En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus' andet brev til Timotheus

Kap 1.

Ogsaa i dette sit sidste Brev benævner Paulus sig efter den Naadestilling, der til det sidste var hans Livs Fryd og Ære, som "Jesu Kristi Apostel ved Guds Vilje". Og han tilføjer. som det, der var dette hans Livskalds Indhold og Formaal: "For at bringe Forjættelse om Livet i Kristus Jesus" (V.1). Allerede ved denne særegne Tilføjelse i Overskriften peger Apostlen paa Herligheden i Evangeliet, fordi han just vil lægge Timotheus paa Sinde, hvor ilde det var at skamme sig ved et saa rigt og saligt Budskab.

Apostlens uforandrede Kærlighed til Timotheus møder os i Overskriftens Hilsen (V.2), hvor han kalder ham sit "elskede Barn".

Paulus begynder med Tak til Gud for den "uskrømtede Tro", som var i Timotheus (V.3-5). Derpaa følger saa den alvorlige Formaning til at opildne den ham givne Naadegave og med Guds store Naade for Øje samt efter Apostlens Eksempel frimodigt at lide ondt med Evangelium og saaledes bevare det gode, der var nedlagt hos ham ved den Helligaand (V.6-14). Denne sin Formaning giver Apostlen forøget Vægt ved at minde ham om den forladte Stilling, han selv var i, og hvilken Vederkvægelse hver trofast Ven var for hans Hjerte (V.15-18).

Naar Paulus (V.3) siger, at han ligesom hans "Forfædre" tjente Gud i en "ren Samvittighed", siger dette Ord os, at Paulus' Forfædre har været troende, oprigtige Israeliter. Og den nye Pagts troende, har jo ikke nogen ny Gud, men det er Israels Gud, der i Kristus har aabenbaret sig for os. De hellige i den ny Pagt er saaledes ved den samme Gud i inderlig Forbindelse med dem i den gamle Pagt. "En ren Samvittighed" betegner her det samme som et "rent Hjerte" i 1 Tim.1,5, d.v.s. et ærligt, udelt Hjerte. Ogsaa i sin vantro Tid mente Paulus det jo paa en Maade ærligt nok; han var forblindet, men ikke forhærdet.

Naar Paulus her minder om sine Forfædre, er dets aabenbart, fordi han samtidig har Timotheus' Moder og Bedstemoder for Øje, Eunike og Lois. Ogsaa de havde været sande Abrahams Børn og bevist det ved at tage imod Forjættelsen om Livet i Kristus. Naar Apostlen minder Timotheus om dennes Moder og Bedstemoder, er det just for end mere at oplukke Timotheus' Hjerte for den følgende Formaning. Dertil tjener ogsaa den kærlige Omtale (V. 3) af, hvorledes han bestandig mindedes Timotheus i sin Bøn, Nat og Dag; hvor han længtes efter at faa den Glæde at se ham, denne sin kære Søn, hvis "Taarer" ved den sidste Afsked han ofte tænkte paa (V.4), og hvorledes han var vis paa, at Moderens og Bedstemoderens uskrømtede Tro ogsaa boede i Timotheus (V.5). Som saa ofte i Paulus' Breve ser vi ogsaa her den hjertevindende Maade, han har, i Henseende til at berede Plads for de efterfølgende Formaninger.

Fra V.6 tager han saa med et "derfor" fat paa Formaningen, der gaar ud paa, at Timotheus skulde "opflamme den Guds Naadegave", han havde modtaget ved Apostlens "Haandspaalæggelse". Der sigtes aabenbart her til den i 1 Tim.4,14 omtalte Begivenhed, Timotheus' Ordination til Embedet som Apostlens Stedfortræder. Ligesom den Dag i Dag Præsters Ordination foregaar under andre Præsters Haandspaalæggelse, saaledes ogsaa den Gang. Og Apostlen havde vel været den første til at lægge sine Hænder velsignende paa Timotheus' Hoved. Men en modtagen Naadegave maa bruges og udnyttes under stadig Bøn, ellers slukkes den let som en Lampe, der ikke holdes i Orden.

