En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus brev til 2 Tessalonikerne

Kap 2.13-3.18

Fra Tanken paa de fortabte, der vil hjemfalde som Bytte for Guds Dom ved Antikristen vender Apostlen atter sit Blik hen paa Vennerne i Thsessalonika og udtaler, i hvilken Taknemmelighedsgælds til Gud han er for det Standpunkt, de stod paa. Han kalder dem: "af Herren elskede Brødre". Og han takker (V.13-14) for den Guds Naade, der var bleven dem til Del fra Gud, at de "fra Begyndelsen" (se Efes 1, 4: "Før Verdens Grundlæggelse") var udvalgte til "Salighed". At denne Udvælgelse dog ikke skal forstaas som en vilkaarlig Forudbestemmelse men hænger nøje sammen med den Gerning, Læserne havde givet Gud Lov til at udføre i deres Hjerter, fremgaar af Tilføjelsen (V.13): "i Aandens Helligelse og Tro paa Sandheden"; den af Guds Aand virkede Helliggørelse betinges jo af, at vi i Troen modtager denne Sandhed i Modsætning til de i V.10-12 omtalte fortabte, der "ikke tog imod Kærligheden til Sandheden, saa de kunde blive frelste", "ikke troede Sandheden".

Til denne Frelse, der formidles ved Aandens Værk og vor Tro, havde Gud jo kaldt dem (V. l4) ved det "Evangelium", Paulus og hans Medhjælpere havde bragt dem ("vort Evangelium"), og Apostlen betegner nærmere denne Frelse som dette at "vinde vor Herres Jesu Kristi Herlighed". Guds Kaldelse er Virkeliggørelsen i Tiden af hans evige Udvælgelse Rom. 8, 30), og Maalet for de kaldede er dette salige at faa Del i Kristi Herlighed. Derfor - med dette hellige Maal for Øje - formaner Apostlen nu Brødrene (V. 15) til at "staa fast" og "holde fast ved de Overleveringer, hvori de blev oplærte, være sig ved Apostlens Tale eller ved Brev fra ham" (Apostlens første Brev). Lære og Liv hænger jo nøje sammen, falsk Lære vil ogsaa indvirke paa Livets Sundhed.

Men derefter vender Apostlen Blikket opad til ham, der ene formaar at holde os fast i Naaden og Sandheden, "Herren Jesus Kristus og vor Gud og Fader" (V.16-17). Apostlen ser hen til den Guds Kærlighed, der gav os "en evig Trøst og et godt Haab i Naade", da han sendte sin enbaarne Søn. Er vi i Kristus, da er vor Trøst evig og vort Haab uvisneligt, og vi har aldrig Grund til at tabe Modet. Men af ham, der saaledes oplukkede os Trøstens og Haabets Kilde, tør vi trygt forvente, at han under alle Trængsler vil læske vore Hjerter med denne Trøst og derigennem "styrke" os "i al god Tale og Gerning". Herrens Trøst er altid fuld af hellig Kraft til at hellige vort Liv.

Med det nye Kapitel gaar Paulus over til Brevets Afslutning med et "iøvrigt". Og det, han endnu har at lægge dem paa Sinde, er da dette at være tro til at "bede for" Apostlen og hans Medhjælpere (Kap.3,1-2). Men atter her ser vi som næsten bestandig, naar Apostlen begærer Forbøn, at det er Herrens Gerning ved ham, der er Hovedsagen for ham. Derom vil han, at de skal bede, at "Herrens Ord maa have Løb" og forherliges trindt om, ligesom det var sket hos dem. Der er Ild ogsaa i Apostlens Bøn Ikke blot en langsom Fremadskriden af Ordet, men at det maa løbe, begærer han af Herren, han venter store Ting af Herren.

Men saa maatte ogsaa Hindringerne for Ordets Løb til Side. Der er "vanartige og onde Mennesker" (V.2), som gerne vilde standse Evangelisets Løb. Da Brevet er skrevet fra Korinth, sigter Paulus sikkert til de vantro Jøder der næsten alle Vegne enten ved aabenbar Forfølgelse eller ved skjulte Rænker søgte at lægge Sten i Vejen for Evangeliets Fremgang og det ogsaa i Korinth (se Ap.G.18,12-13). "Thi Troen er ikke alles", tilføjer Paulus med Vemod; den er nok bestemt for alle, men ikke alle vil tage imod den.

