet til Filiperne

I kap. 1.27 havde apostlen særlig formanet til dette at "staa faste i een aand". Det er denne formaning, han genoptager (V.1-2), og som han viser vejen til at kunne opfylde (V.3-4) med det guddommelige forbillede for øje i vor Frelsers selvfornedrelse men ogsaa dermed følgende ophøjelse (Kap.5-11).

Han begynder med paa en hjrtegribdende maade at pege paa den rige velsignelsens kilde, de havde at øse af i Kristus og troslivet med ham til just at være eet. I Kristus er der jo baade formaning og opmuntring af kærlighed (Broderkærlighed) i Kristus er der et "Aandens samfund"; der er inderlig kærlighed og barmhjertighed. Saa sandt alt dette følger med og udspringer fra livet i Kristus, og saa sandt alt dette indeholder kræfter til at sammenføje, saa beder Paulus da nu om, at de vilde fuldkomme hans glæde ved ret at være eet i sind og tankegang. Glæde havde han allerede (se Kap 1.4), men jo mere de blev eet, des mere fuldkommen blev apostlens gælde. Det minder om apostlen Johannes' sidste Ord til menigheden: "Børnelille, elsker hverandre", ligesom vor Frelser jo selv har sat den indbyrdes kærlighed som kendetegn paa at være hans discipel.

Alle de mange udtryk i V.2 sigter jo paa en fuldkommen harmoni mellem Guds børn. "Enige indbyrdes" betegner ikke saa meget de enkelte meninger osm det samstemmende hjerteslag. Forskellige meninger kan der jo nok være blandt Guds børn om mange ting, men derfor behøver der ikke at være skurrende toner imellem dem. Men visselig følger det ogsaa med vækst i Herren, at man tillige, hvad meninger angaar, gennemstraales mere og mere af det samme lys fra oven (se Efes 4.13: "Indtil vi alle naar til eenheden i troen paa og erkendelsen af Guds Søn").

I V.3-4 viser apostlen, hvad der kan ødelægge harmonien, og hvad der fremmer den; et trættekært disputeresygt væsen, glimresyge, egenkærlighed, det er altsammen centrefugalkræfter, der driver Guds børn ud fra hverandre. Men det ydmyge sind, i kraft af hvilket den ene ikke vil over den anden, men gerne vil sætte sig nederst go ikke blot tænke paa egen fordel og ære, men tae det rette hensyn til, hvad der gavner andre, det stemmer hjerterne til at tone sammen i kærlighedskor.

Apostlen samler denne formaning til ydmyghed og selvnægtelse i Ordet (V.5): "Det samme sindelag være i eder, som ogsaa var i Kristus Jesus," og nu udvisker han i mægtige træk vor Frelsers ydmyge selvfornedrelse lige til at være lydig indtil korsets død.

Dette Ord her i Filippenserbrevet (2.6-8) har den allerstørste betydning med hensyn til den kristelige lære om, hvorledes vor Frelsers jordiske tilværelse skal opfattes. Vi kan straks sige, at dette punkt jo aldrig tilfulde kan forklares med den menneskelige tænknings ord, nej det maa tros, at han var sand Gud, født i evighed af Faderen, og tillige sandt menneske, født af jomfru Maria. Dog har vi jo lov til og pligt til at kende, hvad derom er os skænket af Gud at vide.

Forstaaelsen af Ordet her falder væsentlig i to hovedgrupper. Nogle oversætter (som Rørdam): "Han, som kjønt han var i Guds skikkelse, ikke holdt det for et rov at være Gud lig," og de tager udsagnet som sagt om den menneskeblevne Kristus, altsaa ikke som sagt om noget, han gjorde, inden han blev menneske, men hvad han gjorde som menneske, nemlig at han, skønt han var i Guds skikkelse osv i besiddelse af Guddommeligheden, saa han kunde have fremtraadt i den, dog frivillig gav afkald derpaa og ikke holdt det at være Gud lig "for et rov", en fangst, som han vilde tage den største mulige nytte af for sig selv.

De, der har denen forstaaelse, knytter den til, at der i V.5 staar Kristus Jesus (Kristus som mennesket Jesus), ikke blot Kristus.

