Guldgruben
En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen
Ottende bind:
Paulus' første brev til Timotheus
Kap 6.
Læs: Kapitel 6, 1-2.
474. Formaning til de troende Trælle.
Vort Kapitel begynder med en alvorlig Formaning til de af Menighedens Medlemmer, der var "Tr»ælle under Aag", hvorved Paulus betegner de trykkende Kaar, som bandt hele den talrige Trællsestand. Formaningen lyder paa, at Trællene skulde "holde deres egne Herrer al Ære værd", for at "Guds Navn og Læren (Evangeliet) ikke skulde bespottes".
Det synes, som om Trællene i disse Egne om Efesus har haft en Fristelse til, naar de blev Kristne, at glemme, hvad deres Stilling krævede af dem. Vi kan forstaa denne Fristelse. Naar en Slave selv var bleven frigjort i Kristus og faa sin hedenske Herre, vandre som en stakkels forblindet Træl af Satan, hvor nær laa da ikke Fristelsen til at ringeagte Herskabet! Og selv om Frygt for Straffen hindrede aabenbar Ulydighed, saa skulde Hjertets Ringeagt dog nok give sig til Kende under Tjenesten. Men naar det kom til at lyde blandt Hedningerne, at de hellige Trælle var de ringeste, da vilde Guds Navn og Kristi Evangelium blive bespottet som noget, der havde en daarlig Virkning paa Mennesker.
Vi ser af V. 1, at Apostlen anerkender, at Trællenes Stilling var svær, men derfor giver han dem ikke Ret til at staa med et fejlt Sind i denne Stilling. Som vi hørte i 1Kor. 7, gik Apostlen aldrig ud paa direkte med ydre Magt at ville omordne de sociale Forhold. Nej, indefra, ved Evangelisets stille Magt skulde ogsaa dette Misforhold, som Slavestanden var, ændres, hvilket Historien ogsaa har vist var den rette Vej Da Kristi Tro vandt Magt over Folkene, faldt ogsaa dette i Sandhed hedenske Forhold bort ved Kristi Kærligheds og Sandheds Magt. Men saalænge den ydre Trællestilling endnu hørte med til de bestaaende Forhold, gjaldt det om at tage Stillingen op i Ydmyghed til Herrens Ære.
Som sagt, vi finder lignende Formaninger i Efeser- og Kolossenserbrevet ligesom ogsaa i Apostlen Peters første Brev, og alle disse nævnte Breve er just rettede til Lilleasiens Kristne, hvor dette Punkt altsaa maa have været særlig brændende.
I V. 2 omtaler Paulus idet Forhold, hvor Trællenes Herrer ligeledes var blevne troende Mennesker. Ogsaa der meldte Fristelsen sig for Trællene til at ringeagte Underdanighedsforholdet, omend Fristelsen her kom paa en anden Maade. Det laa saa nær for Trællene, hvor ogsaa deres Herrer var troende, at misforstaa Evangeliets Lære om alle troendes Lighed for Gud (se Gal. 3, 28: "I er alle een i Kristus Jesus"), som om denne Frihed og Lighed ogsaa skulde gennemføres i det ydre. Apostlen formaner da de Trælle, der var saa lykkeligt stillede, at de havde troende Herrer, til at "tjene dem desto hellere", just fordi de, som modtog deres Tjeneste, var "troende og elskede" (nemlig af Gud).
"Lær dette, og forman dertil", lægger Paulus Timotheus paa Sinde, for at Herren kunne æres og Evangeliet faa godt Rygte ogsaa gennem et ret Forhold fra de troende Trælles Side. Og skønt Trælleforhsoldet i vore kristne Lande nu til Dags væsentligt er forbi, maa troende Tjenere dog ikke overse den Formaning, som ligger til dem i dette Ord (V. 1-2). Troende Tjenestefolk kender den Dag i Dag nok Fristelsen til at se ned paa et vantro Herskab og ligesaa til at glemme den rette Stilling overfor et troende Herskab. Gid troende Tjenestefolk dog altid maatte være de bedste! Bekendt er Fortællingen om de to vantro Herremænd her i Danmark, som talte med hinanden om, hvilke Tjenestefolk der var de bedste, de hellige eller de af samme Slags som de selv, altsaa de vantro. Da sagde den ene af disse Herremænd et Ord, som gemmer en stor Prædiken i sig: "De hellige er de bedste, naar blot de er af den rette Slags".
