Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus' første brev til Timotheus

Kap 3.

Læs: Kapitel 3, 1-13.
468. Om Menighedens Embeder, og hvilke Krav der maa stilles til Menighedens Forstandere (Præster) og Diakoner.

Efter i det foregaaende Kapitel at have givet Anvisning til Gudstjenesten, gaar Apostlen i dette Afsnit over til at indskærpe, hvilke Krav der maa stilles til dem, hvem et Embede i Menigheden betroes. Først taler han om Menighedens Præster. Der er ganske vist efter vor gamle danske Oversættelse Tale om "et Biskops Embede". Den græske Tekst har egentlig blot en "Tilsynsgerning". I den første Kirke kendtes nemlig ikke den Forskel, som siden udviklede sig mellem Benævnselserne Biskop og Præst. Biskop betyder paa Dansk "Tilsynsmand". Præst kommer af det græske "Presbyter" og betyder egentlig "Ældste". Disse Ældste eller Præster forestod i Fællesskab de enkeltes Menigheder. Siden, da Forholdene blev større, dannede det særlige Biskops Embede sig, idet nemlig en enkelt af de Ældste kom til at føre Overopsyn med de andre Ældste og derved kom op paa en højere Plads, ogsaa fik Tilsyn med flere Menigheder. Men hvad her staar om Biskopsembedet, gælder altsaa ogsaa det, vi i vore Dage vil kalde Præsteembedet.

Paulus betoner (V.1), at et saadant Tilsynsembede er en "skøn Gerning" at stræbe efter. Men just derfor bør der ogsaa kræves meget af den, der beklæder det, og Paulus nævner nu fra V.2-7 en Række Krav, der bør stilles til en Menighedens Forstander, idet han sætter "ulastelig" i Spidsen. Der bør ikke med Rette kunne føres Klage over hans Liv. Dette udvikles nu først saaledes, at han skal være "een Kvindes Mand". Der er somme, der har forstaaet det saaledes, at en Præst ikke maatte gifte sig anden Gang, men saa godt som ingen af Kirkens ældre Fortolkere forstaar dette saaledes. Ikke heller findes der i det ny Testamente noget Forbud mod det andet Ægteskab, hvor det første er ophævet ved Død. I Rom. 7 stiller Paulus det fuldstændig frit for Enkerne at gifte sig igen, stiller dem i saa Henseende lige med ugifte Kvinder. I dette Brevs Kap. 5,14 raader han endog til, at unge Enker skulde giftes. Meningen med "een Kvindes Mand" kan derfor kun være, at han ikke som gift staar i Forhold til andre Kvinder, men er sin Hustru tro. En saadan Formaning var ingenlunde overflødig, særlig overfor den slappe sædelige Luft i det Menigheden omgivende Hedenskab.

Dernæst indskærpes, at en Tilsynsmand skal være ædruelig, hvorved her i V.2 særlig tænkes paa den aandelige Ædruelighed ("aarvaagen"). Han skal være "sindig" og "høvisk" saa at hans ydre Fremtræden kan indgyde Agtelse og vinde Tillid. Fremdeles "gæstfri" (se Herrens Ord Matth 25,35: "Jeg var fremmed, og I tog mig hjem til eder"). Formaning til Gæstfrihed møder vi gentagne Gange i den hellige Skrift (se Rom.12,18 og Hebr.13,2).

Han skal fremdeles være "dygtig til at lære andre" og maa derfor (V.3) ikke give Forargelse ved sit Liv, ikke "være hengiven til Vin" (en Formaning til Præster, der ikke er forældet. Præster, der søger ud til verdslige Gilder, har den desværre haardt behov), fremdeles ikke være brutal ("Slagsmaal" betegner det lidenskabelige Sind, der hurtigt bruger Grovhed). Fremdeles bør han være fri for Pengebegærlighed, i det hele udvise et sagtmodigt Sind, ikke være stridssyg.

Vers 4-5 peger hen paa hans huslige Forhold. Han maa kunne "forestaa sit eget Hus vel", saa han holder sine Børn til Lydighed og Ærbarhed, altsaa ikke være som Eli, der ikke tugtede sine Sønner (se 1Sam.2,12). Fremdeles ikke "ny i Troen", ikke nyomvendt, "at han ikke skal blive opblæst og falde ind under Djævelens Dom" (V.6). Den nyomvendte og endnu i sit Indre uprøvede Kristen kan let falde for Hovmod, naar han faar betroet en fremskudt Plads, thi han kender endnu for lidt til sig selv.

