En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus' andet brev til Timotheus

Kap 3.

Apostlen vender nu Blikket ud mod Fremtiden og udtaler da som en almindelig Sandhed, at "i de sidste Dage", d.v.s. i Tiden, der gaar forud for Herrens Genkomst, "skal vanskelige (d.v.s. strænge) Tider indtræde" (V.1). Og Apostlen skildrer da. hvorledes Menneskene vil blive mod hine sidste Tider (V. 2-5), og betegner de nuværende Vranglærere, som Timotheus stod overfor, som Forløbere for de sidste Tiders Løgneaander (V.6-7), idet han forudsiger Dommen over dem (V.8-9).

Vi mindes ved hele denne Skildring vor Frelsers Ord i Matth.24,12, hvor Herren just skildrer de sidste Tider saaledes: "Fordi Lovløsheden bliver mangfoldig, vil Kærligheden blive kold hos mange". Og at det er et Frafald indenfor den saakaldte Kristenhed, her tales om (se 2 Thess.2,3), fremgaar af V.5, hvor Apostlen siger, at disse Vranglærere "har Gudfrygtigheds Skin, men har fornægtet dens Kraft". Det er med andre Ord, som det før er bleven sagt, et nyt Hedenskab under kristeligt Navn, Apostlen har beskriver.

Og som Egenkærligheden er Drivkraften i Hedenskabet alle Vegne, hvor Mennesket lever sig selv, saaledes genlyder ogsaa Skildringen her (V.2-4) af Egenkærlighedens mangfoldige Udslag i de Betegnelser, Apostlen bruger om de sidste Tiders Mennesker. Egenkærligheden ytrer sig gerne først og fremmest i "Pengegridskhed", man higer efter timeligt Gods for at kunne tilfredsstille sine egenkærlige Begæringer. Og med Egenkærligheden (Egoismen) følger "Hovmod", Praleri, idet man stadig fører sit eget "Jeg" frem; dernæst "Bespottelse", det spodske, smædelystne Sind, der hensynsløst river ned paa Næsten for selv at være et og alt. Fremdeles Uvillighed til at bøje sig under Ukyndighed, selv under den af Gud anordnede nærmeste Myndighed, som vore Forældre er. Man krænker dristigt det fjerde Bud i sort "Utaknemlighed" over for de Velgerninger, man har nydt, idet man i "Ryggesløshed" ikke bøjer sig for den guddommelige Ordning. Det "ukærlige" Væsen viser sig ogsaa i "Uforligelighed" eller (rettere oversat) Troløshed ; man er ikke bange for at bryde sine Løfter, naar det passer ens egen Fordel, lige saa lidt som man betænker sig paa at bagtale, idet man ved giftige Ord søger at lamme alt, hvad der vil stille sig i Vejen for ens Selviskhed. Man giver sine Lyster frit Løb, er "uafholdne" og er "raa", kender ingen Skaansel overfor andre (det græske Ord betegner egentlig "ubændig" som et vildt Dyr). Der er ingen "Kærlighed til det gode", man elsker jo kun sit eget, ja "Forræderi", en af de styggeste Former for Hensynsløshed overfor Næsten, og "opblæst Fremfusenhed", der ikke agter paa de Skranker, hvormed den enkelte i et ordnet Samfundsliv hindres i Vilkaarlighed, alt dette øver man. Apostlen afslutter denne Skildring med disse betegnende Ord: "som mere elsker Vellyst, end de elsker Gud". Og under alt dette vil man dog give sig Skin af Gudsfrygt, hævder sin Ret til at bære det kristne Navn, medens man dristigt fornægter Gudsfrygtens "Kraft", ikke givet den nogen Magt over sit personlige Liv.