Ja, maatte alle troende Tjenestefolk være af den rette Slags, af dem, der i Sandhed lader sig drive af Guds Aand i deres daglige Gerning! Da er det ofte blevet set, hvorledes en vantro Husbonde og Madmoder er bleven ledt til Omvendelse gennem hellige Tjenestefolks Omgængelse, og hvorledes Forholdet i et troende Hjem, hvor begge Parter var under Herrens Haand, er bleven et Lys. der skinnede ud i Mørket til Herrens Ære.
Om du tjener Land og Rige,
Eller du som Karl og Pige
Gør din Dont og gaar dit Bud,
Om du styrer Gaard og Fæste
Eller kun din Husbonds Heste,
Det er eet for Himlens Gud.
Læs: Kapitel 6, 3-10.
475 Endnu et Ord mod Vranglærerne, mod deres Opblæsthed og Vindesyge.
Kamp mod Vranglærerne, at værge Herrens Hjord mod disse "svare Ulve", var et Hovedpunkt i den Opgave, der var betroet Timotheus. Derfor vender Apostlen endnu en Gang tilbage til denne Sag. Han stempler atter Vranglærerne som opblæste og i Sindet fordærvede Mennesker, der under Gudsfrygts Skin i Virkeligheden kun søgte timelig Vinding (V. 3-5). Han indrømmer, at Gudsfrygt ogsaa bringer timelig Velsignelse med sig ved at lære os Nøjsomhsed (V.6-8). Men han viser tillige Pengegerrighedens fordærvelige Følger (V. 9-10).
Vranglærernes usunde Væsen og Lære betegner Apostlen først som en tom og vankundig Opblæsthed og Omtaagethed. De var "syge for Stridigheder og Ordkampe", men det hele var ufrugtbart for Livet og affødte kun al Slags ondt, saaledes "Avind, Kiv, Forhaanelse (af Sandhedens Vej), ond Mistanke" - altsaa, den hellige Kærlighed undergravedes, og disse Frugter vidnede højt om, at deres Lærdom ikke havde noget med sand Gudsfrygt at gøre.
Men deoes "idelige Rivninger", deres tomme Disputersyge bundede i en indre Sindets Fordærvelse, en indre Løgn, idet de i Virkeligheden kun vilde benytte deres saakaldte Gudsfrygt som et Middel til at skaffe sig timelig Vinding (V. 6). Derfor skulde man sky dem.
Vistnok - det vil Apostlen indrømme - bringer den sande Gudsfrygt ogsaa en stor Vinding med sig for det timelige Liv, den har, som han før havde sagt (Kap. 4, 8), ogsaa "Forjættelse for det Liv, som nu er". Men det kommer af, at sand Gudsfrygt altid har "Nøjsomhed" med i sit Følge (V. 6). For en Kristen hører det sig til at være nøjsom, dette viser Apostlen i V. 7-8. Nøgne kom vi til Verden, og ikke det mindste kan vi tage med os af Jordens Skatte, naar vi drager herfra. Til Pilgrimsvandringen hernede vil det være os nok at have Føde og Klæder, det nødvendige Livsophold. Med dette Sind bør et Guds Barn vandre gennem denne Verden. Og "nok" har Gud lovet sine Børn "Blot vi tro, skal vi faa alt, hvortil vi trænge maa" (Matth. 6, 33 og Rom. 8, 32).
Men ilde er det, om man (V.9-10) vil være rig, om Hjertet higer efter Mammon i de forskellige Skikkelser, hvorunder den tilbyder sig; da hildes man i "Fristelse" og fanges i "Snarer", og "mange ufornuftige og skasdelige Begæringer" faar Magt i Hjertet, hvorved man synker ud i et Dyb af Undergang og Fortabelse. Pengegridskhed er en ond Rod, af hvilken alt muligt slemt kan vokse frem. Dette Guds Ord stadfæstes tilstrækkeligt i Hverdagslivet. Og hvor vemodig er ikke Tilføjelsen: "Ved at hige derefter er nogle farne vild fra Troen og har gennemstunget sig selv med mange Smerter".
