|
|
Men Evangseliets Bud for et troende Menneskes Liv har til sin Sum eller rettere til sit "Endemaal" (V. 5) ikke ufrugtbar Strid om tomme Spørgsmaal, men derimod "Kærlighed af et rent Hjerte og af en god Samvittighed og af en uskrømtet Tro". Det er et frugtbart Maal. Et rent Hjerte betegner her et oprigtigt Hjerte, frit for alle selviske Bagtanker. En "god Samvittighed" og en "uskrømtet Tro" peger hen paa det samme Kristus er de troendes gode Samvittighed, men deraf følger, at der til en god Samvittighed ogsaa hører en ærlig Forsagelse af Mørkets Væsen, et redeligt Forhold i Herren. Vranglærerne mødte just med Hykleriet, baade i Henseende til Tro og Liv, hvorfor ogsaa Apostlen i Kap-. 4, 2 kalder dem "brændemærkede i deres egen Samvittighed". Og til Omtalen af disse Vranglærere skrider nu Paulus med V.6-7. Fra det redelige Sind havde nogle vendt sig bort. De var skejet ud fra Sandhedens Spor og havde vendt sig til "intetsigende Snak". Til denne deres tomme Snak hørte ogsaa deres uforstandsige Ord om Loven, under hvis ydre Bud de vilde tvinge Mennesker til at trælle, skønt de selv ikke forstod sig paa, hvad de sagde og paastod (V. 7).
Det var dog ikke Lovens Fejl, siger Paulus, og han skildrer nu (V. 8-11) den rette til Lovens Væsen svarende "lovmæssige" (V. 8) Brug af Guds Lov i Lighed med sin Udvikling deraf i Rom.7,12. Han gaar ud fra dette som noget, troende Mennesker vel vidste, "at Loven ikke er sat for den retfærdige" (V. 9), og ved "den retfærdige" forstaar han her den i Troen retfærdige som i Kraft af Guds Aand jo allerede i fri Lydighed vil, hvad Loven byder. Lovens Bestemmelse er at være et Gærde for alle dem, der endnu i Hjertet staar Guds Villie imod, den skal derved tillige med sine Bud være det faldne Menneske en Hjælp til at komme til Syndserkendelse (Rom. 3, 20: "Ved Loven kommer Erkendelse af Synd"), minde det om Guds Dom over Synden, være som Sværdet, der hænger over Hovedet paa det naturlige Menneske i dets Syndetjeneste.
Disse Syndens Tjenere skildrer Paulus nu med mange Navne efter deres Oprør baade mod Gud og mod det skyldige Hensyn til Næsten. Aabenbart har Apostlen Lovens ti Bud for Øje ved denne Oprtegning. De første seks Benævnelser betegner særlig Oprøret mod første og tredie Bud, de tre næste mod det fjerde og femte Bud (V. 9). Dernæst mod det sjette Bud (de to herhen hørende Benævnelser (V.10) peger hen paa Utugtssynden baade overfor Kvinder og Mænd). "Mennesketyve", de, der røvede Mennesker for at sælge dem som Trælle (Slavehandel), betegner Synd imod det syvende Bud ; "Løgnere, Menedere", Synd imod det andet og ottende Bud.
Apostlen sammenfatter alt dette Syndens og Genstridige dens Væsen under Benævnelsen: "hvad andet, der er imod den sunde Lære", og føjer til (V.11): "efter den salige Guds Herligheds Evangelium, som er blevet mig betroet". Med disse Ord viser Apostlsen, at der ingen Modsigelse er mellem Lovens og Evangeliets Krav ; ogsaa Evangeliets "sunde Lære" (et Udtryk, der ofte møder os i Pastoralbrevene, som Modsætning til Vranglærens Usundhed) dømmer Synden ganske som Loven, ja paa en endnu dybere Maade som "Frihedens fuldkomne Lov" (Jak.1,25). De, der tror Evangeliet, bliver ikke lovløse, nej tværtimod, kun i dem kan Lovens Krav fuldbringes (Rom. 8,4). Loven forsvinder altsaa ikke i et Guds Barns Liv, men den møder os i en højere aandelig Skikkelse end i den gamle Pagt.
