En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus' første brev til Timotheus

Kap 4.

Apostlen skrider nu til atter at stemple den gnostiske Vranglære som djævelsk Løgn. Efter som Indledning at have peget hen paa, hvad der var Sandhedens Grundvold, nemlig Troen paa Kristsus som "Gud aabenbaret i Kød", forkynder han nu (V.1-5) som den profetiske Aands klarlige Vidnesbyrd, at der i de kommende Tider vil blive et Frafald fra denne Tro, og han udtaler sig nærmere om dette Frafalds Kilde (V.1-2) og dets særegne Væsen (V.3) som stridende mod Guds Ordning (V.4-5).

Og saaledes skete det, "de svare Ulve", Gnostikerne, traadte efter Apostlens Bortgang endnu langt stærkere frem, end dengang han skrev dette Brev, som vi ser af Apostlen Johannes Breve. D: "kommende" Tider betegner her ikke blot Tiden lige før Herrens Genkomst (ogsaa da vil mange falske Røster lyde, og et stort Frafald finde Sted), men Apostlen har her kun de kommende Dage i Almindelighed for Øje Som Frafaldets Kilde betegner han "forførende Aander og Dæmoners Lærdomme"; han ser Vranglaererne i Ledtog med Djævelen som Løgnere, der hyklede imod deres Samvittigheds bedre Vidende - altsammen for at drage Mennesker fra den levende Kristus. Forbrydere blev stundom straffede med at blive brændemærkede paa Panden, og saaledes ser han Vranglærerne bære Vrændemærket i deres egen Samvittighed.

Som Bevis paa deres Hykleri fremdrager han Vranglærens Væsen og Indhold, den falske Aandelighed, hvormed de fremtraadte, idet de (V.3) paabød Afholdenhed fra Ægteskab og fra forskellig Slags Mad, maaske i Tilknytning til Moselovens Adskillelse mellem rene og urene Spiser. Ved at opstille saadanne Salighedsvilkaar fornægtede de i Virkeligheden Kristus og hans fuldbragte Værk og modsagde Guds egen Ordning. Ægteskabet havde Gud jo selv indstiftet, saa Vranglærernes Forbud derimod behøvede Paulus ikke en Gang at minde om som værende i Modsigelse med Guds egen Anordning. Og Maden - ja den havde Gud jo ogsaa skabt til at modtages "med Taksigelse" af hans Børn. Naar Apostlen betegner disse som dem, "der tror og har erkendt Sandheden", ligger i denne Tilføjelse ("har erkendt Sandheden") maaske et Hensyn til de skrøbelige i Troen, som følte sig ængstelige overfor Nydelsen af visse Spiser (se Rom.14). Sandheden er jo da den (V.4-5), at "al Guds Skabning er god, og intet er at forkaste, naar det tages med Taksigelse", thi "det helliges ved Guds Ord og Bøn". Ogsaa Maden, naar den tages med Tak af Guds Haand, bliver helliget som en Gave fra Gud. Apostlen tænker ved "Bøn" aabenbart paa den Takkebøn, hvormed Guds Børn gaar til Bords. Ved "Guds Ord" (V.5) maa tænkes enten paa det Ord, der fylder Takkebønnen, eller ogsaa paa det Ord fra Gud, der forjætter hans troende det daglige Brød.

Heri ligger der en Prøvesten for den rette Maade at nyde de skabte Ting paa, om de tages med Taksigelse af Herrens Haand.

Fra V.6-16 paalægger nu Paulus Timotheus at foreholde dette for Brødrene, saa bar han sig ad som "en god Kristi Jesu Tjener", der selv bestandig paa ny søger sin Næring i "Troens og den gode Læres Ord", hvilken Lærdom Timotheus jo havde valgt at efterfølge.

Deri ligger en Paamindelse til hver Herrens Tjener om ikke at glemme sin egen Sjæl. Det er ikke nok engang at have valgt Sandheden, men skal man rettelig kunne uddele til andre, maa man selv til egen Opbyggelse bestandig paany søge Næring i Ordet, lade sig opføde af Ordet. Denne Formaning gaar igennem hele dette Afsnit. En Herrens Tjener maa bestandig, medens han arbejder for andre, give Agt paa sig selv. Timotheus trængte til denne Formaning. De lokkende Røster og høje Talemaader, der mødte ham paa saa mange Sider, havde næppe mødt den rette skarpe Modstand hos ham. Paulus, den gamle, erfarne Stridsmand, afslører rigtigt de højtklingende og dog saa falske Ord ved at benævne dem som det, de var: "vanhellige og kærlingagtige Fabler". Noget dumt, taabeligt Snak var det og tilmed ganske oprørsk mod Gud. Man kan ogsaa stundom tage for blødt og fint paa de falske Røster. Der er en Sandhed i det gamle Ord: "Der skal skarp Lud til skurvede Hoveder".