"I kan ikke tjene Gud og Mammon", har Herren sagt (Matth.6,24). Og i den 16. Salme staar der: "Mange skal deres Smerter blive, som haster efter en anden", nemlig en anden end den levende Gud og Herre. Men den kolde i sin falske Glans skinnende Mammons Gud har stundom ogsaa fanget troende Mennesker i sit Garn. Saaledes var det gaaet disse Vranglærere, der altsaa ogsaa en Gang havde haft Troen, men nu var "faret vild fra" den. Men de er ikke de eneste, hvem det gik saaledes. Lad os vaage og bede, at vort Hjerte kan staa ogsaa dette Løgnens Gøglespil imod. "Hvor vanskeligt kommer de, som har Rigdom, ind i Guds Rige", har Herren sagt (Mark.10,23). Lægger Herren jordisk Rigdom hen til os, da lad os ikke glemme at give og at meddele. At give Herren Procenter af alt, hvad han giver os, er ofte en Hjælp mod Pengesnaren. Et skønt Eksempel paa Troens frigørende Magt overfor Mammon har vi i den lille Toldembedsmand Zakaeus ("Halvdelen af mit Gods giver jeg til de fattige", Luk.19,8); et advarende Eksempel paa Mammons bindende og tilbageholdende Magt har vi i den rige Yngling (Mark.10,22), og det allerfrygteligste Eksempel paa Mammons dræbende Magt finder vi i Herrens Apostel Judas.
Som Hykleren er van,
Paa Mammon kun at haabe,
Paa Gud sig dog beraabe,
Det gaar umuligt an.
Læs: Kapitel 6, 11-16.
476. De himmelske Skatte skal vi jage efter i Troens gode Strid.
Fra de elendige Vranglærere, hvis indre Urenhed Apostlen i det foregaaende havde blottet, vender han sig til Timotheus med den skønne, rige, men ogsaa ansvarsfulde Betegnelse: "Du, o Guds Mennesket". For den, der hører Gud til, sømmer det sig at fly disse ovennævnte onde Snarer, men derimod jage efter de himmelske Skatte, den sande Rigdom. Han nævner seks af disse aandelige Goder, der hører sammen, to og to. "Retfærdighed og Gudsfrygt" betegner det Sind, der vil have sit Liv Underlagt Herrens hellige Villie. "Tro og Kcærlighed" er de dybe Drivkræfter for dette Sind, hvorfor ogsaa Morten Luther bestandig begynder Forklaringen til de ti Bud med: "Vi skal frygte og elske Gud, saa at osv.". "Udholdenhed og Sagtmodighed" peger paa det selvfornægtende Sind, der uden at forbitres kan give Afkald ogsaa paa de jordiske Goder, om saa skal være.
Men at jage efter disse kostelige Skatte bliver en bestandig Strid. Derfor fortsætter Apostlen med det herlige Ord: "Strid Troens gode Strid" (V. 12). Her er megen ond Strid paa denne Jord, Strid om Jordens forfængelige Sager, men Troens Strid er en god Strid og en nødvendig Strid. Med den for Øje kan vi sige med David: "Lovet være Herren, min Klippe, han, som oplærer mine Hænder til Strid" (Sl.144,1). Det er Troens gode Strid, vi skal stride. Der er en Strid, som vor Frelser har stridt sor os, og som kun han kunde stride, Striden for at skaffe os den Rigdom der hedder vore Synders Forladelse, Retfærdighed for Gud. Vor Strid skal være den: i Troen at tilegne os og fastholde denne Skat.
Grundtekstens Ord for "Strid" viser os, at Apostlen ogsaa her som saa ofte har hentet sit Billede fra de store Væddekampe, som var saa almindelige i Oldtiden (se 1 Kor.9,25). Gennem dette Billede siger han os, at Kristenlivet kræver Anspændelse af alle Troens Kræfter. Men Sejrsprisen er ogsaa herlig, den er "det evige Liv" i sin Fuldkommelse.
