En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus' andet brev til Timotheus

Kap 4.

Dette Kapitel begynder med en højtidelig og alvorsfuld Formaning til Timotheus om med Nidkærhed "at prædike Ordet", at bruge dette Aandens Vaaben ved alle Lejligheder overfor alle Forhold (V.1-2). Dette begrunder Paulus ved Henvisning først til, at den Tid vilde komme, da det vilde være langt vanskeligere at komme frem med Sandhedsordet, saa Tiden maatte benyttes (V.3-5); dernæst ved at minde om, at hans egen Tid som Ordets Forkynder nu nærmede sig sin Afslutning (V. 6-8).

Formaningens Hovedsum drejer sig om dette: "prædike Ordet". Ordet er jo Gudskraften til Salighed for den, der tror, Aandens Sværd, Livets Brød. Det er det, der skal frem, om Guds Rige skal frem. Derfor indleder Apostlen ogsaa denne Slutningsformaning paa en særlig alvorsfuld Maade. Han kalder Gud og Herren Jesus Kristus til Vidne paa, at han lægger denne Formaning paa Timotheus' Hjerte, idet han tillige minder denne om den store Dommens Stund, der forestaar for levende og døde, naar Kristus kommer igen for at oprette sit Herlighedsrige; da skulde ogsaa Timotheus aflægge Regnskab for sin Tjeneste. Og dette Herlighedsrige var det jo Timotheus' Begæring at agtes værdig til. Med disse højtidsfulde Ord (V.1), der ogsaa har deres Forklaring i, at den gamle Apostel nu stod lige ved Slutningen af sit Jordeliv og var sig bevidst nu maaske for sidste Gang at kunne tale til denne sin kære unge Ven, giver Paulus sin Formaning (V.2) særlig Vægt. Han byder Timotheus at prædike Ordet saaledes, at han "var rede" (egentlig "traadte til", "var paa Færde") dermed baade "i Tide og i Utide". Ved disse Ord: "i Tide og i Utide" maa sikkert tænkes baade paa Timotheus og paa dem, han talte til. Vistnok hører der ogsaa Visdom til med Hensyn til at købe den belejlige Tid, men for en Herrens Tjener gælder det altid om at være ved Haanden med Vidnesbyrdet; ofte, naar det kan synes ubelejligt for en selv eller for andre, er det just belejlig Tid. Det har de fleste Ordets Tjenere sikkert erfaret. Vil man vente, indtil man synes, at alt ligesom har lagt sig fuldstændigt til Rette, da kan man vente længe og ofte for længe; og ligesaa, skulde man vente, til de, man taler til, vilde anse Tiden for belejlig. da vilde man ofte faa at høre det samme, som Felix sagde til Paulus (Ap.G.24,25: "Gaa for denne Gang, men naar jeg faar Tid, vil jeg lade dig kalde til mig"). En Ordets Forkynder, ja alle Guds Børn, thi vi er jo alle satte til at vidne, skal betænke, at Tiden er kort. Natten kommer, da ingen kan arbejde, den kommer for os selv eller for dem, hvem vi skulde have talt til, maaske før vi tænkte det. Ak! ofte har vi smerteligt maattet angre, at vi opsatte det saa længe, indtil det blev for sent. Maaden, hvorpaa Ordet skal bæres frem, maa ofte rette sig noget efter de forskellige Forhold; der kræves hellig Takt og Visdom. Men Sagen er den, at vi er "ved Haanden" med Ordet bestandig.

Snart gælder det om at "irettesætte", snart at formane og trøste, altid maa det være i al "Langmodighed og Belæring"; det første, Langmodigheden, skal danne et Værn mod al kødelig Heftighed og Utaalmodighed i Forkyndelsen, det sidste ("Belæring") peger hen paa, at der ikke blot skal sigtes paa at bringe Følelserne i Bevægelse, at faa en øjeblikkelig Stemning frem, men paa virkelig at faa "sagt noget, der kan hage sig fast hos dem, der hører, virke en grundig Overbevisning.

Fra V.3-4 begrundes nu denne Formaning med Henvisning til. at Tiderne vilde blive værre, som Apostlen jo alt havde sagt det (V. 3). Villigheden til at høre Ordet, "den sunde Lære", vilde blive mindre, man vilde tage sig selv "Lærere i Hobetal", efter egen Lyst, man vilde faa Lede til det gamle, enfoldige Korsets Evangelium, og Ørene vilde klø efter at høre nye og for Kødet mere interessante Ting. At det er den gnostiske, "falskelig saakaldte Erkendelse" (1Tim.6,20), Paulus har for Øje, ser vi af V.4, hvor han taler om, at Folk vilde vende sig bort fra Sandheden hen til "Fabler". Altsaa, man vilde ikke nøjes med de Forkyndere, Gud beskikkede ad sine Veje, men vælge sig Forkyndere, der kunde prædike saaledes, som man havde Lyst til at høre det. Hvor dette Ord dog passer til alle Tider! Vi ser det den Dag i Dag ogsaa i vort lille Fædreland, indenfor vore Sogne, hvorledes den store Mængde ved Præsteskifte saa mange Steder anstrænger sig for at blive fri for dem, der prædiker Omvendelse, fri for de hellige Præster, og begærer saadanne Præster, der kan tale "interessant og opløftende" men iøvrigt lader Folk i Ro uden at gøre Skel mellem Lys og Mørke.

