Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus brev til 1 Tessalonikerne

Kap 4

Læs: Kapitel 4, 1-12.
453. Formaning til Fremgang i et helligt Liv, særlig med dette for Øje at sky Løsagtighed og Havesyge, men derimod vokse i Broderkærligheden og et stille, arbejdsomt Levnet.

Med et "i øvrigt" gaar Apostlen nu over til den mere direkte formanende og lærende Del af Brevet. Han giver sin Formaning en inderlig og ydmyg Form ved baade at "bede og formane" dem. Det er saaledes baade Broderkærligheden og den apostolske Myndighed, der taler i Forening, og det "i den Herre Jesus", altsaa i Kraft af Apostlens Samfund med Herren, saa han kommer paa Herrens Vegne som hans Tjener. Og det, han da lægger dem saa inderligt paa Hjerte, er, at de maatte omgaas saaledes til Guds Behag, som de havde lært af Paulus, ja, at de "saaledes maatte gøre end yderligere Fremgang". Det er ikke nok at vide, hvorledes man bør vandre, heller ikke nok at blive staaende paa samme Trin, men det gælder at leve i Ordet saaledes, at der bestandig er Fremgang. Indtil Høstens Dage hører det Troslivet til bestandig at vokse og modnes. Gaar man ikke fremad, da gaar man tilbage, og "Tilbagegang er Dødens Vej, tilbage vender Livet ej".

Efter denne almindelige Formaning (V. 1) minder han dem mere i det enkelte om de Bud, han havde givet dem ved Herren Jesus, hvorledes han havde indskærpet dem Helliggørelse som "Guds Vilje". Er vi hellige ved Troen, af Naade, skal vi bestandig arbejde paa vort Livs Helliggørelse, at ogsaa det daglige Liv kan blive helliget Herren (se 1 Joh. 3, 3: "hver, som har dette Haab til ham, renser sig, ligesom han er ren").

Til to Sider udvikler Paulus Helliggørelsens Væsen for dem, nemlig for det første, at de i Modsætning til det besmittede Hedenskab skulde afholde sig fra Utugt, saa de hver især vidste at vinde sin egen Hustru (egentlig "Kar"), i Hellighed (egentlig Helliggørelse) og Ære, ikke i Begærings (Lystens) Brynde som Hedningerne, der ikke kender Gud. Tanken bliver da, at enhver kristen Mand - i Modsætning til Hedningernes løsagtige Liv - skulde vinde sig en egen Hustru, med hvem han kunde leve i Hellighed og Ære Paa samme Niaade som i 1 Kor. 7, 2 sættes da det af Gud indstiftede ægteskabelige Forhold som det rette Værn mod al vild, uordentlig Kødslyst Selvfølgelig ligger deri dog ikke en Befaling til enhver kristen Mand om at gifte sig (se 1 Kor.6,7), men der peges paa det af Gud helligede Forhold mellem Mand og Kvinde.

Idet Hedningerne betegnes som de, "der ikke kender Guds", ligger deri udtalt det store Ansvar, der for troende Mennesker følger med at kende Gud. Dette Ansvar udvikler Paulus nu videre med Hensyn til den anden hedenske Grundsynd, Havesygen, der viser sig i Lysten til at forurette (egentlig "begaa Overgreb imod") sin Broder paa det timelige Omraade og bedrage sin Broder (paa uretmæssig Maade at tilegne sig Fordel) "i nogen Sag". Naar dette særlig paatales overfor Brødrene, da følger deraf, at troende Menneskers Ansvar selvfølgelig bliver det samme om ikke større overfor dem, der endnu ikke er troende. Men Apostlen nævner her blot den Kreds, i hvilken den Kristne særlig færdedes, Broderkredsen.

Apostlen begrunder denne sin Advarsel ved en højtidelig Henvisning til, at "Herren er en Hævner over alt dette", hvad han og tidligere saa indtrængende havde sagt dem og vidnet for dem om. Thi Guds Kald til os var ikke et Kald til Urenhed, men til Helliggørelse (V.7), til at leve i en hellig Vandel. Gud gav os ikke Naaden, for at vi skulde blive i Synden (se Rom.6,2: "vi, som er døde fra Synden, hvorledes skulde vi endnu leve i den?").

