Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus' første brev til Timotheus

Kap 2.

Læs: Kapitel 2, 1-7.
466. Forskrifter med Hensyn til Bønnen ved Gudstjenesterne.

Vi kommer nu til en Række Forskrifter med Hensyn til Menighedens ydre Orden. I dette Kapitel er det de gudstjenstlige Formaninger, Apostlen omhandler, særligt med Hensyn til Bønnen. Apostlens første Formaning her gaar da ud paa at indskærpe at Menighedens Bøn skulde række vidt, angaa alle Mennesker med særligt Henblik til Forbøn for Øvrigheden (V.1-2). Saaledes er det Guds velbehagelige Vilje, thi hans Frelses Raad sigter paa alle Menneskers Frelse (V. 3-4), eftersom der jo kun er een Gud og een Midler - kun een, der har givet sig hen for alle. Saaledes er dets Evangelium, hvilket Paulus var beskikket til at tjene (V. 5-7).

Fire forskellige Betegnelser for Bøn finder vi i V.1. I Grundsproget betegner det første Udtryk særlig vor dybe Trang til Herrens Hjælp, det andet Andagten i Bønnen, det tredie den barnlige Tillid, der har Frimodighed til at bede ogsaa for andre, det fjerde Taksigelsen. Saa rigt er det græske Sprog, at det har forskellige Ord for disse forskellige Sider ved Bønnen.

Vi skal lægge Mærke til som Hovedpunkt, at Menighedsbønnen (her tales nemlig ikke om den enkeltes særlige Bøn) skal omfatte alle Mennesker, altsaa ikke blot de troende. Deri ligger ogsaa Bønnen for det Sogn, den Egn, det Land, den Slægt, vi nu lever i. Og naar Forbønnen for de regerende særlig fremhæves (V. 2), betones just at Øvrighedens uhindrede Virksomhed indeholder en Velsignelse ogsaa for Menigheden, saa sandt da Øvrigheden vil øve sit Kald, at afværge det, der skader Undersaatternes Ro og Velfærd. Vi saa i 2 Thess 2, hvorledes Antikristen just holdes tilbage ved den sædelige Retsorden, som hænger sammen med lovlig Øvrigheds Opretholdelse Under Øvrighedens Trivsel har - som Regel da - de troende ogsaa de bedste Kaar for i Ro og Stilhed at kunne vokse en sund Vækst i al "Gudsfrygt og Ærbarhed".

Betegnelsen "Gudsfrygt" forekommer hos Paulus kun i Pastoralbrevene, og det betegner, at et Guds Barn lader sit Levned bestemme af sin Tro. "Ærbarhed", ogsaa et for Pastoralbrevene ejendommeligt Udtryk, betegner det værdige Forhold, der bør præge en Kristen under alle Livets Kaar.

Maatte der altid om de hellige kunne siges, hvad en dansk Konge engang sagde til en af dem: "Jeg ved, at I er mine bedste Undersaatter, bed for mig"· Trolig Forbøn for Øvrigheden kan ogsaa hjælpe til at gøre os selv sagtmodige overfor den, selv om der kan være det i dens Bestemmelsen som ikke behager os.

I det følgende har vi saa Begrundelsen for, at Menighedens Bøn skal omfatte alle, thi Guds Fredstanker er rettede paa alle Mennesker (V. 3-4), og saa sandt der kun er een Gud og een Midler mellem Gud og Mennesker, beror jo alle Menneskers Frelse derpaa, at de kommer til at kende denne ene Gud og eneste Midler. Naar Apostlen særlig fremhæver Mennesket Kristus Jesus, ligger deri dels en Fremhævelse af, at hans Gerning omfatter alt, hvad der hedder Menneske, dels vel ogsaa et Henblik til Vranglærernes Fornægtelse af Kristi sande Menneskenatur. Det var Menneskene, der skyldte den store Gæld, derfor maatte ogsaa Midleren blive et Menneske for paa Menneskenes Vegne at yde "Genløsnings-Betaling for alle". Den ydede han ved "at give sig selv". Det er Korsets Død, Apostlen ser hen til, og hele Sammenhængen vidner om det stedfortrædende; paa den Maade gav han sig hen for alle.

Ja for alle, det er det, der skal være "Vidnesbyrdet", der skal frem i de dertil bestemte Tider. Og dette Vidnesbyrd var Paulus beskikket til at bære frem. Han benævner sin Gerning med tre Betegnelser, først som "Prædiker" (egentlig Herold, Udraaber); derved stiller han sig først i lige Linie med alle de andre Ordets Tjenere. Dernæst "Apostel", hvorved han sideordner sig med de andre Apostle. At han var beskikket til Apostel, bevidner han højtideligt, vel særlig af Hensyn til Vranglærernes Benægtelse af hans Apostelkald. Den tredie Betegnelse: "En Lærer for Hedninger i Tro og Sandhed", betegner hans særlige Stilling som Hedninge-Apostel. I denne sidste Betegnelse laa atter Frelsesbudskabets Almindelighed, til Begrundelse af, at Menighedens Bøn maa sigte paa alle, saa sandt Guds Naade begærer alles Frelse.

