Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus' andet brev til Timotheus

Kap 2.

Læs: Kapitel 2, 1-13.
479. "Lid ondt som en god Jesu Kristi Stridsmand!"

Apostlen begynder med (V.1-2) at henvise Timotheus til Kræfternes Kilde, "Naaden i Kristus Jesus". Derfra skulde han hente Styrken til at staa fast i Kampen uden Fejghed (V.1). Og dernæst henviser han ham til at skaffe sig Medhjælpere, tro Mennesker, "dygtige ogsaa til at lære andre", hvem han kunde overgive det, han selv havde hørt af Paulus for mange Vidner eller (maaske rettere oversat) "ved mange Vidner", idet disse havde stadfæstet Apostlens Ord. Der tænkes sikkert paa de "Ældste" (Præster) og andre Venner, der havde været til Stede ved den i 1Tim.4,14 og 2Tim.1,6 omtalte Indvielse af Timotheus til den ham betroede Gerning.

I V.1-2 nævner Apostlen altsaa to Maader at vinde Styrke paa til Evangeliets rette Bevarelse, baade for en selv og for andre, nemlig først bestandig paa ny at øse af Naaden i Kristus (i Ord og Sakrament), dernæst at omgive sig med en hellig Stab af trofaste Kampfæller. Dette sidste, at faa andre paalidelige Guds Børn sat i Arbejde, er et saare vigtigt Punkt for den, der er Forstander i Guds Menighed. At ville gøre alting selv kan nok være Nidkærhed, men er ikke den rette Visdom. At kunne opdrage andre til at bære med paa Guds Riges Gerning er en. vigtig Evne, som vi maa bede Gud om Visdom til (Jak.1,5). Det giver en velsignet indre Styrke indenfor de helliges Samfund, naar saa mange som muligt kender deres Ansvar.

Men Kamp og Lidelse følger altid med Evangeliet her paa Jord. Et Evangelium uden Lidelse er et falsk Evangelium, saa længe vi er under Jordens Kaar. Derfor lyder nu Formaningen (V.3) fra den gamle Stridsmand til den unge: "Vær med til at lide ondt som en god Kristi Jesu Stridsmand".

I dette Øjemed giver Paulus nu Timotheus og dermed alle Herrens Stridsmænd nogle hellige Vink (V.4-6). Først (V. 4) minder han om, at en god Stridsmand, der ret vil "behage den, som tog ham i Sold" altsaa sin Feltherre og Konge, ikke, naar Striden gaar løs, maa "indvikle sig i Livets Handeler". Dermed menes jo ingenlunde, at Herrens Stridsmænd ikke ogsaa skal passe deres jordiske Gerning, hvorpaa Apostlen jo selv havde givet et Eksempel til Efterfølgelse ved at arbejde for sit Ophold med egne Hænder (se 2Thess.3, 7-8), men at et Guds Barn, særlig en Herrens Tjener i Embedet, ikke maa knytte sit Hjerte saaledes til de timelige Interesser, at hans Gerning derved svækkes. Han maa med udelt Sind give sig ind i den hellige Strid.

Derefter (V.5) minder Paulus om, at det gælder om at kæmpe "lovmæssigt" for hver den, der tager Del i Væddekampen, dersom han vil vinde Sejrskransen. En alvorlig Formaning til alle de hellige, der er med i Løbet, i Striden for Livets Krone. Det er altsaa ikke nok at være med i Kampen, men det gælder om at være med paa den rette Maade, saa man nøje følger Herrens Vilje og ikke lader sig bestemme af egen Lyst eller Ulyst. Det maa ikke gaa, som der staar i Salmen: "Snart Lunkenhed sig søger ind at snige, den trætte Fod vil ud af Vejen vige, den synes haard, en anden Vej man sig da vælger til at vandre magelig". Nej, skal vi vinde Kronen, da maa vi "med Standhaftighed gennemløbe den os anviste Bane" (Hebr 12).

Endelig giver Paulus (V.6) det baade paamindende og opmuntrende Vink: "Den Bonde, som arbejder, bør først have Del i Frugterne". Tanken er tydelig nok den, at der maa gaa et betydeligt Arbejde forud, men saa skal man heller ikke gaa glip af Frugterne.