Overfor vantro Navnkristne staar Loven derimod endnu med sin tvingende, dømmende Magt, og helt fri for Loven ogsaa i denne Betydning bliver Guds Børn heller ikke, saalænge vi endnu bærer paa det gamle, uretfærdige, vanhellige Menneske. Dog jo mere det gamle Menneske knækkes i os, og det nye Menneske, der vil, hvad Gud vil, faar Magt i os, des mere vokser vi bort fra den ydre Lov. De gamle lutherske Dogmatikere lærte om en tredobbelt Brug af Loven, nemlig først som "Loven fra Raadhuset", som det ydre Gærde mod Syndens Magt, dernæst om Loven som Midlet til at bringe Syndserkendelse (særligt for de uomvendte); for det tredie som Hjælp ogsaa for de troende Mennesker, fordi dog endnu meget af Kødet hænger ogsaa ved alle de troende, altsaa for det uretfærdige gamle Menneskes Skyld. I denne Betydning bliver Loven som en Krykke til Hjælp for det snublende, svage Guds Barn, hvilken Krykke dog falder bort i samme Grad, som Guds Aand med Frihedens fuldkomne Lov sejrer i os.
Naar Gud (V.11) kaldes for "den salige" (kun her og i Kap.6,15), den, der i sig selv ejer den evige Livsfylde, er det sikkert ogsaa med Vranglærerne for Øje, der med deres Lære om Udstrømningerne fra Gud ligesom forflygtigede hans i sig selv fuldkomne Væsen. Nej, Gud er salig i sig selv, men desrigere fremtræder da hans Kærlighed deri, at han af sin frie Naade giver os Del i sin Herlighed i Kristus Jesus, ved ham alene, ikke ved endeløse Udstrømninger af mangfoldige Midlere, ej heller ved Lovens ydre Gerninger
Ja. saa elskede Gud arme, troløse Brud,
Saa han hengav sin eenbaarne Søn,
At enhver, som nu tror, skal, hvor Herren han bor,
Nyde Freden og Saligheds Løn.
Apostlen sluttede det foregaaende Afsnit med at udtale, at dette Guds herlige Evangelium "var ham betroet". Dette giver ham Anledning til at udbryde i Taksigelse og Lovprisning for den Naade og Barmhjertighed, der var vederfaredes ham, den "fordums Bespotter, Forfølger og Voldsmand", en Barmhjertighed saa stor, at endog Apostelembedet var ham betroet (V.12-14). Paa ham havde det store Evangelium om Kristi Komme til Verden for at gøre Syndere salige, faaet en herlig Aabenbarelse, og det just for at alle Syndere derved kunde faa Frimodighed til at tro, Gud til evig Pris og Ære (V.15-17). Denne herlige Naade maatte da ogsaa Timotheus holde fast ved i Modsætning til dem, der havde lidt Skibbrud paa Troen ved et uredeligt Forhold overfor Gud, saa de havde maatte overgives til Satans haarde Haand for om muligt derved at ydmyges (V.18-20).
Det, Apostlen særlig takker Herren Jesus Kristus for, hvis underfulde Styrke han havde erfaret, er den Naade, at Kristus agtede ham at være tro, idet han satte ham til Tjenesten, nemlig den høje Apostelgerning. Denne Herrens Tillid til Apostlens Redelighed, naar blot Lyset opgik for ham, fylder Paulus med ydmyg og dyb Taksigelse (V.12).
Og det just des mere, naar han saa hen til, hvilken frygtelig Modstander (V. 13) han før havde været (se navnlig Ap. G. 26, 9-11). Det eneste, Apostlen overfor denne Barmhjertighed kunde fremføre fra sin Side, var, at han i sin vantro Tilstand handlede uvitterligt. Han vidste ikke, hvad han gjorde, saaleledes som han i Talen for Kong Agrippa betegnede det med disse Ord: "Jeg selv mente nu ogsaa at burde gøre meget imod Jesu Nazaræerens Navn". Han vil ikke dermed undskylde sin Vantro, men kun vise, hvorledes det i det hele var muligt at han kunde finde Barmhjertighed. Derfor betoner han atter i V.14, at det var Herrens rige overvættes Naade, som ledede Troens og Kærlighedens Strøm i Kristus Jesus ind i hans haarde, kolde Hjerte, saa at Vantroens og Fjendskabens Sind overfor Kristus omskiftedes til Tro og Kærlighed.
Og som Summen af denne sin Erfaring fremsætter han saa det store Ord, saa enfoldigt og dog saa underfuldt rigt: "Kristus Jesus kom til Verden for at frelse Syndere". Syndere - ja blandt dem følte Paulus sig som "den største". I Grundteksten staar der egentlig: "blandt hvilke jeg er den første", nemlig i Betydning af Nr.1. Meningen er jo den samme. Vi møder jo ofte i Paulus's Breve denne Bekendelse, at han agter sig selv for den ringeste af de hellige (Efes. 3 og 1 Kor.15), den ringeste af Apostlene, og det svarer til Bekendelsen her, hvor han ser sig som Nr i Henseende til at staa Kristus imod. Det er ingen falsk Ydmyghed, naar han saaledes sætter sig i Spidsen for Syndere, nej, Paulus mente dette; blandt de forblindede Modstandere kendte han ingen større, end han selv havde været I det hele taget kender man da ogsaa Syndedybet mest nøje i sit eget Hjerte, saa en saadan Bekendelse ikke sjældent vil gentage sig iblandt de troende. Men det er Evangeliets Herlighed, at Kristus Jesus just er kommen for at frelse saadanne Syndere. Vel den, der ud fra sit Livs Erfaring kan istemme med Apostlem, "Den Tale er troværsdig og al Modtagselse værd".