Dette: "han forringede sig selv" (V.7) egenglig efter grundteksten: "han udtømte sig selv", idet han tog en tjeners skikkelse paa og fremtraadte i menneskelignelse, dvs i lighed med alle andre menneskers kaar, forstaas da saaledes, at han vel bessd Guddommeligheden, men enten, som nogle mener, brugte den i skjul (se Luthers julesalme: "Verden gaar i dit ledebaand, dig dog svøber en kvindes haand") eller saaledes, at han gav afkald paa brugen af sin Gudsdomsmagt, saa han kun brugte den, hvor han i bønnens samraad med den himmelske Fader fandt det tjenligt for Guds riges sag. Altsaa, disse fortolkere er alle enige om, at han ejede og havde den fulde Guddomsmagt her i fornedrelsen, men medens nogle af dem mener, at han gav afkald blot paa den synlige brug, mener andre,, at han virkelig gav afkald paa brugen, uden hvor den himmelske Fader viste ham at bruge den. Denne sidste forstaaelse synes at være den retteste og kaster klarest lys over vor Frelsers fremtræden iblandt os.

Imidlertid findes der ogsaa en anden forstaaelse, hvor dette: "da han var i Guds skikkelse" forstaas om vor Frelsers førmenneskelige tilværelse, da han endnu var i den himmelske Guddomsherlighed, og man forstaar da dette: "han forringede sig selv" saaledes, at han udtømte sig selv for selve denne Gudsdomsherlighed, ikke holdt fast ved den som ved noget, han havde røvet eller som noget han vilde bruge til paa jord at tilrive sig ære og højhed. Eller denne forstaaelse gav vor Frelser ikke blot afkald paa brugen af sin Guddomsherlighed, men paa selve Guddomsmagten.

De, der har den sidste fortolkning, nægter jo ingenlunde, at vor Frelser var Gud lig af væsen, men sætter dog hans selvforringelse en grad dybere.

Men hvorledes man nu tænker sig denne Frelserens selvfornedrelse (efter det græske ord kaldet Kenosis), saa gælder det om at vogte sig for ikke at komme saa langt ud, at man gør vor Frelser til et ufuldkomment menneske. Det er jo ud fra dette sted, at den moderne teologi har villet begrunde sine bibelkritiske forvildelser. Idet man gik løs paa det gamle testamente og erklærede baade det og det i det gamle testamente for uægte eller for digt, kom man i modstrid med vor Herre Jesus Kristus, de rhavde taget disse dele af det gamle testamente frem for sine disciple som guddommelig sandhed. Hvad skulde man nu gøre? Lukke øjet op for, at fejlen laa hos den selv, det syntes den moderne teologi ikke, den kunde bekvemme sig til. Saa maatte det være Herren, der havde taget fejl, idet han havde været hildet i jødiske anskuelser. Men hvorledes forlige dette med, at han var Guds Søn? Ja, saa støttede man sig til denne kenosis-lære og erklærede, at Frelseren i den grad havde udtømt sig selv for Guddomsherligheden, at han endog var gaaet ind under menneskelivets kortsynethed og sin tids jødiske teologis mangelfulde forestillinger om det gamle testamente.

Naar man fra denen moderne teologis side har villet hævde, at man just paa denne maade i sandhed gjorde Frelseren stor, idet man forstod hans selvfornedelse saa meget dybere, maa vi svare dertil: Nej, idet i gør Guds Søn til et fejlende, ogsaa paa Guds riges omraade i henseende til erkendelse mangelfuldt udrustet menneske, ja endog lader ham lære sine disciple noget fejlagtigt, da gør i ham visselig ikke stor, men kaster en skygge over hans herlighed, og aldrig vil Guds menighed kunne rime denne forstaaelse af Ordet her med det billede, Skriften giver os af vor store, herlige Frelser.

Naar her staar, at han tog en tjeners skikkelse paa, peget dette ikke blot hen paa Frelserens villie til at tjene os syndere, men ogsaa hen paa det gamle testamentes betegnelser paa Messias som Gud udvalgte tjener (Esaias 42.1).

Naar der staar: "Han blev mennesker lig", vil dette ikke sige, at han ikke tillige var sandt menneske, men det betegner ham som den, der ikke blot var menneske, som den, i hvem det at være Gud lig og eje Guds herlighed var forenet med den menneskelige tilværelses form. Men "da han i fremtræden fandtes som et menneske", gik han endnu dybere ned end til at tage tjeners skikkelse, idet han bøjede sig i lydighed lige til døden, ja den forsmædelige død paa et kors. At han kund edø, var givet med hans menneskenatur; men med hans syndfri menneskenatur var eet ikke givet, at han maatte dø. I frivillig lydighed satte han sit liv til som den gode hyrde.