Dog, Apostlen dvæler ikke ret længe ved de vantro Fjender, men løfter hurtigt paany sit Blik op til den trofaste Herre, der er stærkere end alle vore Fjender og aldrig svigter sine smaa. I Tillid til ham har Apostlen sin Hvile ogsaa med Hensyn til Vennerne i Thessalonika, der jo ogsaa saa rigeligt havde erfaret de vantro Jøders Ondskab. Herren vilde "styrke og bevare" ogsaa dem "fra det onde" (V.3). I Stedet for det onde kan ogsaa læses den Onde, som altid staar bag ved alt det onde (se Efes.6, 12). Men har Apostlen denne Tillid til Herren, saa har han ogsaa "i Herren Tillid" til Thessalonikernes Lydighed baade nu og for Fremtiden med Hensyn til, hvad han bød dem (V.4). Naar han siger, at han har denne Tillid i Herren, vil det sige, at hans Tillid ikke grunder sig paa Thessalonikernes egne Kræfter men paa Herrens Kraft i dem; ogsaa den villige Lydighed er en Herrens Gave, omend den selvfølgelig maa modtages af os.

Saa slutter han (V. 3) med det skønne, dybe Ønske for Læserne: "Herren styre eders Hjerter til Guds Kærlighed og til Kristi Udholdenhed". Ja, blot Herren maa være Styrmanden, der faar vort Hjerteror i sin Haand, da naar vi ind i den herlige Havn, der hedder Guds Kærlighed og Kristi Udholdenhed. Guds Kærlighed ligger det nærmest at forstaa som Guds Kærlighed til os, men den virker da igen i vore Hjerter Kærlighed til ham (se 1 Joh.4,19: "Vi elske, fordi han elskede os først"). Guds Kærlighed er Hjertets Hvilehavn under alle Stormene udefra Og der vinder vi ogsaa Magt til stille at glide ind i Kristi Udholdenhedshavn, saa vi kan fyldes med det samme udholdende Sind, der var i ham. Faren for os er den, at vi i Selvraadighed ikke ret giver Herren Lov til at styre vore Hjerter, og saa lider vi Skade. Lydighed er nøje knyttet til Troen (se 1 Pet.1,2 og Rom. 1, 5).

Giv i Jesu Favn dig ind,
Han skal dig ej kaste hen,
Tryg for Verdens Kastevind
Er du hos din fuldtro Ven.
Lad det storme, som det kan,
Du skal komme vel til Land.

Endnu en Sag havde Apostlen paa Hjerte, nemlig en alvorlig Formaning angaaende de uskikkelige Brødre der ikke passede deres jordiske Geming men drev omkring i en falsk Aandelighed. Formodentlig er det de samme, han sigter til her, som i 1 Thess.4,11-12, Mennesker, som i sværmerisk Forventning om Herrens nære Genkomst ikke vilde have med andet end aandelige Ting at gøre.

Ganske vist kalder Apostlen dem endnu for Brødre (V. 6 og 15), men han henvender her ikke længere Ordet til dem selv, fordi de ikke havde agtet paa hans Formaning i det forrige Brev, men henvender sig til den øvrige Menighed, der stod paa et sundere Stade. Og det, han alvorligt paalægger Brødrene i "vor Herres Jesu Kristi Navn", er at øve Kirketugt overfor disse uskikkelige og ulydige Brødre hvilken Tugt skulde bestaa i, at de holdt sig fra dem. Det var ganske vist den mildeste Form af Tugt men dog et Middel til at vise disse Sværmere, at de havde forbrudt sig mod hellig Samfundsorden.

Denne sin Befaling (V. 6) begrunder Apostlen ved at henvise først til sit eget og sine Medhjælperes Eksempel iblandt Thessalonikerne (V. 7-9), dernæst ved Henvisning til, hvad han udtrykkelig havde sagt dem om, at den, der ikke vilde arbejde, burde heller ikke have noget at spise (V.10).

Paulus havde jo vist Vennerne i Thsessalonika, at han ingenlunde ringeagtede det legemlige Arbejde men tværtimod i sit Ansigts Sved havde erhvervet sit Ophold ved sine Hænders Gerning for ikke at falde nogen af dem "til Byrde". Ikke fordi han ikke havde Ret til at kræve sit Underhold (1Kor.9) - en Arbejder er jo sin Løn værd - men Paulus vilde ikke paa nogen Maade give noget Anstød, tværtimod give dem et Mønster til Efterfølgelse (V. 9). Muligvis Apostlen allerede den Gang, da han var iblandt dem, hos nogle havde mærket Spirerne til Sværmeriet. Iøvrigt var jo Filippis Menighed den eneste, han tog Hjælp fra, ellers betragtede han det som sin særegne Forret at maatte "forkynde Kristi Evangelium for intet" (1 Kor. 9, 18).