Dette indskærper Apostlen (V.7) Timotheus at mærke sig og trøster ham med, at Herren da vilde give ham "Indsigt (Forstand) i alle Ting". Og nu (V. 8-12) giver han ham yderligere en Række opmuntrende Henvisninger. Først peger han hen paa Herren selv (V.8), "Troens Begynder og Troens Fuldender". "Kom Jesus Kristus i Hu" - hvor ligger der en Rigdom i disse fem Ord! Det er særligt Herrens sejrrige Opstandelse, som den forjættede Frelser af "Davids Sæd efter Evangeliet", saaledes som Paulus havde forkyndt det, Timotheus aldrig maatte glemme men bestandig komme i Hu. Til Opstandelsens Sejr gik Herrens Lidelsesvej.

Og fremdeles henviser han ham endnu en Gang ligesom i Kap.1.12 til sit eget Eksempel (V.9-10). Paulus "led ondt, for Evangelium, lige til at være bunden som en Misdæder", - og nu kommer Trøsten - "Guds Ord var ikke bundet", det gik fremdeles sin Sejrsgang, hvor mange af dets Vidner de saa end lagde i Lænker. Og "derfor taalte Paulus alting for "de Udvalgtes Skyld". Guds Ord, hvis Sejrløb han havde været med at befordre, var jo det store Middel til, at de udvalgte kunde opnaa "Frelsen i Kristus Jesus med evig Herlighed" (V.10). Ja, ogsaa selve Apostlens villige Lidelse for Evangeliet var en mægtig Prædiken til Hjælp for de udvalgte, de troende, at de ogsaa kunde faa Frimodighed til at gaa Vejen gennem Lidelse til Herligheden.

Og nu (V.11-12) understreger han med Ordet: "Den Tale er troværdig", at det staar urokkeligt fast som en Grundlov i Guds Rige, at Lidelse for Kristus ogsaa fører til Herlighed med ham. Er vi gaaet gennem Døden med ham (der kan tænkes paa den aandelige Afdøen i Synd, se Rom.6,2-4: dog tænkes her vel snarest paa den legemlige Død), saa skal vi og leve med ham, nemlig i Herligheden.

"Dersom vi holder ud, skal vi ogsaa være Konger med ham" (V.12), nemlig ved hans Genkomst (Joh.Aab. 20, 4).

Men - Herrens Ord er trofast til begge Sider. Saa vist som hans Forjættelser er usvigelige, saa vist er ogsaa hans Domme usvigelige (V.12-13). "Dersom vi fornægter, skal han ogsaa fornægte os". Mennesker kan være "utro" (V.13), men Herren bliver bestandig trofast, han fornægter aldrig sit Væsen men bliver den samme. Saa vist som deri ligger en salig Trøst for dem, der holder ud, saa vist ligger ogsaa deri en forfærdelig Alvor for de utro. Ogsaa de skal komme til at erfare, at Herrens Ord er sande og trofaste, og at Utroskab lønnes med Dom.

At være "utro" (V.13) betegner her ikke de troendes Skrøbelighed, nej, det betegner det samme som at være vantro, saa dette Ord i V.13 om Herrens Trofasthed. selv om Mennesker er utro, er her et Advarselsord, ikke et Trøfteord (som det i Almindelighed bliver forstaaet). Herren kræver af sine Husholdere. at "de maa findes tro" (1 Kor. 4, 2). Det udelukker ikke, at han er en barmhjertig Ypperstepræst, der kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder (Hebr. 4, 15), men det fastslaar, at et svigefuldt Hjerte vil faa sin Dom, just fordi Herren er trofast. Han er ikke en blødagtig og svag Herre, der nok taler alvorligt men dog ikke gør Alvor af sine Domme, nej, han er en Herre, hvis Ord aldrig skal forgaa men opfyldes til Punkt og Prikke. Derfor maa det være vor Bøn:

O Jesus, du, som stedse tro er bleven,
Hvem Kærlighed til Død og Grav har dreven,
Giv mig den Kraft, at jeg til Gravens Muld
Maa være dig af Hjertet tro og huld.

Læs: Kapitel 2, 14-18.
480. Den rette Stilling overfor al Vranglære.