Nej, det, det gjaldt om ogsaa for Timotheus, det var at øve sig i at faa hele sit Liv helliget Herren i "Gudsfrygt" (V.7). "Den legemlige Øvelse", som Vranglærerne raabte saa stærkt paa, og som vist har blændet den unge Timotheus mere end tilbørligt, "er nyttig til lidet". siger Paulus. Naar Apostlen ikke rent ud siger, at den er unyttig, er det, fordi han vel kender en Legemets Spægelse, der kan gøre sit Gavn til at dæmpe Kødet (se 1Kor.9,20), altsaa kan blive til nogen Gavn, om end aldrig paa den Maade, Vranglærerne paapegede som Salighedsvilkaar, men nok som et Middel til at støtte den aandelige Øvelse.

Saaledes skriver Luther i sin lille Katekismus med Hensyn til Beredelsen til Altergang: "Faste og legemlig Beredelse er vel en smuk udvortes Tugt, men den er ret værdig og vel skikket, som tror Ordet osv.".

Livets Helligelse kommer ikke udefra men indefra. Øvelse i Gudsfrygt er nyttig "til alle Ting"; blot Hjertets Villie ret underlægges Herren i alle Ting, da lyser der Forjættelser baade "for det Liv, som nu er, og for det, som kommer" (V.8), da vinder man ikke blot Velsignelsen her men for Evighed. Med Hensyn til Forjættelsen for dette Liv behøver vi blot at mindes Herrens Ord Matth;6,33: "Søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skal ogsaa alle disse Ting gives eder i Tilgift", og Ordet i Rom.8,28: "Alle Ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud".

Apostlen understreger dette sit Ord (V.9) og henviser til sin egen og andre troendes lange Erfaring (V.10). Det var jo det, der bar dem oppe under deres Arbeide og Forhaanelsen, de maatte lide, derfor kunde de holde ud, fordi de just levede i Haabet til den levende Gud som den, der vilde hjælpe dem baade gennem alt det trange i dette Liv og omsider ind i den kommende Herlighed. Og dette Haab havde sin faste Grundvold i, at Gud visselig er en "Frelser", ja for "alle Mennesker", men "dog mest deres, som tro", thi kun i dem kan jo hans Frelservillie virkeliggøres. Visseligen, han elsker Folkene, men "alle hans hellige er i hans Haand" (5Mos.33,3).

Det var dette, Timotheus skulde "paabyde og lære" (V.11).

Naar Apostlen taler saa meget om dette ikke at overvurdere den legemlige Øvelse, ligger det som før nævnt sikkert i, at Timotheus har lagt for meget Vægt paa den (se Formaningen Kap.5,23) og derved ikke ret med Kraft har kunnet imødegaa og ramme Løgnen i Vranglæren paa dette Punkt. Maatte vi hver især baade med Livets og Mundens Vidnesbyrd tage bestemt Afstand fra alt, hvad der horer Løgnen til. Om end det en liden Stund ligesom kan tage sig ud, kan glimre, saa vil al Løgnens Blændværk dog brat forgaa.

Kærlige Frelser, du ser min Attraa,
Til hvad der er evig det bedste,
Mellem min Sjæl, og hvad brat skal forgaa,
Et svælgende Dyb du befæste.

I dette lille Afsnit paabegynder Apostlen en Række Formaninger for Timotheus med Hensyn til hans Forhold overfor Menighedem. Nu er det ikke mere Kampen med Vranglæren men Hyrdegerningen, Apostlen giver ham Anvisning i. Fra V.12-16 er Formaningen af mere personlig Art, sigter særlig paa Timothesus' eget Trosliv.