At "falde ind under Djævelens Dom" kan da betyde, at Djævelen benytter en saadan nyomvendts Opblæsthed til Anklage hos Gud over ham for at faa ham dømt (se Joh.Aab.12,10, hvor Djævelen kaldes vore Brødres Anklager, ligesom selve det græske "Diabolos" just betyder en Anklager, en Bagvasker). Eller ogsaa kan dette at falde ind under Djævelens Dom forstaas saaledes, at han rammes af den samme Dom fra Gud, hvorunder Guds Fjende, Djævelen, faldt, nemlig Dommen for Hovmod. Saaledes forstaar de fleste det, og i saa Fald giver dette Ord os Lys over Djævelens eget Fald. Beretningen om Syndefaldet 1Mos.3 peger i samme Retning, thi det er rimeligt, at Djævelen har fristet Mennesket med den samme Løgn, som han selv var Fader til, nemlig, at man ikke skulde taale nogen Gud over sig men "blive ligesom Gud".

Endelig afslutter Apostlen sine Forskrifter med Hensyn til Menighedens Forstandere i Kravet om, at saadanne ogsaa "bør have et godt Vidnesbyrd af dem, som er udenfor" altsaa hos Hedningerne (indenfor Kristenheden de vantro). Disse Ord maa nærmest forstaas saaledes, at Vedkommende, der skulde antages som Forstander, maa have haft ogsaa en borgerlig set pletfri Fortid, for "at han ikke skal falde i Forhaannelse«, bestandig hindres as det onde Rygte, hvorved han let selv kan falde i "Djævelens Snare". Med dette sidste menes sikkert baade, at han i Haabløshed kan komme til at bortkaste Frimodigheden, og at han maaske igen kan komme til at give efter for de Fristelser, hvori Djævelen før holdt ham fangen. Djævelen ses her under Billedet af en Jæger, der stiller sine Snarer ud, hvilket Billede i Sandhed paaminder om Aarvaagenhed.

Fra V.8-13 taler Apostlen om Diakonembedet i Menigheden. Diakon betyder egentlig paa Dansk "Tjener" (Ordet "Degn" stammer derfra); derved betegnes et mere underordnet Embede. Oprindelig var Diakonernes Gerning Fattigplejen (se Ap. G.6), siden kom dertil Sygepleje, i det hele Menighedspleje. Ogsaa Kvinder kunde paa den Maade tjene i Menigheden, som vi hører det i Rom.16,1 om Føbe, "Tjenerinde ved Menigheden i Kenkreæ".

Medens Diakonissegerningen i vore Dage atter er kommen til Live, er Diakonembedets Velsignelse endnu kun svagt erkendt i Menigheden, særlig da i den lutherske Kirkeafdeling. Her er en Mangel, som gerne skulde udfyldes. Nu for Tiden er Diakonsagen ved at blomstre frem igen i vort Land (Indre Missions Diakonskole i Aarhus - "Fileelfia" paa Sjælland).

Kravet til Diakoner er i mange Maader lig det, der stilles til Menighedens Forstandere. At de ikke maatte være "tvetungede" (V.8), fremhæver Paulus, fordi Diakonerne jo færdedes saa meget omkring i de forskellige Hjem blandt de forskellige Mennesker; da gjaldt det om at være paalidelig ogsaa i sin Tale, selvfølgelig ogsaa ædruelig samt redelig med Hensyn til de dem til Uddeling betroede Vengemidler. Paulus samler dette i Formaningen (V.9): "bevarende Troens Hemmelighed i en ren Samvittighed". Troens Indhold er jo en underfuld "Hemmelighed", i hvert Tilfælde da for den vantro Verden. Men skal denne Hemmelighed aabenbares for Verden, da kræves i høj Grad hos Bærerne af denne Hemmelighed, at de vandrer "i en ren Samvittighed", det vil sige (se Kap.1,5 og 1,19) i et redeligt og oprigtigt Forhold.

Paulus foreskriver, at Diakonerne først skulde prøves, det vil sige, at deres tidligere Forhold nøje skulde undersøges, før de kom til at betjene Embedet. Saadan Prøvelse maa visselig gøres grundigt og det overfor enhver, der begærer en særlig Gerning i Menigheden. Det gamle Ord: "De helliges Liv er Verdens Bibel", har sin særegne Vægt overfor dem, der kommer paa mere fremskudte Poster. Der sker en stor Skam paa Herrens Navn, dersom saadanne siden hen viser sig ikke at være "ustraffelige" (V.10).

Med V. 11 mener nogle, at Apostlen gaar over til at tale om Diakonisserne. Grundteksten har "Kvinder", vor gamle danske Oversættelse gengav det ved "Hustruer", og da Formaningen angaaende dem kommer her midt inde i Formaningen til Diakonerne. kan det ogsaa nok forstaas om disses Hustruer, saa meget mere, som Diakonernes Gerning jo var af den Beskaffenhed, at deres Hustruer ofte maatte gaa dem til Haande derved.

