En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Brevet til Filiperne

Apostlen begynder (V.1) med en inderlig kærlig formaning til sine brødre i Filippi om "derfor", fordi vort borgerskab er i himlene, "at staa saaledes faste i Herren", nenlig overfor de nævnte farer, paa den ene side overfor de jødisksindede vranglærere, djævelens angreb gennem den falske lære, paa den anden side overfor den verdsligsindede masse, der er i livet vilde sammensmelte hedenskab og kristendom. Begge disse farer synes endnu kun at have truet ligesom fra det fjerne, med de truende med angreb, saa det behøvedes dette, at "staa fast" i Herren.

Apostlen kalder brødrene i Filippi sine "elskede" og "savnede", sin "glæde" go "krans" (egentlig "sejrskrans", idet Filippenser-menigheden var et skønt vidnesbyrd om den sejr, Gud havde lagt over sin apostels gerning). Som saa ofte ser vi ogsaa her, at Paulus ikke skjulte sit hjertes følelser. Guds børn skal ikke være saa karrige, som vi tit er, med at aabenbare den kærlighed til hverandre, vi dog bærer i vore hjerte, thi ved saadan tilkendegivelse styrkes og forsødes samlivet mellem Guds børn.

Men til at staa fast i Herren hører fremfor alt, at Guds børn "er enige i Herren". Derfor tilknytter Paulus nu en personlig formaning overfor to navngivne kvinder (V.2-3), der havde stridt ærligt med apostlen og de andre medarbejdere for evangeliets sag, men nu var komne i en beklagelig uenighed med hinanden. Det synes, som disse to kvinder har haft en fremskudt plads i menigheden, maaske været diakonisser i Filippi. Derfor beder Paulus ogsaa saa indstændig, at man vilde tage sig af dem. Han henvender særlig denne formaning til en enkelt mand (V.3), hvis navn paa græsk er Synzygos, men da dette betyder: "Medhjælper", har nogle gengivet navnet paa den maade, som vor gamle danske oversættelse. Det rimeligste er at tage det som et egennavn, dog saaledes at apostlen ved at tilføje: "min ægte" Synzygos, paa en sin kærlig maade udtrykker, at denne broder ganske svarede til sit navn. Den Clemens, der nævnes her, kan næppe være den senere saa bekendte Clemens Romanus, en af de tidligste menighedsforstandere i rom, men har efter sammenhængen at dømme været en af de mere fremragende kristne i Filippi. "Hvis navne staar i livets bog", det er det bedste, apostlen ved at sige om disse sine venner, ganske i den himmelske Mesters Aand (se Luk 10-20): "Dog glæder eder ikke derover, at anderne er eder lydige, men glæder eder over, at eders navne er indskrevne i himlene.")

"Livets bog" nævnes flere steder i den hellige skrift, saaledes Daniel 12.1 og især i Aabenbaringens bog, hvor der siges, at hver den, der ikke fandtes skreven i livets bog, blev kastet i ildsøen (Joh Aab 20.15).

Ikke underligt, at apostlen udfra dete Ord om livets bog atter tager frem den i dette brev saa ofte gentagne formaning om at glæde sig i Herren (V.4); vor Frelser havde jo selv sagt, at det var den største glæde at have st navn skrevet i livets bog. Det kan nok være, at just glæden i Herren ikke har været fremme i Filippi i en grad, der svarede til den udvikling, som denne menighed ellers var naaet til.

Naar apostlen formaner dem til at glæde sig altid, maa vi huske, at dette er knyttet til: "i herren". I Kap 1.29 havde apostlen sagt, at ogsaa lidelse for Kristi skyld var en naade. I Rom 8.28, at alle ting maa tjene Herrens folk tilgode og i Rom 8.38, at inten kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus. I Herren er der altid en uudtømmelig glædeskilde at øse af.

Efter denne formaning om glæden i Herren (V.4) fremfører apostlen (V.5-7) forskellige punkter i kristenlivet, som i høj grad hjælper til at fremme glæden i Herren og betinge den, nemlig for det første: "Eders milde sind vorde kendt af alle menensker." Den stille sagtmodighed, der gerne vil tage hensyn til andre, men ikke tager det saa nøje, om andre overfor en selv glemmer de fornødne hensyn, dette stille af ydmyghed og kærlighed baarne sind, er paa den ene side en frugt af den aandelige glæde, men paa den anden side ogsaa en stor hjælp til glædens bevarelse. Heftighed og fordringsfuldhed skal nok trænge glæden tilbage.