Apostlen begynder med at minde om Timotheus' "Ungdom" (V.12). Han blev jo sikkert omvendt i en meget ung Alder; sætter vi, at han har været atten Aar, da han blev Kristen, og nogle og tyve Aar, da Apostlesn tog ham med sig som Medhjælper paa sin anden Missionsrejse, vil hans Alder paa den Tid, Brevet blev skrevet, vel have været imellem 30 og 40. Men det var jo ingen høj Alder for en, der skulde være Stedfortræder for Apostlen Paulus. Blandt Præsterne i Efesus og Omegn var der sikkert mange, der ogsaa af Aar var "Ældste". Maaden, hvorpaa han skulde afværge, at nogen foragtede ham for hans Ungdoms Skyld, viser Apostlen i Ordet: "bliv et Forbillede for dem, som tror". Kunde han give et saadant levende Vidnesbyrd om, at han, skønt ung af Aar, var modnet i Livet med Herren, da vilde den rette Respekt kunne bevares. Stillingen i sig selv kan ikke holde Respekten oppe, dersom dens Indehaver ikke svarer til den med sit Liv.

I forskellige Punkter viser nu Apostlen, hvorledes dette Forbillede skulde gives de troende. "I" Tale", siger han, altsaa i en sund og ren Forkyndelse, og "i Vandel", hvor hans Liv i Herren skulde aabenbare sin "Kærlighed", sin "Tro", sin "Renhed".

Dernæst skulde han (V.13) flittigt varetage sin Tjeneste i Apostlens Fraværelse, holde ved med "Læsningen", hvorved der her maa forstaas Oplæsningen af Skriften (det gamle Testamente) i Menighedens Forsamling, og al anden "Formaning og Undervisning". Altsaa udholdende Flid skulde han udvise, som Ordet siger hos Jerem.48,10: "Forbandet være den, som gør Herrens Gerning med Efterladenhed".

Og i V.14 paaminder Apostlen Timotheus om at være tro i at bruge sin "Naadegave". Naadegave betegner hver Gave, vi har af Guds Naade. Her betegner det den Naade til Embedsførelsen, som var skænket Timotheus ved den hellige Indvielse, der var foretaget med ham "under Profeti med Haandspaalæggelse af Ældste". At Apostlen selv først og fremmest havde været med til at indvie sin unge Ven til saadan Gerning, fremgaar af 2Tim. 1,6. Naar der her staar, at Naadegaven var givet ham "ved Profeti", vil det sige ved et Ord fra den Helligaand gennem en eller anden af de tilstedeværende.

Haandspaalæggelse er gammelkendt i den kristne Menighed. I det nye Testamente hører vi ofte om Meddelelse af aandelige Gaver gennem Haandspaalæggelse. Vor Frelser selv lagde Hænderne paa de smaa Børn, da han velsignede dem (Mark.10,16). Apostlene lagde Hænderne paa de syv første Diakoner (Ap.G.6,6). Formodentlig har Ordinationshandlingen fundet Sted, da Paulus rejste fra Efesus. Grundtekstens Betegnelse for de "Ældste" er egentlig Presbyteriet, hvorved Præsteskabet i Efesus betegnes som et sluttet Samfund.

"Forsøm ikke din Naadegave", siger Paulus. En Naadegave forsømmes, naar den ikke bruges (se Luk.19,20-26), og kan ganske mistes.

Men vilde Timotheus troligt bruge sit Pund, da skulde Velsignelsen blive den (V.15), at hans Fremgang skulde blive "aabenbar for alle".

Summen af disse Formaninger samler Apostlen i dette: "giv Agt paa dig selv og paa Undervisningen" (V.16). Vi maa altid først give Agt paa os selv, "at ikke jeg, som har prædiket for andre, selv skal blive forkastet" (1Kor.9,27). I saa Henseende er enhver sig selv nærmest. Dersom en Herrens Tjener forsømmer sit eget indre Liv, da mister ogsaa "Undervisningen" sin Aandskraft, da bliver det let kun Ord men uden Kraft. Men omvendt, jo mere indre Vækst, des mere Dybde ogsaa i Forkyndelsen. Det skal der "holdes ved med", saa frelses man selv og de, der hører en. Naar der, staar: "du skal frelse", er Tanken selvfølgelig ikke den, at nogen formaar at frelse sig selv eller andre ved egen Kraft, men at man ved saadan Aarvaagenhed bereder Vejen til sit eget og andres Hjerte for Herren, ikke lægger Hindringer i Vejen for Herrens Gerning.

Guds Pilegrimmes Skare paa hvert et Fjed giv Agt,
Her er saa mange Snarer paa alle Sider lagt,
Følg Naadens klare Skin
I Ordets Spor,
Thi udenfor
Er Dødens mørke Trin.