Dog kan det ogsaa forstaas om Menighedstjenerinder (Diakonisser). Paulus stiller det Krav, at disse Kvinder skulde "være ærbare", ikke bagtaleriske, ikke føre Sladder, hvad der laa nær for, da de jo fik at vide meget om Forholdet i mange enkelte Hjem.

I V.12 stilles med Hensyn til Diakonernes Familieliv samme Krav som til Præsten, og i V.13 slutter Apostlen med en kærlig Opmuntring til Diakonerne ved at henvise til, hvilken rig Velsignelse en tro Udøvelse af deres Gerning vilde blive ogsaa for dem selv. "De erhverver sig selv en smuk Stilling" siger han, et smukt Stade, nemlig i Menighedem og i deres Indre vil de ved et trofast Arbejde vinde "megen Frimodighed i Troen paa Kristus Jesus". Ligesom Efterladenhed og Ligegyldighed er Moder til Modløshed og Opgivelse af Gerningen, saaledes vil paa den anden Side et trofast Arbejde gøre Hjertet glad og frimodigt, idet Herrens Aand forvisser om Forjættelsens Trofasthed, at Arbejde i Herren aldrig er forfængeligt (1Kor.15,58).

Naar Apostlen særlig udtaler denne Opmuntring med Hensyn til Diakongerningen, ligger det sikkert i, at dette Embede var mindre eftertragtet, fordi det var mindre anseligt og i flere Maader mere møjsommeligt end Forstandergerningen.

Hele dette Afsnit indskærper i en Sum en nøje Prøvelse af dem, der begærer et særligt Embede i Menigheden. Det er ikke nok at have en Eksamen i Kundskab, men Apostlen stiller her en Eksamensprøve frem for vort Øje, som er vel skikket til at vise Embedets Ansvar, dog ogsaa dets store Velsignelse.

Ære hver, som ærligt tjener,
Guds og Kejserens forener
Og er mer end Lejesvend!
Hvad end Tjenesten omkredser,
Øv den tro som Elieser,
da vil Herren signe den!

Læs: Kapitel 3, 14-16.
469. "Gudfrygtighedens Hemmelighed".

Efter nu at have givet Timotheus foranstaaende Anvisninger med Hensyn til Gudstjenesten og Kravet til dem, der skulde beklæde Embedet i Menigheden, retter Apostlen en mere personlig Henvendelse til ham og udtaler Formaalet med, hvad han her skriver til ham. Vel haabede han snart igen at være hos Timotheus, men skulde det trække noget ud, vilde han dog saa gerne ogsaa paa skriftlig Maade vejlede Timotheus til at omgaas ret i Guds Hus, det aandelige Tempel, som den levende Guds Menighed er (V.14-15). I sin Menighed bor Gud, derfor kan man ikke have Gud og dog staa udenfor hans Menighed.

De følgende Ord: "Sandhedens Søjle og Grundvold" (V.15), henføres af de ældre (saaledes ogsaa af Luther, Melanchton og Kalvin) og de fleste nyere Fortolkere til det foregaaende, nemlig til Guds Menighed. Og det giver ogsaa en skøn Tanke, idet Menigheden da ses som den, der bærer Sandheden frem i denne Verden, som det aandelige Sted, hvor Sandheden har sit faste Stade. Denne Tanke stemmer med Herrens Ord om hans Disciple, at de er "Verdens Lys", Lysbærere i den mørke Verden. Guds Sandhed er knyttet til den levende og bekendende Menighed. Sandheden svæver ikke i Luften, thi Kristus, som er Sandheden fra Gud, bor jo i sine troende. Just som "Guds Hus" er Menigheden Sandhedens faste "Søjle og Grundvold".

Det maa ikke tages i den romerskkatolske Forstaaelse, hvor den udvortes Kirke som saadan, den af Paven regerede Kirke, ses som Sandhedens eneste Bærer og Indehaver, hvorfor ogsaa alle, der staar udenfor Pavekirken, i Virkeligheden betragtes som fortabte (saaledes alle Protestanter). Nej, den levende Guds Menighed er ikke eet med Pavekirken men betegner alle de sande troende med deres Fællesskab om det rene Guds Ord og de sande Sakramenter; i den Forstand gælder dette Ord, at Menigheden er "Sandhedens Søjle og Grundvold".

Vor gamle danske Oversættelse har imidlertid i Lighed med adskillige protestantiske Fortolkere knyttet dette Ord til det følgende (til "Gudsfrygtens Hemmelighed", V.16). Oprindelig var Skriften jo uden Skilletegn, hvilke først hører en senere Tid til. Derfor kan, som vi saa ofte i vor Bibelforklaring har set det, Ordene i deres Forbindelse stundom knyttes sammen paa lidt forskellig Maade. Tankegangen bliver da efter vor gamle Oversættelse saaledes: Apostlen vil nu til at indskærpe Timotheus at tage en ret Kampstilling overfor de Vranglærere, der vilde fordærve Guds Kirke (1Kor.3,17), og han begynder da med at betegne som "Sandhedens Søjle og Grundvold" selve hin "Gudsfrygtens Hemmelighed", hvilken han kalder "uden Modsigelse stor" og nu videre udvikler i seks smaa Sætninger, formodentlig tagne fra en oldkristelig Sang.