Hvem kan læse denne Skildring uden at give Agt paa den Tilstand, vi finder den saakaldte Kristenhed i ogsaa i vore Dage! Ser vi ikke store Masser drevne af en fra Gud bortvendt Egenkærlighedens Aand, paa hvilke dette Apostlens Billede ihøj Grad finder sin Anvendelse. Hvorledes bærer de saakaldte kristne Stormagter sig ikke ad, Løgn og Rænker, Magtstræb og Pengebegærlighed er Drivkraften i det meste af deres Politik. Passer det ikke med deres Fordel at skride ind, lader Stormagterne roligt de smaa Nationer gaa til Grunde (se f. Eks. Armenien), Troløshed i Retning af at bryde Traktater og givne Løfter hører til Dagens Orden. Og i de mindre Forhold gentager det samme sig, Klassekampen mellem rig og fattig, Kapitalister og Arbejdere, Forlystelsessygen, Manglen paa Ærbødighed for Øvrighed, ja ogsaa for Forældremyndighed, Utugtighed med aaben Pande, alt dette viser vor Tid os ihøj Grad og endnu bestandig under Kristendommens Skin. Men alt dette vidner ogsaa om, at de sidste Tider er nær, de Tider, Apostlen varsler om.

Efter Herrens Ord forventede Apostlene bestandigt Herrens Genkomst. Det er ingen Fejltagelse, naar Paulus stadig taler, som om Herrens Dag ikke var lagt borte, om end vi ogsaa af dette Sted kan se, at han vel vidste, at der skulde gaa en Del Ting forud, som endnu paa hans Tid kun var til Stede i Spire, men, som han siger, vilde udfolde sig mere og mere, jo nærmere Enden kom. Har Herren ikke sagt gentagne Gange: "Jeg kommer snart" (se Joh.Aab.3,11 og 22,20)? Ref, Paulus tog ikke fejl, naar han stadigt forventede Herren. han havde rettelig stillet sit Ur efter Herrens Ur, og Herren regner Tiden paa andens Maade end Mennesker i Almindelighed. Derfor stod Tanken om Herrens Genkomst ikke saa fjern for Paulus, som den desværre tit gør for mange af vor Tids troende.

Varsler og Forbud paa de sidste Tiders Fordærvelse saa Apostlen allerede nok af i Menighederne paa sin Tid. Derfor taler han nu ogsaa (V.5-7) paany til Timotheus om at fly den Slags sjælefordærvende Væsen, saaledes som Josef flyede fra Potifars Hustru for ikke at besmittes af hendes Urenhed. I V.6-7 taler han om, hvorledes Vranglærerne "sneg sig ind" som Slanger i Husene og i Særdeleshed besnærede Kvindfolk, saadanne, som nok var noget paavirkede af Kristendommen men dog "aldrig kunde komme til Sandheds Erkendelse", fordi de ikke vilde bryde alvorligt med det gamle Syndeliv.

Den Dag iDag ser vi en Del Sekterere og endnu mere saadanne usædelige Personer som Mormoner og desl. bruge denne Fremgangsmaade at snige sig ind i Husene under et falsk Skin af Kristendom og Hellighed og særlig henvende sig til den Slags Kvinder, som nok er begyndt at lytte lidt til Ordet men ikke vil slippe deres kødelige Væsen. Kvinder har i det hele mere ondt ved at skelne overfor falsk Lære, særlig naar den kommer under et helligt Skin, der taler til Følelseslivet. Betegnende nok kalder Mormonerne sig "de sidste Dages hellige", medens de i Virkeligheden hører med til de sidste Dages Gift slanger.

Hvilken Alvor i dette Ord (V.7) om, "at lære altid og aldrig kunne komme til Sandheds Erkendelse". De, der kan blive ved at gaa med og gaa med og høre og høre uden virkelig at naa til Omvendelse, kan af dette Ord lære, at de sikkert maa søge Grunden dertil i Mangel paa sædelig Alvor hos sig selv. Saa længe man ikke rigtigt vil bryde med Kødet og med Verden, naar man ikke igennem til den frelsende Tro. Det er blandt den Slags, der kun søger med det halve Hjerte, at de kødelige Vranglærere som disse, Apostlen skildrer her, gør deres største Høst.