Vantro Mennesker strider den onde Strid imod deres Frelser, mod hans Aand og Ord, mod hans kærlige Kald. Men et "Guds Menneske" er jo kommen ind i den hellige Krigerskare, hos den evige Konge, der aldrig kasserer nogen for Fejl, men kun vil have frivillige Folk, kun vil have Folk, der vil føre den hellige Strid med Aandens skarpe Vaaben og ikke blot skyde med løst Krudt, som var Kristendommen blot en Manøvre uden Alvor. Nej, idet er, som Brorson synger: "En Kristen bærer Sværdet, til Troens Strid han gaar, mod Fjenden uforfærdet i Jesu Navn han staar, det gælder Liv og Død, og Sejer maa han vinde, saasandt han hist vil finde sin Fred i Jesu Skød".
Til denne hellige Strid med denne herlige Sejrspris var ogsaa Timotheeus "kaldet", og med denne Strid for Øje havde han besvaret Guds Kald ved at aflægge den "gode Bekendelse for mange "Vidner". Apostlen sigter vistnok derved til Timotheus Daab. Ogsaa vi blev kaldet til Forsagelsens og Troens Strid i vor Daab. Nogle mener dog, at her sigtes til den i Kap.4,14 omtalte Indvielse af Timotheus til Gerningen som Apostlens Stedfortræder i Efesus.
Med hellig Alvor byder Apostlen nu Timotheus at "holde Budet", det vil sige, alt, hvad Kristus har befalet os, den rene, evangeliske Lære, ubesmittet, ulasteligt indtil "Herrens Aabenbarelse", den store Regnskabsdag. Og han byder ham dette under. Paakaldelse af to mægtige Vidner (V. 13-14). Den ene er "Gud, som holder alle Ting i Live", Livets Kilde og Livets Opholder; den anden er Kristus Jesus, vor Konge og Frelser, det "trofaste og sanddru Vidne" (Joh.Aab.3,14). "Den gode Bekendelse", som vor Frelser vidnede "for Pontius Pilatus", finder vi i Joh. Ev. 18,36-37, hvor han vidnede om sig selv som Samdheds Konge, til hvis Rige alle de, der er af Sandheden, hører. Saa gælder det om for alle Kristi troende ogsaa at være trofaste og sanddru Vidner, der kan bestaa for Herrens Aasyn, naar han kommer igen. Om Kristi Aabenbarelse siger Apostlen i V. 15, at den vil "den salige og alene mægtige, Kongernes Konge og Herrernes Herre, lade til Syne i sin Tid", det vil sige til den Tid, som han har forbeholdt sin egen Magt at bestemme (Ap.
G. 1, 7).
Apostlens Hjerte er saa fyldt med lovprisende Tilbedelse af denne Salighedens Gud, at han fortsætter (V. 16) med den ene Betegnelse efter den anden for ligesom at afmale hans Guddoms Fylde. "Han alene har Udødelighed", nemlig i sig selv (Joh. 5, 26), saa han alene kan give os dødelige Mennesker et evigt Liv. Men han bor ogsaa i et Lys, der er utilgængeligt for det kødelige Menneske, hans Væsen kan ikke udgrundes eller gennemskues, som det er, af nogen, der vandrer hernede i Forkrænkelighedens Kaar. Kun de, i hvem Guds Aand kommer til at bo, skal engang "erkende", saaledes som vi nu selv "er kendte" (se 1Kor.13,12).
Men i dette Guds Væsen som det evige Lys, som den, i hvem der aldeles intet Mørke er (1 Joh.1,5), ligger ogsaa Dommen over alle dem, "der elsker Mørket mere end Lyset", altsaa ogsaa Dommen over Vranglærerne. For Mørkets Børn er Gud som et Vredeslyn, men for hvert "Guds Menneske" er han Salighedens Lys.
Med Hjertet fuldt af Tanken om Guds uendelige Storhed slutter Apostlen med Lovprisningsordet: "Ham være Ære
og evig Magt!"
Almagts Gud, velsignet vær!
Love vil vi højt din Ære,
Dig ophøje, fjernt og nær,
Synge med blandt Engles hære,
Bøje os i Støvet ned
For vor Konges Herlighed!
Læs: Kapitel 6, 17-21.