Desmere Grund var der for Timotheus til at være "ædru i alle Ting", ikke lade sig paavirke af Tilhørernes Lyst til det interessant, paa den sunde Lærdoms Bekostning; heller ikke maatte han være bange for Modstand men "lide ondt, gøre en Evangelists Gerning, fuldbyrde sin Tjeneste" (V.5).

Evangelisterne var saadanne, som ikke var knyttede til nogen bestemt Menighed men drog omkring og forkyndte Ordet i Kraft af den Naadegave, der var skænket dem dertil. I Efes. 4, 11 adskilles Evangelistgerningen fra Apostolgerningen saavel som fra Embedet som Hyrde og Lærer (ved en bestemt Menighed); ogsaa fra Profetgerningen, hvilken sidste Evangelistgerningen staar nærmest, idet Profetien ogsaa beroede paa en særlig Naade men dog var knyttet til den enkelte Menighed, medens "Evangelisterne" drog omkring fra Sted til Sted. Nu var ganske vist Timotheus og Titus og de andre apostoliske Medhjælpere visselig ikke blot Evangelister, idet de tillige førte Tilsyn med en større bestemt Kreds af Menigheder, men indenfor disse skulde de jo ogsaa paa deres Rundrejser være Evangelister. Til deres Gerning krævedes altsaa flere Naadegaver end Evangelistens men dog ogsaa dennes. De særlige Evangelister som f» Eks. Filip (se Ap. G. 21,8 og Kap.8,26-40) svarer nærmest til vore Dages Indremissionærer.

Apostlen samler sin Formaning til Timotheus i dette "Fuldbyrd din Tjeneste", og han begrunder denne Formaning end mere (V.6-8) ved at henvise til, at hans egen Tid nu snart var omme. "Jeg ofres allerede", siger han. Grundteksten har egentlig: "Jeg udgydes som Drikoffer". Ligesom Drikofferet iden gamle Pagt dannede Slutningen paa Offerhandlingen, saaledes ser Apostlen sit Blods Udgydelse i Martyrdøden som et saadant Slutningsoffer, der nu var lige for Haanden. Tiden til "Opbrud" (Opløsning«) var nu kommen for ham. Men dette ængstede ham ikke. Kastede han Blikket tilbage (Vv.7), da havde han jo nu fuldført sin Tjeneste, "den gode Strid havde han stridt", kæmpet til Ende, "fuldkommet Løbet". Det er det saa vel kendte Billede fra Væddekampen, der atter staar for Apostlens Øje. Nu var han ved Maalet, og "Troen havde han bevaret", og naar han saa fremefter (V.8), da kunde han ogsaa være trøstig, thi da laa "Retfærdighedens Krans" til ham; den vidste han i Troens Forvisning, at "Herren, den retfærdige Dommer, vilde give ham paa hin Dag", paa sin herlige Aabenbarelsesdag. "Retfærdighedens Krans" kan betegne baade den Krone, der bestaar i en fuldstændig Retfærdighedstilstand, hvor Maalet at være helliget ganske og aldeles ogsaa i Livsvandelen er er naaet (se Filip.3,14, hvor "Klenodiet" just betegner Fuldkommenhedens Tilstand), men det kan ogsaa betegne den Krone, der følger af den ved Kristi Blod vundne, i Troen tilegnede Retfærdighed af Naade. Begge Dele hører jo nøje sammen. Naar Apostlen her henviser til Herren som den retfærdige, svarer dette til 2Thess.1,6 og 1Joh.1,9. Ogsaa indenfor Naaden ser Guds Retfærdighed virksom, saa sandt de, der har stridt den gode Strid, har Herrens trofaste Forjættelser at henholde sig til. Gud har jo sat sine Betingelser for sin Naade, og er de bleven fyldestgjorte, kræver ogsaa hans Retfærdighed at hans troende faar Naadelonnen.