Men fordi han bøjede sig dybere ned end noget menneske paa jord, ned i forbandelsens mørke for vor skyld, fordi han frivillig blev saa fattig for vor skyld (se 1 Kor 2.8-9), derfor har ogsaa Gud højt ophøjet ham (V.9-11). Ydmyghed fører til ære, dette viser os den menneskeblevne Guds Søn. Jesus-navnet er i sandhed blevet navnet over alle navne; intet navn paa jord har denne klang og dybe magt, og for det navn skal hvert knæ bøje sig, alle skal tilbede i dette navn, baade de hellige engle i himlen, mennesker paa jorden samt ogsaa de "under jorden". Hvem menes der med dem under jorden? Nogle forstaar dermed dæmonerne, de faldne engle; andre: aanderne i dødsriget med henblik til Kristi nedfart til de dødes rige, hvor han jo nedfor ogsaa til "aanderne, som var i forvaring" (1 Pe4t 3.1). Denne hyldest, ydet af nogle med troens frivillighed, af andre med vantroens tænderskærende trods, skal dog fra alle sider være forenet med en bekendelse af, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære. Efter grundteksten bliver det selve bekendelsen, der forbindes med ordene "til Gud Faders ære", thi det er jo Gud Faders Frelses raad, der i Kristi værk er bleven sejrrigt fuldbragt. Ordet her peger tilbage til Esajas 45.23, hvor Herren siger: "For mig skal hvert knæ bøje sig, til mig skal hver tunge sværge?

Men for hvert menneske indeholder dette Ord det alvorlige spørgsmaal: "Bøjer dine knæ sig i Jesu navn?" Ve den, der aldrig her paa jord vilde bøje sine knæ i Frelsernavnet; for en saadan vil det blive en frygtelig stund, naar der en gang skal bøjes knæ. Men for hver den, der i naadens dage lærte med tak og tilbedelse at bøje sine knæ ved korsets fod, vil bekendelsen blive en sejrsklang.

Jesus, vor Kristus, vor salvede konge med ære,
Kristus, vor Jesus, almægtige Frelser, du kære,
Hos os du bliv,
Vær du vort lys og vort liv,
Alt, hvad vort hjerte begære.

Ud af Jesu Kristi tjenende og lydig eselvydmygelse fremdrager apostlen nu igen (med et "derfor") formaningens Ord. Han mindes, hvorledes de altid havde været lydige (i sandhed et godt skudsmaal), lydige mod ham eller rettere mod det budskab, han bragte, og lægger dem paa sinde nu meget mere i hans fraværelse at vise, at denne deres lydighed var ægte, ved at arbejde paa deres egen frelse med frygt og bæven, dvs i fuld følelse af deres personlige ansvar.

At apostlens fraværelse med det deraf følgende savn af det, apostlens personlige nærværelse kunde bringe dem af hjælp, maatte gøre anvendelse af den yderste omhu endnu mere nødvendig for Filippenserne, er selvfølgeligt.

Der ligger jo ingen dadel i denne formaning, men nok dette, at Guds børn gaar i fare, hvor de gaar, og aldrig maa mene sig sikre. Det er sandt, hvad Brorson synder: "At gaa saa fri paa himlens sti og ikke ville vaage, det er idel hykleri, sikkerhedens taage."

Denne frygt og væven behøver ingenlunde at være en trældomsfrygt men Gudsbarnets frygt for at miste sit kostelige klenodie.

Arbejder paa eders "egen" frelse, staar der, thi i denne sag, gjælder det først bestandig at se indad. Kun saaledes bliver man skikket til at se udad og tillige hjælpe andre.

Ikke ved vor gerning frelses vi, men i dette arbejde paa troen staa for at kunne holde fast ved den i Kristus skænkede frelse (se Jakob 1.25: "salig i sin gerning").

Dette krav stiller Ordet til de troende, at vi bruger alle de os skænkede genfødelsens kræfter, anspænder os af "al sjælemagt". Dette Ord rammer den falske hvilesyge, der vil lade Herren om alle ting og ikke gerne vil høre om nødvendigheden af Guds børns arbejde og strid.

Men som den mægtige opmuntring i dette vort arbejde, fremfører apostlen nu i V.13 Guds virken i os, i al vor gerning og snspændelse gælder det om bestandig at bygge paa Guds kraft i os. Kun ved den kan vi arbejde, saaledes at vort lod ikke bliver forgæves.