I det foregaaende havde Apostlen lagt Timotheus paa Hjerte ikke at være utro men tro i sin Gerning, om end der skulde lides noget for det. Nu fortsætter han med at pege paa Troskab i en særlig Retning, nemlig i Kampen mod den skammelige Vranglære, der fremdeles plagede de lilleasiatiske Menigheder. Denne Formaning til Timotheus begynder Apostlen med (V.14-18) at indskærpe ham at lægge sin Kraft paa "rettelig at lære Sandhedens Ord" og ikke spilde Kræfterne paa unyttige Ordstridigheder, hvormed Vranglærerne søgte at liste deres skammelige Løgne ind i Menigheden. Dernæst vejleder Apostlen Timotheus til et ret Blik paa Guds Hus, Guds Kirke, der har sit bestemte Segl og Indskrift, om end der altid i den ydre Kirke vil indblande sig urene Elementer (V.19-21,). Til Slut giver han ham en indtrængende Formaning om selv personligt at trænge dybere ind i Livet med Herren (V.22) og derigennem øves i det Sind, der sømmer sig for en Herrens Tjener, der ganske vist skal være en rustet og krigsberedt Stridsmand overfor alt Løgnens Væsen, men paa den anden Side dog tillige en Fredens Mand, der med Sagtmodighed søger at hjælpe Syndere til Rette, idet han søger at undgaa al blot tom Diskuteren (V.23-26).

Gentagne Gange (baade V. 14, 16 og 23) advarer Apostlen Timotheus mod al tom Ordstrid. Mod den Slags Kamp skulde han vidne (V.14), og det "for Herrens Ansigt", saa vist som al saadan Disputeren kun bliver "til Ødelæggelse for dem, som hører derpaa og kun giver Vranglæren Vind i Sejlene. Rej, Timotheus skulde lægge sin Kraft ind paa at fremstille sig selv for Gud "som en Arbejder, der ikke behøvede at skamme sig". Andre oversætter: "som ikke bliver til Skamme". Først og fremmest skulde han "rettelig lære Sandheds Ord", behandle Sandhedens Ord rettelig, forkynde Ordet purt og rent.

Derimod skulde han holde sig fra "den vanhellige tomme Snak (V.16), der slet ikke gik ud paa at fremme Sandheden, som den falskelig gav sig Mine af, men just paa at fremme Ugudelighedens Væsen, dette onde Væsen, som Apostlen (V.17) ligner ved "Kræft". Apostlen nævner to af disse Løgnens Apostle, nemlig Hymenæus og Filetus. Førstnævnte er vel nok den samme som den i 1Tim.1,20 omtalte, hvor vi hørte, at han var banlyst ud af Menigheden. Apostlen forudser, at disse gnostiske Løgne endnu en Tid vilde gribe om sig, og Kirkens Historie ligesom allerede Apostlen Johannes' Breve viser os at han ikke tog fejl i dette sit Fremsyn.

I V.18 fremdrager Apostlen en af Vranglærernes værste Løgne, nemlig Nægtelsen af den legemlige Opstandelse, idet de i deres Hovmod betragtede deres saakaldte høje Visdom som den rette aandelige Opstandelse og erklærede, "at Opstandelsen var allerede sket", naar man fulgte dem og fik Del i denne deres falskelig saakaldte høje "Visdom".

Der er i disse Apostlens Ord til Timotheus en Lærdom af stor Betydning ikke blot for alle Herrens særlige Tjenere men for alle Guds Børn. Falsk Lære og Vildfarelse for at "forvende" Menneskers Tro vil der til alle Tider være. Det skal Løgnens Fader nok sørge for. Men vi skal da ihukomme Apostlens Formaning om at "holde os fra" alt saadant vanhelligt Væsen og ikke lægge vor Kraft ind paa at disputere med den Slags Folk, som er saa drevne i Løgnens Spidsfindigheder og Forvanskninger af Guds Ord, men paa at forkynde Sandheden rettelig og gøre vor Gerning saaledes i Herrens Tjeneste, at det ikke bliver til Skam for Herren men til hans Ære. Alt vrangt og kættersk Væsen er med et djærvt Navn rettelig bleven kaldt for Kirkens "Utøj", thi det trives bedst der hvor Kirkens Tjenere er aandelig døde, hvor Vantroen raader i Sognene. Vranglæren lever af Kirkens Smuds. Det bedste Værn mod alt sligt er nidkære Herrens Tjenere, der forkynder Sandhedens Ord purt og rent til Livets Vækkelse, til sandt og sundt Troslivs Fremvækst. Det skal vi lægge vor Kraft paa, saa mister Vranglæren sin Næring. Naar Sjælene kan finde den rette Vejledning og aandelige Føde hos Kirkens beskikkede Tjenere, da vil ærlige Hjerter ikke let fristes til at søge ud til vanhellig Vranglære. Men hvor Døden raader, er det ikke saa underligt, at sandhedssøgende Mennesker bliver fangne af Vranglærens falske Tale, der udvortes søger at pynte sig med et Skin af Sandheds Ord.

