En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus brev til Kolossenserne

Kap 2

Apostlen sluttede foregaaende Afsnit med at vidne om, hvorledes han arbejdede og stred ved Herrens Kraft i sin Apostelgerning. Nu vidner han her (V.1-3) for Læserne om, hvor stor en Kamp han havde ogsaa for dem, for at de maatte vokse og staa sammen i Maaden. Det græske Ord for Kamp betegner den anstrengende Brydekamp, en Kamp, Apostlen først og fremmest førte i Bøn. I inderlig Bøn og Forbøn brydes man jo paa den ene Side med Fjenderne (se 2.Moseb.17, Moses i Kamp med Amalek), paa den anden Side ogsaa med Herren for at faa hans store Amen (se Jakobsstriden 1.Moseb.32). Det at Paulus og Læserne ikke personlig havde set hinanden, gjorde ikke Bønnen mindre inderlig. Af V.1 fremgaar, at alle de Menigheder, han ikke personlig havde kunnet besøge, var Genstand for hans inderlige Forbøn. Hvor kan Paulus dog lære os at bede, at stride i Bøn! Denne Bønnens Kamp var for Apostlen at lægge det tunge Lod i Vægtskaalen.

Her, i dette Kapitel, hvor han nu rigtigt gaar ind paa Vranglærens Ulve Angreb, drejer hans Forbøn sig særlig om disse tre Ting: Først "at deres Hjerter maatte opmuntres", saa de ikke tabte Modet overfor den truende Fare (Opmuntring trænger de fleste Guds Børn meget til), for det andet, at de ved Siden deraf ret inderligt maatte "sammenknyttes i Kærlighed", staa sammen som een Mand overfor Angrebet, og for det tredje, at de maatte sammenknyttes just til dette at trænge ind i hele det Rigdoms Dyb, der ligger i "den fuldvisse Indsigt". Guds Aand havde jo givet dem fuld Vished om Evangeliets Sandhed. Jo mere de med saadan fuldvis Tro trængte ind i Erkendelsen af denne Guds underfulde Hemmelighed, som Guds Gave i Kristus er, ham, i hvem alle Visdommens og Kundskabens Skatte findes skjulte, des bedre var de rustede mod "Vranglærernes falske Visdom og nægte Erkendelse. At fyldses med Sandheden er altid det bedste Værn mod Løgnen.

Naar Kristus her atter kaldes en Hemmelighed, da er han jo dette for den kødelige Forstand, for Verden. Vi mindes om vor Frelsers Lignelse om Skatten, der var skjult i Ageren (Matth.13,44). Verden aner ikke de Rigdoms Skatte ogsaa af "Visdom og Kundskab", der findes i Kristus; for den er Evangeliet ofte som en Daarskab i Sammenligning med dens egne høje Tanker. Men for Troens Øje oplader Rigdomsdybet sig, saa man forstaar Salomons Ord, at "Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab" (Ordspr.1,7). Og Troens Rigdom bestaar iden "fuldvisse Indsigt" i Modsætning til den verdslige Visdoms Gætninger, Tvivl og Usikkerhed, hvorved den aabenbarer sin ynkelige Armod.

Vi skal lægge Mærke til, at det at trænge ind i denne fuldvisse Indsigts hele Rigdom er nøje forbunden med, at de hellige sammenknyttes i Kærlighed. Kun i Samfundet med de hellige kan den enkelte vokse. Skiller man sig ud fra Samfundet, eller dog gaar paa Yderkanten, er man uhyre udsat for at blive et Bytte for Vildfarelsens Aander. At gaa paa egen Haand er ligesom at lukke en Dør op for Djævelen, hvor han i Ro kan bearbejde Hjertet med Tvivl. Ogsaa alt Sektvæsen trænger lettest ind blandt dem, der staar løsere i Samfundet. Nej, ind til Centrum, der, hvor de hellige flokkes tæt om Kristus i indbyrdes Kærlighed, der opmuntres Hjertet, og der vokser det i Fuldvished.

