En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus brev til 2 Tessalonikerne

Kap 2.1-2.12

Her tager Apostlen det Punkt frem, som var det brændende i Thessalonika, og som helt igennem i dette Brevs stod "for Apostlens Tanke, nemlig det rette Syn paa Tiden for Herrens Genkomst Allerede i Slutningen af foregaaende Kapitel pegede han paa Herrens Genkomst med Dommen over Guds Riges Fjender og med herlig Frelse for de hellige. Der antydede han allerede den praktiske Indflydelse, som Tanken om Herrens Genkomst bør øve paa dem, der forventer den. Paa den ene Side skal den være Menigheden til Trøst under dens Lidelser (Kap.1, 7), paa den anden Side virke ansporende paa Helliggørelsesarbejdet. Det var just Grundfejlen hos Thessalonikas Kristne, at Forventningen om Herrens Genkomst i Stedet for at virke til Livets sunde Fremvækst var udartet til et sygeligt Sværmeri, idet man tænkte sig Dag og Time for Herrens Komme lige for Haanden og derved blev ligegyldig for de jordiske Pligter og Opgaver.

I dette Afsnit (V. 1-12) udvikler nu Apostlen for dem, at Herrens Dag endnu ikke maatte ventes som umiddelbart forestaaende. Der maatte gaa noget forud, hvilket Apostlen nærmere bestemmer som "Frafaldet" og dernæst Aabenbarelsen af "Syndens Menneskes hvis Væsens Mærker Apostlen betegner for dem.

Paulus begynder (V.1-2) med en indtrængende Henvendelse til "Brødrene" om dog ikke (i en Hast) at lade sig fortumle eller skræmme fra Samlingen ved alt det Sværmeri, der havde betaget Hjerterne med Hensyn til Herrens Genkomst. Paulus vilde saa nødigt, at dette dyrebare Punkt, som Herrens Tilkommelse og vor Hjemsamling til ham er iblandt Guds Riges Forjættselser, skulde skæmmes ved Vildfarelse. Han paataler de tre Maader, hvorpaa dette Sværmeri søgte at bane sig Vej i Thsessalonika, nemlig dels ved "Aand", begejstrede Udtalelser, som udgav sig for guddommelig profetisk Aabenbaring, dels ved "Tale", dels endelig ved "Brev", som udtalte Apostlen og hans Medhjælpere sig i lignende Retning. Sværmerne beraabte sig paa Ord, som falskelig tillagdes Apostlen, idet man mistydede hans Udtalelser om Herrens Dag, ja, de synes som for nævnt endog at have opdigtet et Brev og tillagt Apostlen det for paa denne daarlige Maade at styrke deres Udtalelser om, at Herrens Dag var lige forhaanden".

Apostlen kalder alt dette for Bedrag og søger nu (V. 3) at hjælpe Vennerne til et ædrueligt Syn psaa Herrens Genkomst. Og vi skal give nøje Agt paa, hvad han nu fremfører. Thi til alle Tider har der i Kirkens Historie i Henseende til Punktet om Herrens Genkomst været Sværmere. I vore Dage er det særlig Adventisterne og til Dels ogsaa Irvingianerne, som har villet give sig af med at fastslaa Herrens Dag som værende umiddelbart for Haanden.

Hvad menes der med "Frafaldet" (V. 3)? Her er jo ikke Tale om politisk Frafald men religiøst i Følge dette Ords Forbindelse med "S-yndens Menneske" (Antikristen) og hans Fremtræden, som Apostlen nu nærmere skildrer i det følgende. Det er det store Frafald fra Gud og fra Kristentroen, som vor Frelser selv har forudsagt (se Matth 24 og særlig Joh.Aab.) som det, der skal komme i de sidste Tider. Det er et Frafald indenfor Kristenheden, og den bestemte Betegnelse. "Frasaldet" betegner det som et enestaaende Frafald af overordentlig Ustrækning og Udbredelse.