Idet Apostlen skuer frem gennem Dødens Taager og ser Kronen blinke der, udtaler han dog med det samme, at denne Naadeløn ingenlunde var noget, han særlig som Apostel havde en Forret til. Nej, det var ikke i Kraft af sin Apostelgerning, han forventede denne Sejrskrans, thi den vilde ikke alene blive ham men "ogsaa alle dem, som havde elsket Herrens Aabenbarelse" til Del. Hver den, der her paa Jord har forventet Herren i Troens Kærlighed og glædet sig til hans Aabenbarelse (modsat dem, der frygter for den og hænger ved den nærværende Verden), det mindste Guds Barn lige saa vel som det største, den, der kom sidst ind i Vingaarden lige saa vel som den, der gennem et langt Livsarbejde har "baaret Dagens Byrde og Hede" (Matth.20,12), vil faa den samme "Penning" af Herrens Haand. Alt af Naade, blot vi strider den gode Strid til Ende, fuldkommer vort Løb og bevarer Troen. Salig den, der trods alle Fjendens Anløb kan bryde op fra Kampen hernede med Brorsons Sang i Hjerte:

Her har jeg Skjoldet,
Nu Kampens Tid gaar ud,
Jeg har beholdet
Den sande Tro paa Gud,
Hvor er der tvistet
Om denne dyre Skat,
Hvor har han vristet
Ved Troen Dag og Nat,
Som mig har fristet,
Men nu er bleven mat.

Vi kommer nu til det sidste, vi har fra den store Hedningeapostels Haand. Der gaar en Klang af Ensomhedsfølelse og Vemod igennem disse hans sidste Ord; men højere endnu klinger dog hans urokkelige Tillid til Herren lige til det sidste. Fra V.9-13 er Hovedtanken den, om dog Timotheus snarest muligt vilde komme til ham. Han begrunder dette ved Henvisning til sin ensomme Stilling. Først omtaler han, hvorledes Demas havde svigtet ham "af Knerlighed til den nærværende Verden" og var draget bort til Thessalonika. Ogsaa de andre. der havde været om ham, var draget bort, vel nok for at styrke Menighederne paa de forskellige Steder. Demas hørte vi om i Kol.4,14. Crescens er os iøvrigt ubekendt. Nogle læser i V.10 (i Stedet for "Galatien") Gallien (Frankrig). Dalmatien er den Del af Illyrien, der vender ud til det adriatiske Hav.

Lukas var den eneste, der var bleven tilbage hos ham (V.11). Markus, der iFølge Kol.4 og Filem.13 var hos Paulus i dennes første Fangenskab, var, som vi kan forstaa, i nærværende Tid hos Timotheus. Ham bad han Timotheus at tage med sig, "thi han er mig nyttig til Tjenesten", føjer Apostlen til, og mener dermed aabenbart Evangeliets Tjeneste. Tykikus der i sin Tid overbragte Efeserbrevet (se Efes.6,21), havde Apostlen nu atter sendt til Efesus, muligvis for at afløse Timotheus, naar denne drog til Rom. I V.13 beder Paulus Timotheus om at medtage nogle Ting, særlig en Rejsekappe, han havde ladet blive i Troas, ogsaa nogle Bøger, særlig dem, der var skrevet paa Pergament; dette sidste Stof var det værdifuldeste, lavet af Dyreskind, ellers brugte man det saakaldte Papyrus, hvoraf Navnet Papir kommer. Papyrus var en ægyptisk Plante, hvoraf man fremstillede Stof til at skrive paa af billigere Art end Pergament. Kappen ønskede Paulus sig vel for Vinterens Skyld, den, han dog næppe kom til at opleve. Hvor faa Fornødenheder af timelig Art havde ikke den store Apostel og slet intet hører vi af Klager, skønt Fængslet sikkert ikke har været behageligt, og Apostlen nu allerede var gammel.

Fra V.14-17 omtaler han sit "første Forsvar for Retten". Han nævner en Aleksander, en Smed, en Kobbersmed, som en der havde "gjort ham meget ondt". Muligvis det er den samme Apostlen nævner i 1Tim.1,20. Af V.15 fremgaar, at denne Kobbersmed nu var i Timotheus' Nærhed, og at han var optraadt som Vidne mod Paulus. Han synes i alt Fald at have været fra Efesus og er muligvis den samme, som nævnes ved det store Opløb i Efesus i Ap.G.19 og der omtales som en Jøde Ordet i V.14: "Herren vil betale ham efter hans Gerninger", maa læses som en Forudsigelse. Der ligger slet ingen personlig Hævnfølelse deri, thi det var jo mod Herrens Sandhed, Aleksander havde kæmpet.