Derfor føjer Paulus ogsaa til (V.4), at han siger dette, for at ingen skal bedrage dem med lokkende Tale, og dermed skrider han nu til det direkte Angreb paa Vranglærdommen. Dog begynder han med at udtale ikke blot, at han trods sin legemlige Fraværelse inderligt følger med dem i Aanden, men ogsaa sin Glæde over at se deres "Orden og Fasthed i deres Tro paa Kristus". Ved "Orden" forstaas den faste kristelige Holdning, der ligesom ikke frembyder Angrebspunkter for Fjenden. Ligesom i Krigen Fodfolket overfor Rytterangreb stiller sig i Karre', Ryg mod Ryg, Skulder mod Skulder, for at Fjenden ingen Steder skal kunne komme ind, saaledes skal de hellige staa sammen. Saadan Sammenslutning i den indbyrdes Kærligheds hellige Orden styrker i Sandhed.

Forbindelsen mellem "Orden" og "Fasthed" kendes dog ogsaa saa tydeligt idet enkelte Guds Barns Liv. Orden i Bon, Orden i Læsning af Guds Ord, Orden i Tidens rette Udnyttelse, ja Orden i hele Livsgerningen, det betinger ogsaa Fasthed i Trosforholdet. Uorden svækker aandeligt som timeligt. Apostlen opfordrer dem (V.6-7) til at holde fast ved dette Spor og til, ligesom de havde "modtaget Kristus Jesus som deres Herres saaledes at vandre i ham, bestandig at slaa dybere Rod i ham og opbygges fastere paa ham, saa de kunde "stadfæstes ved Troen", saaledes som de havde lært, og gennem alt dette vokse iTroen, blive rigere paa Tro under Taksigelse.

I disse to Vers (6-7) har vi et Billede af Kristenlivet Først dette at have modtaget Kristus' Retfærdiggørelsen, det store Skridt fra Død til Liv; dernæst Livets Helliggørelse, den daglige Vandring i Kristus, der gennem en stadig dybere Indtrængen i ham fører til en bestandig ny Stadfæstelse og Bekræftelse i Troen, i Erfaringen af ham som vort Livs Fred og Rigdom. Et Guds Barn kan ikke vedblive at leve paa den første Erfaring alene, men maa leve saaledes med Herren, at man stadig gør ny. Erfaring om, at han er vor, og vi er hans, saa der bestandig er Vækst, bestandig fødes ny Taksigelse i Hjertet. Saaledes havde Kolossenserne lært gennem Epafras, sat et Guds Barns Liv maa være.

Og al denne Rigdom i Kristus vilde man nu røve fra dem ved et Blændværk af Løgn, ved en "verdslig Visdom" (Filosofi), et "tomt Bedrag" efter Menneskers Sætninger, blotte Mennesketanker, Stumper af "Verdens Børnelærdom", af de forvildede, uklare Ideer, som Menneskeaanden brygger sammen, saa længe den er udenfor Kristus Vranglærerne vilde gøre dem til Rov for sig selv og derved liste dem bort fra Kristus, Rigdommens Kilde. Ser til, siger Paulus, at dette dog ikke sker, vær paa eders Post!

Ja, hvor Rigdommen er, der søger Tyvene til; Guds Børn er rige, thi vi ejer Kristus, men over denne Rigdom gælder det at vaage. Løgnens Aander finder deres Væv, som Edderkoppen gør det for at fange Fluen og suge den ud. Kan Fjenden faa Kristi Liv suget ud af vore Hjerter, bliver der kun en tom, vissen Form tilbage. "Op, vaag og bed, min Sjæl, du veed dig ellers ikke sikker, at du jo kan drages ned i den ondes Strikker." Men det bedste Værn derimod er, som Apostlen har vidnet det i dette Afsnit, at trænge dybere ind i Kristus.

Ak maatte jeg nu idelig
Ved dig, min Jesus, hænge,
Ak, maatte kun min Sjæl i dig
Sig daglig dybt indtrænge.

Ud derfra stiller han nu Kristi Fylde op imod Vranglærernes tomme Løgne. Først sigter han imod den falske Engledyrkelse. Kristus var jo "Hovedet for al Magt og Myndighed" (V.10), ved ham var Gnglemagterne jo skabte. Hvilken Daarskab da at søge til Skabningerne, naar de havde ham, ved hvem alt var skabt.