Guds Ord lærer os nemlig ikke, at Menneskeheden bestandig vil tiltage i Kristelighed men tværtimod, at der i de sidste Tider vil ske en frygtelig Tilbagegang. Vi mindes Herrens Spørgsmaal i Luk.18,8: "Mon Menneskesønnen, naar han kommer, vil finde Troen paa Jorden?" og i 2Tim.3 taler Paulus om de "vsanskelige" Tider, der skal være at forvente i de "sidste Dage", før Herren kommer igen med den evige Forløsning.

Dette Frafald forbereder Antikristens Komme men vil tillige naa sit Toppunkt med hans Aabenbarelse. Mange Gange i Guds Riges Udvikling her Paa Jorden har den antikristelige Aand rejst sit Hoved, som Apostlen Johannes skriver (1 Joh.2,18): "Mange Antikrister er nu fremtraadte", men ved Tidernes Slutning vil den antikristelige Aand samle sig i en enkelt bestemt Person ; det fremgaar klart af de Udtryk, Paulus her bruger: "Syndens Menneske" - "Fortabelsens Søn" - "han", som modsætter og ophøjer sig (V. 4). Det vil blive et Menneske, i hvem Synden naar en saa frygtelig Usdfoldelse som i ingen anden, hvorfor han ogsaa er selvskreven til Fortabelse, ligesom han bereder alle dem Fortabelse, der giver sig under hans Magt. Det samme Udtryk, Fordærvelsens eller Fortabelsens Søn, bruges i den hellige Skrift endnu kun om Judas Iskariot (Joh. 17,12).

Vi skal lægge Mærke til, at der tales om hans "Aabenbarelse", det samme Udtryk, som bruges om vor Frelsers Komme. Hint "Syndens Menneske" kommer just som et Modstykke til Frelseren, som en ganske særlig grufuld Aabenbarselse af det, der til alle Tider har ligget om end mere skjult i den mod Gud oprørske, genstridige Verden.

I V. 4 betegnes hans Væsen nærmere, idet han skildres som den, der "modsætter sig,"" ja endog "ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud eller Helligdom". Altsaa han sætter sig ikke blot op mod Gud, men sætter sig højere end Gud, han vil udrydde enhver Gudsdyrkelse, al Religion, undtagen den Religion, der bestaar i at tilbede ham selv, med andre Ord, han vil gøre sig selv til Gud, som der fremdeles staar«: "Han sætter sig i Guds Tempel og udgiver sig selv for at være Gud."

Om dette, at han sætter sig i Guds Tempel, skal forstaas billedligt som Betegnelse for, at han ikke tilsteder nogen anden Dyrkelse end af ham selv, eller det ogsaa skal forstaas bogstaveligt, som nogle har forstaaet det, kan ikke bestemt afgøres; muligvis "Guds Tempel" her betegner Kristenheden som den, der skulde være Guds aandelige Tempel.

Det er Djævelens Væsen at ville gøre sig selv til Gud; dog er det ikke Djævelen selv, her er Tale om, thi der skelnes mellem Djævelen og denne hans Udsending (se V. 9). Men han er Djævelens udvalgte Redskab og fyldt med satanisk Frækhed.

I Apostlens Ord er der tydelig nok en Henvisning til Daniel 11, 36, hvor der sikkert ogsaa henpeges paa Antikristen, og hvor der staar: "Og Kongen skal gøre efter sin Vilje og ophøje sig og gøre sig stor over enhver Gud og tale forfærdelige Ord mod Gudernes Gud."

Det vil blive frygtelige Tider for Guds Folk, men som Dagene bliver, vil ogsaa Styrken blive, og Ordet ogsaa her paa dette Sted vil være et Lys for Guds Folk og forkynde dem, at baade "Frafaldet" og Antikristens Aabenbarelse jo dog bebude, at Kristi Dag er for Haanden med evig Hsusvalelse efter den store Trængsel.

Lad rase Mørkets Drot
Med Løgn og Mord og Spot,
Han har dog faaet sln Dom,
Da Krist til Jorden kom,
Et Ord ham nu kan fælde.

