En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus brev til 1 Tessalonikerne

Kap 2

Med Kap. 2, 1 begynder Apostlen at minde Thessalonikerne om sin Optræden iblandt dem. Upaatvivlelig har Apostlen baade i Kap. 2 og Kap. 3 de løgnagtige Beskyldninger for Øje, som særlig Jødserne havde udspredt om hans Virken i Thessalonika og om hans Forhold overfor Menigheden, efter at han havde forladt Staden. De havde beskyldt ham for kun at at have haft sin egen Fordel for Øje, medens han var i Staden, og efter sin Afrejse at have vist Mangel paa Deltagelse for Menigheden. Det er disse Punkter, Apostlen behandler i Kap. 2-3.

Han begynder med at minde dem om (i Tilknytning til Kap.1,9), at hans Indgang hos dem ikke havde været kraftesløs, men tværtimod havde han trods Kampen og Lidelsen, der var gaaet forud i Filippi, og trods "den megen Kamp", der paany havde mødt ham i Thessalonika, dog i Gud været frimodig, saa han kunde tale Guds Evangelium (V.1-2). Men saadan Frimodighed under Lidelser og Kamp, saadan indre Styrke, ejer man ikke, naar man søger sit eget. Dette Frejdige Mod kunde de (Apostlen og hans Medhjælpere) kun have, fordi deres Prædiken ikke stammede fra Vildfarelsens Væsen, ikke heller fremførtes af uren Hensigt som f. Eks. af Egennytte, ej heller havde brugt svigefulde Midler (V. 3). Nej, tværtimod, det var Gud, der havde betroet dem Evangeliet, og dettes Sandhed talte de ikke for at behage Mennesker, men den Gud, som prøver Hjerter, og hvem derfor ingen kan bedrage (V. 4).

At dette var saa, kalder han baade dem selv og Gud til Vidne paa (V. 5). Ordene havde de jo kunnet prøve, Sindelaget kendte Gud, at det ikke var under "Skalkeskjnl for Havesyge" ("Paaskud for Gerrighed"), de havde forkyndt Evangeliet. Ære af Mennesker søgte de heller ikke, hverken i Thessalonika eller andet Steds, heller ikke den Ære at blive underholdt timeligt. Den Byrde kunde de som Kristi Apostle have lagt over paa Thessalonikerne. Herren havde jo sagt: "en Arbejder er sin Løn værd", og det at være Kristi Apostel var jo en enestaaende benaadet Stilling, der nok kunde gøre Krav paa Ærsefrygt og Hensyn (V. 6). Men (V. 7-9) de havde jo omgaaedes iblandt dem uden alle Fordringer ("mildt"), ja som en Moder giver sine smaa Die af sit eget Bryst, ligesom deler sit eget Liv med dem, saaledes havde de jo gerne villet dele ikke blot Guds Evangelium med de dem saa kære Venner i Thessalonika men deres eget Liv. Billedet af en Moder bruger Paulus ogsaa i Gal.4,19, oftere dog Billedet af Fadersind (se V. 11 og 1 Kor. 4, 15 samt Filem 10).

Det græske Ord for "Pleje" (V. 7) betegner egentlig Fuglenes Maade at varme deres Unger paa ved at dække dem med deres Vingefjer. Det er Frelserkærlighedens Billede af Hønen, der samler Kyllingerne under sine Vinger (Matth. 23, 37), der møder os igennem dette Ord.

Og som et ydre Bevis paa denne Kærlighed, der hellere vilde give end tage, minder Paulus dem om, hvorledes han havde arbejdet "Nat og Dag" for samtidig med, at han prædikede Evangelium, dog at kunne underholde sig selv med sine Hænders Gerning, saa han ikke skulde falde nogen af dem til Byrde (V. 9).

I V.10-12 sammenfatter Paulus med Hensyn til sin Færd iblandt dem, hvad han hidtil har skildret mere i det enkelte. Han kalder højtideligt atter baade Gud og dem til Vidne paa, hvorledes hans Vandel havde været en ret Troens Vandel baade overfor Gud ("fromt") og overfor Mennesker ("retfærdigt"), saa der ikke havde været Grund til at laste hans Vandel; hvorledes han som en Fader havde søgt at opdrage dem i Kærlighed til at vandre værdigt for Gud, den Gud, der i sin store Miskundhed kaldte dem til sit Rige og fin Herlighed.

Skildringen af Paulus' Færd iblandt dem (V. 1-12) er et velsignet Spejl for enhver Ordets Tjener, ret et Billede paa, hvorledes Kristi hellige Kærlighed vil give sig Udtryk i hans Tjeners Gerning. Vilde nogen synes, at Apostlen talte for store Ord om sin egen Vandel, da skal vi først huske paa, at Ydmyghedens stille Klang gaar igennem det hele; det er "i Gud" (V.2), Paulus taler saaledes, Gud til Ære (se 1 Kor.15, 10, hvor Paulus siger, at det ikke er ham, men Guds Naade med ham, lder har udrettet det). Dernæst maa vi huske, at det var overfor uretfærdige, løgnagtige Beskyldninger, han saaledes kaldte dem og Gud til Vidne paa sin Færd. Selvros vilde tale i en ganske anden Aand.