Og Vranglærerne henviste dem til Omskærelsen (V.11-13). Men den ydre Omskærelse var jo kun det svage Forbillede paa den aandelige Omskærelse, Kristus havde foretaget med dem i Daaben, hvorved ikke blot en enkelt ydre Legemsdel var bleven borttagen, men det syndige Legeme i Kødet, "Kødets Legeme", var bleven "afført" dem i sin Helhed. I Daaben var de jo begravne med Kristus (se Rom. 6,4), var bleven delagtig i hans Døds Kraft til Kødets Dødelse. Der havde de altsaa faaet det, som Omskærelsen billedligt pegede hen paa; det gamle Menneske havde faaet det afgørende Snit. Men i Kristus var de og "medoprejste". Fra Daabens Bad, der var det gamle Menneskes Dødssaar, havde ogsaa de kunnet opstaa til nyt Liv ved Troen paa Guds levendegørende Kraft. Kristi Opstandelsesliv var de blevne delagtige i. I Gal.3,27 siger Paulus: "I, saa mange som blev døbte til Kristus, har iført eder Kristus." Ja, den hele Kristus blev vi iført i Daaben, død for os og opstanden for os, og ved Troen tilegner vi os baade det gamle Menneskes Død og det nye Menneskes Liv, hele vor Daabsnaade.

For havde de været ogsaa aandeligt uomskaarne, "døde i Overtrædelserne", men med Kristus havde Gud levendegjort dem og det ved Syndernes Forladelse. "Han tilgav os alle vore Overtrædelser", det er Syndsforladelsens Naade, som den er knyttet til vor Daab, og hvor den tilegnes i Tro, der er "Liv og Salighed".

Og i den aandelige Levendegørelse med Kristus ligger jo gemt ogsaa det fuldvisse Haab om Opstandelsesliv for Legemet, som Paulus skriver det i Rom.8,11: "om hans Aand, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre ogsaa eders dødelige Legemer ved sin Aand, som bor i eder."

Dog Vranglærerne pegede ikke blot hen til Omskærelsen, men vilde bringe Hjerterne ind under Lovens Trældom i Almindelighed. Derfor tilføjer Paulus i V.14, at Gud ved Kristi Korsdød har udslettet Gældsbrevet, der vidnede imod os med alle Lovens "Anordninger og Befalinger". Hvert Lovbud var jo ligesom en Gældspost paa Gældsbrevet, fordi Mennesket ikke havde gjort det Fyldest. Men dette Gældsbrev, der var os imod, der erklærede os for skyldige, fordømte Syndere, har Gud helt taget bort, idet han naglede det til Korset. Kristi Død i Synderes Sted blev ogsaa Gældsbrevets Død. De samme Nagler, som gennemborede hans hellige Legeme, gennemborede og sønderrev dermed ogsaa Gældsbrevet.

Lovens Forbandelse og Anklage udslettet - borttaget! Men saa var det Daarskab paany at ville lægge Kristi Folk ind junder Lovens Dom. Atter et tomt Bedrag fra Vranglærernes Side. Ikke til Engles Formidling (V.10), ikke til Omskærelfen (V.11-13), ikke til Loven skulde Herrens hellige henvises, men alene til Kristus og hans Kors. Og paa dette Kors blev ogsaa Sejren vunden over Mørkets Magter (V.15). Djævelen og hans Hær mistede Vaabnene. Guds Vrede i Kraft af Lovens Dom havde været det Vaaben, hvori Satan havde søgt sin Kraft, men ved Kristi Korsdød, hvor Lovens Fordring blev indfriet og Guds Vrede borttaget, faldt Vaabnet ud af Satans Haand. Naar han nu vil true med Syndeskylden, da kan et troende Mnneske svare: Kristus har betalt for mig, vig bort Satan - og da er Satan overvunden med alle sine onde Aandemagter.

Apostlen ser Sejren paa Golgatha under Billedet af et Triumftog, ved hvilket Fangerne blev viste til Skue for alles Øjne. Saaledes har Korsets Evangelium aabenbaret Guds fulde Sejr over Mørkets Kræfter ved Kristus ("i ham", V.15). Ordet fremstiller Sejren som vunden, og dog tales der jo saa ofte i Skriften om, at vi skal stride Troens gode Strid. Paa samme Maade stod der her i V.11, at Kristus i Daaben har afført os det syndige Legeme i Kødet, og dog formanes vi i Kap. 3,8 just til at aflægge Kødets mangfoldige Væsen. Sagen er, som de gamle Dogmatikere betegnede det: fra Guds Side er alt fuldbragt, men det ufuldkomne ligger i Menskenes Tilegnelse af Guds Værk. Denne Tilegnelse skal først fuldbringes i Troens daglige Strid. Men i Skriftens Ord ligger tillige klart udtalt, at et Guds Barn kan vandre i Vished om Sejr, saafremt vi blive i Kristus indtil Enden.