Apostlen begynder med et mildt bebrejdende Spørgsmaal til Læserne (V. 5), om de da ikke kom i Hu, at han sagde dem alt dette, medens han var hos dem. Vi ser deraf at Apostlen ikke har forholdt den unge Menighed i Thessalonika noget af Guds Frelsesraad men meddelt dem ogsaa disse dybe Ting om, hvad der skulde gaa forud for Herrens Genkomst. Dette skal til alle Tider frem til Oplysning og Vejledning for Guds Børn, men mange af Ordets Forkyndere, ogsaa af de troende, kommer sjældent eller aldrig ind paa disse Ting. Det er maaske af Frygt for at komme ind paa Omraader, hvor Lyset endnu ikke er givet os i fuld Klarhed: Men det, som Gud har forundt os at vide derom, disse klare Ord burde ikke forbigaas i Forkyndelsen.

Paulus havde imidlertid ogsaa talt til Læserne om, at der var noget, som holdt Antikristen tilbage, noget, der dannede ligesom en Bom for ham, før den for ham bestemte Tid kom til at aabenbares (V. 6). Thi visselig virkede "Lovløshedsens Hemmelighed" allerede; kun at "den, som nu holdt tilbage" først maatte fjernes.

Hvad mener Apostlen med dette, der holder tilbage for Antikristens Aabenbarelse, der foreløbigt hindrer det svække Oprør, som nu virker mere lønligen, i at blive afsløret i sin frygtelige Skikkelse? I V. 6 taler han om "det, der holder ham tilbage". I V.7 om "den", der holder tilbage. Den hæmmende Magt, der endnu danner et Bolværk imod Antikristens Fremtræden, maa altsaa have en personlig Bærer. Svaret paa dette Spørgsmaal gives i Almindelighed og vist med fuld Ret saaledes: det, der holder tilbage, er den sædelige Retsorden, der endnu findes i Folkene og har sit Udtryk i de Love, Øvrigheden værner om. Vedkommende Øvrighed bliver da "den", der holder tilbage for Antikristen. Antikristen synes derved betegnet som en. der vil sprænge, hvad der hedder lovlig Samsundsorden af den Slags, vi nu kender, den Lovorden, der tjener til at holde Styr paa Synden, til at afværge dens voldsomme Udbrud. Ogsaa Guds Menighed nyder jo godt af denne Øvrighedens Virksomhed, hvorfor ogsaa Apostlene jævnligt formaner de Kristne til at skønne paa Øvrigheden og bede for den (se Rom.13,1, 1 Tim. 2, 1-3 og 1 Pet. 2, 13-14).

Paa Apostlenes Tid var Øvrighedsmagten jo samlet i den romerske Kejser som sit Toppunkt.

Vi ser ogsaa stadig i vore Dage, hvorledes "Frafaldet" fra Gud og antikristeligt Væsen gaar Haand i Haand med Attentater paa Konger og Kejsere, med Oprør mod al sædelig Retsorden. Det er ikke blot Anarkister og Nihilister men ogsaa hele den gudfjendske og kristusfjendske Litteratur, der arbejder paa Opløsningen af den sædelige Orden, ogsaa af Ægteskabet og Familielivet, Socialdemokratiet, som det viser sig i ethvert Tilfælde paa mange Steder i vore Dage, bærer ogsaa saadanne antikristelige Elementer i sig.

Vil der da ikke findes Love, naar Antikristen aabenbares? Jo, men Love, som ikke fortjener Navn af Love. Antikristens Love vil kun være Lovovertrædelse sat i System, hans Love vil gaa ud paa at befordre og støtte Synden, og hans "Øvrighed" vil gaa ham til Haande i Kamp mod alt godt og helligt. Selv den til alle Tider dybest sunkne lovlige Øvrighed vil dog være noget helt andet end Antikristens Øvrighed der just vil sigte paa at nedbryde alt, hvad vi nu kalder sædeligt.