Men disse Løgnens Aander, der stod "Sandheden imod", "fordærvede i Sindet", "forkastelige i Troen", skulde faa deres Dom, siger Apostlen (V; 8-9). Som advarende Forbilleder nævner han de ægyptiske Troldkarle, der "stod Moses imod" (V.8). som vi hører det i 2Mos.7,11. Han nævner Navnene paa to af dem, hvilke Navne vel ikke findes optegnede i Skriften men levede i Israels Folks Erindring, Jannes og Jambres. Men ligesom hine Kogleres Væsen ikke fik Fremgang overfor Moses og Aron, ihvem Guds Kraft virkede, men "aabenbart for alle" kendtes som "Afsind" og Afmagt (se 2Mos.8,18), saaledes skulde det ogsaa gaa med de Løgnere, som Timotheus nu stod overfor, og saaledes skal det gaa med alle Løgnere. De skal omsider blive afslørede. Naar Apostlen (V.9) siger: "De skal ikke faa Fremgang ydermere", har nogle deri fundet en Modsigelse til, hvad Apostlen sagde i Kap.2,17: "Deres Ord vil æde om sig som Kræft". Men Apostlens Ord kan godt forstaas, uden at man behøver at finde "Fejl" og Modsigelse i dem. De Vranglærere nemlig, som Paulus her omtaler, skulde nok en Stund endnu brede fig, hvilket Kirkehistorien ogsaa bekræfter med Hensyn til Gnostikerne. Men lige saa vist stadfæster Kirkehistorien, at de gamle Gnostikere omsider afsløredes saaledes i deres Tomhed, at deres falske Lære visnede bort som Markens Ukrudt. Noget andet er, hvad Apostlen i dette Kap. (V.1-5) siger om de sidste Tiders falske Aander. Ganske vist gaar de gamle Vranglæreres Synder igen hos disse de sidste Tiders svare Ulve, men det er alligevel ikke de samme. Dog skal ogsaa de sidste Tiders falske Røster "ingen Fremgang faa ydermere". Ogsaa de skal faa deres Dom og deres "Afsind blive aabenbar for alle", naar Herren kommer igen.

Men for os troende Mennesker indeholder dette vort Afsnit som i en Hovedsum den alvorligste Formaning om aldrig at nøjes med Gudsfrygtens Skin men at fyldes med Guds Kraft ved Sandhedens Aand. Brorsons Salmeord har alvorligt Ærinde til Kirkens Medlemmer just i vore Dage, idet han synger saaledes:

Ak! naar jeg de første Guld-Kristne betragter,
Den Iver, den Møje, den Kamp, de har haft,
Og mærker, hvad nu er vor Kristendoms Fagter,
Da høre vi Navnet, men hvor er dens Kraft?
Det gjordes fornøden,
De fleste fra Døden
Ret grundig og fyndig til Jesus sig vendte,
Til hvilken de første i Kærlighed brændte.

I Modsætning til de Sandhedens Modstandere, Paulus i det foregaaende Afsnit havde skildret, vender Apostlen nu sit Blik hen paa Timotheus' Vandel, der jo havde valgt Sandhedens Vej og efterfulgt sin aandelige Fader Paulus baade i den sande Lære og i Levned i "det faste Forsæt" at blive Herren tro, at holde fast ved Kristi Tro og vandre med hans Sind ligesom Apostlen. Ja ogsaa i Lidelser havde Timotheus trolig fulgt Apostlens Spor (V.10-11).

Apostlen minder Timotheus om de Forfølgelser, han paa selve Timotheus' Fødeegn havde gennemgaaet, i Antiokia, i Ikonium, i Lystra (se Ap.G.13-14). Det var Ungdomsminder af hellig og alvorsfuld Art for Timotheus. Men idet Apostlen minder ham om disse sine Lidelser, føjer han til: "Og Herren har friet mig ud af dem alle". Lidelsens Minder var ogsaa herlige Sejrsminder.

Og Apostlen udstrækker (V.12) Nødvendigheden af at følge efter i Lidelse til "alle, som vil leve gudfrygtigt i Kristus Jesus". Det er kun den falske og blandede Gudsfrygt, der gaar fri og derved giver sig sit eget daarlige Skudsmaal. Alle, som til alle Tider har deres Gudsfrygt ærligt og sandt i Kristus Jesus, har erfaret noget af saadan Forfølgelse, mere eller mindre. Kors og Krone hører nu en Gang sammen. Herren har jo sagt til sine Disciple (Joh.15,19): "Var I af Verden, da vilde Verden elske sit eget, men efterdi I ikke er af Verden, men jeg har valgt eder ud af Verden, derfor hader Verden eder".

