En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus brev til 1 Tessalonikerne

Kap 5

Vi hørte i foregaaende Kapitel, at Tanken om Herrens Genkomst i høj Grad beskæftigede de troende i Thessalonika, men ogsaa at nogle i Forventning om Herrens Dag var blevne ligegyldige for deres timelige Gerning, andre fyldte af Bekymring, hver Gang en af de troende sov hen før Herrens Tilkommelse (se Kap. 4, 11-12 og 13-18).

Idet Apostlen nu nærmere gaar ind paa Spørgsmaalet om, naar Herrens Genkomst kan ventes, behandler han dette paa sin sædvanlige praktiske Maade, saa han søger at bortlede "Læsernes Tanker fra alle de ørkesløse Spørgsmaal om Dag og Time og i Stedet for viser dem, hvorledes Forventningen om Herrens Dag skulde indvirke paa deres Livs og Vandel i Henseende til Aarvaagenhed og aandelig Ædruelighed."

Muligvis havde Brødrene gennem Timotheus forelagt Apostlen Spørgsmaalet om Tiden for Herrens Genkomst, og Paulus svarer dem derpaa (V.1-3). Men hans Svar gaar ud paa, at "om Tid og Time" (egentlig "Tider og Tidspunkter") behøvede han slet ikke at skrive til dem, thi de vidste jo saa godt selv, at derom vidste ingen noget, at Herrens Dag vilde komme "som en Tyv om Natten" (se Herrens eget Ord hos Luk.12,39). Billedet med Tyven, der kommer om Natten, skal vel ikke, som nogle af de gamle Fortolkere har ment, betyde, at Herren vil komme igen ved Nattetide ogsaa i udvortes Forstand. Det var denne Mening, der gav Anledning til de saakaldte "Vigilier", Nattevagter, der særlig holdtes Natten til Paaskemorgen, fordi man vilde være vaagen ved Kristi Genkomst. Denne Lignelse med Tyven betegner nærmest blot det uventede, det pludselige, maaske ogsaa, at Herrens Dag vil fratage dem, der ikke vaager, hvad de mener at eje ("Verden forgaar og dens Lyst").

I V.3 tænker Apostlen nærmest paa den vantro Verdens Forhold til Herrens Komme. Som Herren selv har sagt det, skal det gaa til som paa Noahs og "Loths Dage, naar han kommer igen (se Lukas 17, 26-30)). Verden raaber paa "Fred og ingen Fare", den bærer sig ad som Loths Svigersønner, der mente, at Loths Ord om Stadens Undergang var Narreværk, men da bryder Undergangen pludselig løs over dem "ligesom Veerne over den frugtsommselige". Dette nye Billede betegner ligesom det uundgaaelige i Domsdagens Komme, der for Verden bliver en bitter Smertens Dag, som man ikke kan undfly fra.

Fra V. 4-11 taler han nu om, hvorledes Guds Børns Forhold skulde være med Hensyn til Herrens Dag. For dem vilde Dagen dog ikke komme ganske overraskende, det fulgte med deres nye Stilling som udrevne fra "Mørket" (V. 4-5). Hvilken Naade men tillige Ansvar ligger der ikke idet herlige Ord (V. 5): "I er alle Lysets Børn og Dagens Børn, vi er ikke Nattens eller Mørkets Børn". Overgangen i Tanken fra "Herrens Dag" til den almindelige Dag med sit Lys falder ganske naturlig, idet Herrens Dag jo ogsaa kommer med Lys og Klarhed (1 Kor.3,13) efter denne Verdens Nattemørke.

Mennesket er efter sin oprindelige af Gud skabte Natur bestemt for Lyset og føler sig derfor endnu som Regel mest glad ved Lyset. Ogsaa i Naturen ser vi hos de allerfleste Skabninger denne Stræben mod Lys; Fugle synger glad, naar Dagslyset bryder frem, det lille Frøkorn stræber op mod Lyset. Det er Menneskenaturens dybe Fald, der har gjort, at saa mange Mennesker i aandelig Henseende elsker Mørket mere end Lyset (Joh.3,19). Men Herrens troende er udfriede fra Mørkets Magt og har faaet Aandens hellige Kræfter til at stræbe frem mod det store, herlige Maal at skulle skinne som Solen i den himmelske Faders Rige (Matth.13,43).