Efter at Apostlen saaledes (V. 6-7) har vist, hvad derforeløbig holder igen paa Antikristens Aabenbarelse, skildrer han nu til Trøst for Guds Folk, hvorledes "Lovovertræderen" vil faa sin Dom ved Herrens Tilkommelse (V.8). "Den Herre Jesus skal dræbe ham med sin Munds Aande", siger Apostlen, "og tilintetgøre ham ved sin Tilkommelses Aabenbarelse". Saa let vil det falde Herren, at blot et Aandepust, den allerringeste Kraftytring, der overhovedet kan tænkes, vil være nok til at gøre al Antikristens Vælde til intet. At denne Tilintetgørelse dog ikke vil sige, at Antikristens personlige Tilværelse ophører, ligger allerede i Ordet "Fortabelsens (Fordærvelsens) Søn", hvormed han betegnes. Intet personligt Væsen kan saaledes tilintetgøres (som Adventisterne lærer det), at dets Tilværelse ophører.

I den Grad øjeblikkelig vil Antikristens Tilintetgørelse finde Sted, at blot den herlige "Aabenbarelse" af Herrens Tilkommelse vil være nok til at virke dette (se ogsaa Joh. Aab. 19,20), thi Løgnen er tom og hul, formaar intet overfor den levende Sandhed, naar den stilles Ansigt til Ansigt med den i Herrens Person.

Og i Løgn sker Antikristsens Tilkommelse. Dette udvikler Paulus i V. 9-10, hvor han skildrer Antikristens "Tilkommelse" som værende "ifølge Satans Kraft med al Løgnens Magt og Tegn og Undere og med al Uretfærdigheds Bedrag". Satan ruster dette sit Redskab med den Kraft, han ejer, og Satan er stærkere end vi Mennesker, derfor kan han nok gøre "Tegn og Undere", som overgaar Menneskers naturlige Evner. Men hans Tegn sigter bestandig kun til at fremme Uretfærdighed hvorfor Apostlen ogsaa kalder Antikristens Virksomhed for "al Uretfærdigheds Bedrag".

Men derfor vil Guds sande Børn ogsaa kunne kende disse Tegn som Løgnens Gøglebilleder af den Aand, der er virksom i disse "Undere". Guds Folk vil Antikristen ikke kunne skuffe. Det er "blandt dem, som fortabses", han vil finde sine Tilhængere. Visselig vil det blive forfærdeligt svære Tider ogsaa for Herrens Udvalgte. I denne Sammenhæng kan vi mindes Herrens Ord i Matth.24, 24: "at ogsaa de udvalgte skulde blive forførte, om det var muligt". Men det er ikke muligt, thi Herrens Helligaand vil besegle alle dem, der er af Sandhed, saa de kan holde Stand. Derimod vil alle de, der "ikke tog imod Kærligheden til Sandheden, saa at de kunde blive frelste" (V.10), være prisgivne til Antikristens Forførelse. De tog ikke imod Kærlighed til Sandheden for at blive frelste, da Gud ved sin Aand ogsaa i dem vilde vække saadan Kærlighed til den guddommelige Sandhed i Kristus, men de lukkede Hjertet for den.

I V.11-12 viser Apostlen os nu Betydningen af Antikristens Komme i Guds Verdensstyrelse. Ogsaa selve Antikristen maa, enten han vil eller ikke, nødes til at tjene Guds Tanker. Hans Komme bliver i Guds Haand en Dom fra Gud over den Verden, der ikke vil Sandheden, det skal tjene til at modne den fortabte Slægt til den Undergang, den ikke kan undgaa. Fordi de ikke vilde elske Sandheden men hadede den, "derfor sendes dem kraftige Vildfarelser, saa at de tror Løgnen" og saaledes modnes til at høste Dommen for deres Vantro overfor "Sandheden" og deres "Behag i Uretfærdigheden" (V.12).