"Hold dig fra den vanhellige tomme Snak" - det er et godt Raad. Her gælder det om ikke at være forvoven og mene, at man nok kan taale at høre den Slags uden at tage Skade. Saadan Forvovenhed blev til Død for adskillige, der var begyndt at komme paa god Vej; i hvert Tilfælde blev det til aandeligt Tab og mange oprivende Kampe og Tvivl, der kunde have været undgaaede. Derom er der Erfaring nok i Guds Menighed. Vort gamle Menneske er en frodig Jordbund for alle Tvivlens giftige Ukrudtsfrø. Det maa vi aldrig glemme som Brorson synger det saa rigtigt i sin Salme:

Hvo Haanden begyndte at lægge paa Ploven,
Han tage den ikke tilbage igen.
Frimodig, ej bange, ej heller forvoven,
Thi begge er ikke Vestandigheds Ven.

Læs: Kapite1 2, 19-21.
481. Guds Huses Segl og de forskellige "Kar", der findes i det.

Apostlen havde i det foregaaende givet Timotheus Anvisning paa den rette Fremgangsmaade overfor Vranglærerne. I dette vort Afsnit (V.19-21) peger Apostlen paa noget, der skal give Timotheus baade Frimodighed og en ret Bedømmelse af Vranglærernes Stilling med Hensyn til Menigheden, i hvis Midte de var fremtraadt.

Om end Faren ved Vranglæren ikke maatte undervurderes, saa skulde den dog heller ikke overvurderes, som om Helvedes Porte derved havde faaet Overhaand over Guds Menighed (Matth.16). Nej, siger Paulus: "Guds faste Grundvold staar". Guds Kirke staar ikke saa løst, at den falder, fordi nogles Tro falder. Menigheden er jo bygget paa Kristus, og han er Klippen. Og Gud har selv sat sit "Segl" paa dette sit Hus. Apostlen bruger dette Billede, fordi det var almindeligt i hine Dage at sætte Indskrifter baade paa Dørstolper og Grundsten (se Joh.Aab.21,14 og 5Mos.6,9). Seglet viste saaledes, baade hvem det paa Grundvolden byggede Hus tilhørte, og pegede tillige hen paa Bygningens Væsen og Karakter. Paa Herrens Kirkehus staar der denne dobbelte Indskrift prentet med Aandens Skrift: "Herren kender sine", og "hver den, som nævner Herrens Navn, afstaa fra Uretfærdighed". Det første Segl minder om 4Mos.16,5, hvor Herren gennem Moses lod den oprørskle Korah vide, at han vilde give til Kende, hvem der var hans. I denne Indskrift ligger baade, at Herren nok skal vide at bevare sine, dem, der hører ham til, og at han ikke vedkender sig dem, der forfalsker Troen, selv om de udvortes hører til Menigheden. Dette Ord indeholder saaledes baade Trøst og Tugt. Det fastslaar Skellet mellem de ægte og uægte Medlemmer af Kirken.

Den anden Indskrift minder om 4Mos.16,26, hvor Moses opfordrede Menigheden til at vige bort fra de ugudelige Mænds (Korahs, Dathans og Abirams) Telte og ikke røre ved noget af deres, at den ikke skulde omkomme sammen med disse Mænd i deres Synder. I denne Indskrift ligger en alvorlig Paamindelse om, at Kristi Navn skal bekendes ikke blot med Munden men ogsaa med Livet, det samme som i Sl.97,10 siges med disse Ord: "I, som elsker Herren, had det onde!" Her faar dette Ord sin særligee Anvendelse overfor Vranglærernes urene Færd. Saadanne skal der tages Afstand fra for Alvor.