Foragt overfor Formaningen bliver derfor at foragte Gud, (V. 8) og ikke et Menneske, thi disse Formaninger er as guddommelig Rod, ikke opfundne af Mennesker. Det minder os om Herrens Ord i Luk.10,16: "den, som foragter eder, foragter mig, men den, som foragter mig, foragter den, som udsendte mig".

Og hvor forfærdelig saadan Gudsforagt er, viser Paulus endnu stærkere ved at minde dem om, at "Gud gav sin Helligaand til dem". Han har givet os denne store, hellige Gave, en Gave, som just forpligter til og giver Kræfter til at vandre i den Hellighed, hvortil vi kaldtes - skal vi da lønne denne vor miskundelige Gud med Foragt for hans Vilje! Derved vilde vi ogsaa komme til "at bedrøve den Helligaand" (Efes. 4, 30).

Fra V. 9-12 er det særligt Broderkærligheden, Apostlen formaner dem til (i Modsætning til det førnævnte vanhellige Forhold overfor Brødrene og Søstrene) og formaner dem til at "tiltage" i; thi, som han siger (V.9-10), han behøver jo egentlig ikke at skrive til dem om det, thi den indbyrdes Kærlighed er jo noget, Gud selv oplærer alle dem til, som bliver troende Mennesker. Den indbyrdes Kær1ighed satte vor Frelser selv som Kendetegn paa sine Disciple (Joh.13,35), og "Kærligheden til alle de hellige" knytter Paulus paa tre Steder i sine Breve sammen med Troen paa den Herre Jesus som Troens nødvendige Følgesvend (Efes.1,15, Kol.1,4 og Filem.5). Det har jo enhver, der selv blev troende, erfaret, hvorledes man med det samme kom til at elske Guds Børn, og det havde Thessalonikerne selv i Gerning vist overfor alle Brødrene i hele Makedonien (V.10). Men dog trænger vi til Formaning om at vokse og gøre Fremgang i saadan Broderkærlighed, og Apostlen har særlig eet bestemt Punkt for Øje, hvor der havde vist sig en Mangel paa Broderkærlighed i Thessalonika. Der var nemlig dem iblandt de Kristne, som havde vist Utroskab overfor deres jordiske Arbejde og derved baade givet Anstød blandt dem, der var udenfor, de vantro, og voldt Brødrene Besvær ved at falde dem til Byrde, ved selv at komme til at trænge til Hjælp fra andre i Stedet for, som det sømmede sig for Broderkærligheden, at kunne hjælpe andre.

Det var altsaa en falsk Aandelighed, der havde indsneget sig, muligvis i Forbindelse med en sværmerisk Forventning om Herrens øjeblikkelige Genkomst. At dette sidste har været medvirkende, bestyrkes ikke blot af den udførlige Behandling af Punktet om Herrens Gsenkomst, som Apostlen baade i dette og det næste Brev fremfører, men ogsaa af, at han lige efter at have udtalt dette gaar over til at vejlede dem med Hensyn til et særligt Punkt ved Herrens Genkomst, som Thessalonikerne synes ar have spurgt ham om.

Han lægger dem alvorligt paa Hjerte at passe deres jordiske Ting, at "sætte en Ære i at leve stille" uden paa saadan usund Maade at vække Opsigt, at tage fat og arbejde med deres "egne Hænder, saaledes som Paulus havde lagt dem paa Sinde og selv vist dem med eget Eksempel" (se Kap.2, 9 og 2 Thess 3, 8).

Denne Apostlens Formaning bliver aldrig for gammel. Det ses jo ikke sjældent, at naar Mennesker vækkes op af det jords bundne Sind, i hvilket de trællede for Mammon, og omvendes til at søge Guds Rige først, da fristes de til nu paa den anden Side at undervurdere det jordiske, til at agte det ringe, saa de ikke med tilbørlig Omhu tager sig af det. Og det er jo egentlig let forstaaeligt, at det kan gaa saaledes i den første Vækkelsestid under Hjertets friske Afsky for den gamle Trællelænke. Men det gælder dog om for et omvendt Menneske at forstaa, at ligesaa vist Herren stærkt advarer imod at binde Hjertet til de forgængelige Skatte, ligesaa vist vil han hos os se Troskab ogsaa i det mindste. Verden raaber tit nok paa, at de hellige forsømmer deres jordiske Sager for at løbe til Møder o. s. v. Det skal vi nu ikke bryde os om, naar vi ved, at det ikke er sandt, ved, at Verdens Forargelse stammer fra, at vi ikke længere sætter de jordiske Ting paa saa høj en Plads som før. Men stammer Forargelsen fra virkelig Forsømmelse, da bringer vi Skam over Herrens Navn.