Det Ord, han (V.10) minder dem om at have sagt dem: "Dersom nogen ikke vil arbejde, saa skal han heller ikke have Føden" var et Ordsprog blandt Jøderne og knyttede sig sikkert til Herrens Ord i 1Mos. 3,19: "I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød."

I V. 11 begrunder han sin Indskærpelse her af dette Ord ved at henvise til, hvad han havde hørt, at nogle iblandt dem ikke gad arbejde men gav sig as med "uvedkommende Ting" i Stedet for det, der paahvilede dem.

I V.12 retter han Formaningen mere direkte, dog ikke i ligefrem Tiltale, til disse urolige Hoveder og paalægger dem med alvorlig Myndighed, atter "i den Herres Jesus Kristus", altsaa i Herrens Navn og som Herrens Vilje, at de "skulde arbejde i Stilhed" i Stedet for at volde Uro, og at de skulde "spise deres eget Brød", altsaa selv erhverve sig deres Ophold og ikke søge deres Underhold af andres Gaver.

Med V.13 vender han sig igen udelukkende til dem, han i fuldeste Forstand kunde nævne som sine Brødre, fordi det havde vist sig, at de havde samme Syn som han paa et troende Menneskes Pligter. Han beder dem om ikke at blive trætte i at gøre det gode, i at handle vel, og han paalægger dem endnu en Gang (V.14-15) at mærke sig de uskikkelige og at trække sig tilbage fra dem, saa de kunde lære "at skamme sig", saafremt de da ikke vilde adlyde denne Apostlens Formaning og skikke sig ret. Dog maatte de ikke agte disse ulydige Brødre som Fjender men lade Broderkærligheden staa bag ved Tugten.

Der er noget at lære for Guds Børn til alle Tider med Hensyn til den rette Stilling overfor saadanne Brødre og Søstre, der gor sig skyldige i Misligheder. Det maa ikke tages med Slaphed og Ligegyldighed, paa den anden Side heller ikke med unødig Haardhed, saa længe Vedkommende ikke aabenlyst har brudt med Kristi Tro. Usundhed er jo da nu ikke det samme som Død men kan føre til Død, dersom der ikke bliver taget alvorligt derpaa.

Saa slutter Apostlen (V.16-18) med at ønske "Fred" over dem, den Fred, som ene udgaar fra ham, der er "Fredens Herre". Vistnok tænker Apostlen her nærmest paa Hjertefreden, maaske dog ogsaa paa den indbyrdes Fred, der jo paa det nøjeste hænger sammen med, at Guds Fred sejrer i de enkelte Hjerter Han ønsker dem denne Fred "altid" og "i alle Maader". Det er altsaa Maalet, at denne Fred bestandig, under alle vore Forhold, ogsaa de særligt trange, kan hvile over vore Hjerter Og naar Apostlen slutter med "Herren være med eder alle" (V..16) og med at tilønske dem alle vor Herres Jesu Kristi Naade (V.18), viser han jo herved selv broderligt Sind ogsaa overfor dem, der voldte ham Sorg.

I V.17 gør Paulus dem endnu opmærksom paa sin egenhændige Hilsen, for at de ved at se hans Haandskrift kunde have et sikkert Kendetegn paa, at Brevet var ægte og ikke et underskudt Brev, der falskelig gav sig ud for at være fra ham (se Kap. 2,2). Naar han skriver, at det var et Tegn i hvert Brev, mener han dermed i hvert fremtidigt Brev til Thessalonikerne. I Breve til andre Menigheder findes denne egenhændige Slutningshilsen kun i 1 Kor. 16, 21 og Kol 4, 18. Som bekendt dikterede Paulus ellers sine Breve (se Rom. 16. 22).

Summen af dette Brev er jo denne at lære Guds Børn at forvente Herren i aandelig Sundhed og Ædruelighed.

I Gry og i Kvæld - Immanuel!
Ja, vær os nær.
Kom, hos os bliv, vort Lys, vort Liv
Mod Død og Dom, o til os kom.