En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus brev til Kollosæ

Indledning

Byen Kolossæ laa en Der til Øst for Efesus. i den vestligste Del af den gamle Provins Frygien. Den laa i en smuk Egn ved Floden Lykus, en Biflod til Mæanderfloden. Et Par Mila vest for Kolossæ laa de ogsaa i dette Brev omtalte Byer "Hierapolis og Laodikea" (Kap,4,13). De var alle tre betydelige Stæder. Kolossæ var dog ved den Tid, Paulus skrev sit Brev til Menigheden der, den mindste af de tre Byer. Den græske Geograf Strabo (død Aar 24 e.Kr) regner den med til Frygtens "Smaabyer". Ogsaa siden hen, da Byerne blev kristnede, blev saavel Laodikea som Hierapolis Sædet for Ærkebiskopper, medens Kolossæ maatte nøjes med at være blot et Bispesæde. Nu ligger alle tre Byer i Ruiner; en lille By ved Navn Konos ligger nu ikke langt fra det gamle Kolossæs Grund.

Befolkningen i denne Egn af Lille Asien var meget blandet, der var ogsaa mange Jøder bosatte der. Den jødiske Historieskriver Josefus fortæller, at den syriske Konge Antiokus den Store, til hvis Rige disse Egne en Gang hørte, flyttede ikke mindre end 2000 jødiske Familier fra deres Bopæle ved Eufrat til de lilleasiatiske Landskaber Lydien og Frygten.

Men vore nævnte tre Byer laa just paa Grænsen mellem disse to Landskaber. Dette Brev fra Paulus aabenbarer ogsaa tydeligt nok, at der fandtes stærke jødiske Elementer i disse Byer, og Indflydelsen fra den Side var som saa ofte saare uheldig for Kristenlivets Sundhed og Trivsel.

Naar og hvorledes Evangeliet har naaet disse Byer, ved vi ikke; blot saa meget ved vi, at Paulus ikke personlig havde været der (se Kap.2,1). Af Kap.1,7 synes at fremgaa, at den Epafras, der var hos Paulus, da denne skrev Brevet, har været Menighedens Grundlægger, og af Kap.4,13 synes det at fremgaa, at han ogsaa har været Herrens Redskab for Laodikea og Hierapolis. Formentlig er Troslivet naaet derhen i den Tid Paulus virkede i Efesus; vi hører jo af Apostlenes Gerninger 19,10, at "alle, som boede i Asien, baade Jøder og Grækere, hørte Herrens Ord". Ved Asien maa forstaas den romerske Provins af dette Navn, der indbefattede den vestlige Del af Lille-Asien, hvortil just de gamle Landskaber Lydien og Frygien, paa hvis Grænser Kolossæ og de to andre Byer laa, hørte.

Paulus havde nok paa sine Rejser berørt. den østligste Del af Frygien, men til Kolossæ, Laodikæa o.s.v. var han altsaa ikke naaet.

Vi ser ogsaa af dette Brev, hvor rig en Virksomhed der er udgaaet fra Paulus’s Ophold i Efesus, ogsaa gennem hans Medarbejdere. I Virkeligheden var jo dog Paulus menneskeligt talt deres aandelige Fader.

Anledningen til Brevet var de Efterretninger, Epafras havde bragt Paulus med Hensyn til Menighedens Tilstand. Vel havde der ogsaa været glædelige Efterretninger (se Kap.1,24). Forholdet mellem Apostlen og Vennerne der har efter Brevet at dømme været fortroligt. Men der truede denne Menighed en stor Fare. De "svare Ulve", Paulus i sin Afskedstale til de Ældste fra Efesus havde talt med dem om ved sit Møde med dem i Milet (se Apostl. G. 20, 29), var nu dukkede op og havde begyndt at gøre deres sørgelige Indvirkning gældende.

Vranglæren synes i Kolossæ at have bestaaet i en forvirret kødelig Sammenblanding af Stykker hentet baade fra Jødedommen og fra Hedenskabet og at have været af endnu mere ondartet Karakter end den Sammenblanding af Lov og Evangelium, Paulus revser saa alvorligt i Galaterbrevet. Den kolossensiske Vranglære søgte at forvanske Kristendommen næsten i alle dens væsentlige Punkter. I Stedet for det enfoldige Evangelium havde man sat en hedensk Spekulation, en falsk Kundskab, sammenblandet med jødisk Lovlære, og saa sat Kristi Navn med ind i alt dette. Denne Vranglære var en Forløber for den saakaldte "Gnosticisme", som Paulus i de senere af sine Breve, særligt i 1ste Timoth og Brevet til Titus, og Apostlen Johannes i sine Breve advarer stærkt imod. Det var i Virkeligheden en helt ny Religion, man vilde sætte ind i Kristendommens Sted.

Man begyndte med Spørgsmaalet om Verdens Tilblivelse og lærte, at ·"Materien" (det sanselige) havde eksisteret fra Evighed af. Forbindelsen mellem Gud og Materien tænkte man sig fremkommen ved en Række Udstrømninger fra Guddommen, hvorved der fremkom en Aandeverden, og "Skabelsen" skulde saa kun betegne, at Gud gennem denne Aandeverden havde øvet en ordnende Indflydelse paa den evige Materie. Materien, det legemlige som saadant, betragtedes som ondt, og Menneskets Opgave blev da gennem den saakaldte "Askese", Forsagelsen as alt det aterielle, at udvikle sin guddommelige Natur. Det var dette forvirrede hedenske Væsen, der havde indsneget sig indenfor de Kristnes Samfund, og dets Tilhængere priste deres Lære som høj "Visdom" (se Kap. 2, 23), som de indviede var i Besiddelse af. Det af Epafras forkyndte enfoldige Korsets Evangelium var altfor smaat for disse selvkloge Personer, hvorvel de ikke havde noget imod at laane en Del Ideer fra Kristendommen til at pynte deres Vranglære op med.

