Guldgruben
En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen
Ottende bind:
Paulus' første og andet brev til Timotheus og Titus
Indledning
De tre omnævnte Breve fra Paulus, som vi nu fik betragte, danner en særegen Gruppe af Breve og det af forskellige Grunde. For det første henvender de sig ikke til Menigheder men til Enkeltmænd, hvem Apostlen havde betroet Tilsynet med Menighedernse (Timothseus i Lilleasien ud fra Efesus, Titus paa Kreta). Brevene angaar derfor ogsaa for en stor Del Tilsynsgerningen overfor Menighederne, og de indeholder en Mængde betydningsfulde Vink for Præste og Biskopgerning.
Navnet "Pastoralbreve" betyder paa Dansk det samme som "Hyrdebreve" ("Pastor" er det latinske Ord for "Hyrde").
Men disse tre Breve har dernæst den Ejendommelighed, at de alle tilhører den sidste Del af Apostlen Paulus' Liv. Det er umuligt at finde en Plads til dem og de historiske Meddelelser, de indeholder, i den Del af Apostlens Liv, som vi kender fra Lukas' Beskrivelser i Apostlenes Gerninger. Nogle har forsøgt at tænke sig dem skrevne under Apostlens næsten treaarige Ophold i Efesus paa hans tredje Missionsrejse, men denne Antagelse støder paa mange Vanskeligheder. Derimod falder det hele godt i Traad, naar man tænker sig dem skrevne efter Apostlens 2aarige Fangenskab i Rom (Aar 61-63 efter Kr.). Den almindelige kirkelige Antagelse er, at Paulus blev løsladt efter de to Aars Fangenskab Derom har vi udtalt os ved Slutningen af Apostlenes Gjerninger. Lukas' Omtale af Apostlens Fangenskabstid er saaledes, at den tyder paa, at de to Aar dannede en Afgrænsning for dette Fangenskab. Og vi saa i Apostlens Breve fra Fangenskabet i Rom (Brevene til Efeserne, Kolossenserne, Filemon og Menigheden i Filippi), at han bestandig havde det bedste Haab om at blive løsladt.
Særligt kommer dette Haab stærkt frem i Filippenserbrevet og Brevet til Filemon. I Filippenserbrevets andet Kapitel V. 24 siger Paulus endog: "Jeg har den Tillid til Herren, at jeg ogsaa selv snart skal komme".
Der findes i Oldkirken en hel Række Udtalelser, der temmelig afgjort bevidner, at Apostlen blev løsladt efter sit første romerske Fangenskab, derpaa foretog forskellige Rejser i Evangeliets Tjeneste, maaske endog naaede lige til Spanien, hvorefter han paa ny bragtes som Fange til Rom og led Martyrdøden der.
Efter den Tidsregning, vi har fulgt, kom Apostlen til Rom tidligt paa Foraaret 61. Naar vi dertil lægger de to fulde Aar, Lukas i Ap. G. 28, 30 angiver som Fangenskabets Varighed, naar vi Foraaret 63. Efter hvad Apostlen havde skrevet i sine Breve til Østens Menigheder, har han da straks begivet sig paa Rejse mod Øst, formodentlig ledsaget af Titus. Rejsen er først gaaet til Kreta. Der havde Paulus jo paa Sørejsen til Rom ligget en længere Tid (se Ap. G. 27, 9) og sikkerlig benyttet denne Tid til at udstrø Ordets Sæd ogsaa paa Kreta. Rimeligvis er Kristendommen ogsaa andet Steds fra kommen til denne Ø. I ethvert Tilfælde hører vi, at Paulus efterlod Titus paa Kreta (Tit. 1, 5) for at ordne Menighedsforholdene der.
Fra Kreta er han saa rejst til Lille-asien. I Efesus maatte han nu erfare, at de gnostiske Kætterier, som efter Kolossenser brevet at dømme allerede havde fundet Indgang i Kolossæ, nu var trængte videre frem. "De svare Ulve", som han forhen havde varslet om i sin Tale til de ældste fra Efesus ved Slutningen af sin tredje Missionsrejse (se Ap. G. 20, 29), var komne. Efter at have opholdt sig her en Tid (og formodentlig har han herfra besøgt ogsaa Kolossæ efter sit Løfte til Filemon, se Brevet til Filemon V. 22), lod han sin trofaste Medarbejder Timotheus blive tilbage i Efesus; efter at denne først højtideligt under Haandspaalæggelse var bleven indviet til sin Gerning som Apostlens Stedfortræder (1 Tim. 4, 14).
Fra Efesus drog Paulus til Makedonien (1 Tim.3), og derfra har han saa skrevet det første Brev til Timotheus, i hvilket han udtaler sit Haab om snart igen at kunne vende tilbage til Efesus. Brevet til Titus stammer vist ogsaa fra denne Rejse. Efter at have tilbragt Vinteren i Nikopolis oppe i Epirus (se Tit.3,12), er han vendt tilbage til Efesus over Troas (2 Tim.4,13), derfra er han over Milet, hvor han eftserlod Trofimus, en anden af sine Medhjælpere, der var bleven syg (2 Tim. 4, 20), rejst til Korinth, hvor Erastus blev tilbage. Derfra er han faa igen rejst mod Vest og har muligvis naaet Spanien Det var jo hans oprindelige Bestemmelse (se Rom.15,28), og Ytringer hos Kirkefædre peger hen paa, at det blev naaet.
Imidlertid udbrød den 19. Juli 64 den voldsomme Ild i Rom, der lagde de tre Fjerdedele af den store By i Aske. Efter al Sandsynlighed var det Kejser Nero selv, der havde ladet stikke Ild paa Staden, men han søgte at vælte Mistanken over paa de Kristne i Rom, og dermed udbrød den første Forfølgelse, der kostede mange af Evangeliets Venner Livet. Dette har sikkert nok drevet Apostlen tilbage til Rom, for at han kunde styrke Herrens Hjord under denne Trængsel. Nogle mener, at Apostlen allerede har lidt Martyrdøden i samme Aar 64. Nogle mener Aar 66, atter andre Aar 67, idet de anslaar hans Rejse i Østerland til at have udstrakt sig over et længere Tidsrum (til Aar 65 eller 66). Under dette sit sidste Fangenskab har han saa skrevet det andet Brev til Timotheus. Da han i dette Brev taler om sin Rejse i Østerland som noget, der ikke laa saa fjernt, synes Opholdet i Spanien, hvis han har været der, kun at have været kortvarigt.
Med Hensyn til Pastoralbrevenes Indhold har vi set, at deres Formaal er væsentlig ensartet, nemlig at vejlede Timotheus og Titus meds Hensyn til deres Gerning, særlig i Betragtning af den fra VBranglæren truende Fare. Denne Vranglære viste sig i Slægt med den i Kolossenserbrevet omtalte, blot mere udviklet i sit onde Væsen Ved Fortolkningen, vil vi nærmere komme ind paa dette. Vi finder i disse Apostlens sidste Breve ogsaa adskillige sproglige Ejendommeligheder og særegne Udtryk, men det forstaas let, naar vi tager de særegne Forholds i Betragtning, hvorunder disse Breve blev skrevne, og deres Formaal, at værne den sunde Lærdom mod den falske Lære.
Hvad de ydre Vidnesbyrd angaar, bekræfter de gamle Fædre afgjort Brevenes Ægthed som stammende fra Paulus.
|