Det er en Grundlov i Guds Domme, at Gud straffer Synd med Synd. Den Tanke møder vi oftere i Skriften, ses saaledes Rom.1, 24 og 28, hvor der staar om Hedningerne, at Gud til Straf for deres skændige Afgudsdyrkelse og deres Foragt for Vidnesbyrdene om den sande Gud "gav dem hen" i deres Hjerters Begæringer til Urenhed - "gav dem hen i et Sind, som intet duer".

Det er Guds Triumf, at han ogsaa har Antikristens Komme med i sit Raad. Det kommer ham ikke uventet, det er forud kendt og forudsagt af Gud selv, det er ogsaa i hans Almagtshaand og skal tjene hans Raad. "Jeg har sagt eder det, før det sker, for at I skal tro, naar det er sket", saa lød Herrens Ord til hans Disciple (Johs. 14,29). Deri ligger en stor Bestyrkelse for Herrens lille Hjord til aldrig at tvivle om Herrens Magt, selv om det ser nok saa underligt ud for vore Øjne. Ser det end ud, som Mørket havde vundet sit Spil, kan vi dog synge med Fryd:

Hvo kan mod dig vel stande,
Som slynger Lynets Pil,
Hvo vover at forbande,
Naar du velsigne vil?

Hovedsagelig paa tre Steder i det ny Testamente finder vi Udtalelser om Antikristen, nemlig her i 2 Thess 2, dernæst i Apostlen Johannes første og andet Brev og endelig i større Udvikling i Johannes' Aabenbaring, navnlig det 13. Kapitel, hvor Johannes taler om det fra Afgrundsdybet opstigende Dyr, paa hvis kronede Hoveder fandtes indskrevet Bespottelsens Navne. Naar Johannes i dette sit Syn saa et andet "Dyr" med to Horn lige med Lammets stige frem til Hjælp for det første Dyr, betegner dette sidste Dyr aabenbart den falske Profetaand, en Forvrængning af den sande Profet, Kristus og svarer i den Skildring, vi her har i 2 Thess 2, nærmest til det, Paulus kalder "al Løgnens Magt og al Uretfærdigheds Bedrag".

Naar vi nu kommer til Spørgsmaalet om, hvem Antikristen er, saa falder Svarene derpaa væsentlig i to Hoveddele i vore Dage, eftersom man antager Antikristen for allerede at være kommen eller først at skulle komme. Men der maa vi gøre os det klart, hvad Apostlen Johannes skriver 1 Joh. 2, 18, at der er "mange Antikrister" som Forløbere for den egentlige Antikrist. Verdens og Kirkehistorien viser os ikke faa Skikkelser, som har disse eller hine antikristelige Væsensmærker uden dog at have dem alle. Blandt disse Skikkelser er i den gamle Pagts Historie den mest fremtrædende den syriske Konge Antiokus Epifanes, ca. 170 A. f. Kr., der i Daniels Bog betegnes saaledes, at han tydeligt nok ses som et Forbillede paa den sidste Antikrist, og i Makkabæernes Bøger har vi det historiske Vidnesbyrd om denne Konges glødende Had til Israels Gud og Herrens troende. Derfor henter ogsaa Herren i sin Skildring af de sidste Tiders Trængsel Ord frem fra Profeten Daniel (se Matth. 24, 15 og 24, 21). Dog mangler hos Daniel dette ene Træk af hint Syndens Menneske, at han gør sig selv til Gud; Og det maa holdes fast, at først naar alle de i Ordet anførte Træk er for Haanden paa een Gang og hos En og samme Person, først da er Antikristen selv til Stede. Deraf følger, at den virkelige Antikrist endnu ikke er kommen, men tilhører Fremtiden.

Antikristelige Træk finder vi ogsaa i det gamle romerske Kejserkdømme, idet jo adskillige af Roms Kejsere optraadte som grumme Forfølgere af de Kristne, medens de ofte tillige krævede guddommelig Anerkendelse for sig selv og opstillede deres egne Billedstøtter i Templerne. Men paa den anden Side forkastede de jo dog ikke al anden Gudsdyrkelse og handlede desuden i hedensk Vankundighed, ikke med den frygtelige Forhændelse, som Antikristen i sin Tid vil gøre det.

