En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus brev til 2 Tessalonikerne

Kap 1

Overskriften (V.1-2) ser næsten ganske som i første Thessalonikerbrev. Saa kommer Taksigelsen til Gud (V. 3-4).

Paulus betoner i V. 3 Taksigelsen som noget, han skylder Gud som "tilbørlig". Han følte sig i sit Indre forpligtet til at takke, Forholdenes gode Stilling lagde Taksigelsen saa nær. Han fremdrager særlig deres Tros kraftige Vækst og Fremgangen i den indbyrdes Kærlighed (V. 3) og udtaler, at denne hans Taknemmelighedsfølelse ogsaa gav sig Luft udadtil idet han og hans Medhjælpere ikke kunde lade være med selv at istemme den Ros, der lød over Thessalonikerne, saaledes som en Fader føler sine Børns Ros som sin egen. Som det, der mest glædede ham, fremhæver han i V. 4 den Udholdenhed og Tro, som gav sig Vidnesbyrd under de mange Trængsler, de maatte gennemgaa. Just naar det ser "surt og mørkt i hver en Krog", skal Troen prøves.

Og paa samme Maade, som vi hørte i Fil 1, 28, ser Paulus i denne Udholdenhed, der jo ogsaa var en Gave fra Gud, "et Bevis paa Guds retfærdige Dom" (V.5-10) til begge Sider, baade et Varsel om Frelse for dem, der nu led, og om Gengældelse over dem, som nu voldtse Herrens Menighed Trængsler. At Guds Børn forfølges og med Taalmodighed kan lide, ja hele Stillingen, som den ser her paa Jord med Skellet mellem dem, der holder fast ved Guds Rige, og dem, der "ikke adlyde vor Herres Jsesu Kristi Evangelium", besbuder den kommende Dom, hvis Indhold bliver, at de, der led for Guds Riges Skyld i Tro og Taalmodighed, "agtes værdige" til "Guds Rige" (V. 5), finder "Hvile" og Husvalelse efter deres Møje, medens Dommen nødvendig maa bringe Trængsel over dem, som nu trænger Guds Folk. Det kræver Guds Retfærdighed (V. 6). "Han skal visselig skaffe sine Udvalgte Ret" (Luk. 18, 7), og Verden, der sidder som den uretf1ærdige Dommer overfor Enken, skal ikke for bestandig faa Lov til at fremture i sin Uretfærdighed.

Naar der i V.6 tales om Guds Retfærdighed ogsaa med Hensyn til, at det lidende Guds Folk skal finde Husvalelse, er Meningen selvsfølgelig ikke den, at Herrens Folk ved sin Lidelse fortjener Freden og Frelsen; nej, vi befinder os helt ud paa Naadens Grundvold, men hvor de Betingelser, Gud har sat for Naaden, virkeliggøres i Hjertets troende Modtagelse af denne Naade, kræver ogsaa Guds Retfærdighed at Forjættelsen opfyldes over saadanne, medens de genstridiges vantro Forkastelse af Aanden er Grunden til Guds Vredes Aabenbarelse over dem. Vi møder samme Tanke i 1 Joh. 1,9 (iidersom vi bekende vore Synder, er han trofast og retfærdig, saa at han forlader os Synderne og renser os fra al Uretfærdighed").

Dommen kommer ved vor Herres Jesu Aabenbarelse fra Himlen (V. 7) med hans Magts Engle (se Matth 25, 31 og Joh.Aab.19,11-21), og Dommen over de genstridige skildres nu i V. 8-9. De genstridige betegnes tillige som de, der "ikke kender Gud", d.v.s. ikke vil kende ham som den, han er, i hans Naade og Sandhed. Nogle tænker særlig paa Hedningerne ved denne Betegnelse, medens de ved dem, der "ikke lyder vor Herres Jesu Kristi Evangelium", forstaar Jøderne. Alle Kristi Fjender skal paa hin Dag "lide Straf" (V. 9). Det er Hævnens Dag. Hævnen hører Herren til (Rom.12, 19), han bringer den Hævn, som de troende aldrig selv skal tage over deres Fjender. At han kommer "med Lueild", betegner hans Majestæt og Herlighed, set fra Dommens Side; i Daniels Bog 7,9-10 og i 1 Kor.3,13 tales ogsaa om Ilden, der udgaar fra Guds Trone og aabenbares paa Kristi Dag.

