En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus' første brev til Timotheus

Kap 5.

Dette Afsnit begynder med (V.1-2) at give Anvisninger med Hensyn til Timotheus' præstelige Forhold overfor de enkelte i Menigheden. Særligt overfor de gamle maatte han optræde med alt muligt Hensyn, naar han skulde vise dem til Rette, med sønlig Ærbødighed for de graa Haar. Mod de yngre som en Broder og det med særlig Aarvaagenhed overfor de unge Kvinder, han maatte tale med, saa ikke det svageste Skin af Urenhed fik Lov at blande sig med ind.

Fra V.3-16 omhandles Forholdet til Enker (V.3), og her skelnes imellem de "virkelige Enker", der skulde æres af Menigheden, de virkeligt enligt stillere (Enke betyder egentlig paa Dansk ligesom det tilsvarende græske Ord "enlig", "forladt"), og saa de Enker, som havde Familie at bære Omsorg for og støtte sig til (V.4). Naar der i V.4 staar: "om en Enke har Børn eller Børnebørn, da lad dem først lære at vise deres eget Hus skyldig Kærlighed og gøre Gengæld imod Forældrene", da er Spørgsmaalet, om det er Enkerne, der "skulde lære" at tage sig af deres Slægt og derved yde Gengæld for, hvad de selv, da de var Børn, fik af deres Forældre, eller der ved "dem" skal forstaas Børnene og Børnebørnene som de, der skulde vise Enken al Kærlighed som deres Moder eller Bedstemoder. De fleste ældre Fortolkere forstaar det om Børnene, at disse og ikke Menigheden som saadan skulde sørge for Enken. Og det er efter Sammenhængen ogsaa det rimeligste. At Børn tager sig af Enken, stemmer med Herrens Ord i Matth.15,4-6, hvor han henviser Farisæerne til det 4de Bud i Modsætning til de farisæiske Vedtægter.

I V.5 giver Apostlen os derimod Billedet af en virkelig enligt stillet troende Enke, der ikke har Familie at støtte sig til og ene har Gud at sætte sit Haab til. Skildringen minder meget om, hvad der fortælles om den gamle Enke Anna, idet Apostlen betegner en saadan Enke som den, der "bliver ved med sine Bønner og Paakaldelser Nat og Dag".

I V. 6-7 stiller han os Modsætningen til en saadan troende gudhengiven Enke for Øje, nemlig en vellystig Enke, der er behersket af kødelig Lyst. Om en saadan siger Apostlen, at hun er "levende død", udvortes levende men aandelig død. Ordet her minder om Joh.Aab.3,1: "D«u har Ord for at leve og er dog død", hvoraf vi ser, at dette, at være "levende dod", selvfølgelig gælder ethvert aandeligt dødt Menneske.

Hvad Apostlen her har sagt, skal Timotheus indprente Menighedens Enker (V.7), paa det de maa "være ulastelige". Det var jo ikke blot Enkernes ydre Trang, det gjaldt om at afhjælpe, men først og fremmest skulde han bære Omsorg for deres aandelige Liv, at de kunde staa ret for Herren i hele deres Forhold.

I V.8 udtaler Apostlen en skarp Tugt over dem, der ikke bar Omsorg for deres egne, i Særdeleshed da for dem, de boede i Hus sammen med. Forstaar man V.4 om de efterlevende Børns og Børnebørns Forhold overfor en gammel Enke, er dette Ord særlig rettet til dem, i Tilfælde af at de ikke bar tilbørlig Omsorg for saadanne gamle Enker. Men den mere almindelige Form, Apostlen har givet dette sit Ord, tillader os dog at forstaa det om den Pligt, der paahviler enhver overfor dem, man i det daglige Liv er knyttet særligt sammen med. Forsømmes denne Pligt, da fornægter man i Gerningen Kristi Tro og er "værre end en vantro", hvorved her maa forstaas en Ikke-Kristen, en Hedning. Thi ogsaa blandt Hedningerne, saavel som blandt vantro døbte Navnkristne, finder man jo mange Eksempler paa ikke liden Omsorg for "deres egne". Og sammenlignet med de vantro har kristne Mennesker i hvert Tilfælde et saa meget des større Ansvar, saa deres Brøde paa dette Punkt bliver langt alvorligere end vantro Menneskers.

Fra V.9-16 tales om en særegen Slags Enker. Dette fremgaar af Ordet "udnævnes", hvilket egentlig betyder "indføres paa en Liste". Der tænkes sikkerlig her paa saadanne Enker, som vi hos Kirkefædrene fra de ældste Tider finder betegnet som "Enke-Ældste", hvilke havde en særegen Gerning, førte et Slags Tilsyn med andre Enker, med forældreløse Børn og i det hele var en Hjælp for Præsten i Tilsynet med Kvinderne i Menigheden.

Vi ser her, hvorledes vi fra Apostelkirken stadig faar Anvisning paa en kraftig Benyttelse af Lægfolkskræfterne, langt mere end vi i Virkeligheden forefinder det i Menighederne i vore Dage. En saadan Benyttelse af alle brugbare Kræfter holder Menighedslivet frisk og rigt.