Naar Apostlen dvæler ved disse Minder om de svundne Lidelser og betegner Himmelvejen som en Vej, der maa føre gennem Lidelse til Herlighed, ligger deri en Formaning til Timotheus af samme Art som i Kap.2,3, nemlig til at tage disse Kaar op "uden Knurren og Betænkeligheder" (Filip.2,14.). Det gaar jo til det bedre, til Himlen ad den Vej, medens "onde Mennesker og Bedragere vil gaa frem til det værre (V.13). Thi det de "forføre" andre, forføres de selv, er selv et Bytte for Løgnens Fyrste og drives af ham bestandig længere ned af Skraaplanet mod Afgrunden. Sandelig, det er bedre at lide ondt med Guds Folk end at have Syndens timelige Nydelse med Verden (Hebr.11.25). Hvilket sørgeligt Udbytte af et Menneskeliv: selv at være kommen ind under Forbandelsen og at have ledet andre ind i det samme. Men de to Ting følges altid ad. Omvendt vil den, der lader sig lede af Guds Aand, ogsaa blive til Velsignelse.

Derfor gentager Apostlen sin Formaning til Timotheus om "at blive i det", som han havde "lært", og "som han var bleven forvisset om", efterdi han jo for det første vidste, af hvem han havde lært, og for det andet fra Barn af kendte de hellige Skrifter (V.14-15). Timotheus havde ikke blot lært Herrens Sandhed men var ogsaa stadig bleven forvisset i denne Sandhed gennem Troslivets mangfoldige Erfaringer. Ligesom Verden skuffer enhver, som har den kær, saaledes forvisses et troende Menneske bestandig paany om, at Guds Ord er sanddru og trofast, til at stole paa i alle Livets Forhold.

Man hører ofte af dem, der kun har Gudfrygtighedens Skin, at de vil "blive ved.det, de har lært", men det kommer dog an paa, af hvem man har lært; hvis de Vejledere, man har haft, har forvansket Sandheden for en, maaske fordi de selv var forblindede, kan det jo ikke gaa an at blive ved det, man har lært. Timotheus havde haft velsignede Vejledere. Han vidste, at de Mennesker, han havde lært af, selv havde været baarne af Sandheden. I Grundteksten staar "af hvem, du har lært", i Flertal, saa Apostlen tænkte ikke blot paa sig selv som den, der havde vejledet Timotheus, men ogsaa paa hans troende Moder og Bedstemoder (se Kap.1,5). Disse to sidste havde hjulpet Timotheus til allerede fra hans spæde Barndom af at "kende de hellige Skrifter", hvormed her tænkes paa det gamle Testamentes Skrifter. De havde jo været troende Israeliter, førend Evangeliet mødte dem, og havde søgt at give Timotheus det bedste, de ejede. Og da de selv tog imod Troen paa Kristus, fulgte Timotheus dem ogsaa i dette.

Hellige Barndomsminder er et Kildespring, hvorfra megen Velsignelse i sin Tid kan opvælde. Naar Apostlen minder Timotheus om denne hans Barndoms- og Ungdomstid, er det for at vise ham, hvilken Naade der var bleven ham til Del, men dermed ogsaa, hvilket helligt Ansvar der hvilede paa ham til at blive i denne Arv, at holde fast ved den og ikke lade den stjæle fra sig af falske Vejledere.

Naar Apostlen her taler om de hellige Skrifter, som Timotheus kendte fra sin Barndom af, mener han jo det gamle Testamentes Skrifter. Om dem siger han altsaa. at de kan gøre "viis til Frelse", formaar at oplade os Frelsens Rigdomme, at føre os ind i Guds Frelsesraads underfulde Dyb (Rom.11,33). Dog kun "ved Troen paa Kristus Jesus". De vantro Jøder ransagede ogsaa Skrifterne, men de troede ikke Skrifternes Vidnesbyrd om Kristus (se Joh.5,39 og 46-47), og derfor blev Dækket ved at ligge over deres Hjerter, hvor meget de saa end læste (se 2Kor.3,15). Først naar Hjertet lukker sig op for Troen paa Kristus Jesus, finder vi rettelig Visdommens Skatte i det gamle Testamente. Dog er Skriften selv ogsaa mægtig til at omstyrte Vantroen og virke Troen paa Kristus, særlig da den nye Pagts Skrifter, der ligger i Naadesolens fulde Dagslys. Dog ogsaa det gamle Testamentes Skrifter. Vi behøver blot at tænke paa Esajas 53, hvorved ikke faa Jøder er bleven overbeviste om, at Jesus er Kristus. Naar Hjertet har Villighed til at tro, da kan Aanden fra Gud gennem selve Skriften virke Troen i det villige Hjerte.