Straffen betegnes (V. 9) som "en evig Undergang bort fra Herrens Ansigt og fra hans Vældes Herlighed", hvilket enten vil sige en Fortabelse, der udgaar fra Herrens Ansigt, hvilket for de fortabte vil være at skue i Vredens Ildglød, eller maaske snarere betegner Fortabelsen som en Tilstand, hvor de fortabte for evigt er skilte fra Herren og hans Herlighed.

I V.10 ses Dommen i dens herlige Virkninger for Herrens hellige og troende. Der siges saa skønt, at Kristus paa hin Dag skal "herliggøres i sine hellige og beundres i alle dem, som har troet". Og "at dette ogsaa vilde blive Thessalonikernes Menighed til Del, begrunder Paulus ved at tilføjse: "thi troet blev vort Vidnesbyrd til eder". For al Verdsens Øjne skal Herrens hellige og troende da straale i Herlighed (se Kol 3, 4), et underfuldt Skue for dem, der her paa Jords hadede og forfulgte dem. Vi kan her henvise til den storslaaede Skildring af Herrens Dag, vi finder i Visdommens Bog, Kap.5,1-5, hvor der staar: "da skal den retfærdige staa med megen Frimodighed for deres Aasyn, som trængte ham, og som ringeagtede hans Arbejde. Naar de da ser saadant, skal de rystes af en gruelig Frygt og forfærdes over den Salighed, som de ikke havde tænkt. Og de skal sige til hverandre med Anger og sukkende af Aands Angest: det var den, som vi en Gang havde til Latter og til et haanende Ordsprog; vi Daarer holdt hans Levned for Galskab og hans Endeligt for æreløst, hvorledes er han nu regnet iblandt Guds Børn, og hvorledes er hans Arv iblandt de hellige".

Og fremdeles staar der i Visdommens Bog 5, 16-17: "Men de retfærdige lever evindelig, og i Herren er deres Løn, og der er Omsorg for dem hos den højeste. Derfor skal de faa Herlighedens Rige og Skønhedens Krone af Herrens Haand".

Men al de helliges Herlighed paa hin Dag bliver Kristus til Ære, derfor staar der ogsaa, at det er ham der "herliggøres og beundres i sine hellige". "Lammet, kun Lammet, dets Vunder og Saar, Æren og Prisen i Evighed faar".

"Derfor", med denne kommende Herlighed for Øje, slutter Apostlen dette for Herrens troende saa trøstende Ord med Forbøn for dem (V. 11-12), at de maatte være iblandt dem, der naaede frem til denne Herlighed, at Gud maatte kunne agte dem sit Naadekald, i hvilket denne Herlighed er indesluttet, værdige; thi vistnok stod de i de troendes Tal, men begyndt er jo ikke endt. Guds Gerning skal fuldkommes i os, om Maalet skal naaes, derfor beder Paulus ogsaa om, at Gud, "med Kraft vilde fuldkomme al Lyst til det gode og Troens Gerning hos dem". Troen betegnes her paa samme Maade som i 1 Thess.1,3 som et Værk, ikke blot af Gud, men ogsaa i de troendes Hjerter, som noget, der kræver vor Viljes Anspændselse, et vedholdende Sind, der ogsaa i Gerning holder fast ved det, det har fra Herren.

Maalet for det hele understreger Apostlen igen (V.12) som dette, at "vor Herres Jesus Kristi Navn maatte herliggøres i dem og de i ham efter vor Guds og den Herres Jesu Kristi Naade. Vistnok er Maalet for vor Tro først og fremmest "Sjælenes Frelse". (1 Pet.1,9), men dette Maal skal gaa op i det endnu højere Maal: Jesu Navns Forherligelse. Er det Hjertets stadige, daglige, ophøjede Maal, da ikke blot frelses vi, men da bliver Livet tillige et mægtigt Vidnesbyrd for Herren. Mens alt dette sker kun "efter Guds og Frelserens Naade". Naaden er det første og det sidste, baade den begyndende og den fuldendende Kraft i Troens Værk.