I V.7 begrunder Paulus denne sin Paamindelse ved at henvise til, hvor herlig den Naadegave var, Gud havde skænket Timotheus Sin Aand havde Gud givet ham til Embedets rette Varetagelse, men denne Aand var "ikke en Fejgheds Aand", men en Aand, der virkede Kraft, Kærlighed og Sindighed, altsaa en Kraft, der var fyldt af selvfornægtende Kærlighed og ikke aabenbarede sig i lidenskabelig Opbrusen - det er "fremmed Ild« paa Herrens Alter (se Nadab og Abihu 3 Mos.10,1) - men i hellig Stilhed og uforfærdet Fasthed.

Med denne Aand rimede det sig ikke "at skamme sig ved Vidnesbyrdet om vor Herre" (V-8) eller ved hans hellige, naar de var i Trængsel, og Paulus fremdrager her sig selv til Eksempel som den, der var "Herrens fangne", hvormed han betegner sit Fangenskab som baade tilstedt af Herren og værende for Herrens Skyld (V.8). Det synes, som om Timotheus har givet efter for Menneskefrygt, i hvert Tilfælde udvist Mangel paa Mod til at bekende Herren og kendes ved Herrens fangne Apostel, der nu sad anklaget som Forbryder i Roms Fængsel. Men hvor er der ikke hellig Klang og mandig Alvor i Apostlens Tilraab: "Lid ondt med Evangeliet". Det kom fra en prøvet Mand, der aldrig selv havde holdt sig tilbage, naar Evangeliet blev forfulgt (se 2Kor.11,28-33). Nu var det Forfølgelsens Tider. I Rom var de Kristne paa den mest grufulde Maade bleven martret til Døde af Kejser Nero, og det rygtedes ud over Romerrigets mange Provinser, saa det var bleven langt sværere at bekende sin Tro. Men idet Apostlen tilraader Timotheus dette djærve Ord: "Lid ondt med Evangeliet", tilføjer han: "ved (rettere."efter") Guds Kraft". Naar vi vil fremad gennem Lidelse til Herlighed, da fuldkommes Guds Kraft i vor Skrøbelighed; Gud lader ikke sine Venner slippe for Lidelsen, men han fylder os med hellig Kraft til at bære den.

I V.9-10 afmaler Paulus for Timotheus hvad Gud i sin Kærlighed har gjort for vore Sjæle. hvorledes "han frelste os med en hellig Kaldelse" og det "ikke efter vore Gerninger". Nej, vi havde visselig ikke fortjent Frelsen, kun idel Straf, "men det var efter sit eget Forsæt" i Kraft af en evig Raadslutning i Kristus Jesus (Ef.1,4: "før Verdens Grundlæggelse"). Dette Guds Frelses Raad er nu "kommen for Dagen ved vor Frelsers, Jesu Kristi Aabenbarelse", hvorved Døden tilintetgjordes, og "Liv og Uforkrænkeligbed" bragtes frem for Lyset ved Evangeliet.

For dette Evangelium var Paulus beskikket som "Prædiker, Apostel og Hedningkernes Lærer" (se 1Tim.2,7), og for denne Sag var det og, han led (V.11-12). Men skulde han skamme sig ved at lide for et saa herligt Evangelium? Visselig ikke! "Thi jeg ved, til hvem jeg har sat min tro", siger han - Paulus kendte sin herlige, trofaste Frelser - "og jeg er vis paa, at han er mægtig til at vogte paa den mig betroede Skat til hin Dag".

Hvilken inderlig, fuld Vished klinger der ikke gennem disse Apostlens Ord! "Jeg ved", "jeg er vis paa", det er ikke et løst Haab, men en grundfæstet Overbevisning.

Det, Herren har betroet os, det skal vi for at kunne bevare det og udnytte det igen lægge ned for hans Fødder, igen betro ham. "Jesus er det, som jeg giver, hvad han selv har givet mig". Og vi har jo Lov at nedlægge alt for hans Fødder, sætte de tomme Kar frem for ham, frembære alle vore Savn og hellige Begæringer for ham, og han vil vogte det for os; han siger endnu, som han sagde til Jakob i gamle Dage: "Jeg vil ikke forlade dig, før jeg har fuldkommet det, jeg har sagt dig" (1 Mos. 28, 15).