Men dermed følger ogsaa Forpligtelsen til "ikke at sove ligesom de andre", men være vaagen og ædru (V.6). Søvn og Beruselse hører Natten og Mørket til. Oldtidens Drikkelag fandt altid Sted om Aftenen eller ved Nattetid. Ogsaa den aandelige Søvn i Syndetjenesten paa de mange Sovepuder, Mørkets Fyrste lægger til Rette for Hjerterne, og den aandelige Beruselse i Verdenslysten med dens Glæder hører kun hjemme i Vantroens Nattemørke. Men er vi vaagnet op og staaet op til Kristi Dagslys (Efes.5,14), er vi blevne Lysets og Dagens Børn, da maa vi vaage "i stadig Forventning om Herrens Dag og agte paa Tidens Tegn" (Luk. 21,31). Vi trænger til denne Formaning, thi har Herren ikke sagt os, at ogsaa de Brudejomfruer, der havde Olie til Lampen, faldt i Slummer, "da Brudgommen tøvede" (Matth. 25,5)?

Dagens Børn maa "være ædrue" (V. 8), ellers duer man ikke til at vaage. Ogsaa Apostlen Peter sammenknytter disse to Ting, at være ædru og vaage (1 Pet. 5, 8). Vi maa vogte os for ikke at blive besværet og omtumlet, paa den ene Side af Jordens Nydelsen paa den anden Side af dens Sorger. Thi vi har bestandig at gøre med stærke og listige Fjender. Det er dette Billede af den hellige Kamp, Dagens Børn har at føre, Apostlen nu gaar over til. Vor Dagsklædning skal derfor være en Rustning.

Som saadan hellig Rustning nævner Apostlen her "Troens og Kærlighedens Panser og Frelsens Haab som Hjelm". Troen paa Kristus, paa Frelsen, vi ved hans Blod købtes til og døbtes til, Troen paa hans Kraft midt i vor Skrøbelighed er et Panser overfor alle den ondes Angreb, og dette. Panser maa vi være iført for at bevare vor Fred. Og Kærligheden, den hellige Kærlighed, ikke blot til Venner men ogsaa til Fjender, er et Panser mod Egenkærlighedsens Giftpile, et Panser, der skal hjælpe os til at taale de Stød, der følger med Livet her paa Jord, taale dem saaledes, at vort eget Hjerte ikke forbitres. Dette Panser maa vi bære for at bevare vor Glæde, for at blive til Velsignelse. Og endelig Hjelmen, den blinkende "Hjelm, den er Billede paa Saliggørelsens Haab, vort Haab om den fuldkomne, Frelse, den glade Forventning om, at han, der begyndte det gode Værk, ogsaa vil fuldføre det for os og føre os igennem til Herligheden. Denne Hjelm maa vi bære for at bevare vor Kraft for ikke at synke sammen i Forsagthed

I V.9 begrunder Apostlen dette Guds Børns straalende Haab ved at henvise til Guds Fredstanker med os. "Guds bestemte os ikke til Vrede, men til at vinde Frelse ved vor Herre Jesus Kristus". Ja, det er Guds særlige Bestemmelse. Blot vor Bestemmelse falder sammen med Guds, saa vinder vi Sejr. Thi Kristus døde for os (V. 10), for at vi, "enten vi vaager eller sover, skal leve sammen med ham".