Enkelte Gange høres det ogsaa den Dag i Dag, at det er sværmerisk Forventning af Herrens Dag, der faar Mennesker til at blive ligegyldige for deres timelige Gerning.

Men saadan Ligegyldighed, der fører ned i selvforskyldt Fattigdom og timelig Tilbagegang, bliver ogsaa Synd mod Broderkærligheden, idet man kommer til at lægge Beslag paa Brødrenes Hjælp. Nej, det er godt, naar et Guds Barn er flittig og tro i sin jordiske Gerning, saa det kan klare sig ogsaa timeligt set og tillige have noget at give bort af til dem, der uden egen Skyld er i Trang, og til Guds Riges mangfoldige Gerning.

Naar der staar (V.12): "ikke at trænge til nogen" er Meningen jo givet med Sammenhængen ; i en anden Forstand trænger vi bestandig til at vandre Haand i Haand paa Vejen til Himmelhjemmet.

Mer Hellighed giv mig, mer Alvor og Flid,
Med Sorg over Synden, mer Troskab i Strid,
Mer nvttig og gør mig, paa Kærlighed rig,
Mer skikket til Himlen, mer Jesus som dig.

Læs: Kapitel 4, 13-18.
454 Paulus trøster Thessalonikerne med Hensyn til de hensovede troende, som ikke oplevede Herrens Genkomst.

Vi kommer nu til et Afsnit, der beskæftiger sig med Herrens Tilkommelse. Dette Afsnit strækker sig fra Kap. 4, 13-5, 10. Først (Kap.4,13-18) trøster Paulus Vennerne i Thessalonika med Hensyn til deres afdøde Venner i Troen. Vi kan forstaa, at de var kommen ind i den Tanke, at de, der døde, før Herren kom igen, ikke vilde faa fuld Del i Herligheden ved hans Tilkommelse. Det kan ikke have været selve Opstandelsen, de har tvivlet om, men om de før Herrens Komme bortgangne ikke skulde lide et Tab fremfor dem, der oplevede Herrens Genkomst. Vi ved, at baade Apostlen Paulus (se 1 Kor.15,23) og Skriften i det hele skelner mellem en første og anden Opstandelse; den første Opstandelse ved Kristi Genkomst, den anden Opstandelse ved den allersidste Dommedag, selve Enden (1.Kor.15, 24). Thessalonikerne har nu sikkert ment, at de troende, der døde, før Herren kom igen, ikke vilde faa Del i Tusindaarsrigets Herlighed i den første Opstandelse (se Joh. Aab.20,1-6). Derfor voldte det dem saa stor en Sorg, hver Gang nogen af Vennerne sov hen, saa at deres Sorg kom til at ligne Hedningernes ("de andre, der ikke har Haab"). Apostlen oplyser dem nu om, at "de døde i Kristus" ikke skulde komme til at staa tilbage for de troende, der levede paa Jords ved Herrens Tilkommelse. "Først naar de hensovede Kristne var opstandne, skulde de troende alle med hverandre have det salige Møde med Herren i Sky. Der var altsaa ingen Grund til Sorg, om nogen døde før Herrens Genkomst, blot de døde "i Kristus". Det fremgaar af Grundsproget, at Paulus i V. 13 ikke blot advarer mod ikke at sørge saa meget som Hedningerne, der er uden "Haab og og uden Gud" (Efes.2,12), men det er hans Mening, at de Kristne slet ikke skulde sørge. Det lille Ord "som" i V.13 ("som de andre") betegner nemlig her ikke en Gradsforskel men blot en Sammenligning. Hedningerne sørgede med en haabløs Sorg ved deres hensovedes Grav; de troende skulde slet ikke sørge.

I den første kristne Kirke bares de troende ogsaa til Graven med Sejrssang og Palmegrene. Det er jo ikke Meningen, at Savnets Smerte ikke maatte kendes, men det evige Livshaab skulde have Magt til at borttage al Dødens Bitterhed, som der staar i det skønne Salmevers: "som Dug paa slagne Enge, saa falder Livets Ord paa Kristnes Sottesenge, i Sky da Haabet gror. Og Trøsten over Døden, deraf er Førstegrøden, forsvundet er derved al Dødens Vitterhed".