Ogsaa fra vor Side gælder det om at "vogte paa den skønne, betroede Skat, ved den Helligaand, som bor i os"; og dertil opfordrer Paulus Timotheus (V.13-14). Dertil hørte for en Evangeliets Tjener som for ethvert Guds Barn at holde fast ved den rette Form af det sunde Ord (gl. Overs.), som han havde hørt af Apostlen, ikke i ufrugtbar Ordskvalder, som Vranglærernes falske Visdom, men i "Tro og Kærlighed i Kristus Jesus". V.13 kan ogsaa oversættes (saaledes i vor nuværende Oversættelse): "Hav et Forbillede (eller Billede) i de sunde Ord, som du hørte af mig". Det rene og pure Evangelium, Paulus havde lært Timotheus, skulde denne bære i sig som et uudsletteligt Billede, hvorefter han skulde rette sin Forkyndelse.

Hvad der maatte give denne Formaning des mere Vægt for Timotheus var følgende to Ting. Først dette, at saa mange havde vendt sig fra Paulus i denne hans Trængsel (V.15). Apostlen nævner "alle dem i Asien" og fremdrager to af dem ved Navn. Paa hvilken Maade de havde svigtet ham, enten det skete, medens han endnu selv var i Lilleasien, eller Apostlen fra Rom af forgæves havde begæret at faa Vidner for sin Sag fra Asien, fremgaar ikke af Ordet, der kun siger, at en vis stor Kreds af lilleasiatiske Kristne havde svigtet ham. Formodentlig er Apostlen bleven beskyldt for i Lilleasien at have Prædiket Oprør mod Kejseren, og der kunde Venner fra Lilleasien have staaet ham bi med deres Vidnesbyrd. Men de svigtede af Frygt. Dette skulde være Timotheus en Advarsel.

Som det andet, hvormed Apostlen vil give sin Formaning til Timotheus om at være tro endmere Vægt, tjener det opmuntrende Eksempel, han nævner for ham i Onesiforus (V.16-18), en troende Mand fra Efesus, der ses at have været i Rom og uden Frygt at have ledt efter Apostlen, indtil han fandt ham. Denne Mand, der allerede i Efesus trofast havde tjent Apostlen, som Timotheus vidste det (V.18), havde ogsaa i Rom "vederkvæget" Apostlen i inderlig Kærlighed. Der var et Eksempel paa en Mand, der "ikke skammede sig" ved Apostlens "Lænke".

Og Apostlen beder den Herre, der aldrig glemmer, hvad vi har gjort mod selv hans mindste Brødre, om at give Onesisforus' Hus Barmhjertighed. Man har ment, at Onesiforus selv ikke mere var i Live, siden Apostlen taler om hans "Hus". I V.18 beder Apostlen Herren om at vederkvæge Onesiforus selv med sin Barmhjertighed "paa hin Dag", hvormed altid menes Herrens Genkomstdag. Paulus beder ikke om Omvendelse for Onesiforus, saa selv om Onesiforus var død, da Apostlen skrev disse Ord, kan dette Ord ikke bruges som Bevis for en frelsende Forbøn for de døde. Men det er den Barmhjertighedens Naadeløn, Herren har lovet hver god og tro Tjener (Matth.25, 21 og 23 og Matth 25,36: "Jeg var i Fængsel, og I kom til mig"), Apostlen tænker paa.

Baade det advarende Eksempel (V.15) og det tilskyndende (V.16-18) skulde hjælpe Timotheus til at vogte paa den skønne betroede Skat ved den Helligaand, ved hvem alene vi formaar at vogte vor Skat. Vil vi holde fast, da er Herren visselig mægtig til at bevare vor Skat for os (V.12). Han holder fast, naar vi vil holde fast.

Thi jeg ved, paa hvem jeg bygger,
Og siden ved jeg, han sikkert mægter
Min Skat for mig at vogte til sin egen store Dag.