En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus brev til 1 Tessalonikerne

Kap 1

At Thessalonikerbrevet er det ældste af alle Apostlen Paulus' Breve, giver sig Vidnesbyrd allerede ved Brevets Overskrift og Hilsen (V. 1). Medens Paulus ellers bestandig betoner sit Apostelkald af Henblik til de Modstandere, der som Regel hurtigt dukkede op for at svække hans Troværdighed, undlader han dette ganske i dette Brev. I Thessalonika, som han nylig havde forladt, og hvor Menigheden hang ved ham med Kærlighed, var der nemlig endnu ingen, der tænkte paa at bestride hans Apostelkald, skønt det iøvrigt ikke manglede paa ondsindede Beskyldninger mod ham fra Fjenders Side. Thessalonikernes Menighed betegnes ganske kortfattet som værende i Gud Fader (i Modsætning til de hedenske Religionssamfund) og Herren Jesus Kristns (i Modsætning til den jødiske Menighed). I Apostlens senere Breve udvides Overskriften betydeligt. Her har vi ligesom den første Begyndelse ogsaa i Henseende til Overskrift.

At Silvanus (den samme som Silas) og Timotheus medtages i Overskriften, ligger simpelt hen i, at de havde hjulpet Apostlen ved Evangseliets Forkyndelse i Thessalonika. Silvanus nævnes først som den ældre.

Paulus begynder med at udtale sin Taksigelse til Gud (V. 2) og det for dem alle og siger, at saaledes maatte han altid takke, naar han bad for dem og bestandig maatte komme i Hu deres Tro, Kærlighed og Haab (V. 3). Det er det lyse Minde om den skonne Modtagelse, Evangeliet havde faaet i Thessalonika, der fylder Apostlens Hjerte med Tak til den Gud, der alene skulde have Æren. Han betegner nærmere deres Tro som en virkekraftig Tro ("eders Gerning i Troen"), ligesaa deres Kærlighed som den, der ikke havde skyet Møje og Arbejde, og deres Haab som et udholdende, til Trods for alle Hindringer standhaftigt Haab, og det ikke et uklart og taaget Haab men et Haab, der bestemt var rettet paa vor Herre Jesus Kristus, særlig paa hans Genkomst (se ogsaa V. 10).

Det fælles for den Maade, hvorpaa han betegner Thessalonikernes Tro, Kærlighed og Haab, er det daadskraftige, selvopofrende, ihærdige, tilvisse et saare godt Skudsmaal. Bestandigheden, Udholdenheden, det Sind, der trænger frem trods alle Hindringer, er nødvendigt for at naa frem til Maalet. Jo mere et Guds Barn ejer af dette Sind, des sikrere tør det forventes, at Løbet vil blive fuldkommet. Tilføjelsem "for vor Guds og Faders Aasyn", kan pege hen paa det samme, at Thessalonikernes Kristenliv taalte at prøves af ham, for hvis Blik alt usandt og nægte maa vige som Avner for Ilden. Dog skal det maaske snarere betegne, at Apostlens Ihukommelse af dette Thessalonikernes skønne Sind bestandig skete for Guds og Faderens Aasyn, altsaa med et bedende Hjerte (se V. 2: "i vore Bønner").

Men Apostlens Tak knyttede sig dog ikke blot til Mindet men ligesaa meget til den Forvisning, han bar i sit Hjerte om deres "Udvælgelse" (V.4), at de i Sandhed hørte til dem, Gud kunde kende for sine, der vilde blive tro indtil Enden. Og denne sin Forvisning begrunder Paulus paa en dobbelt Maade.

Først (V. 5) ved Henvisning til den Helligaandens Kraft, der havde været over Evangeliets Fremtræden iblandt dem; Paulus og hans Medhjælpere havde i Thessalonika i særlig Grad mærket, hvorledes Aanden havde fyldt deres Hjerter med: "fuld Overbevisning" om, at Ordet her vilde finde Indgang, og det havde Thsessalonikerne jo ogsaa selv mærket, hvorledes Apostlen og hans Venner havde virket iblandt dem, baarne af Guds Aand. "Til eders Bedste" føjer Apostlen til, det var jo ikke deres eget, Paulus og hans Venner havde søgt, men Thessalonikernes Frelse.

