En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus brev til 2 Tessalonikerne

Indledning

Paulus havde efter Afsendelsen af det første Brev til Thessalonikermenigheden paany faaet Efterretninger angaaende Tilstanden der, og dette foranledigede ham til at sende Menigheden et nyt Brev. Hans første Brev havde haft velsignet Virkning. Menigheden var vokset i Tro og Broderkærlighed (Kap. 1, 3). Den bar taalmodigt sine Trængsler, og adskillige af de Mangler, Apostlen paapegede i det første Brev, omtales slet ikke her. De falske Beskyldninger mod Apostlen, som han bekæmper i den første Del af sit første Brev, mærker vi ikke noget til i dette andet Brev, heller ikke til Bekymringen for de hensovede Brødres Lod ved Herrens Genkomst (se 1 Thess.4,13-18). Alt dette synes ved Apostlens første Brev at være bleven afhjulpen.

Men eet Punkt var ikke bragt til Stilhed, tværtimod var det blusset op i en stærk og vild Flamme, og det var Forventningen om Herrens Genkomst, der havde antaget den Skikkelse, at man mente, Herrens Komme forestod øjeblikkeligt. Der er en sværmerisk, utaalmodig og sygelig Forventning af Herrens Genkomst, som ikke maa forveksles med den vaagne, ædruelige Forventning. Den sygelige Forventning, der ofte er blusset frem ogsaa siden i Kirkens Historie, kendemærkes næsten altid ved, at man har villet bestemme Dag og Time, hvilket Sønnen jo udtrykkelig har sagt, at Faderen har forbeholdt sin egen Magt. Vi saa i 1. Thessalonikerbrev, at saadant Sværmeri var oppe i Menigheden og særligt havde vist sig i, at disse Sværmere forsømte deres jordiske Gerning og ikke vilde forstaa, at Herren, naar han kommer, just vil finde sine Tjenere i fuldt Arbejde med den dem betroede Gerning (Matth. 24,46) og ingenlunde vil, at vi skal være utro i det mindste (Luk. 16, 10).

Dette Sværmeri var optraadt paa en ret ondartet Maade, idet der endog var optraadt falske Profeter, der havde foregivet, at Aanden i dem havde varslet om, at Herrens Dag stod for Døren, saaledes at det var begyndt at blive en ligesom fastslaaet "Lære", at saaledes var det (Kap. 2, 2). Ja, man var endog gaaet saa vidt at opdigte et Brevs under Apoftlens Navn for dermed yderligere at stadfæste denne selvlavede Lærdom. Men dermed var det hele jo kommen ind i Løgnens Magt. Muligvis de, der saaledes havde udgivet et Brev for at være fra Paulus selv, har søgt at besmykke Tilladeligheden deraf ved at henholde sig til saadanne Ord fra Paulus som fandtes i hans første Brev, at Herrens Dag vilde komme pludselig og uventet (1 Thess. 5, 2-3), ligesom Apostlen jo ogsaa havde antydet Muligheden af, at han selv skulde kunne opleve Herrens Dag (se 1Thess.4,15 og 17: "vi levende, som bliver tilbage til Herrens Tilkommelse").

Alt dette havde til Følge at det "uordentlige" Væsen, dette at man ikke vilde passe sin jordiske Gerning men i en falsk Aandelighed kun vilde forvente Herren, havde grebet bedænkelig om sig. Det er det egentlige Hovedindhold i dette andet Brev, idet Paulus helt igennem beskæftiger sig med Spørgsmaalet om Herrens Genkomst for at retlede Vennerne og hjælpe dem til at staa bestemt overfor Sværmerne. Ja, han foreskriver endog en kirkelig Tugt overfor, dem, dersom de ikke vilde lade sig sige.

Hvad Stedet angaar, hvor Brevet er skrevet, da er det aabenbart det samme Sted, som 1ste Thessalonikerbrev er skrevet fra. Vi finder de samme tre Navne i Brevets Overskrift (Paulus, Silvanus og Timotheus), og det indre Slægtskab imellem de to Breve er saa stort, at der ikke kan være hengaaet saa meget lang Tid imellem de to Breve. Det er formodentlig blevet afsendt henimod Slutningen af Paulus' Ophold i Korinth, man mener i Begyndelsen af Aaret 54. Hvad Brevets Ægthed angaar, er den ganske uomtvistelig Baade de ydre og indre Vidnesbyrd stadfæster Paulus som Forfatteren. Det var først det 19. Aarhundredes Rationalister, der i deres Stormløb mod hele det nye Testamente ogsaa forsøgte sig i Kamp mod dette Brev; men dette Angreb er fuldstændigt betydningsløst.

Hvad Indholdet angaar, begynder Brevet (Kap. 1) som sædvanligt med Hilsen og en Indledning fuld af Tak til Gud for Menighedens Tro og Kærlighed og særlig for dens Udholdenhed under Forfølgelserne. Paulus trøster Læserne ved at henvise dem til Herrens Dag, der skulde bringe de forfulgte troende Herlighed men deres Forfølgere Dom. Derefter gaar gaar han (Kap. 2, 1-12) ind paa det brændende Punkt med Hensyn til Tidspunktet for Herrens Dag og udtaler, at denne Dag ikke kunde komme, førend det store Frafald var kommen med hint frygtelige "Syndens Menneske" (Antikristen). Fra Kap. 2,13-3,5 findes kærlige Formaninger og Trøsteord og fra Kap 3,6-16 et alvorligt Tugtens Ord mod Sværmerne. Brevet slutter med egenhændig Hilsen fra Apostlens Haand, hvilket Apostlen beder dem give Agt paa som Vidnesbyrd imod saadanne Breve, der falskelig tillagdes ham. Hans egenhændige Skrift skulde overbevise dem om, at dette Brev var ægte.

Med Hensyn til Herrens Genkomst, og hvad der skal gaa forud for denne, er dette Brev af stor Betydning for os, foruden hvad det ellers bringer af rig Velsignelse.