I V.20-21 søger Apostlen under et nyt Billede at vise Timotheus og dermed os alle, hvorledes det har sig med dette, at der i Kirkens store Hus, skønt Herrens sande troende kendes af ham som de, han kalder "sine", dog kan findes saadanne, som i Virkeligheden ikke hører Kirken til, fordi de ikke vil afstaa fra Uretfærdighed. Det maa ikke forvirre nogen Herrens Tjener, at der indenfor Kirkens ydre Ramme findes saadanne falske Lemmer. I et stort Hus er der ikke alene Kar af "Guld og Sølv men ogsaa af Træ og Ler", der er "Kar til Ære og Kar til Vanære". Efter Sammenhængen maa vistnok Karrene "til Ære" betegne det samme som Karrene af "Guld og Sølv", Karrene "til Vanære" være lig dem af "Træ og Ler". De første betegner da de ægte og sande Medlemmer af Kirken efter deres Væsen som dem hvis Indre er lutret ved Guds fornyende og helliggørende Naade og fyldt med den evige Rigdom; Karrene af Træ og Ler betegner dem, hvis medfødte Natur ikke er bleven forvandlet, som endnu er i deres naturlige Fattigdom ("selv er jeg intet værd, hvad Jesus mig har givet, det gør for Gud mig kær").

De to Slags Kar viser sig ogsaa i deres Forskel efter den forskellige Brug, der gøres af dem. Ligesom der i et stort Hus er Kar af forskellig Bestemmelse, nogle for et ærefuldt, andre for et vanærende Brug, saaledes er det ogsaa blandt dem, som bekender sig at høre til Kirken. De ædle Kar er kommen i hellig Tjeneste som Redskaber for Herrens gode og fuldkomne Vilje, medens de uædle, der er i Syndens Tjeneste, kun vil leve sig selv i Egenkærlighed. De første er "til Ære" for Herrens Navn, de sidste "til Vanære".

I den augsburgske Trosbekendelse Art. 8, hvor der tales om, hvad Kirken er, staar der disse Ord: "Skønt Kirken egentlig er Samfundet af de hellige og i Sandhed troende - er der dog i dette Liv mange Hyklere og onde iblandet". Hvor frembyder ikke en Folkekirke et klart Billede paa, hvad Apostlen her siger Timotheus. Dette Skel maa holdes klart frem, hvis Mennesker ikke skal forblindes, Skellet mellem den sande, troende Menighed og de mange, der kun af Navn hører til Kirken, Skellet mellem Menighed og Sogn.

I V.21 siger Apostlen, at dette Skel maa kendes ogsaa i det ydre. Kun saaledes, siger han, kan man blive et Kar "til Ære", naar man renser sig ud fra ("holder sig ren fra") de Kar, der er "til Vanære". Skal man blive det, Apostlen her i V.21 nærmere udvikler som hørende til for at være et Kar til Ære, "helliget og Husbonden nyttigt, tilberedt til al god Gerning", da kan det ikke gaa an at have Del med dem, hvis Færd er Herren til Vanære. Paa samme Maade lagde Apostlen i Efeserbrevet de hellige paa Hjerte "ikke at blive meddelagtige med Genstridighedens Børn, ikke at have Samfund med Mørkets ufrugtbare Gerninger" ((Esef.5,6-11). Og Jakob siger i sit Brevs fjerde Kapitel det samme i Ordet: "Verdens Venskab er Guds Fjendskab". I Apostlen Johannes' andet Brev advarer denne Apostel endog imod at byde de gnostiske Vranglærere velkommen i sit Hus. Derved bliver man delagtig i deres onde Gerninger, og saaledes bliver man selv uskikket og svækket i sin Tjeneste for Herren.

Timotheus trængte til denne Formaning om at rense sig ganske ud fra dette urene Væsen, der truede Guds Menigheder i Lilleasien. Vi faar af dette andet Timotheusbrev ligesom af det første et Indtryk af, at han har staaet for lemfældigt overfor Vranglæren.