Alle Ordets sande Forkyndere har erfaret den underfulde Aandens Magt, der stundom kan lægge sig over Forkyndelsen, saa Hjertet fuldelig forvisses om, at Herren faar udrettet noget i Hjerterne. De kender ogsaa, hvorledes Ordet stundom kan være som en Røst i Ørkenen, ligesom "Ord alene" (V. 5). Vistnok er Jesu Ord altid Aand og Liv (Joh. 6, 63), og selv Ord, der tilsyneladende var talt som ud i en Ørken, kan i sin Tid fyldes med Aandens Magt, som et Sædekorn kan ligge længe og saa dog spire frem til sidst. Dog er her ogsaa noget til alvorlig Selvprøvelse for hver Ordets Forkynder, nemlig om man selv rigtigt har beredt sig for Guds Aasyn til at bære Ordet frem, om man redeligt har arbejdet med Ordet og inderlig tigget om Aandens Fylde. Bekendt er Fortællingen om hin Præst (Claus Harms), der bekender om en Prædiken, at Guds Aand havde sagt til ham: "Du har været doven, Claus". Og om Heinrich Miiller ("Aandelige Hviletimer") fortælles paa den anden Side, hvorledes han en Gang, da han vidste, at en højtstaaende Person vilde høre ham, havde gjort sig megen Umage for at gøre sin Prædiken lærd, men Bønnen om Aandens Kraft var bleven forsømt, saa at Aandens Toner kom til at Nmangle. Dog har det jo ogsaa saa uhyre meget at sige, hvorledes de, der hører, stiller sig. Og her kom da den anden Grund, hvorfor Paulus i sit Hjerte var forvisset om Thessalonikernes Udvælgelse, thi de havde (V. 6-10), taget imod Ordet med en Inderlighed, med en "Glæde i den Helligaand", som megen Trængsel ikke havde kunnet udslukke (V.6). Med saadan Fasthed havde de betraadt det Spor, Apostlen havde vist dem, og derved var de ikke blot blevne dse hellige Vidners "Efterfølgere", men i Sandhed I "Herrens". Gennem Lidelse til Sejr, det er Herrens Spor, det er Kongevejen, og dette Spor havde de under hellig Glæde betraadt, og det saaledes, at de var bleven et Mønster", et Forbillede sor alle troende i Makedonien og Akaja (V. 7).

Akaja betegner det egentlige Grækenland og viser os, at dette Brev er bleven skrevet, efter at Apostlens Virksomhed ud fra Korinth allerede havde baaret rige Frugter ogsaa i det omliggende Land. Dog viser den friske Erindring, i hvilken Gerningen i Thessalonika endnu stod for Apostlen, at Brevet maa være skrevet endnu under denne Virksomhed i Korinth, der jo varede henimod et Par Aar.

I V. 8-10 begrunder Paulus nærmere denne sin Omtale af Thessalonikernes Tro, thi Herrens Ord havde fra dem af "runget ud" (saaledes efter Grundteksten - Billedet er taget fra et stærkt klingende Instrument), ja endog videre end til Makedonien og Akaja, trind om ogsaa i Hedningeverdenen ("alle Vegne"). Thessalonika stod i saa livlig Handelsforbindelse til alle Sider, at Rygtet om de store Ting, der var sket der, som paa Vinger var bleven baaret ud over Romerriget. Det havde Paulus, der jo nu selv var i Korinth, ogsaa en stor Handelsstad, hvor der bestandig strømmede fremmede til, bragt i Erfaring. Han behøvede slet ikke en Gang at fortælle om Guds Værk i Thessalonika, thi Folk selv talte vidt og bredt om ham og hans Medhjælpere, om "hvilken Indgang" de havde funden hos Thesfalonikerne, og hvorledes disse havde forladt deres Afguder for at tjene den levende og sande Gud (V.9).

Denne Tjeneste for Gud betegner Apostlen nærmere som en Forventning af hans Søns Genkomst, denne Søn, hvem Gud gav Vidnesbyrd ved at oprejse ham fra de døde, denne Søn, der bærer det store Navn Jesus som vor Befrier fra den kommende Vrede. Der staar ikke blot: som skal fri os, men "som frier os". Det siges allerede om Nutiden; Allerede her paa Jord er Jesu troende, frelste fra den kommende Vrede, maa være forvisset derom i Troen. Verdens Børn blandt de døbte skyder bestandig Frelsen ud i Fremtiden som noget, vi en Gang skal faa, naar vi dør, men ogsaa som noget, ingen maa have Lov at være vis paa allerede nu. Saaledes talet Guds Ord ikke. Den, der tror, har det evige Liv, siger Herren (Joh.5,24), "og kommer ikke til Dommen, men er gaaet over fra Døden stil Livet". Gud ske Lov!

"Den kommende Vrede" betegner just Dommen (se Joh. Aab. 6,17: "hans Vredes den store Dag er kommen").

Vi skal lægge Mærke til, hvorledes Apostlen betegner dette, at tjene den levende og sande Gud, som et Liv i Forventning om Jesus, den opstandne Guds Søn. Der er en Vantro i vore Dage, som bestandig vil tale om den himmelske Gud og Fader, men vil have Troen paa ham uden en opstanden Jesus, uden Sønnen, den eenbaarne, som den eneste Vej til Faderen. Men denne Vantro støder bestandig an imod Skriftens Ord, ogsaa imod Ordet her.

Jesus alene fra Synden mig løste,
Jesus alene min Sjæl gjorde fri,
Han i mit Hjerte sin Kærlighed øste,
Lagde sin Fred og sin Glæde deri.