Til disse Enker, der altsaa ikke blot skulde understøttes som de i V.3 og 5 omtalte men tages i Brug i Mennghedens Tjeneste, stilles bestemte Krav. For det første skulde de være mindst 60 Aar gamle for at have den Ærværdighed, som Alderen kan give. Fremdeles skulde de have været "een Mands Hustru", d.v.s. have levet i fuld ægteskabelig Troskab. Endelig skulde de have Vidnesbyrd for at have røgtet deres egen Modergerning vel, at have været gæstfri og i Ydmyghed, gerne have villet tjene de hellige samt i det hele at have været hjælpsom overfor de fattige og trængende" Med andre Ord haft en Fortid, der vidnede om Nidkærhed for "al god Gerning" (V.10).

Naar her i V.10 tales om at "to de helliges Fødder", tænkes der herved paa den i Oldtiden brugelige Skik overfor Gæsterne (se Herrens Ord til Farisæeren Simon i Luk.7,44). Som Regel var det Husets Tjenestefolk, der besørgede dette, men vi ved, at Herren selv Skærtorsdag Aften øvede denne Tjenergerning overfor sine Disciple (Joh.13,5), og en troende Husmoder med inderlig Kærlighed til de hellige udførte altsaa ofte denne Gerning selv, som vi ser af dette Ord.

Fra V. 11-15 advarer Paulus Timotheus imod at udnævne yngre Enker til saadanne Tjenester i Menigheden. Deres forholdsvis unge Alder kunde let friste dem til Giftesyge og dermed følgende Kaadhed, hvorved de kom til at "gøre Oprør imod Kristus" (V.11) og hans hellige Sind og kunde faa "den Dom" over sig, baade af Gud og Mennesker, at de havde "sveget deres første Tro" (V.12), d.v.s. brudt den stiltiende "Forpligtelse til et enligt Liv, som laa i deres Indtrædelse iblandt de Enke-Ældste, selv om der ikke synes at være bleven afkrævet disse noget udtrykkeligt Løfte i Henseende til fortsat ugift Stand.

Tilmed var der i en saadan Enketjeneste en Fristelse for de yngre Kvinder til Lediggang og Sladder, saa deres Gang "omkring i Husene" (V.13) slet ikke bragte den hellige Velsignelse som tilsigtet. Nej, siger Paulus, lad disse unge Enker bare blive gift igen og komme ind i Huslivet (V.14), saa de "ingen Anledning skulde give Modstanderen til slet Omtale". Ved Modstanderen kan der forstaas Djævelen, som de fleste ældre Fortolkere forstaar det. Af V.15 ser vi, at man ved unge Enkers Antagelse til Menighedstjenesten allerede havde gjort sørgelige Erfaringer.

Saa afslutter han denne Formaning angaaende Enkerne med at fastslaa som noget, der ogsaa maatte gælde disse Enke-Ældste, ligesom de andre Enker (se V.4), at kun i det Tilfælde at Vedkommende virkelig var enlig stillet, altsaa hørte til "de virkelige Enker", skulde Menigheden sørge for deres Underhold; ellers maatte de mandlige eller kvindelige Slægtninge sørge for dette.

Det er en grundig aandelig Vejledning, Apostlen her giver Timotheus angaaende dette Punkt med Enkerne. Apostlen gik ikke let hen over Tingene. Ogsaa disse hans Ord viser os, hvorledes Formaningen i Kol.3,17 om at gøre alt, hvad man gør, i den Herres Jesu Navn, udfolder sig for ham overfor alle det daglige Livs mangeartede Forhold. Det er Alvor for ham dette, at faa alle Ting lagt ind under Guds Pilje.

I Jesu Navn
Skal al vor Gerning ske,
Om den i Sandhed vorde skal til Gavn,
Og ej endt med Spot og Spe.

Fra Omtalen af de kvindelige "Enke-Ældste" gaar Apostlen over til at give Timotheus Forskrifter med Hensyn til hans Stilling overfor de mandlige Ældste (Præsterne). I V.17-18 minder han om at skønne paa dem, der røgtede deres Gerning vel. Derefter (V.19-21) vejleder han ham med Hensyn til, hvad han skulde iagttage, naar der kom Klage over nogle af Præsterne Endelig (V.22-25) lægger han ham paa Sinde ikke at være for hurtig med at antage nogen til Præstetjenesten.

Hvad det første Punkt angaar om at holde de gode Forstandere, "dobbelt Ære værd", især dem, der tillige kunde føre Ordet ("arbejde i Tale og Undervisning"), hvilket vi altsaa ser ikke krævedes af alle, viser V.18 os, at Apostlen ved denne "Ære" ogsaa tænker paa at sørge vel for dem i Henseende til det timelige Underhold. Han henviser til Skriftordet fra 5Mos.25,4 om "Oksen, der tærsker", samt til et Ord, som Herren selv har udtalt, baade ved Udsendelsen af de 70 Disciple (Luk.10,7) og ved Udsendelsen af de 12 Apostle (Matth.10,10), om at "Arbejderen er sin Løn værd", et Ord. der synes at have været gængs mellem Folk, og som er bleven helliget som Sandhed, ved at Frelseren saaledes to Gange har brugt det.