Naar Apostlen her i V.10 taler om at "vaage eller sove", er det i en anden Betydning end i V. 7, hvor Søvnen betegnede Vantroens Vane-Tilstand. Her maa det betegne, enten vi er levende eller døde, naar han kommer igen. Og Apostlen gentager derved ved Afslutningen af denne Udvikling om Herrens Genkomst den i Kap.4,13-18 udtalte Trøst med Hensyn til de troende, der allerede var hensovede, at disse skulde faa samme Andel i Herlighedslivet med Kristus som de, der endnu vaagede, det vil sige var i Live. Ordet her minder om Rom 14,8: "enten vi lever, eller vi dør, er vi Herrens".

Apostlen afslutter (V. 11) med at lægge dem paa Hjerte, at de "derfor", fordi Gud kun har Fredstanker med os i Kristus Jesus, skulde "formane" (kan ogsaa oversættes "trøste") hverandre til Frimodighed og saaledes opbygge "den ene den anden". Ligesom I ogsaa gør", tilføjer han, en kærlig Anerkendelse af, at dette jo allerede fandtes hos dem, og derved en Opmuntring til at fortsætte i det gode Spor.

Ja, saaledes skal vi troende altid leve, i stadig Forventning, iførte vor Rustning med den Bøn til Herren i vort Hjerte:

Og naar du kommer, kom mild og blid
Og gør mig salig til evig Tid.

Apostlen havde i det foregaaende lagt dem den indbyrdes Formaning og gensidige Opbyggelse paa Hjerte. Hans Tanke vender sig da i denne Sammenhæng hen paa Forholdet til dem, der særligt efter deres Embede var beskikkede til at øve denne Gerning iblandt dem, nemlig deres "Forstandere i Herren", og han beder Vennerne om at skønne paa saadanne og agte. dem højlig i Kærlighed for deres Gernings Skyld (V. 12-13). Nidkære "Forstandere" har meget at bære paa, som Venner ikke altid rettelig forstaar. De trænger ofte saare til Opmuntring.

Naar han fojer til: "Holder Fred med hverandre", og i V.14 begynder med at formane dem til at "paaminde de uskikkelige" (egentlig "de uordentlige", dem, der ikke holder sig paa deres rette Plads), tyder dette paa, at der var dem i Samfundet, som voldte Ufred og derved tillige voldte deres Forstandere Bryderier. Vi fejler næppe ved at antage, at han sigter til de i Kap.4,11-12 omtalte sværmeriske Personer, der misbrugte Haabet om Herrens Genkomst til at blive ligegyldige for deres jordiske Gerning og formodentlig ikke vilde lade sig sige af Menighedens Ledere.

Af V. l4 ser vi fremdeles, hvorledes Apostlen tænker sig det indbyrdes Opbyggelsesarbejde indenfor Samfundet. Fra Forholdet til det særlige Embede vender han sig til de helliges almindelige Præstedømme. Det skulde vise sig ikke blot i, at man paamindede de uskikkelige, men ogsaa i, at man trøstede de modfaldne, de forsagte, enten nu deres modfaldne Sind stammede fra Forfølgelserne eller fra Syndens mørke Minder eller kom af ængstelig Bekymring for de hensovede Venners Skæbne (se Kap.4,13-18). Saa skulde de ogsaa ophjælpe de skrøbelige, dem, der endnu ikke var naaet ret langt frem i kristelig Erkendelse og kristeligt Liv, og "være langmodige mod alle". I dette sidste Ord er det Sind betegnet, i hvilket man alene kan blive til Hjælp for andre, det Sind, der ikke bruser op men stille kan taale og fordrage og vente, indtil Arbejdet paa andres Sjæle kan bære sin Frugt. Dette "alle" gaar ikke blot paa de førstnævnte uskikkelige, modfaldne, skrøbelige blandt de troende men rækker ogsaa ud til dem, der endnu staar udenfor.

Til de helliges almindelige Præstedømme hører altsaa den indbyrdes Sjælepleje, som Apostlen her opruller et Billede af, og i V.15 udvikler han nærmere dette om at være langmodig imod alle, idet han formaner til at slippe det hævngerrige Sind og til bestandig at øve sig i det gode, baade indbyrdes og imod alle.