Den første Sætning lyder: "Gud er aabenbaret i Kød". Det er Grundvolden i al Guds Ords Sandhed, det store Under, der for Verden altid vil være en Hemmelighed, at "Ordet", der selv var Gud (Joh.1,1), er bleven "aabenbaret i Kød", som det lyder i Joh.Ev.1,14: ",Ordet blev Kød og tog Bolig iblandt os - fuld af Naade og Sandhed", og som der staar i den gamle Julesalme: "Du Gud Faders eenbaarne Søn, Mand i Lys og dog Gud i Løn, underligt klædt i Kød og Blod, kom paa vor Brøst at raade Bod. O Gud ske Lov!"

Det er denne Sandhedsklippe, som Verden bestandig har stormet løs imod. De vantro Jøder rasede imod dette, at Jesus sagde sig selv at være Guds Søn, og alle Verdens vantro Hoveder støder an mod denne Klippe den Dag i Dag. Det var ogsaa de gnostiske Vranglæreres største Brøde, at de søgte at rive Guddomsglorien af Kristi Hoved, at de nægtede Jesus at være Kristus, som Apostlen Johannes skriver i 1Joh.2,22: "Hvem er Løgneren uden den, som nægter, at Jesus er Kristus".

Naar der staar, at Gud aabenbaredes i Kød, er dermed ogsaa udtalt Kristi Forudtilværelse hos Gud, hvilken Vantroen selvfølgelig ogsaa benægter.

Han fremtraadte i Kød, det peger hen paa hans Fornedrelsesstand. Men ved sin Opstandelse og Himmelfart blev han - og nu kommer vi til den anden Sætning - "retfærdiggjort i Aand". Retfærdiggjort betegner her det samme som: godtgjort og bevist at. være den, som han i Virkeligheden var. Paa samme Maade bruges Ordet "retfærdiggøres" i Matth.11,19: "Visdommen er retfærdiggjort ved sine Børn".

Da Kristus ved sin Opstandelse blev levendegjort efter Aanden (1Pet.3,18) og indtraadt i den højere Tilværelsesform, i hvilken han nu sidder ved Faderens højre Haand, da kendtes det, at han i Sandhed var Gud, aabenbaret i Kød.

De fire følgende Sætninger udtaler nu, hvorledes denne Retfærdiggørelse i Aanden skete. Først derved, at han blev "set af Engle", hvilket vel nærmest peger hen paa Engle-aabenbarelsen ved Herrens Himmelfart. Som Genstand for Englenes Hyldest for han til Himmels med Sejr. Men ogsaa blandt Jordens Børn, der i hans Køds Dage kun i saa ringe Tal vilde give ham Hyldest og erkende ham for, hvad han var, har han efter sin Opstandelse faaet sin Hyldest, idet han er bleven "prædiket iblandt Hedninger" - fra Folkeslag til Folkeslag har "hans Navn forplantet sig" (Sl.72,17) og ikke blot det, men han er ogsaa blevet "troet i Verden". Verden staar her i samme Betydning, som naar det hedder: Saa elskede Gud Verden (Joh.3,16); her betegnes ved "Verden" Folkeslagene. Ja, visselig er han blevet troet af mange Titusinder trindt om i Verden, og mange Hjerter har med Peter bekendt: du er Kristus, den levende Guds Søn.

Toppunktet paa hans Retfærdiggørelse i Aand danner den sidste Sætning: "Optagen i Herlighed", til Sæde ved Faderens højre Haand, hvorfra han skal komme igen og aabenbare denne Herlighed for alle, saa hvert Knæ skal bøje sig i hans Navn og hver Tunge bekende, at han var Herren (Filip.2,10-11).

Dette er Indholdet af hin Gudfrygtighedens Hemmelighed, og dette Indhold er da ikke andet end Kristus selv, den historiske Kristus, som han vandrede iblandt os og blev ophøjet paa Korset for vor Skyld samt opstod tredie Dag. Hvor denne Tro forkastes, er det forbi med al Sandhed. Derfor er denne "Gudfrygtighedens Hemmelighed" visselig Sandhedens Søjle og Grundvold.

Jesus, vor Kristus, vor salvede Konge med Ære,
Kristns, vor Jesus, almægtige Frelser du kære,
Hos os du bliv,
Vær du vort Lys og vort Liv,
Alt, hvad vort Hjerte begære.

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media