"Dobbelt Ære" vil sige: først den Ære, som Alderen og særlig Embedet krævede, dernæst Æren, som den gode Embedsførelse medførte.

Med Hensyn til Klagemaal mod en Præst skulde han først og fremmest være varsom og ikke tage imod nogen Klage, uden den var vel bevidnet. Moselov (se 5Mos.17,6 og 19, 15) krævede to eller tre Vidner, og det henholder Apostlen sig til. Han vidste vel, at en nidkær Præst let kunde faa Klagemaal imod sig. Viste Klagen sig imidlertid begrundet, skulde Timotheus udtale Irettesættelsen "for alles (Præsternes) Aasyn", i deres Paahør. Og Apostlen lægger Timotheus højtideligt paa Sinde under Henvisning til "Guds og Kristi Jesu og de udvalgte Engles Aasyn", at holde sig fri for al "Partiskhed" til den ene saavel som til den anden Side.

"De udvalgte Engle" betegner aabenbart de hellige Engle, Lysets Engle, paa samme Maade som de udvalgte Mennesker betegner de troende.

Denne højtidelige Henvisning til Gud, Frelseren og Englene med et saadant Tilfælde for Øje, hvor Timotheus selv skulde være Dommer, skal sikkert tjene til at minde Timotheus om, at han selv stod for Guds og Frelserens Domstol, ved hvilken Domstol Guds Engle ofte siges at være til Stede som Vidner (se Luk.12,8: "Enhver, som vedkender sig mig for Menneskene, ham vil Menneskesønnen vedkende sig for Guds Engle").

Men i nær Forbindelse dermed slutter Apostlen nu med at advare Timotheus mod at være for hastig til at "lægge Hænder paa nogen", hvilket i denne Sammenhæng vil sige med at indvie nogen til Ældste-Embedet. En nøje Prøvelse forud kunde jo ofte afværge berettigede Klager bagefter. Og for Timotheus selv gjaldt det om at "holde sig selv ren" (V.22) og ikke paadrage sig Skin af at have lukket Øjnene til for fremmede Synder og derved blive "delagtig" i dem, hvad han jo let kunde blive, naar han for hurtigt gav uværdige Personer Adgang til Embedet.

Mærkværdigt nok kan det synes midt i denne Formaning angaaende Forholdet til de Ældste at finde den personlige Paamindelse til Timotheus om ikke mere udelukkende at drikke Vand, men ogsaa at bruge lidt Vin, hvortil tillige hans Helbred maatte tilraade. Det synes, at Timotheus har været tilbøje1ig til, som det ogsaa fremgik af Kap.4.8, at lægge for stor Vægt paa den ydre Afholdenhed og af den Grund at have taget for meget Hensyn til, om de, der meldte sig til Ældste-Embedet, blot havde dette Punkt i Orden. Apostlen vil atter her ligesom i Kap.4 minde Timotheus om, at den sande Renhed hverken for ham selv eller andre først og fremmest skulde søges i saadan ydre Afholdenhed.

Nej, Undersøgelsen med Hensyn til de Ældste, der meldte sig, skulde gaa langt dybere. Vistnok gaves der (V.24) Tilfælde, hvor med Hensyn til Menneskers Fortid baade deres "Synder" og deres "gode Gerninger" (V.25) var "aabenbare", ligesom "gik forud for dem til Dom". Da var Undersøgelsen jo let nok. Men ikke altid var det saaledes. Hos nogle fulgte "de ogsaa bag efter", d.v.s. kom først senere frem. Derfor gjaldt det om at give sig Tid med Hensyn til Bedømmelsen, særlig da, naar Talen var om at bestikke nogen til Embede i Menigheden, saa at Vedkommendes Fortid rigtigt kunde komme frem for Lyset, og Timotheus' Dom da blive en retfærdig Dom. Forhastede han sig ikke, da skulde nok Synderne komme til hans Kundskab, og paa den anden Side ogsaa de "gode Gerninger", et Menneskes gode Fortidsspor, komme frem for Lyset. Særlig hvor man havde at gøre med de ydmyge Sjæle, de bedste Præsteemner, var der vel adskilligt, som de ikke selv gerne vilde føre frem, efter Herrens Ord om ikke at lade "den venstre Haand vide, hvad den højre gør" (Matth.6,3). Ogsaa af den Grund skulde Timotheus ikke forhaste sig for ikke at komme til at afvise nogen, som burde have været antaget. Thi en skøn Fortid. omend den til at begynde med maaske ikke var "aabenbar", vil dog i Længden heller "ikke kunne skjules" (V.25).

Hellig Varsomhed er en Kristendyd af stor Betydning her i Kampens Dage.

Stadig Kamp vort Liv maa være,
Varsomt her vi vandre maa,
Da, kun da, med Sejersære
Vi vort Maal i Himlen naa.