Og saa dette om, at det milde sind skal "være kendt af alle mennesker" - hvor kan det ydmyge magne et Guds barn, thi hvor ofte mangler ikke denne sagtmodighed, dette stille mod, der skal kendemærke os Guds børn. En hjælp er det, naar vi ihukomme, hvad apostlen dernæste føjer til: "Herren er nær" (V.5). Ja Herren er nær ikke blot saaledes, at han bestandig ser os, men, som tanken er her, "han er nær" med sin genkomst for at dømme levende og døde, ogsaa som en hævner over al uret, der er tilføjet hans venner, saa vi ikke skal tage os selv tilrette, og som forløser for sine troende. Men naar vi selv trænger til at bede: "Og naar du kommer, kom mild og blid, og gør mig salig til evig tid," skal vi da ikke kunne være sagtmodige overfor andre! Og hvilken glædeskilde er der ikke i dette: "Herren er nær"! Herren kommer jo med en evig forløsning, en evig sommer, for sit folk.

Det tredje punkt, apostlen peger paa som det, der kan tjene til at bringe den hellige glæde frem i hjertet, er den store tilladelse til at maatte lægge alle vore bekymringer frem for Gud i paakaldelse og bøn.

Bekymringerne kan slemt stjæle glæden, dersom de faar raaderum. I bjergprædikenen taler Herren saa alvorligt mod bekymringer for det timelige udkomme, men her rækker Ordet endnu videre. "Ikke for noget skal i være bekymrede," staar der, altsaa der er ikke den ting, der nævnes kan, som skal have lov til at fylde et Guds barn med den ængstelige, tvivlende bekymring, blot at vi siger det til Herren. "Jeg har sagt det til Gud," saaledes svarede et troende menneske, da man undredes over hans frimodighed midt under en tung sorg.

"Med taksigelse", staar der. Takken er lige det modsatte af bekymring. I taksigelsen ligger fortrøstningen. Hvor skønt, at Ordet anviser os allerede paa forhaand at lade enhver bøn være ledsaget af taksigelse ikke blot for den naade, der alleree er modtaget, men ogsaa for den fremtidige naade og bønhørelse, somden modtagne naade er borgen for. Vi skal takke ogsaa uden at have set hjælpen i forvisning om, at han er trofast, som gav forjættelsen, og at intet er umuligt for Gud, blot vi i barnlig tillid lægger det frem for ham.

Og den umiddelbare frugt af saaledes at kaste sin sorg over paa Gud bliver da den, at "Guds fred" sænke sig ned fra himlen i hjertet, denne fred, som "overgaar al forstand", dvs. paa den ene side udretter mere end alt, hvad vor forstand formaar med sin grublen, paa den anden side er af den art, at den aldrig tilfulde kan forklares, men kun saligt erfares. Og om denne Guds fred siger apostlen, at den skal bevare hjerter og tanker i Kristus Jesus. Guds fred har sin rod i Kristus og formaar i ham at lægge ligesom et helligt panser om hjerter og tanker, saa bekymringernes glødende pile ikke formaar at trænge ind.

I V.8 afslutter apostlen sin formaning med et nyt: "iøvrigt" (se kap.3.1, hvor han ligesom var ved at slutte). Han samler her i V.8 alt, hvad der hører til et skønt menneskeliv, i saa og vægtige Ord. Gid det altid maa kendes paa Herrens hellige, at de begærer at eje de hellige dyder, saa verden , om end ikke den kan elske Guds børn, dog maa have respekt for deres vandel. Apostlen henviser dem til, hvad de havde lært gennem ham selv, baade ved, hvad de havde hørt af ham og set paa ham (V.9). Derom gælder det, at mennesker ikke blot kan høre Ordet, men ogsaa se det hos et Guds barn; den sidste prædiken er den sværeste at holde, men ogsaa den mest velsignede, den prædiken, der slaar stærkest igennem.

Vilde de lægge vægt derpaa, da skulde de mærke, at "fredens Gud", den Gud, der kan virke fred i et fattigt, ærligt synderhjerte, vilde være meddem. Et Guds barns fred berorselvfølgelig først og fremmest paa troen paa syndernes forladelse, men skal denne fred sejre i vore hjerter og lyse ud over vort liv, maa alvor og troskab i stræben efter livets helliggørelse være til stede. Ligegyldighed og utroskab er ræve i vingaarden, der forstyrrer den stille hvile i Gud. Hjertefred og iver for hellighed i livet er underlige sammenknyttede og bestyrker gensidig hinanden.

Mer hellighed giv mig, mer alvor og flid,
Mer sog over synden, mer troskab i strid,
Mer kraft til at tjene mer trolig min Gud,
Mer taalmod i modgang, mer lyst til dit bud.

Først nu ved brevets slutning gaar apostlen ind paa det, der angaar ham personlig. Ogsaa dette ved han at føre saaledes frem, at der bliver et nyt lille vidnesbyrd deraf ogsaa til læserens gavn.

