En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus brev til 1 Tessalonikerne

Indledning

Thessalonika, det nuværende Saloniki, havde faaet dette Navn af Alexander den Stores Feltherre og Svoger, Kassander, der opkaldte Byen efter sin Hustru, Thessalonike; oprindelig hed den Therme, d. v. s. "Badet", saakaldt efter de mange mineralske Kilder i Byens Nærhed. Den havde en udmærket Beliggenhed ved en god Havn og en af de gode Handelsveje. Ved den Tid, da Paulus bragte Evsangeliet til Staden, var den en rig og blomstrende By udvortses set, men ligesom i Korinth var Livet i Staden vellystigt og Sæderne slappe. Befolkningen bestod dels af Makedoniere, dels af Grækere, men der var ogsaa mange Jøder i Byen, og det er der den Dag i Dag.

Da Romerne i Aaret 167 f. Kr. erobrede Makedonien, delte de Landet i fire Hoveddistrikter, og Thessalonika blev Hovedstaden for det andet Distrikt.

Det var i Aaret 52 paa sin anden Missionsrejse, at Apostlen Paulus, ledsaget af Silas og Timotheus, kom til Staden fra Filippi af. Vi henviser til Ap.G.17,1-10. Paulus begyndte som sædvanlig med at bringe Jøderne Evangeliet, men kun "nogle" as disse viste sig modtagelige. Derimod var der "en stor Mængde" græske Proselyter (saadanne, som havde sluttet sig nær til Jødernes Tro paa den sande Gud), og deriblandt "ikke faa af de fornemste Kvinder", som holdt sig til Paulus og Silas. Vi hører, at Paulus havde fundet Husly hos en Mand ved Navn Jason. Men iøvrigt sørgede han selv for sit Underhold ved sine Hænders Arbejde. Filippi var det eneste Sted, hvor Paulus gjorde en Undtagelse fra denne Regel, som han ellers med stor Bestemthed fastholdt, ikke at modtage Underhold fra nogen af de ved hans Forkyndelses omvendte, skønt Paulus jo iøvrigt hævder dette som en Ret for en Ordets Forkynder (se 1 Kor. 9). Men han benyttede som Regel ikke denne sin Ret for "ikke at volde Evangeliet nogen Hindring, for at ingen skulde falde paa at sige, at han virkede for Vindings Skyld. Men "Nat og Dag" maatte han da ogsaa arbejde, som han udtrykkelig siger det i 1 Thess 2, 9 og særligt i 2, Thess 3, 8-9: "ikke heller aad vi nogens Brød for intet, men arbejdede med Møje og Besvær Nat og Dag for ikke at være nogen af eder til Byrde - ikke fordi vi jo havde Magt (Ret) dertil, men vi vilde give edser os selv til et Forbillede at efterfølge". Dog fik han et Par Gange en kærlig Gave sendt fra Filippi, medens han var i Thessalonika (Filip.4,16-16).

Ydre Forfølgelse og Trængsel manglede det ikke paa i Thessalonika; det sørgede de vantro Jøder for, og Paulus berører dette gentagne Gange i Brevet (se Kap. 1, 6-2, 14). Mere end et Par Maneder fik Panlus ikke Lov til at blive der. Jøderne lavede ved Hjælp af Pøblen et Opløb, saa at Vennerne i Thessalonika maatte sende Paulus og Silas afsted til Berøa, en By, der laa godt seks Mil vest for Thessalonika. Men der synes trods den korte Tid at være bleven en ret talrig kristen Menighed, hovedsagelig bestaaende af forhenværende Hedninger (se Kap. 1,9: "I vendte eder til Gud fra Afguderne"). Paulus drog fra Berøa til Athen, hvor hans Medhjælpere, der var blevne tilbage i Berøa, siden stødte til ham (se 1 Thess 3, 1-2). Paulus foretrak dog at blive alene i Athen og sende sine Medhjælpere tilbage til de makedoniske Menigheder. Timotheus sendtes til Thessalonika, og det var efter at Paulusz som da var kommen til Korinth, igen havde faaet Timotheus og Silas ned til sig (Ap. G. 18, 5) og gennem Timotheus hørt om, hvorledes det stod til i Thessalonika, at han skrev dette første Brev. Brevet er altsaa skrevet fra Korinth henved Aar 53 og er det ældste af alle Apostlens Breve, der er os opbevaret.

De Efterretninger, han havde faaet gennem Timotheus, var overvejende af glædelig Art; Menigheden var trods alle Trængsler forbleven fast i Herren, saa Paulus endog kalder dem et Mønster for alle de troende i Makedonien og Akaja (Kap. 1, 7), og i Kap. 2, 20 kalder han dem sin "Ære og Glæde". Dog var der indenfor Menigheden kommen adskillige Ting op, som indeholdt farlige Spirer til Usundhed. Dels synes der at have været Fjenden som søgte at undergrave Menighedens Kærlighed og Tillid til Apostlen ved falske Beskyldninger. Maaske dette, at Apostlen havde maattet flygte bort fra Staden under Trængslerne og ikke siden havde kunnet besøge den igen, skønt han et Par Gange havde gjort sig Umage derfor (Kap. 2, 18), er bleven udlagt som Fejghed og Mangel paa Kærlighed. Dels var de to hedenske Grundsynder, Horeri og Havesyge, endnu ikke grundigt udryddede i Menigheden (se Kap. 4,3-7). Fremdeles havde Forventningen om Kristi Komme hos nogle, maaske under Paavirkning af baade i dette første Brev (Kap.4,11-12) og i det andet Kap 3, 11-12). Endelig var der nogle i Menigheden, som var kommen i ængstelig Bekymring angaaende de hensovsede Kristne idet de var uvisse om, hvor vidt de, der døde før Herrens Genkomst, vilde faa Del i den Velsignelse, der skulde blive dem, som oplevede Herrens Genkomst, til Del.

Alt dette behandler nu Apostlen i dette sit Brev, der væsentlig falder i to Hoveddele. Efter en Indsledning (Kap.1) i hvilken Apostlen udtaler sin talnemmelige Ihukommelse af den gode Begyndelse, Menigheden havde gjort i sin Kristenstand, fremkommer Apostlen først med en Henvisning til sit personlige Forhold iblandt dem, sin Længsel efter dem og sin Glæde over de gode Efterretninger, Timotheus havde bragt ham (Kap. 2-3). Dernæst i den anden Hoveddel (Kap.4-5) paataler han de førnævnte forskellige Misligheder, paaminder dem om at gaa frem i Helliggørelse og Broderkærlighed, om med Troskab og i stille Vandel at varetage deres jordiske Arbeide, og vejleder dem til det rette Blik paa Herrens Genkomst baade med Hensyn til de allerede hensovsede troende og med Hensyn til med Aarvaagenhed at være rede i Forventning om Herrens Dags Komme. Efter forskellige skønne Slutningsformaninger og Forjættelser ender Brevet med den sædvanlige Hilsen.

Brevets Ægthed er almindelig anerkendt og uomtvistelig.