Helt for Jesus, helt fra Verden,
Er vort Felttogs Raab,
Gennem Kamp gaar Vandringsfærden
Dog med Sejrshaab.

Paa samme Maade kunne vi jo sige det den Dag i Dag, at al blot ydre Afholdenhed eller den blot ydre Deltagelse i Kirkens Højtider og Helligdage er værdiløs, dersom Hjertet ikke vil have med Kristus at gøre. Da bliver det altsammen kun tomme Skaller uden Kærne.

Naar Vranglærerne da vilde dømme de hellige i Kolossæ efter de fra Kristus løsrevne, gammeltestamentlige Anordninger, da var det en falsk og betydningsløs Dom, som de ikke skulde bryde sig om.

Moseloven havde jo mange Anordninger med Hensyn til Mad (se f.Eks.3 Mosebog 11). Derimod ikke med Hensyn til Drikke, kun Nasiræerne (4. Mosebog 6, 3) var det forbudt at nyde Vin. Muligvis Vranglærerne i deres Udvortes selvbehagelige Strenghed har forlangt saadan Afholdenhed fra Vin af de Kristne. Med Hensyn til den jødiske Sabbats Overholdelses findes der jo den Dag i Dag Sekter, der kræver dette og dømmer os, der holder Ugens første Dag hellig (den 7de Dags Adventister). "Lader ingen frarøve eder Sejrsprisen" (V. 18), siger Apostlen saa alvorsfuldt. Og han skildrer Vranglærerne i deres selvbehagelige Ydmygelse, der i Virkeligheden var forfængelig, kødelig Opblæsthed, i deres selvlavede Engledsyrkelse, hvorved de indlod sig paa Ting, som ingen havde aabenbaret dem. De fleste ældre Haandskrifter læser: "indladende sig paa, hvad han har set i Synser", og det er aabenbart den rette "Læsemaade" derved betegnes Vranglærerne som Mennesker, der raabte paa deres Aandesyner i Stedet for Guds faste Ord. Den Dag i Dag træffer vi jo ikke sjældent Mennesker, som halder sig til Syner og Drømme men ikke vil lytte til Guds Ord. Det kaldte vranglærerne for Ydmyghed, at de vilde bruge Englene som Mellemmænd, idet de erklærede sig for ringe til selv at træde frem for den evige Gud. Hvor minder det dog om de mange Mellemmænd, Pavekirken har stillet mellem Gud og Mennesker i Helgen-Paakaldelser. Ogsaa der hedder det, at man er for ringe og derfor behøver en saadan Skare Hjælpere.

Nej, Kristus er nok, vidner Paulus, og det er just deres Brøde, som peger hen paa andre Midler, at de "ikke holder fast ved Hovedet, ud fra hvem hele Legemet, idet det hjælpes og sammenknyttes ved sine Bindeled og Baand, vokser Guds Vækkst". Dette Ord (V.19) minder ganske om Efeser 4, 15-16.

Søger man andre Midler overfor Gud, da slipper man Kristus som Hoved, da udelukker man sig selv fra Livssamfund med ham og derved tillige fra Samfundet med Menighedslegemet. "Bindeled og Baand" betegner dels det af Gud beskikkede Embede, dels alle de andre mange Baand, der i Kærlighedens Samliv sammenknytter Menighedens Lemmer; men Livets Kraft strømmer fra Kristus som Hovedet ud i alle Legemers Dele. Slipper man ham, da gaar det som med en Gren, der er afskaaret fra Stammen, da mister man Sejrsprisen.

Efter disse Advarsler peger Apostlen atter hen paa Hovedgrundlaget for Troslivet, nemlig, at vi er døde med Kristus (V. 20) og oprejst med ham (Kap. 3,1).

Det første, at vi er døde med Kristus bruger han V. 20-23 til endnu en Gang at rette et eftertrykkeligt Angreb paa Vranglærernes Udvortesheder og selvlavede Lovvæsen.