Vi har omtalt den kærlighedsgave, han havde modtaget fra vennerne i Filippi. Paulus havde tidligere i brevet lige nævnet det (kap 2.25 og 30). Han udtaler nu sin hjertelige glæde over, at de nu timeligt "var kommen saa meget til kræfter igen", at de havde kunnet tænke paa apostlens trang. Det græske ord betegner egentlig: "at i igen er blevne grønne", et billede hentet fra et træ eller en ager, som skyder frem med nyt grønt. Tiderne havde været saa trange for de Makedoniske menigheder under forfølgelserne, at de ikke havde haft raad, om end de nok havde haft "vilje" til at hjælpe ham før (V.10).

Fra V.11-13 udtaler Paulus, at denne hans glæde over gaven ikke i første linie kom af "trang", thi han for sin person havde lært at nøjes med det, han havde, at finde sig til rette, hvor forskellige saa de ydre forhold til tider kunde være; han forstod at være i ringe kaar, forstod ogsaa at være i overflod (V.12). Det var den indre uafhængighed af de ydre jordiske fornødenheder, han var bleven øvet i. Ordet "indviet" i V.12 betegner at være betroet noget, som er en hemmelighed for mange andre. Dermed betegner apostlen altsaa denne indre uafhængighed overfor jordiske krav og bekvemmeligheder som noget, der hører den kristelige modenhed til. Og i sandhed, hvor daarligt har ikke saa mange af os endnu lært dette! Under de ringe kaar vil klage og forsagthed let indfinde sig; under store kaar let overmod og kødelig tryghed. At kunne være den samme i stille tak til Herren, hvorledes saa de ydre kaar omskiftes, det er ikke saadan at faa lært.

Apostlen giver heller ingenlunde sig selv æren derfor, derom vidner det skønne V.13. "Alt formaar jeg i ham, som gør mig stærk". Det er den ydmyge tillid, der taler i dette Ord: det er Kristi kraft og ikke hans egen, der har lært ham det. I samme grad som Kristus bliver vort alt, bliver vi stærke, saa vi maa nok sige med Døberen Johannes: "Han børn vokse, men jeg forringes."

Fra V.14-19 afværger apostlen dog, at de skulde misforstaa, hvad han havde sagt, som brød han sig ikke personligt synderlig om gaven. Jo, de havde handlet vel i at hjælpe ham, men de vidste jo nok, at de var den eneste menighed, med hvem han efter at have forladt Makedonien "ved evangeliets begyndelse" (Paulus tænker tilbage paa sin anden missionsrejse) havde ligesom haft mellemregning over givet og modtaget. Fra Paulus havde Filippenserne modtaget de aandelige gaver, og han fra dem de timelige. En skøn, fornøjelig maade at betegne forholdet paa og derved stille deres gave i et aandeligt lys til at faa taksigelse frem paa begge sider.

I V.16 begrunder apostlen, at dette forhold mellem ham og Filippenserne havde været saaledes lige fra først af, thi endog allerede i Thessalonika, det første sted, Paulus var kommen til efter sin afrejse fra Filippi, havde de jo sendt ham "baade een og to gange", hvad han behøvede. Ogsaa i Korinth havde Paulus modtaget en saadan gave fra dem, se 2 Kor 11.9.

Men ligesom Paulus i V.14 afværgede misforstaaelse til den side, at han ikke skulde være glad ved deres gave, afværger han den nu med hensyn til, at han skulde tragte efter gaven af vindesyge (V.17).

Nej, naar han havde indrømmet Filippis menighed denne ret at maatte hjælpe ham med det timelige, hvad hanjo elles allevegne afviste, saa var det frugt for Filippenserne, han begærede; han undte dem den velsignelse, der er i at øve kærlighedens gerning, det bragte dem selv en rig fordel aandelig set. Men nu havde han ogsaa "nok af alt og overflod". Hans tanke er (stadig med billedet af denne kærlighedens mellemregning for øje) at sige saa meget som: nu har jeg faaet alt, hvad jeg skal have, og tilmed overflod. Paulus ligesom kvitterer for den rigelige gave, han har modtaget gennem Epafroditus, og med blikket henvendt paa Herren som den egentlige modtager af dette kærlighedsoffer, der bragtes hans apostel, kalder han gaven: "en vellugts duft, et velkomment offer, velbehageligt for Gud (V.18). I V.19 forjætter han Guds rige velsignelse med det skønne Ord: "Men Gud skal efter sin rigdom fuldelig giver eder alt, vhad i har nødig, i herlighed, i Kristus Jesus". Denne forjættelse indeholder en mægtig fylde: "fuldelig" - "alt, hvad i har nødig" - "efter sin rigdom" - "i herlighed" (apostlen tænker paa den kommende herlighed). Og alt dette i Kristus Jesus, i hvem al Guddoms-fylde er kommen til jord (Kol 2.9-10).