Hele Ordet her (V.19-21) er som en Genklang af Esajas 52,11., hvor Profeten med det vanhellige Babel for Øje tilraaber Guds Folk: "Bort, bort, drager ud derfra, rører ikke ved noget urent; gaar ud af deres Midte, renser eder, I, som bærer Herrens Kar".

Helt for Jesus, helt fra Verden
Er vort Felttogs Raab,
Gennem Kamp gaar Vandringsfærden
Dog med Sejershaab.

Læs: Kapitel 2, 22-26.
482. Hvorledes en Herrens Tjener bør være.

I det foregaaende laa der ikke blot en Opmuntring til Timotheus om ikke at tabe Frimodigheden, fordi der i Kirkens store Hus ogsaa viste sig Kar til Vanære, men tillige en Formaning til at rense sig ud fra disse, om man selv skulde blive et Kar til Herrens Ære, brugbart i Herrens Tjeneste. I Tilslutning til denne Formaning viser Paulus ham nu fremdeles. hvad det gjaldt om for ham, den unge Tilsynsmand, "at fly" og at "jage efter" (V.22). Det, han skulde fly, benævner Apostlen som "ungdommelige Begæringer". Der er jo mange mærlige Fristelser for de unge. Letsindighed og Mangel paa hellig Alvor er en af Ungdommens særlige Fristelser. Dog viser Sammenhængen, sat Apostlen her nærmest tænker paa den ungdommelige Stridslyst, Disputersyge, der bevæger sig i det overfladiske og saa ofte fører bort fra den rette Troens gode Strid (1Tim.6,12) og ind i tomme, ufrugtbare Kævlerier. Paa den Made skulde han ikke være stridslysten; han skulde "afvise" (V.23) den Slags "taabelige og uforstandige Stridigheder". Det skulde han fly, men derimod "jage efter" de aandelige Skatte! Og nu nævner Apostlen i Lighed med 1Tim. 6, 11 "Retfærdighed (et Liv efter Guds Vilje), Troskab, Kærlighed". Og medens han bestemt skulde rense sig ud fra de løgnagtige Hjerter, der havde nok i "Gudfrygtighedens Skin" men "fornægtede dens Kraft", skulde han holde sig nær til dem, der paakaldte Herren af et rent, d. v. s. oprigtigt Hjerte (se 1 Tim. 1,5). Herrens sande Venner skulde han holde Fred med. Det er ikke godt, naar der kommer noget imellem Guds sande Børn. Allerværst er det for en Præst, naar han ikke staar sammen med disse Herrens "Kar til Ære".

Al tom Stridslyst, der ikke hører ind under Troens gode Strid, bør ligge fjernt fra en "Herrens Tjener" (V.24). Han maa "være mild imod alle", "dygtig og villig til at belære andre", hvormed følger, at han ogsaa maa kunne "taale ondt". Her tænkes særligt paa den haanende Modsigelse, en Herrens Tjener ofte møder. Da gælder det om med "Sagtmodighed" at vise til Rette dem, som "modsætter sig", stadig med dette for Øje, "om Gud vilde engang give dem Omvendelse til Sandhedserkendelse", og "de kunde blive ædru igen fra Djævelens Snare, af hvem de er fangne til at gøre hans Vilje" (V.25-26). Her paapeges altsaa særlig to Punkter, som en Herrens Tjener skal have for Øje, naar man staar overfor dem, som er genstridige. Paa den ene Side maa man bestandig huske paa, at Gud, den mægtige Gud, dog maaske kunde fsaa lagt et sagtmodigt Sandhedsord saa dybt ind i disse forvildede Hjerter, at de kunde omvende sig til "Sandheds Erkendelse"; med denne Bøn og dette stille Haab i Hjertet skal en Herrens Tjener tale til saadanne "Sjæle". Og paa den anden Side maa vi ikke glemme, at det er Djævelen selv, som har hildet dem i aandelig Rus og saaledes kastet sin Snare omkring dem, fanget dem til at gøre hans Vilje, hvortil ogsaa hører at staa Sandheden imod. Har vi ikke opgivet Haabet for dem, og staar vi tillige med den rette Medlidenhed overfor disse arme, omtumlede og besnærede Sjæle, da bliver det ikke saa svært at vise "Sagtmodighed overfor dem. Ogsaa saaledes skal vi have vor Styrke i Stilhed og Tillid (Es.30,15).

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media