Skænk mig, o Gud, det saligste jeg ved,
Et Hjerte fuldt af Jesu Kærlighed.

Til Formaningen angaaende deres indbyrdes Forhold knytter Paulus nu en syvfoldig Formaning med Hensyn til de enkeltes personlige Trosliv (V.16-22), og øverst staar da Formaningen: "værer altid glade" (V.16). Han havde idet foregaaende (V. 15) talt om Muligheden af, at der kunde voldes dem ondt fra andre ; men ogsaa da kan Glæden bevares, naar blot man ikke lader sig overvinde af det onde men overvinder det onde med det gode. Da smager man ofte allerdybest den himmelske Glæde.

Fra mange Sider vælder Glædens Kilde frem for et Guds Barn. Den største Glæde har Herren i sit Ord (Luk.10,20) betegnet som Glæden over, at "vore Navne er indskrevne i Himlene". Saa er der Glæden i Troen paa, at alle Ting skal tjene os til Gode (Rom. 8, 28), Glæden i Haabet (Rom.12,12), Glæden ogsaa i Lidelsen for Guds Riges Skyld (Filip.1, 29 og Matth.5,10-12). Men denne bestandige Glæde udelukker ikke, at der findes Bedrøvelse i et Guds Barns Hjerte (se Apostlsens Ord i 2Kor.6,10: "som bedrøvede dog altid glade). Vor Glæde er jo Trøst fra Herren overfor alt, hvad der vil ængste. I Herren (Filip.4,4) kan et Guds Barn altid glædes; den Kilde bliver aldrig tør.

Derfor knyttes den bestandige Glæde til Bøn uden Afladse (P·17). Herren selv har lagt os paa Sinde at bede altid og ikke blive træt (Luk. 18, 1), og i Efes 6, 18, Rom. 12, 12 og Kol 4, 2 møder vi fra Apostlen den samme Formaning som her. Meningen er jo ikke, at et Guds Barn altid ligefrem skal tale til Herren men bestandig være fyldt med "Bønnens Aand" (Sakar.12, 10), bestandig være i Forbindelse med Herren, saaledes som det lille Barn, der gaar ved Faders eller Moders Haand, vel ikke altid taler til Fader eller Moder, men dog har Forbindelsen i Orden. Kommer der noget, der ængster Barnet, tager den lille Haand fastere paa den store, der omslutter den.

Bekendt er Fortællingen om hin troende Tjenestepige, der tjente hos Præsten og ved et Præstekonvent lyttede til Præsternes Samtale just om dette Ord ("beder uden Afladelse"). Paa Præstens Forlangende om, at hun skulde give sin Forstaaelse deraf til Kende, forklarede hun, hvorledes hun fra Morgenstunden af bestandig fik Anledning til at bede ud fra alt, hvad hun havde med at gøre. Gjorde hun Ild paa, bad hun om, at Troens Ild ret maatte brænde i hendes Hjerte. Fejede hun Gulvet, blev det hendes Bøn, at Herren vilde feje alt Syndesmudset ud af alle Hjertsets Kroge osv. Alt blev for hende Anledning til Bøn.