"Alt, hvad vi har nødig" - deri er jo indbefattet, hvad et Guds barn trænger til baade timeligt og aandeligt. Ja, blot trangen rigtigt er der i synderhjertet, da vil Gud fylde det. Den tørsttige vil han give af livsens vands kilde uforskyldt (Joh Aab 21.6). Det er ulykken med saa mange menesker, at behovet, trangen til Herrens fylde, ikke er vaagnet i dem, derfor kan Gud ikke give dem, hvad han saa gerne vilde. Guds Aand arbejder paa at faa frem i hjertet denne tone: "Jeg behøver dig, o Jesus, thi jeg har blot synd i mig." Og det er det vanskelige ogsaa med saa mange troende mennesker, at vi saa ofte bærer os ad som hin enke, der fortælles om i 2 Kong bog 4.1-7, thil hvem profeten Elisa sagde, at hn skulde laane kar fra alle sine naboer, "og ikke lade det blive faa", og saa skulde hun øse af sit oliekrus. Men olien standsede, da der ikke var flere kar. Blot vi møder med rigtig mange tomme bønnens kar, saa skal Guds rige naade nok fylde al vor trang og behov. Og det samme møder vi i 2 kong 13, hvor den døende profet Elisa opfordrede Joas, Israels konge, til at udskyde: "en frelsers pil fra Herren", men først skulde han slaa pilene mod jorden, og ligesaa mange gange, han slog mod jorden, skulde han faa sejr over Syrerne. Men han slog kun tre gange, saa holdt han op; til mere slog hans tro ikke til. Da blev den døende Guds mand vred paa ham og sagde: "Havde du slaaet fem eller seks gange, da skulde du have slaaet Syrerne, indtil du havde gjort ende paa dem; men nu skal du slaa Syrerne tre gange."

Saa ofte sætter vor lidettroethed de snævre grænser for, hvad Gud kan give os. Blot troens trang er der, skal "vor Gud efter sin rigdom fuldelig give os alt, hvad vi har nødig, i herlighed, i Krustus Jesus". Med dette for øje følger som af sig selv den lovprisning for "vor Gud og Fader" (V.20), hvormed apostlen afslutter hele denne del af brevet.

Fra V.21-23 har vi saa hilsener til de hellige og fra de hellige. I V.21 har vi den ejendommelige betegnelse: "hver hellig" i Kristus Jesus. I almindeligehd tales der om de hellige som samfund betragtet. Og adskillige har haft meget imod, at det enkelte Guds barn kaldes hellig, skønt det jo følger af sig selv, at det naadesnavn, der gælder alle de troende, gælder ogsaa hver enkelt af dem. Men vi ser altsaa her, at dette navn ogsaa anvendt paa den enkelte er en bibelsk betegnelse.

Blandt dem, der sendte hilsen med apostlen, nævner han først den snævre kreds, der var om ham (de brødre, som er hos mig). Dernæst "alle de hellige", dvs. hele menigheden i Rom. Men blandt disse drager Paulus igen særligt "de af kejserens hus" frem. Deraf hører vi altsaa, at der ogsaa i selve kejserpaladset var bleven mennesker troende. Der maa vel særlig tænkes paa de mange, der var ansatte ved kejserhoffets betjening, hvis tal løb op i tusinder. Om dermed, ogsaa skal forstaas nogen af kejserens slægt, maa staa hen. At der kommer særlig hilsen fra dem, ligger vel i, at de lettere kunde skaffe sig adgang til apostlen, hvis "lejee herberge" (se Ap Gern 28-30) sikkert har ligget lige ved kejserborgen, da han jo var under stadig bevogtning af kejserens livvagt.

I denne tilføjelse om de af kejserens hus laa jo et vidnesbyrd om, paa hvilket glædeligt punkt evangelieforkyndelsen befandt sig i verdensstaden, og denne særlige hilsen stemmer godt overens med den glædens tone, der gaar igennem hele brevet. Saa slutter apostlen (V.23) med den sædvanlige velsignelse, ligesom hilsenen lyder i Gal 6.18: "Vor Herres Jesu Kristi naade være med eders aand."

I henseende til rig fylde indtager Filippenserbrevet en fremragende plads i lighed med de andre fangenskabsbreve (Efesb. , Kolossb. go brevet til Filemon, der ogsaa stammer fra dette fangenskab). Trange tider viser sig ofte i særlig grad at lukke op for Guds naades rige væld i Guds børns hjerter.

I nøden Davids harpe klang,
Og lifligst toned da han sang.