Betegnelsen "de hensovede" berettiger ikke til Antagelsen af en Sjælesøvn, For Legemet er Døden som en dyb Søvn, for Sjælen nok en Hvile (se Joh.Aab.14,13), men Tanken om en sjælelig Søvntilstand vilde føre til dette, at Sjælen gik ind til en lavere Tilværelsesform ved sin Bortgang, saa sandt Søvn dog aandelig set ikke kan værdsættes lige med den vaagne Tilstand. Men denne Tanke om Sjælesøvn er heller ikke bibelsk Herren har selv skildret os det troende Menneskes Bortgang som en Rejse i Englehaand til Paradiset ("Abrahams Skød", Luk.16,22). Og til den Røver, der omvendte sig, sagde han: "i Dag skal du være med mig i Paradiset", (Luk. 23, 43), men dette "med mig" betegner noget andet end at sove i Paradiset. Ligesaa taler Paulus om at være hjemme hos Herren (2 Kor.5), og i Filip.1,23 om at "bryde op og være sammen med Kristus". Mod saadan Sjælesøvn vidner ogsaa Livets Erfaring fra mange troende Mennesbers Dødsleje, idet de i Døden med klar Bevidsthed har vidnet om, at de saa Jesus og Englene. Vi kan altsaa i Begrebet hensovede" for Sjælens Vedkommende ikke forstaa andet end "Hvile".

I V.14-18 hører vi nu den herlige Trøst. Apostlen har at bringe. Saa sandt vi nemlig tro, at Jesus er ikke blot død men ogsaa opstanden, saa sandt er der ogsaa givet alle hans troende et levende Haab (1 Pet.1,3) om, at Gud "ved Jesus", ved hans Røst (Joh. 5, 28), "vil føre de hensovede frem med ham", i Samfund med ham, til at være sammen med ham. Og dette skal ikke ske saaledes, at de før hensovede skal komme bag efter dem, der er i Live ved Herrens Genkomst. Nej, naar Herren kommer igen ned fra Himlen, vil han komme med et Tilraab (saaledes som Feltherren samler sin Hær) "med Overengels Røst og med Guds Basun". Meningen er sikkert den, at Opraabet bringes ved en Overengel (som vi ofte hører, er der ogsaa blandt Englene Forskel paa Kræfter og Gaver), og Guds Basun (se ogsaa 1 Kor.15,52) skal lyde ved Englekræfter for at samle alle de udvalgte (se Herrens eget Ord i Matth. 24, 31). Basunen brugtes hos Jøderne for at kalde Folket sammen ; ogsaa Jubelaaret med Frihed for Trællene og lykkelige Kaar for de fattige indlededes ved højtidelig Basunklang. Naar alt dette sker, og Herren selv farer ned fra Himlen, som han en Gang opfor Ap.G.1,11), da, siger Paulus, skal de døde i Kristus opstaa først". Dette Ord giver lyse Udsigter for alle dem, der fik Naade til at dø i Troen (før Kristi Genkomst), om at de skal faa Lov at være med i Tusindaarsrigets Herlighed. I Joh. Aab. 20, 4 nævnes særlig Martyrerne, men af Ordet her fremgaar’ at det sikkert vil blive alle i Troen hensovede, der kommer med i den første Opstandelse.

Og derefter (V.17) skal de, der lever her paa Jord ved Herrens Genkomst (efter at deres Legemer er blevne forvandlede til Uforkrænkselighed, se 1 Kor.15,50-53) tillige med de opstandne bortrykkes til at møde Herren i Luften. Naar der staar, at de skal bortrykkes "i Skyer", vil dette enten sige omgivet af Skyer eller snarere paa Skyer som Triumfvogne. I Sl.104,3 siges der om Gud, at han "gør Skyerne til sin Vogn". I Daniel 7,13, hvor han ser Menneskenes Søn træde frem til "den gamle af Dage", ser han ogsaa denne Menneskens Søn komme med Himlens Skyer, og i AP.G.1,9 tales der om, at ved Kristi Himmelfart tog en Sky ham bort fra deres Øjne.

