Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus' andet brev til Timotheus

Indledning

Efter al Sandsynlighed har Timotheus hele den Mellemtid, der ligger mellem Paulus' første og andet Brev til ham, været i Efesus. Hvor lang en Tid dette betegner, beror paa, om man antager Paulus' Dødsaar for at være Aar 64 eller senere ved Aar 66 eller 67 e. Kr. Der staar ikke i dette andet Brev noget om Timotheus' Opholdssted, men da Forholdene i saa mange Maader ligner dem, vi hørte om i det første Brev til Timotheus, og der findes Hilsener til Mennesker, som sikkerligt boede i Efesus, kan man gaa ud fra, at Timotheus fremdeles var i den ham der betroede Gerning. At Paulus har skrevet Brevet fra Rom under sit sidste Fangenskab fremgaar tydeligt nok af Brevet, der indeholder de sidste Ord, vi kender fra dette Herrens udvalgte Redskab.

Der gaar ogsaa en egen dyb Klang gennem Brevet som fra den, der staar ved Afslutningen af sin Livsgerning og sin Pilgrimsvandring, og paa den ene Side ser tilbage paa Jordelivet med alt, hvad det bragte, og paa den anden Side allerede skuer indenfor i Hjemmet oventil.

Brevets Indhold er dels en hjertelig Formaning til Timotheus om ikke at lade Hænderne synke men frimodig tage Kampen op og de Lidelser, der fulgte med den ; dels indeholder Brevet atter en alvorsfuld Formaning til Timotheus om at "holde sig ren" fra at have noget at gøre med de frække Vranglaerere og deres onde og falske Væsen. Man faar et Indtryk af, at Timotheus knap stod saa bestemt, saa nidkaer i denne Kamp, som Apostlen kunde have ønsket det. Og det er "Faderens" af inderlig Kærlighed baarne Sandhedsord til sin "Søn" i Troen der aander gennem hele Brevet.

Efter Overskrift og Hilsen (Kap.1,1-2) indeholder Kap.1,3-18 en kraftig Paamindelse til Timotheus om "at opflamme den Guds Naadegave, som var i ham", og ikke skamme sig ved Evangeliets Sag. Fra Kap.2,1-4,5 er det særlig Kampen mod Vranglærerne, der danner Traaden i Formaningen. Fra Kap.4,6-22 skuer Paulus hen paa sin Virketids snare Afslutning og skildrer sin personlige Stilling med nogle faa Ord.

Om Timotheus har vi endnu en sidste Meddelelse i Hebræerbrevet 13,28, hvoraf ses, at Timotheus havde været i Fangenskab men igen var bleven løsladt. Da Hebræerbrevet er blevet skrevet henimod Aar 67, har Timotheus' Fangenskab vistnok fundet Sted, ikke saa længe efter at Paulus havde skrevet dette sit sidste Brev til ham og selv lidt Martyrdøden. Det fremgaar ogsaa tydeligt nok af dette andet Timotheusbrev, at Farer og Trængsler truede Timotheus. Paulus søger jo bestandig at opmuntre ham til at lide ondt med Evangelium som en ret Kristi Stridsmand.

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media