Men som en bærende Kraft i den bestandige Bøn fremhæver Apostlsen (P. 18) at "takke i alle Forhold, under alle Kaar", og Apostlen henviser til, at dette er Guds Vilje med eder. Han føjer til: "i Kristus Jesus", og det vil ikke blot sige, at denne Guds Vilje er bleven kundgjort os i Kristus Jesus, men ogsaa at denne Guds Vilje kun kan fyldestgøres i Kristus. Vi maa først have lært at takke Gud for Kristus, hans fuldkomne, uudsigelige Julegave, da lærer vi ogsaa at se alle Ting i Lyset as denne Gave og forstaa, at den Gud, der gav os sin enbaarne Søn, aldrig vil gøre os ondt, men for Kristi Skyld har ikkun Naade til os, selv om Raaden kommer i Trængslens Klædebon, saa vi i alle Kaar har Grund til at takke. Men al Bøn og Tak virkes kun ved den Helligaand, derfor tilføjer Apostlen i V.19 Formaningem "udslukker ikke Aanden". I Rom.12, 11 lyder Formaningem "værer brændende i Aanden". Helligaanden ses under Billedet af en hellig Ild (se Johannes Døberens Ord om Herren i Matth.3,11: "han skal døbe esder med den Helligaand og Ild"). Aandens Ild i vore Hjerter kan vi slukke paa mange Maader. Lyset kan slukkes, dels ved at man sætter det under Skæppsen (Matth. 5, 15), under Menneskefrygtens Skæppe, saa det kvæles af Mangel paa Luft ; dels ved, at man vover sig dumdristigt ud der, hvor de kolde Vindpust truer Lyset, kommer Verdens kolde Trækvind for nær, uden ret at holde sig ind under den skærmende Frelserhaand, der er udrakt imod oss i Ordet og Sakramenterne saa vel som i de helliges Samfund. Er vi blot i Læ af Herrens Naadehaand, da slukkes Lyset ikke, men vover vi os udenfor, da er Faren stor. Og Lyset kan slukkes, ved at der kommer "en Tyv" i Lyset, ved at en eller anden Synd, vi ikke vil slippe, stjæler Lysets Kraft og Varme fra os, saa vi bliver som en rygende Tande. Vi kan ogsaa slukke Aandens Lys hos andre, og det er maaske særlig det, Apostlen har for Øje, idet han i V. 20 tilknytter Formaningem "Ringeagter ikke Profetier". "Profeti" betegner i det nye Testamente ikke saa meget Forudsigelse af Ting, der skulde ske, langt almindeligere betegner det den beaandede Tale, der ved umiddelbar Aabenbarelse fra den Helligaand kom til Orde gennem nogle as Menighedens Medlemmer. Denne hellige, brændende Profetiens Gnist, der stundom i særlig Grad kan give sig til Kende Gennem Forkyndelsen, maa aldrig udslukkes. Det er en dyrebar Gave, som der skal værnes om, og som ikke maa kvæles under Betænkeligheder og alle de mange spidsfindige Indvendinger, Forstanden tit møder med overfor saadan Aandens Tale og hellig Tilskyndelse. Af V. 20 synes at fremgaa, at i det mindste nogle i Thessalonikas Menighed havde ringeagtet dette profetiske Lys, og Grunden dertil har vistnok været den, at der var fremkommen Bedragere, som under Profetiens Kappe søgte at naa frem med deres egne Fantasier og Meninger, som var det guddommelige Indskydelser. Dette kunde nok hos de mere ædruelige Hjerter vække Mistillid, saa de ogsaa overfor de virkelig af Guds Aand givne Profetier kunde staa med Tvivl. Men derved kom de selv i Fare for at gaa glip af en Velsignelse. Apostlen afværger Faren til begge Sider, idet han først fremsætter Formaningen: "ringeagter ikke Profetier" og dernæst føjer til: "prøver alt, beholder det gode" (V.21). Vissselig skulde der gaa en Prøve af Aanderne for sig ; i første Korinth.12,10 stilles ved Siden af den profetiske Gave just Gaven at "bedømme Aander", og i 1Kor.14,29 hedder det: "af Profeter tale to eller tre, og de andre bedømme det".

Men vi skal lægge Mærke til, at Apostlen kalder denne Evne en Gave af den Helligaand. Det er noget andet end Nationalismens Grundsætning, at Fornuften som saadan, den syndbesmittede Fornuft, skulde være Vejer, Maaler og Vrager med Hensyn til Guds aabenbarede Ord. Kun den aandelige bedømmer alle Ting (1Kor.2,15), kun i og ved Guds Aand kan man skelne mellem ægte og uægte, mellem det dyrebare og det slette (Jerem.15,19).