477. En Formaning angaaende de rige. Slutningshilsen til Timotheus.
Med den i foregaaende Afsnit udtalte Lovprisning havde Paulus egentlig fuldendt sin Skrivelse. Det, der endnu kommer bagefter, er som en Efterskrift, hvori han endnu giver Timotheus en Formaning angaaende de ogsaa paa jordisk Gods rige Medlemmer af Menigheden (V. 17-19) og dernæst endnu en Gang minder Timotheus om det, der laa ham saa inderligt paa Hjerte, at Timotheus dog maatte holde sig klar overfor den skammelige Vranglære, maatte bevare det uforfalskede Evangelium (V. 20-21).
I det foregaaende havde Apostlen talt om Faren for dem, der tragtede efter at blive rige (V. 9-10). Her (V.17-19) siger han et Ord til dem, som er rige i den nærværende Verden, altsaa de Medlemmer af Menigheden, som havde meget ogsaa af denne Verdens Ting. Der er meget at vaage over, naar man hører til de rige i den Forstand. Først (V. 17) advarer Apostlen mod Hovmod; det ligger saa nær for dem, der har meget, at hæve sig over dem, der kun ejer lidet, og lade Pengene være en Skillevæg. Fremdeles ligger der i Rigdom en Fristelse til kødelig Sikkerhed, idet man har sit paa det tørre. Overfor dette gør Apostlen opmærksom paa Rigdoms Uvished, den kan ogsaa hurtigt mistes; i hvert Tilfælde mister vi den fuldstændig ved Døden. Nej, den eneste paalidelige Grundvold, ogsaa for vort timelige Velvære, er "Gud, som giver os rigeligt alle Ting at nyde". Det er af hans Naade, vi lever ogsaa timeligt. Glemmer vi det og sætter i Stedet for vor Lid til Kapital, Forretningsdygtighed o. desl., da binder vi en Svøbe til os selv. Naar Gud giver troende Mennesker meget, da er det ikke, for at de skal bunke det op paa Verdens Vis, men for at de dermed "skal gøre godt, blive rige i gode Gerninger, gerne give, meddele" (V. 18) og derved, siger Apostlen, "opsamle sig selv en god Grundvold" (V.19). Og denne "Skat", som de derved lægger op, benævner Apostlen "en Grundvold for den kommende Tid, at de kan gribe det sande Liv" (se Herrens Ord i Lukas 12,15: "et Menneskes Liv bestaar ikke i at have overflødigt Gods")· Meningen ser selvfølgelig ikke, at de ved deres Godgørenhed og Gaver kunde erhverve sig det evige Liv, men at de ved et saadant Sind, der ikke hænger ved Mammon, bereder sig et godt Stade, hvorfra de med Hvile kan se frem mod den Tid, da de ydre Rigdomme svinder bort fra dem ; et fast Stade, hvorfra de kunde gribe det evige Liv. Den, hvis Hjerte hænger ved det timelige, sidder ligesom i et Morads, hvorfra han ikke kan faa fat paa det evige Liv, men den, der har faaet sit Hjerte løst og er kommen op af Moradset, for ham forvandles Rigdommen til den Velsignelse, at han kan bruge den til Fremvækst i Livet med Herren. Men Kamp koster det, thi jo mere man har, des sværere bliver det at tage det Stade, som Apostlen i 1 Kor. 7, 31 har betegnet saaledes: "De, der bruger denne Verden, skal være som de, der ikke gør Brug af den". Og hvor sjældent ser man ikke, at de rige troende giver bort i et Forhold, der svarer til de fattige troendes Gaver. Men kun det, som vi sætter i Guds Bank, bringer evige Renter; kun det er anbragt saaledes, at Tyve "ej kan tage det og Møl ej fordærve det (se Herrens Ord Matth. 6,19-20).
De sidste Vers (V. 20-21) indeholder en hjertegribende, inderlig Gentagelse af Formaningen til Timotheus om at bevare den aandelige Skat, som var ham betroet, og sky "den vanhellige, tomme Snak og Indvendingerne fra den falskelig saakaldte Erkendelse". Det frække kætterske Væsen var som Tyve og Møl, der bragte dem, som gav Hjertet hen deri, til at "afvige fra Troen", saa de mistede den sande, evige Kapital (V. 21).
"Naaden være med dig", saaledes slutter Apostlen. Thi ene Guds Naade formaar at bevare os i Sandheden og værne os i Kampen mod Løgnen.
|