Af Apostlens Kamp derimod her i Kolossenserbrevet kan vi danne os et mere idet enkelte gaaende Billede af denne Vranglære. Udvortes synes disse Vranglærere at have bekendt Troen paa Kristus, men den Kristus, de troede paa, var en hel anden end den virkelige Kristus. At han skulde være Guds Søn i den Forstand, at han selv var Gud, delagtig i hele Guds Væsens Fylde, det nægtedses. Kristus fik sin Plads son en af de ypperste blandt de fra Gud udgaaede Aander, ikke over de andre Aandevæsener men ved Siden af dem.

Som Følge deraf benægtedes alle Tings Skabelse ved Kristus, medens man ogsaa dyrkede Englene jævnsides med Kristus (Koloss.2,18). Ogsaa Kristi Forsonergerning blev kuldkastet med det samme; thi var han ikke Guds Søn, kunde han jo ikke skaffe Syndernes Forladelse for Verdens Synd. Nej, man lærte, at Mennesket skulde bringe sig selv i Forhold til Gud ved Gerninger, og som saadanne Gerninger nævnede man under Paavirkning af Jødedommen Omskæelsen og andre jødiske Lovbud; tillige skulde man ved en streng Askese, ved en selvlavet Forsagelse. øve sig i at frigøre sig fra den materielle Natur.

Ogsaa overfor de onde Aander maatte man væsentlig være sin egen Frelser, dog hjulpet af de gode Engle, med hvem man maatte søge at træde i Forbindelse og Samfund. Kristi Sejr over Satans Rige og vor Sejr i Tro paa ham blegnede ogsaa ganske i dette Løgnens Gøgleværk.

Særligt idet andet Kapitel rammer Apostlen alle disse Løgne med Sandheds Dom. Han kalder det hele for "verdslig Visdom og tomt Bedrag" (Kap.2,8).

At denne Vranglære skød saa rask frem, havde vel ogsaa sin Grund i, at Paulus ikke havde kunnet tilse Menighederne paa Grund af sit Fangenskab. Vel stred Epafras som en "tro Kristi Tjener" (Kap.1,7 og 4,12-13) for Hjorden, og det var, som vi ser af Brevet, heller ikke endnu lykkedes Vranglærerne at fordærve Menigheden i Kolossæ. Men det kan ikke undre os, at Epafras søgte over til Paulus for at tale med ham om Sagen og faa hans vægtige Indlæg, om ikke mundtlig saa dog skriftlig.

Af Kap.4,17 synes det at fremgaa, at en anden Kristen ved Navn Arkippus var bleven sat til i Epafras’ Fraværelse at have en ledende Gerning i Menigheden, men i Betragtning af den til ham rettede Formaning synes han at have taget noget lunkent paa sin Gerning.

Med Hensyn til Stedet hvor og Tiden, da Brevet er skrevet, falder Tidspunktet sammen med Efeserbrevet, det ser vi as Kap.4,7, sammenholdt med Efesb..6,21, hvor den samme Tykikus nævnes som Overbringer. Der er ogsaa mange Lighedsvunkter mellem disse to Breve. Kolossenserbrevet maa altsaa antages at være skrevet i Rom ligesom Efes, og formentlig er det skrevet henved Aar 62, tidligere end Filippenserbrevet, hvilket sidste Brev jo blev skrevet ved Slutningen af Apostlens første romerske Fangenskab, saa vidt vi kan forstaa.

Med Hensyn til Brevets nærmere Indhold falder det som saa mange af Apostlens Breve i to Hoveddele, en belærende Kap.1 og 2) og en formanende (Kaps.8 og 4). I det enkelte falder Indholdet saaledes, at der som sædvanlig begyndes med Hilsen, Taksigelse og Forbøn (Kap.1,1-12), dernæst gaar han over til at paapege Forløsningen i Kristus (Kap.1,13-14) og viser dem, hvem Jesus Kristus er, nemlig den usynlige Guds-Billede, ved hvem alt i Himmel og paa Jord er skabt, og i hvem Gud har forligt Verden med sig selv (Kap.1,15-21), i hvem ogsaa Kolossenserne havde faaet Fred med Gud, saafremt de ellers forblev grundfæstede og stadige i Troen (Kap.1,21-23).

Derefter udtaler Apostlen sin Glæde over den herlige Tjeneste, han havde faaet betroet af Gud og øvet ogsaa hos dem, og som han nu led for med Glæde (Kap.1,24-29).

I Kap.2 gaar han med alvorlige Ord los paa Vranglærerne, idet han vidner for Læserne om, at de i Kristus havde alt, hvad der hørte til Liv og Salighed, saa de dog ikke maatte lade sig rive bort fra ham og miste Klenodiet.

I Kap.3,1-Kap.4,6 finder vi en hel Del herlige Formaninger til at leve Livet i Kristus, og her finder vi atter den saakaldte "Hustavle" med Formaning til de enkelte i Hjemmet efter deres forskellige Stilling. Endelig slutter Brevet med kærlige Ord angaaende Tykiksus og Onesimus (Kap.4, 7-9), med Hilsener fra Venner og til Venner samt Bestemmelser med Hensyn til Brevet og en særlig Paamindelse til Arkivpus (Kap.4,10-17). I Kap.4,18 slutter Apostlen med en egenhændig Hilsen.

Brevets Ægthed er uomtvistelig for hver den, der ikke Paa Forhaand sigter paa den hellige Skrists Nedbrydelse.