Og apostlen gaar dybt til bunds i betragtningen af denne Guds virkning i de hellige. Han ser Gud som den, der virker baade at ville og at virke, altsaa med egen kraft kan vi ikke en gang ville til salighed. Vor egen viljes kraft er brudt, er kun en afmægtig længsel (se Rom 7.14-24); en virkelig alvorlig og frugbar vilje er Gud den eneste, der i naade ved sin Helligaand formaar at skabe i os, lige saa vist som han alene formaar at føre denne vilje frem til at "virke", til sejr i livets kamp. "Efter sit velbehag" maa efter grundteksten nærmest knyttes til dette, at ville og virke, altsaa at ville og virke til Guds velbehag.

Dette Ord i V.13 om Guds virken i de troende fra først til sidst skal lægge den sunde hvile over et Guds barns arbejde og kamp, og rammer det urolige selvarbejde, der stammer fra en for liden tillid til Herren og fra for svag erkendelse af egen hjælpeløshed. "Det er Guds almægtige vilje, der sker i vor fri vilje," saa han alene har æren for vor frelse. Men sandheden af denne sammenstilling af paa den ene side vort arbejde med frygt og bæven og paa den anden side Guds virken i os baade at ville og at udrette "maa opleves for at forstaas" (Rørdam).

Fra den mere almindelige formaning i V.12-13 fremdrager apostlen endnu (V.14) en særlig formaning til at "gøre alle ting uden knurren og betænkeligheder", hvilket han sætter som betingelsen for, at det maal kunde naas, som skulde naas, nemlig at de (V.15) kunde blive udadelige og rene, Guds ulastelige børn midt i "en vanartet og forvendt (egentlig "krum og fordrejet") slægt", i hvilken det var deres plads at vise sig, ("være at se til") som himmellys ("lysbærere" - billedet hentet fra stjernehimlen).

Hvor ligger der ikke meget i dette Ord om at gøre alle ting uden knur og tvivl! Vi kender i dybet af vort fordærvede hjerte kun alt for godt det sind, der ikke er fornøjet med som Gud gør det, og derfor saa let falder i tvivl og onde betænkligheder over, hvorfor det nu skal saaledes være, og om det nu ogsaa behøves at følge just den vej. Deraf kommer saa megen vaklen og usikkerhed; men det, der i saa fald mangler, er just det ydmyge lydighedssind. Hvor dette sejrer, der lyder lovprisning og tak, der gøres faste skridt i frimodig tro. "Troen staar, hvor tvivlen faldt." Men det kræver en daglig øvelse i lydighed, kun derved bliver vi altid mere fintfølende til at kende, hvad der er Guds gode vilje.

Dette udtrykker Paulus saa skønt i V.16 saaledes: "Idet i fremholder livets Ord" eller rettere oversat: "Da i har livsordet inde, i eje." Det er det, der gør et troende menneske i stand til at blive et lille himmellys, til at vandre uden knurren og betænkelighed, at vi holder fast ved det livsord, der er fyldt med livets Aand. "Herre, til hvem skal vi gaa hen, du har det evige livs Ord," saaledes lød Peters Ord til den Herre Jesus (Joh 6.68). "De Ord, som jeg har talt til eder, er Aand og liv," saaledes har Herren selv sagt (Joh 6.63). Livsordet er lygten for vor fod, er fyldt med forjættelsens naade. Salig den, der har det i eje, holder fast derved, i hvem dette Ord faar lov at blive. Den sjæl kommer ikke til at skikke sig lige med verden.

Blot Filippenserne vilde holde fast ved livsordet, da vilde de blive ogsaa apostlen til rod paa Kristi dag, den dag, da alt kommer for lyset. Da vilde de komme til at staa som et vidnesbyrd om, at hans arbejde ikke havde været forgæves. Og selv om Paulus skulde blive ofret (V.17), selv om hans blod skulde flyde for evangeliets skyld i denne hans gerning med at hjælpe hedninger, ogsaa Filippenserne, til Kristi tro og frelse, saa vilde han ogsaa glæde sig derover, glæde sig med dem alle. Idet Paulus betegner sin egen martyrdød ikke blot som en glæde fo rham selv, men som en fælles glæde, møder vi atter dette skønne sind, der ser det som en naade at maatte forherlige Kritus ogsaa ved døden. Til at se saaledes paa det og glæde sig med ham, om han skulde dø for Kristi skyld, opfordrer Paulus (V.18) læserne, for hvem det maaske var sværere at glæde sig, om apostlen skulde blive ofret, end det var for ham selv.