Bliv ved, bliv ved at stige,
Du stærke Livsensflod,
Med Lys af Jesu Naade,
Med Kraft af Jesu Blod!
Stig højt, til Herren kommer,
Stig højt, som aldrig før,
Til hele Verden aabner
For Jesus Krist sin Dør!

Læs: Kapitel 2, 8-15.
467. Nærmere Anvisning for Mændene og Kvinderne med Hensyn til Menighedens Gudstjeneste.

I det foregaaende havde Apostlen indskærpet Bøn i Menighedens Forsamling for alle Mennesker. Med Hensyn til Bønnens Maade giver han her endnu en Forskrift, først til Mændene (V.8), dernæst tils Kvinderne (V.9-10), hvorhos der følger en yderligere Formaning til Kvinderne om at holde sig paa den stille ydmyge Plads indenfor det dem anviste Omraade i Familielivet (V.11-15).

"Paa ethvert Sted", nemlig hvor Menigheden samler sig til Gudstjeneste og Bøn, skulde Mændene have for Øje, at de Hænder, der løftedes op mod Himlen under Bøn, var hellige, ikke plettede med syndigt Væsen, og der fremhæves særligt "uden Vrede og Trætte" (V.8).

Et bittert Sind gør det umuligt at kunne bede ret, og Fristelsen dertil synes efter Guds Ord at ligge Mændene nærmest (se 1Pet.3,7).

For Kvinderne paapeges derimod som deres særlige Fristelse Pyntesygen, Forfængeligheden, at lægge overdreven Vægt paa den ydre Dragt (V.9-10). I hvert Tilfælde synes det at have været saa i Efesus, at Kvinderne mødte ved Menighedens Forsamlinger i en Dragt, der ikke var hellige Kvinder værdig, baade for prangende og imod, hvad Blufærdighed og Tugt krævede. Kvinderne i Efesus skikkede sig derved altfor meget lige med de hedenske Kvinder. Paulus anviser de kristne Kvinder at smykke sig ved "gode Gerninger", ved at vandre ret i det dem anviste Forhold til Herrens Ære; da vilde de staa retteligt prydede i Guds Øjne.

Ogsaa i vore Dage kan det vel være en Fristelse for adskillige troende Kvinder at give efter for Lysten til at stadse det ydre for meget op. Lige saa vist som et tækkeligt Ydre sømmer sig for en troende Kvinde, lige saa sørgeligt er det, naar verdslige Kvinders udmajede og ofte ligefrem ublufærdige Klædedragt finder Efterligning blandt troende Kvinder.

Kvindens Pryd skal i det hele være et stille, ydmygt Væsen. Derfor skal hun heller ikke optræde belærende i Menighedernes Forsamlinger, ikke optræde kommanderende men stille, "med al Lydighed", tage mod Lærdom (V.11-12). Her tænkes jo paa den offentlige Gudstjeneste.

Denne Paamindelse begrunder Apostlen ved Henvisning til, at Manden blev skabt først og derefter Kvinden, deri laa jo betegnet, at Manden skulde være Kvindens Hoved (se 1Kor.11); og endnu en Grund fremfører Apostlen (V.14) med Henblik til Syndefaldet, hvor det var Kvinden, der lod sig bedrage af Slangen. Adam faldt visselig ogsaa i Overtrædelse, men ved at give efter for Kvinden. Hans Brøde var ikke mindre, men det er blot dette, Apostlen vil fremhæve, hvad ogsaa Guds Ords gamle Beretning i 1Mos.3 udtaler at det var Kvinden, som lod sig daare af Slangens falske Løfter. Deraf uddrager nu Apostlen en Lære for Kvinden, nemlig, at hun ikke skal vove sig for meget frem, da hun lettere lader sig bedrage. Nej, hendes Plads er ikke den fremtrædende, men Valpladsen, hvor hun især skal stride Troens Strid i Frelsens Tilegnelse, er Hjemmet, med Stillingen som Hustru og Moder. Det er Meningen med Ordet i V.15: "hun skal frelses igennem sin Barnefødsel", dog med den selvsfølgelige Tilføjelse: "dersom de bliver i Tro og Kærlighed og Hellighed med Ærbarhed". Dette tilføjer Paulus for ikke at blive misforstaaet, som om Moderstillingen i og for sig var det afgørende. En troende Kvinde, hvis Hjerte er fyldt af Tro og hellig Kærlighed til Herren, skal finde sin Livsgerning i en stille Vandel til Velsignelse for Hjemmet, særlig for Børnene. Her tales jo stadig kun om den gifte Kvinde, der har faaet Mand og Hjem.

I vore Dage er denne Paamindelse højst fornøden; den umaadelig store Gerning, Gud har lagt hen til en Hustru og Moder indenfor Hjemmets Kreds, bliver langt fra altid vurderet højt nok. Men paa den store Dag skal det kendes, hvilken mægtig Velsignelse for Guds Rige en troende Moders Indvirkning paa Børnene har hast. Kirkehistorien viser allerede nu, at mange af Kirkens største Mænd har haft troende Mødre og gennem dem faaet den første og frugtbare Grundvold for, hvad de siden blev (se f.Eks. Augustin, John Wesley og m. fl.).

Glemmes du saa af Verden,
Hver Haand, du rakte ud,
Og hvert et Ord for Jesus
Skal huskes af din Gud.

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media