Thi Guds Aand er levende til Stede i den hellige Skrift. Dette understreger Paulus i V.16-17. Her har vi et Hovedsted med Hensyn til den hellige Skrift. Efter Grundteksten maa der oversættes saaledes: "Hvert Skrift" er "indaandet af Gud" (og dermed tænker Apostlen her paa hele det gamle Testamente), "og er nyttigt til Belæring, til Irettsesættelse, til Optugtelse i Retfærdighed, for at Guds-Mennesket maa vorde fuldkomment, dygtiggjort til al god Gerning. Hele den hellige Skrift er indaandet af Gud; der siges tydelig nok, at hvert Skrift, nemlig blandt de hellige Skrifter, der hørte til den for Apostlen og Timotheus kendte Bibel (og det var de samme Skrifter, som findes i vort gamle Testamente), er indaandet af Gud, "inspireret", som det kaldes med et fremmed Ord. Men naar hvert enkelt Skrift er indaandet af Gud, bliver det jo det samme som, at hele Skriften er inspireret af Gud.

Derfor kunde det gamle Testamente gøre viis til Frelse ved Troen paa Kristus Jesus, fordi hvert Skrift deri er gudindaandet. Dette Ord taler paa det bestemteste mod hele den moderne Kritiks Betragtning af det gamle Testamente. Er det gamle Testamente efter alle dets enkelte Skrifter, som vor Tekst her siger, indaandet af Gud, da gælder det i Sandhed om at være "paa Knæ" for dette Guds Ord.

Hvorledes denne Gudindaandethed (Inspiration) skal forstaas. ser vi bedst ud fra 2Pet.1,21: "De hellige Guds Mænd talte, drevne (baarne) af den Helligaand". Deri ligger ganske vist ikke, at Guds Aand dikterede disse Mænd, hvad de skulde skrive, men at Guds Aand har helliget dette Ord for os, saa det usvigeligt er en "Lygte for vor Fod og Lys paa vor Sti", et trofast og sanddru Ord fra vor Gud, som vi kan bygge paa i Liv og Død, og som det ikke kan gaa an hverken at lægge til eller tage fra (se Joh.Aab.22,18-19).

Og just derfor, som gudindaandet, er den hellige Skrift (ogsaa det gamle Testamente, hvorom her udtrykkelig er Tale) "nvttig« til alt dette velsignede, der nævnes i V.16. Den formaar at give os "Belæring", Lys til Sandheds Erkendelse, den kan overbevise vor Samvittighed, den kan rette os op og bringe os paa Fode, den kan opdrage os i Retfærdighed, d.v.s. i et Liv ret for Gud, for at Maalet kan naas, det Maal, der er sat for hvert "Guds-Menneske", nemlig at blive fuldkomment (færdigt), dygtiggjort som et fuldkomment Redskab i den store Mesters Haand til al god Gerning.

Ja. det var Maalet for Timotheus, dertil skulde baade Apostlens Eksempel, de hellige Minders Arv fra hans Barndomshjem og først og fremmest den hellige Skrift, han i dette samme Barndomshjem havde lært at kende, hjælpe ham. Og denne hellige Skrift er ogsaa betroet os, Gud give os da at øse af denne levende Kilde og staa hver Røst imod, der vil plumre den for os!

Guds Ord det er vort Arvegods,
Det skal vort Afkoms være,
Gud giv os i vor Grav den Ros,
Vi holdt det højt i Ære
Det er vor Hjælp i Nød,
Vor Trøst i Liv og Død,
O Gud ihvor det gaar,
Lad dog. mens Verden staar,
Det i vor Æt nedarves.