Men Paulus ser i den Barmhjertighed, der blev vist ham personlig, endnu en Naade fra Herren, nemlig at lade Paulus blive "et Forbillede" til Hjælp for alle andre, der fremtidig skulde komme til Tro paa Kristus. Idet han selv var bleven Genstand sor hele Frelserens Langmodighed, just fordi han havde staaet værre imod end nogen anden, kunde han ogsaa blive et trøstende Eksempel for andre Syndere. Hans Tanke er: Kunde jeg, der har hast Brug for Kristi Langmodigheds Fylde lige til dens yderste Maal, blive salig, saa kan alle andre Syndere det ogsaa (blot de vil).
Idet Paulus skuer ind i hele denne vældsige Naade, slutter han med en fuldtonende Lovprisning af den Gud, der som "Evighedens Konge" (egentlig "Konge over Tidsoldene", den, der behersker Udviklingen gennem alle Tider), den over Verdens Forkrænkelighed og de synlige Ting højt ophøjede "eneste Gud", formaar at skænke dette evige Liv og i sin Miskundhed har villet det.
Naar Apostlen saaledes i V. 17 fremhæver Guds evige Herlighed og Magt, er det aabenbart ogsaa i Modsætning til Vranglærernes Forsøg paa at fordunkle Guds Væsen.
Med desmere Vægt vender han sig nu atter til Timotheus og lægger ham med faderlig Myndighed og Kærlighed dette Paabud paa Hjerte om at modstaa Vranglærerne og "stride den gode Strid" for Sandheden. Han henviser Timotheus til de Profetier, der havde lydt over ham, formodentlig da han under Haandspaalæggelse blev indviet til sin Gerning som Tilsynsmand i Lilleasien, særlig i Efesus. At en saadan Indvielse (Oridination) var bleven Timotheuss til Del fremgaar af Kap. 4, 14, og den har formodentlig fundet Sted, dengang Paulus tiltraadte sin Rejse til Makedonien fra Efesus (se V. 3). Profetier betegner her som altid Ord, der stammer fra den Helligaand. Saadanne Ord var der bleven talt over Timotheus ved hin højtidelige Lejlighed. Disse Profetier skulde han blive i og saaledes gøre den gode "Krigstjeneste", som Ordet i V. 18 egentlig udtrykker det, idet Troslivet ses som Krigstjeneste for den himmelske Konge. Men skulde det lykkes, da var der to Ting, han maatte holde fast ved, nemlig Tro og en god Samvittighed. Ved den gode Samvittighed forstaas i Lighed med V. 5 et redeligt Sind særlig i Henseende til Forsagelse af Synden. Kaster man dette redelige Forhold fra sig, da lider man ogsaa Skibbrud paa Troen, thi Lys og Mørke kan ikke sammen. Menneskers Vantro stammer næsten altid fra Ulyst til at bryde med Verden og Synden, med Djævelens Væsen. Apostlen nævner i V. 20 særlig to Mænd som var blevne banlyste fra Menigheden, ligesom overgivne til Satan, dog med dette for Øje, at de derigennem kunde blive tugtede til ikke at bepvotte. Om den her nævnte Alekandser er den samme, som omtales i 2 Tim. 4,14, kan ikke afgøres, men er heller ikke umuligt. Hymenæus omtales ogsaa i 2 Tim.2,17. Vil man leve i sine Synder, da ender man med at blive en Spotter, saaledes som allerede i den første Salme "Synderes Vej" og "Spotteres Sæde" stilles jævnsides.
Denne her nævnte Form for Kirketugt at "overgive til Satan", finder vi ogsaa nævnt i 1 Kor. 5 overfor ham, der havde øvet blodskam, hvor Tugten kom til at bære en velsignet Frugt (se 2 Kor. 1).
Udenfor Menigheden er Satans Rige. Gud give os at faa en altid mere øvet og fin Samvittighed, saa vi maa kunne holde fast ved en redelig Tro og blive evigt i vor Frelsers Rige, alle vi, der fandt ind i det. Lad det være vort Hjertes Bøn til Herren:
Fra dig ej at vende os ud eller ind,
Men redelig vandre
Og aldrig forandre
Det himmelske Sind.