Det er et skønt billede, Paulus bruger i V.17, idet han ligner sin egen død ved et drikoffers udgydelse paa Herrens alter og sin gerning blandt hedningerne ved en præstelig offertjeneste, i hvilken han ligeosm frembærer hedningernes tro som et offer paa Guds alter. Han selv et offer paa Guds alter, hans gerning et offer paa det samme alter - ja saaledes gælder det om, at hele vort liv kan blive en Gudstjeneste og det en "tjeneste med glæde" (Sl.100.2).

O, tag mod mine gaver,
Og hellige du dem,
At jeg dig tro maa tjene,
Til du mig kalder hjem.

Apostlen udtaler sit haab om snart at kunne sende Timotheus til dem (V.19-23), ja selv snart at maate komme til dem (V.24). "I den Herre Jesus" har han dette sit haab og sin tillid (V.19 og 24). Bestandig knytter apostlen til al sin gøren og laden dette "i Herren"; der ser vi ret, hvad han forstaar ved: "Det at leve er mig Kristus" V.21).

Af V.17 saa vi, at livsfaren ingenlunde var afværget, men af dette afsnit, V.19-24, fremgaar alligevel, at udsigterne for hans sag var ret lyse. Formaalet med at sende Timotheus var ikke blot hensynet til Filillenserne, men ogsaa han selv længtes efter at høre godt nyt fra vennerne i Filippi.

Fra V.20-22 udtaler han et herligt vidnesbyrd om Timotheus; det var for tiden den eneste, han trøstig kunde sende til Filippenserne som den, der var ligesindet med ham; alle de andre, han ellers var henvist til at sende, maa han give det sørgelige skudsmaal: "De søger alle deres eget, ikke hvad der hører Jesus Kristus til." Ogsaa denne smerte, at være omgivet af upaalidelige og smaaskaarne folk blandt de kristne, kendte apostlen. Timotheus' prøvede sønlige troskab kendte derimod ikke blot han, men ogsaa Filippenserne.

Naar han fik lidt mere klarhed over sin sag, saa vilde han sende Timotheus. Epafroditus derimod vilde han ikke tøve med at sende. Denne broder var fra Filippi bleven sendt til apostlen med en gave (se Kap.4.18) og for at gaa Paulus til haande, hvad han ogsaa troligt havde udført (V.26 og 30). Men grunden til, at Paulus nu allerede sendte ham tilbage som overbringer af dette brev, var, at han havde været dødssyg og vel nu var kommen sig ved Guds forbarmelse men dog længtes meget efter vennerne i Filippi og var fuld af bekymring, fordi rygtet om hans sygdom havde naaet vennernes øren. Om han var død, vilde det have været "sorg paa sorg" for Paulus (V.27), idet han ikke blot selv vilde have mistet denne kære hjælper, men ogsaa vilde have haft Filippensernes sorg derover at bære paa sit hjerte. Derfor betragtede Paulus det som en barmhjertighed fra Gud ogsaa over ham selv, at Epafroditus ikke var død. Men Filippensernes glæde ved atter at se denne ven vilde ogsaa være en lettelse i apostlens mange sorger. et skønt eksempel paa den kærlighed, der ser bort fra eget savn for at glæde andre og betragter dette som sin bedste glæde.

Han slutter med at anbefale Epafroditus til en kærlig modtagelse hos vennerne derhjemme (V.29). De rkunde maaske vær edem i Filippi, som vilde sige, at Epafroditus havde forladt sin post ved saa snart at komme tilbage, men Paulus tager paa forhaand enhver grund for saadan tale bort ved udtrykkelig at udtale, at Epafroditus ikke havde agtet sit eget liv i nidkærhed "for at udfylde" savnet af hele menighedens nærværelse ved overbringelsen af gaven til Paulus. Det synes, som om Epafroditus har paadraget sig sin sygdom under denne sin nidkære opofrelse i Kristi gerning og for ret levende at blive et udtryk for Filippensernes kærlighed til Paulus.

Baade i V.25 og V.30 viser det græske ord for "har tjent mig" og "tjeneste" at apostlen atter her ser Epafroditus' gerning som en offertjeneste for Herren, ligesom han V.17 talte om sit eget arbejde, sin egen mulige død som en offertjeneste paa Herrens alter. Ja, det er sagen, at hvert Guds barn er sig sin stilling som præst for Herren bevidst og tager sit liv og gerning op som et aandeligt offer tll Herrens ære (1 Pet 2.5).