Og dette Møde skal for de troende aldrig mere "efterfølges af en Skilsmisse fra Herren, men "saa skal vi altid være sammen med Herren", altsaa paa synlig Vis (se ham Ansigt til Ansigt, "som han er" 1 Joh.3, 2).

Hvilken salig Trøst der ligger i disse Ord (V.18)! Og vi skal lægge Mærke til, at Paulus udtrykkelig (V.15) siger dette som et Ord af Herren selv. Man har spurgt om, hvor dette Ord af Jesu Mund staar skrevet. Nogle har henvist til det førnævnte Ord i Matth. 24, 31 ("han skal udsende sine Engle med stærktlydende Basun, og de skal samle hans udvalgte fra de fire Vinde, fra den ene Ende af Himlen til den anden"), men muligvis Apostlen her sigter til et Ord fra Herren, der var opbevaret i mundtlig Overlevering, paa samme Maade som Paulus i Ap.G.20,35 nævner Ordet: "Det er saligere at give, hellere end at tage" som et Ord af Herren selv. Eller ogsaa har Apostlen faaet dette fra Herren ved en umiddelbar Aabenbarelse (se Gal. 1, 12 og Efses 3, 3 ; begge Steder taler Paulus om, hvad Herren umiddelbart har aabsenbaret ham, vel særlig i den første Tid efter hans Omvendelse, da han var i Stilhed i Arabiens Egne og paa underfuld Vis blev oplært af Herren selv).

Naar Apostlen i denne Sammenhæng to Gange (V.15 og 17) anvender Udtrykket: "vi levende, som bliver tilbage" (ved Herrens Tilkomst), har man deri villet finde en bestemt Antydning af, at han selv ventede at skulle opleve Herrens Genkomst, og man mener da at maatte indrømme, at Apostlen tog fejl i dette. Men uden al Grund. Naar Apostlen udtrykker sig med et "vi levende", og dermed stiller den ved Herrens Komme levende Menighed i Modsætning til den hensovede, beror dette kun paa, at han og Læserne, nu, da han skriver dette, tilhører den paa Jord levende Menighed. Paa anden Maade kan det ikke forstaas, thi dels udtaler Apostlen jo forskellige andre Steder i sine Breve Muligheden af sin Bortgang ved Død før Herrens Genkomst (se Filip. 1, 23 og 2, 17 og 2 Kor. 5, 8), dels maatte jo saa, da dette "vi" jo ogsaa indbefattede alle de troende i Thessalonika, den samme Forvisning dermed være givet for alle disse. Men at Apostlen skulde mene, at heller ikke nogen af hans Læsere skulde dø før Herrens Tilkommelse, er en Antagelse, som det er altfor urimeligt at tillægge ham. Dette: "vi levende, som bliver tilbage", betegner derfor aabenbart kun: for saa vidt som vi bliver tilbage til Herrens Tilkommelse.

At Apostlen, da han skrev dette, har tænkt sig Muligheden af, at han kunde være med blandt dem, der skulde opleve denne Dag, vil vi ikke nægte, men denne Mulighed skal hvert Guds Barn til enhver Tid have for Øje efter Herrens Ord i Matth 24,42: "vaager "derfor," thi I ved ikke, paa hvilken Dag edsers Herre kommer," og efter Ordet i Ap.G.1,7: "Tider eller Timer har Faderen fastsat i sin egen Magt", ligesaa Ordet i Luk 12, 36-40 om at vente Jesus, som Tjeneren venter sin Herre fra Brylluppet, hvor der sluttes med: "Vorder ogsaa I rede, thi Menneskesonnen kommer i den Time, som I ikke mener".

"Saa trøster hverandre med- disse Ord" (V.18). Ja, her er Trøst for os alle, der ikke oplever Herrens Genkomst, et Rigdoms Dyb af Trøst og Herlighed. Kristne har kronede Dage, synger Salmedigteren Ja, ikke blot nu, men ogsaa i Haabet om de store, herlige Ting, der forestaar.

Kristne, hvilken Morgenrøde,
Mange mørke Timer værd,
Naar vi levende og døde
Mødes med vor Herre kær,
Skal i Himlens Glans og Ære
Evig hos vor Frelser være,
Love Gud med Englerøst,
Husker, det er Herrens Trøst!

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media