En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus brev til 1 Tessalonikerne

Kap 3

Apostlen havde i det foregaaende sagt Læserne, hvor inderligt de laa ham paa Hjerte. Intet Under derfor, at han foretrak at blive alene tilbage i Athen for at kunne sende Timotheus sin kære, trofaste Medarbejder, op til Thessalonika. Af Ap. G. 17,15 ser vi, at Paulus, da han fra Berøa drog til Athen, gav dem, der ledsagede ham, Paalaeg om at sige til Silas og Timotheus at de med det snareste skulde komme til ham. Af Kap. 3, 2 i dette Brev ser vi altsaa, at i hvert Tilfælde Timotheus naaede Paulus i Athen, men at Paulus bragte det Offer igen at sende ham bort for at "styrke" Vennerne i Thessalonika (V.1-2).

Fra V. 3-5 siger Paulus, at det særlig var de Trængsler, hvori Thessalonikermenigheden var stedt, der bevægede ham til at sende Timotheus; han var bange for, at nogen af dem skulde blive vankelmodig, skønt han jo havde sagt dem det forud, at Evangelium og Lidelse her paa Jord fulgtes ad. "Vi er dertil bestemte", et alvorligt Ord, værd at give Agt paa. Saa sandt Kristi Liv er vort Liv, har vi ogsaa Del i hans Lidelsers Samfund. Det gælder at gøre Beregningen rigtig for hver den, der vil være Jesu Discipel (se Lukas 14,28).

Paulus kendte Fristerens onde Anslag (V. 5) og vidste, at han stadig søger at gøre Guds Riges Arbejde til intet; men hvor var han dog nu bleven glad og trøstet ved at høre gennem Timotheus om Thessalonikernes Tro og Kærlighed og tillige om, at de havde Apostlen i saa kærligt Minde, at Fjendernes Bagvaskelser ikke havde formaaet at skille deres Hjerter fra Apostlen. Nu var Paulus trøstet i Henseende til dem, hvilket han betegner med disse skønne Ord: "Nu lever vi, naar I staar fast i Herren". "Lever" betegner her den fulde Livskraft og Glæde, der ved det gode Budskab saaledes fyldte Apostlens Hjerte, at al Trængsel ikke formaaede at trykke ham ned (V. 6-8).

Med V. 9 vender Apostlen sig med sin Glæde opad i Tak til Guds; han føler sig i en ubetalelig Taknemlighedsgæld til Gud for denne Glæde, da hans Hjerte jo hængte saaledes ved Thessalonikerne, at han stadig maatte bede om at faa Lov til at se dem igen og "raade Bod paa deres Tros Mangler". Timotheus havde jo fortalt, at der var Punkter, hvor Thessalonikerne trængte til at retledes - Denne Bøn, der bestandig boede i ham, giver han nu Udtryk (V. 11-13). Først er det hans Hjertes Bøn, at Gud selv, den himmelske Fader, og den Herre Jesus vilde styre (jævne) hans Vej til dem. Apostlen havde jo forsøgt, saa vidt det stod til ham, at faa lagt sin Vej hen til dem, men Satan havde hindret ham (Kap.2,18). Vore menneskelige Bestræbelser formaar ikke at overvinde Djævelens Modstand. Først naar Herren selv tager Sagen i sin Haand, maa alle Helvedmagter vige. Ogsaa Guds Børn kan saaledes for en Tid blive hindrede i deres Planer. Men saa ligger det altid i, at Herrens Time endnu heller ikke er kommen. Naar den kommer, da lykkes det, og da opfyldes Forjættelsen, der i den første Salme er udtalt over det troende Menneske: "alt, hvad han gør, skal han have Lykke til", men ad Herrens Vej og til Herrens Tid.

Dernæst beder Apostlen for Læserne, og det, han begærer for dem, er, at de maatte blive rige og overstrømmende i Kærligheden, baade i den indbyrdes Kærlighed og overfor alle, fyldes med en Kærlighed, der svarede til den, Paulus og hans Medhjælpere havde til dem. Paulus lukker Munden vidt op i sin Bøn. Det er store Ting, han begærer af Herren for Vennerne. Det skal vi mærke os. Men Maalet for al Vækst hos de troende betoner Paulus i V.13 som dette, at Herren maatte faa styrket deres Hjerter til at være "udadlelige i Hellighed for Gud og vor Fader i vor Herres Jesu Tilkommelse med alle hans hellige".

Nogle knytter "med alle hans hellige" til dette at være "udadlelige i Hellighed". Derved fremkommer den Tanke, vi saa ofte møder i Skriften, at det kun er i de helliges Samfund, et Guds Vain kan vokse den rette Vækst og naa sit Maal (se f. Eks Efes.3,18). Rettere knyttes dog "med alle hans hellige" til "vor Herres Jesu Kristi Tilkommelse", og "hans hellige" betegner da Englene (efter gammeltestamentlig Sprogbrug). Muligvis der dog ogsaa kan tænkes paa de tidligere hensovede hellige, der skal opstaa i den første Opstandelse ved Jesu Kristi Tilkommelse (se 1 Kor. 15, 23).

Det er Maalet en Gang at staa "uden Plet eller Rynke" (Es. 5, 27) i den store, hellige Skare paa Herrens Dag, men lad os ikke glemme, at dertil modnes vi just igennem den daglige Øvelse i hellig Kærlighed, baade overfor hverandre indbyrdes og overfor alle. Det er Valpladsen, hvor Troens Strid skal strides og Troen bære sin Frugt. Den sværmeriske Forventning om Herrens Dag (se Kap. 4, 11-12) vilde gerne springe denne daglige Øvelse i selvfornægtende Kærlighed over eller dog tage det let med den; men den nøje Forbindelse mellem Vækst i inderligt Kærlighedsliv (V. 12) og Forventningen om Herrens Genkomst (V.13) viser os det rette, sunde Spor fremad mod Maalet.

Jeg dig tror, o Jesus kære,
Tror, du magter did at bære,
Hvor jeg aldrig selv vandt frem.
Favn mig i de Arme stærke,
Vær mig, saa jeg alt kan mærke,
Rejsen gaar mod Helgenhjem.