I V.16-17 fortæller Paulus, hvorledes alle de romerske Kristne havde holdt sig tilbage ved hans første Forsvar. Det var Skik, at Venner hjalp en Anklaget paa Retsdagen ved at være til Stede og vidne for ham. Men Rædslerne fra Neros Forfølgelse var endnu saa friske i Erindringen, at Modet havde svigtet disse Venner. Det er med Vemod, Paulus siger det, ikke med Bitterhed. Det fremgaar af det tilføjede Ord: "gid det ikke maa tilregnes dem" (V.16). Apostlen vidste, at det var af Skrøbelighed, ikke af Fjendskab, de var bleven borte. Men der er Jubel i, hvad Apostlen føjer til om ham, den trofaste Herre, der aldrig svigter sine smaa. Han stod usynligt ved Apostlens Side og styrkede ham. At Ordets Forkyndelse kunde blive fuldbyrdet ved Apostlen til Vidnesbyrd for alle Hedningefolkene, det var jo den ham betroede Gerning; og den havde han faaet Lov at røgte til det sidste, ogsaa da han stod for Retten, maaske for Kejseren selv. Og hin Dag fik han Sejr. "Jeg blev friet fra Løvens "Gab"", siger han. Om det skal forstaas bogstaveligt om de vilde Dyrs Gab, eller Løven betegner Kejseren eller, og det er maaske det syndsynligste, der tænkes paa Djævelen som den brølende Løve, kan ikke med Bestemthed siges; nok er det, den Gang blev han friet for Fjendens Efterstræbelser ved Herrens Kraft, der gav hans Ord saadan Magt, at Løgnens Anklager blev til Skamme.

Dog betegner denne i V.17 nævnte Udfrielse kun en foreløbig Udsættelse af Apostlens Sag, ikke en endelig Frifindelse. En saadan ventede Apostlen ikke. Det fremgaar tydeligt nok af V.18, hvor hans Blik er vendt mod den evige Udfrielse hjem til det himmelske Rige. "Herren vil fri mig fra al ond Gerning", nemlig fra de "onde Anslag og Idrætter", som hans Fjender havde for imod ham. Ordet minder om Slutningen af "Fader vor" (Matth.6,13).

Ved Tanken om det himmelske Rige, hvor Kristus havde beredt ham Sted, bryder hans Hjerte ud i Lovprisningen: "Ham være Ære i Evigheders Evighed! Amen!" Hvor godt at kunne gaa bort fra denne Jord med Lovprisning.

Fra V.19-22 finder vi Slutningshilsener, først til de trofaste Venner, Prisca (Priscilla) og Akvilas, der fra det første Møde med Paulus (i Korinth, Ap.G.18,2) havde hængt med Hjertets opofrende Kærlighed ved deres kære Apostel. De havde siden været baade i Efesus og saa atter i Rom (se Rom.16,3) og var nu igen i Efesus. Dernæst sender Paulus Hilsen til Onesiforus' Hus (se Kap.1,16). I V.20 giver han endnu Meddelelse om to af Vennerne, nemlig om Erastus og Trofimus. Erastus er sandsynligvis den samme, vi finder omtalt i Ap.G.19,22, og vel ogsaa den samme, som i Rom.16,23 omtales som Rentemester i Korinth Med denne Antagelse stemmer det godt, at han forblev i Korinth, da Paulus rejste videre. Trofimus var med Apostlen paa dennes sidste Rejse fra Korinth til Jerusalem (se Ap.G.20,4 og 21,29). Han var fra Efesus. og det har vel været hans Mening at ville ledsage Apostlen ogsaa paa dennes sidste Rejse til Rom. Men han blev syg og maatte blive i Milet.

I V.21 gentager Apostlen endnu en Gang sin Begæring til Timotheus om at komme, og det før Vinteren, da Rejsen ellers saa let kunde blive hindret af Aarstiden. Endelig sender han Hilsener fra alle Brødrene i Rom, idet han særlig nævner fire af dem ved Navn, vel nok, fordi disse fire stod Timotheus personlig nærmere fra hans Ophold hos Paulus under dennes første Fangenskab. Linus er vel nok den samme, der af Kirkefædrene bliver betegnet som Roms første Biskop.

Saa slutter Paulus Brevet (V.22) med et dobbelt Velsignelsesønske, først over Timotheus personlig, dernæst over ham og Vennerne i Efesus i Fællesskab. Den Herre Jesus Kristus og Naaden i ham er Fylden i dette Apostlens Ønske. I Kristus og hans Naade levede og aandede Apostlen til sit sidste Aandedrag. Paa Paulus finder det i Sandhed sin herlige Anvendelse, hvad hin troende Præst har sunget om Jesus ved Tanken om sin sidste Time:

Og en Gang jeg ser ham, naar Lyset nedbrænder,
Da strækker jeg mod ham de segnende Hænder,
Naar Hjertet staar stille og Øjet vil briste,
Da hilser jeg ham med et Smil, med det sidste.