Af Naade sit jeg Kraft og Mod
At trodse Fjendens Vært,
At træde Satan under Fod,
Hvor Naaden dog gør stærk

Med dette Afsnit gaar Apostlen over fra Betragtning af sin sanddru og selvopofrende Forkyndselse af Evangeliet til Betragtning af Thessalonikernes oprigtige og nidkære Modtagelse af Evangeliet. "Derfor" (i Begyndelsen af V.13) henviser aabenbart til Slutningen af V. 12, altsaa fordi Gud kaldte dem til saa højt et Maal, maatte Apostlen bestandig takke Gud, fordi de tog imod Ordet som et Kald fra Gud, ikke som Menneskers Ord, men som et Guds Ord; "som det sandelig er", føjer Apostlen til. Ja, det er Sagen saaledes at tage Ordet som et Ord fra Gud. Saa længe man kun tager det som Menneskeord, bliver det ikke til Frelse. "Men hver den, der ser af Sandhed, hører min Røst; har Herren sagt. Bliver man stille overfor dette, at det er Gud selv, der taler til os gennem sine Vidner, da faar Hjertet et Møde med den levende Gud, og da sker der noget afgørende i Menneskehjertet. Og dette Guds Ord viste sin mægtige Kraft i de troende i Thessalonika ogsaa derved, at de (V.14) havde kunnet lide for Evangeliets Skyld. Det havde et blot Menneskeord ikke kunnet give dem Styrke til. Men saadan Lidelse var en Ære, derved var de blevne Efterfølgere af Guds Menigheder i Judæa i Kristus Jesus. De var komne i godt og "ærefuldt Selskab Og i Lighed med Kirkens Modermenigheder havde ogsaa de faaet Lidelsen tilført fra deres Frænder ; thi i Judæa var det jo Jøderne, i Thessalonika Hedningerne, der besørgede Forfølgelserne.

I V. 15-16 dvæler Apostlen ved Jøderness Fjendskab mod Herren selv, hvem de havde ihjelslaaet, ligesom de fordum ihjelslog Profeterne; ogsaa Apostlene havde de forfulgt og derved draget Guds "Mishag ned over sig og vist sig som Fjender af alle Mennesker ved endog at ville formene Apostlene at tale Frelsens Ord til Hedningerne. Men dette gjorde de for bestandig at fylde deres Synders Maal. Baade før Kristi Komme, i Kristi Køds Dage og efter Kristi Opstandelse havde de trolig arbejdet paa denne sørgelige Bestilling at, fylde Syndemaalet. Men nu var dette Maal ogsaa naaet, Guds Vrede var kommen over dem: "til Fuldendselse". Vreden hang nu som en mægtig Tordensky lige over dem. Kun sytten. Aar efter, at Paulus skrev disse Ord, indtraf Jerusalems Ødelæggelse (Aar 70e.K.).

Naar Apostlen dvæler saa meget ved Jødernes Forfølgelse, skønt det i Thessaionika efter hans Ord i V. 14 væsentlig var Hedningerne, som forfulgte de Kristne, hænger det jo sammen med. at Jøderne ogsaa i Thessalonika havde været de oprindelige Ophavsmænd til Hedningernes Opstand mod Evangelier (se Ap.G.17,5). For Apsostlen var det nu klart. at Gud med Hensyn til Jøderne havde sagt sit: "Hertil og ikke længere."

Med V. 17 begynder Paulus paa en ny Redegørelse, nemlig med Hensyn til sit Forhold overfor Menigheden i Thessalonika efter sin Afrejse derfra. Ogsaa her har han aabenbart visse Beskyldninger for Øje, som var bleven rettet imod ham, vistnok for at have vist Mangel paa Deltagelse for Menigheden.

Paulus hævdet nu (V. 17-18), hvorledes han, om end han for en stakket Tid havde været skilt fra dem med Legemet, dog med Hjertet bestandig havde været hos dem og gentagne Gange havde gjort alvorlige Forsøg paa ogsaa personligt at se til dem (sin Medhjælper Timotheus havde han jo sendt). "Men Satanas har forhindret os", siger han (V.18). Paa hvad Maade disse Hindringer var kommen, siges os ikke, muligvis ved de thessaloniske Faders Ondskab. Selvfølgelig kan Satan ikke hindre, uden at Herren tilsteder det og lader ogsaa dette tjene sine Venner og sin Sag til Gavn. "Alle Ting skal tjene dem: til Gode, som elsker Gud" (Rom 8,28).

I V. 19-20 begrunder Paulus sin "megen Forlængsel" efter at se Thessalonikerne. Var ikke ogsaa de hans Haab, Glæde og Hæderskrans? Jo, det var de. Ved Frelserens Tilkommelse skulde ogsaa de engang staa som Sejrsvidner om at Apostlenss Gerning var af Herren, ligesom krone hans Gerning. Det var Apostlens fuldvisse Haab. Dette siger Apostlen paa samme Maade, som naar en anden Guds Mand (Biskop Augustin) har sagt saa skønt: "Gud kroner ikke vore Fortjenester men sine Gaver".

O tænk, naar Herrens Vidnehær,
Hans Tjenere paa Jord,
De Millioner møde der,
Som hørte deres Ord.

O tænk dog, hvilken Jubellyd,
En Strøm af Kærlighed!
Tænk, hvilken Tak og Pris og Fryd
Og Salighed og Fred!