Deraf følger ogsaa, at det er en grov Misforstaaelse af Ordet: "prøver alle Ting", naar Mennesker dermed har villet besmykke, at man selv skulde prøve og gøre Erfaring ogsaa paa de Veje, som Gud dog i sit Ord tydeligt nok har betegnet som Veje, han ikke kan kendes ved. Det sker f. Eks at man faar det Raad selv at læse alle Slags Fritænker bøger, slidne Romaner af nyere Forfattere og desl. for at "følge med", for dog selv at "prøve alt". Paa samme Maade sagde Slangen til Adam og Eva i Paradis, at de skulde prøve Kundskabens Træ. En saadan Prøve rammes af Ordet: "du maa ikke friste Herren din Gud" (5 Mos.6,16 og Matth 4,7). Og Apostlen afværger tillige straks saadant ved at føje til (V. 22): "Holder eder fra det onde under alle Skikkelser" (egentlig "enhver Art af ondt").

Nogle oversætter V. 22: "skyer hvert ondt Skin". Men Skin af ondt staar det jo ikke en Gang altid i Menneskers Magt helt at holde sig fri for, og Sammenhængen med V. 21 taler ogsaa derimod.

Nogle gamle græske Fortolkere forklarer fremdeles V. 22 saaledes: "skyer hver ond Mønt", idet den falske Lære lignedes ved uægte Mønter. og man knyttede denne Forstaaelse til et Ord, Herren skulde have sagt: "bliver dygtige Vekselerere", et Ord, der ikke staar optegnet nogen Steds; men som man tillagde Herren. Saa mente man, at det var dette Ord, Paulus her havsde haft for Øje, paa samme Maade som Panlus i Talen i Milet til de Ældfte fra Efesus (Ap. G. 20, 15) henviste til et andet ellers ikke optegnet Ord af herren ("Det er saligere at give end at tage"). Men som sagt, den rette Oversættelse af dette V.22 er aabenbart denne: "sky enhver Art af ondt", altsaa det onde, hvad Skikkelse det saa end ifører sig.

Efter denne syvfoldige Formaning med Hensyn til den enkeltes Forhold slutter Apostlen V. 23-24 med et herligt og dybt Bønnens Ønske for Læserne og en skøn Forjættelse. Og baade Forbønnen og Forjættelsen viser hen til Guds Kraft som den, der ene formaar at udrette det i os, som Ordets Formaninger har peget hen paa. "Men han selv, Fredens Gud" - saaledes begynder Apostlen - "helliggøre eder ganske og aldeles", d.v.s. efter eders hele Personlighed, helt igennem. "Fredens Gud" kaldes vor Gud som den, der alle Tiders Kampe og Trængsler til Trods, dog formaar at lade Freden sejre i sine Børns Hjerter, at skænke dem sin underfulde Fred. Men han vil ogsaa gøre det, at de, der er hellige ved Troen paa den ved Blodet købte og i Daaben skænkede Naade (se V..27: "alle hellige Brødre"), tillige kan vinde frem i Livets Helliggørelse. Maalet for de ved Troen hellige er en fuldstændig Helliggørelse ogsaa i Livets Vandel. Synden skal helt trænges ud. Kødet med dets Lyster skal dø Korsfæstelsens Død (Gal.5, 24). "Helliget Herren" (Sakar.14, 20) skal være Indskriften paa alt i et Guds Barns Færd. Salige Maal!

Aand, Sjæl og Legeme betegner vor hele Personlighed; Aanden betegner det indre Liv efter dets Forhold opad til Gud, Sjælen vort indre Liv efter dets Forhold til vor legemlige Tilværelse. Det hellige Ønske, Paulus da fremfører for Thessalonikerne, er, at baade Aand, Sjæl og Legeme helt og holdent maatte bevares saaledes, at de paa Herrens Dag, "ved hans Tilkommelse", kunde staa ulasteligt (se Efes 5, 27) med Aanden fyldt af Guds Aand, Sjælen som Legemers Herre (ikke dets Træl) og Legemet som helligt Redskab for en renset Aand og Sjæl.