Er vi døde med Kristus (begravet med ham i Daaben, V.12), saa er der een Gang efor alle sket et Brud med hele det gamle Væsen, ogsaa med det, Paulus kalder "Verdens Børnelærdom", den uomvendte Menneskeheds forvirrede og som oftest forkerte Tanker om Gud og Frelsens Vej. Et Guds Barn er kommen ind i Naadens Lys og skal ikke "paalægges Befalinger, som om han levede i Verden".

I Stedet for i Kristi Kærligheds Drivkraft, i Guds Aands nye Væsen, satte Vranglærerne Troslivets Kærnepunkt i Afholdsenhed fra disse eller hine Spiser, vel særlig fra Kødspiser og Vin. Livet med Gud trævledes op i en Mængde smaalige udvortes Bestemmelser: "rør ikke, smag ikke, tag ikke derpaa", ret som om de hellige endnu havde deres Liv i Verden og dens Udvorteshed.

"Hvilket alt er bestemt til at forgaa ved at forbruges," siger Herrens Apostel (V. 22). Vel kendte Apostlen til Afholdenhed overfor Spise og Drikke, naar en saadan Forsagelse fremgik af Broderkærlighed, der af Hensyn til de svage begrænsede Brugen af fin Frihed (se 1. Korinthier 8,10 og Rom.14), altsaa brugtes efter Kristi Kærlighedsbud. Men noget helt andet var det, naar Mennesker vilde lave en ny Religion ud af saadan Afholdenhed fra Vin og Kød, eller hvad det nu var. Det var jo at forvanske Kristi Tros Vej, og da lød det fra Apostlen: "alt saadant er bestemt til at forgaa".

Dette skal vi mærke os ogsaa med Hensyn til vor Tids Afholdsbevægelse overfor Vin og stærk Drik. Et er det, hvad man kan afholde sig fra af Kærlighed til sin Næste i indre Frihed, men et helt andet, naar Kristentroen derved forplumres, idet der laves en ny Salighedsvej ud af Afholdenheden.

Med Ordet i V.22: "hvilket alt er bestemt til at forgaa ved at forbruges", fremkommer den Tanke, som vi ogsaa finder andre Steder i Skriften (se Markus« 7, 19 og 1Kor.6,13), at Fødevarerne, som Vranglærerne krævede Afhold fra, "jo kun var bestemte til at fortæres og derved at forgaa. Deraf fulgte, hvor urimeligt det var at knytte Salighedsvilkaar til saadanne forgængelige Ting, der havde deres Plads i den legemlige Organismes jordiske Tilværelse, som Herren siger: "ikke det, der gaar ind i Munden, gør Mennesket urent". Og i 1Timotheus 4,3, hvor Paulus taler mod samme Slags Vranglære, føjer han jo til, at Gud har skabt Maden til at annammes med Taksigelse as dem, som tror og har erkendt Sandheden.

Alle disse Menneskebud kunde nok "have Ord for" Visdom med al denne "selvgjorte Dyrkelse" (der sigtes til den i V. 18 omtalte Engledyrkelse) og falske "Ydmygelse". Det kunde nok tage sig stort ud med de strenge Bestemmelser i Henseende til Legemets Spsægelse og Mangel paa tilbørlig Pleje, men det hele blev dog "kun til Tilfredsstillelse af Kødet" (egentlig "Mæskelse") til Næring for det kødelige, selvbehageligse Hovmod. Man kan altsaa spæge Kødet paa en saadan Maade, at man i Virkeligheden mættet Kødet.

Luther siger i Anledning af dette Ord: "Gud vil have Legemet æret, d. v. s. det skal have sin Forplejning, Klæder og hvad andet, der hører til Legemets Nødtørst, og ikke ødelægges ved utaalelig Faste, overdrevent Arbejde og anden unaturlig Spægelse. Luther sigter aabenbart derved til hele Munkemoralen, som ogsaa saa ofte i Virkeligheden blev til "Kødets Mættelse" aandelig talt.

Underfuldt spreder Guds Ord sit Lys udover alle Livets forskellige Forhold og viser sig derved at være indblæst af ham, der paa Forhaand kender alle de Vanskeligheder og Fristelser, der kan true Guds Børn her paa Jord, og derfor i sit Ord har beredt Lys for alle Tilfælde. Ogsaa saaledes opfyldes den gamle Forjættelse fra Salme 23,1: "Herren er min Hyrde, mig skal intet sattes."