Andre har antaget Muhammed for Antikristen, og der findes ogsaa hos ham mange antikristelige Træk, saaledes den bitre Forfølgelse overfor de Kristne og den falske Profeti, men han gjorde dog ikke sig selv til Gud. I Middelalderen og paa Reformationstiden var det ret almindeligt at betegne Paven som Antikristen. Luther satte paa et af sine Stridsskrifter mod Rom den Titel: "Mod Antikristens forbandede Bulle", og i de schmalkaldiske Artikler betegnes Paven udtrykkelig som "selve den virkelige Antikrist". Og ganske vist er der heller ikke faa antikristelige Træk i Pavedømmet, først alle de falske Pavelærdomme, der vildleder Mennesker med Hensyn til den rette Frelsesvej, dernæst den formastelige Højhed, Paven har tillagt sin egen Person, hvilket har naaet sit Toppunkt i den Ufejlbarhed, Paven i de senere Tider har tillagt sig selv og sine Ord. Men Eder er andre Træk i Antikristens Billede, som mangler i Pavedømmet.

Man kan ikke sige, at Pavedømmet har "modsat sig eller ophøjet sig over alt, hvad der kaldes Gud eller Helligdsom", og hvor forvansket end Kristendommen er bleven under alle Pavens Tilsætninger, er Troen paa Kristi Guddom dog bleven fastholdt. Endelig mangler jo baade Muhammed og Paven de "Tegn og Undere", som Apostlen sagde (Kap.2,9) skulde kendemærke den virkelige Antikrist".

Efter Skriftens Udsagn at dømme synes Antikristen at skulle udgaa ikke just fra kirkelige Kredse, men fra de sociale og politiske Omraader. Herpaa tyder allerede, at Kongen Antiokus Epifanes sættes som hans mest udprægede Forbillede Fremdeles hører vi i Joh.Aab.13, 1, at "Dyret" steg op af "Havet", men Havet betegner de urolige Folkemasser. Fremdeles peger de "Kroner", Dyret bar paa sit Hoved, hen paa politisk Vælde, og det samme peger Skildringen hos Ezekiel i det 38. og 39. Kapitel hen paa, hvor Fyrsten Gog, der aabenbart betegner Antikristen, skildres som en mægtig Verdenshersker. Et gruopvækkende Forbillede for Antikristens Tider, finder vi ogsaa i den franske Revolution i Slutningen af det 18. Aarhundrede med de Tyranner, den søstrede, med den frække Forhaanelse af baade guddommelige og menneskelige Love; Da søgte man ligefrem at afskaffe Kristendommen, selve Guds Tilværelse forkastedes ved en formelig Beslutning i Folkets Forsamling, og en Skøge sattes i Guds Tempel som Genstand for Tilbedelse, medens man med satanisk Blodtørst rasede særligt mod Kristendommens Vidner.

Et stærkt Forbillede paa Antikristen har vi ivor Tid i det russiske Bolschevik regimente med dets blodige Kamp mod Kristendom.

Antikristen vil da formodentlig blive en saadan Tyran, fremgaaet af det mod Gud oprørske Folkehav. Da vil Jorden som aldrig før genlyde af det Ord, vi finder i 2.Sl.: "Lader" os sønderrive deres Baand og kaste deres Reb af os". Men det skal være Menighedens Trøst, hvad der ogsaa staar i den anden Salme (og som Paulus ogsaa stadfæster det her i 2 Thess 2, 8): "Han, som bor i Himlene, ler. Herren spotter dem. Da skal han tale til dsem i sin Vrede og forfærde dem i sin Harme: "Jeg har dog indsat min Konge over Zion, mit hellige Bjerg« (Sl.2,4-6).

Herren kommer, Gud med os,
Troen paa ham bier,
byde skal han Fjenden Trods
Som sit Folks Befrier.