Det er som Fremtidsmaalet, Paulus stiller Læserne dette for Øje, ikkessom noget, de allerede havde naaet, men som Guds Maal med dem. "Og saa tilføjer han denne herlige Forjættelse: "Trofast er han, som kaldte eder, han skal ogsaa gøre det". Gud er trofast - det er Klippegrund at staa paa. Fra Guds Trofastheds Klippe kan vi skue tilbage med Tak for, hvad han gav, og skue fremad med det levende Haabs sikre Forvisning om, at alle hans Forjættelser i Kristus er Ja og Amen (2Kor.1,20). Gud er trofast, det er hans Trofasthed og ikke vor, vi maa bygge paa. Det er et saligt Budskab for alle de tabte Børn, der drog ud i det fremmede Land. Vor Frelser har herligt skildret os Faderhjertets Trofasthed i Lignelsen om den tabte Søn (Luk.15,11-32). Kom hjem, saaledes lyder det i Aaadens Dage. Endnu staar Naadedøren, din Daabs Naadedør, aaben ved Guds Trofasthed ; kom, før den lukkes. En Gang lukkes den, det har Gud ogsaa sagt, og han er trofast og sanddru, ikke blot i sine Forjættelser, visselig ogsaa i sine Domme.

Gud er trofast - et saligt Budskab ogsaa for alle Guds Børn. Et Guds Barn vil ikke være utro, men ikke blot "Aandens Redebonhed", ogsaa "Kødets Skrøbelighed" mærkes saa ofte i det daglige Livs Prøver. Men hver Gang vi med Angerens Smerte flyede til vor trofaste Gud, da var der Plads for os. I Kristus er Guds trofaste Faderhjerte aabnet for Syndere.

Og hvilket Rigdoms Dyb ligger der ikke i dette: "han skal ogsaa gore det"! "Det" - hvilket? Ja alt, hvad Guds Barn lægger ham paa Hjerte, baade det, der angaar vort eget Liv, det, der angaar vor kære og deres Frelse, og det, der angaar Guds Riges Sag i det hele. "Han skal ogsaa gøre det", saaledes som Gud Herren i fordums Dage sagde til den bange Jakob (1 Mos. 28, 15): "jeg vil ikke forlade dig, før jeg har fuldkommet det, jeg har sagt".

Saa slutter Apostlen (V. 25-27) med en Begæring om Forbøn for sig selv og sine Medarbejdere, der jo stod i et stort Arbejde i Korinth. Dernæst (V. 23) med en Opfordring til at hilse alle Brødrene med et helligt Kys, hvoraf fremgaar, at det er Menighedens Forstandere, der har været de første Modtagere af dette Brev. Naar de bragte Hilsen fra Paulus, og, som han lægger dem saa indtrængende paa Sinde (V. 27), sørgede for, at Brevet blev læst op for "alle hellige Brødre", alle uden Undtagelse, da skulde de overbringe denne Hilsen med et helligt Broderkys. I Østerland var det fra ældgammel Tid Skik at forbinde Hilsen med Kys, og denne Skik havde de Kristne taget op. Derfor kalder Paulus det et helligt Kys som Betegnelse paa det hellige Kærlighedssamfund mellem Brødrene. I dette Tilfælde skulde Kysset besegle Kærlighedssamsundet baade mellem dem og deres apostolske Lærere og mellem dem selv indbyrdes.

I den græske Kirke er Broderkysset endnu i Brug ved Paaskehøjtiden.

Saa slutter Brevet med det sædvanlige Velsignelsesønske, saa kort og dog saa rigt. Og "vor Herres Jesu Kristi Naade" fylder jo hele dette velsignede Brev.

Paa Naaden i Guds Hjerte,
Som Jesus købt os har,
Da han med. Korsets Smerte
Vor Synd og Jammer bar,

Jeg nu alene bygger,
Min Tro og Salighed
Er gemt i Naadens Skygger,
Om Satan end er vred.