En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus' brev til Titus

Kap 1

Dette første Kapitel falder i tre Dele. Først Overskrift og Hilsen (V.1-4), og Overskriften er ejendommelig ved de Tilføjelser, den indeholder, hvilke alle sigter til at betegne den dybe Modsætning mellem Apostlens Virken for Sandhed og Vranglærernes løgnagtige Tale og Færd. Som sædvanlig betoner Paulus sin Aposteltjeneste som grundet paa et bestemt Kald fra Herren; men han tilføjer ogsaa Maalet for denne sin Tjeneste, nemlig at fremme "Troen" hos "Guds Udvalgte" (Betegnelse for de troende) og befæste dem i "Erkendelse af Sandheden angaaende Gudfrygtighed", d.v.s. Sandheden, som fører et Liv i Gudsfrygt med sig. Her har vi straks Modsætningen til Vranglærernes hykleriske Væsen, der under Sandhedens Skin gik ud paa at nedbryde Troen hos Herrens Udvalgte og føre dem ind i et vanhelligt Levned.

Paulus føjer til, at hans Apostelgerning havde sin Grundvold "i Haab om evigt Liv", et Haab, som atter var grundfæstet paa Guds usvigelige Løfte "fra evige Tider" (V.2), hvilket sigter til Guds Forjættelsers Ælde. Allerede i Paradis lød jo Forjættelsen: "Kvindens Sæd skal knuse Slangens Hoved". Dette Guds Løfte havde ligesom været gemt i lange Tider (se Efes.3,5 og Rom.16,25) men var nu bleven aabenbaret ved den Prædiken, der var betroet Paulus (V. 3), ved hvis Prædiken særlig denne "Hemmelighed" havde genlydt, at ogsaa saa Hedningerne var Arvinger til dette evige Liv. Gennem Apostlens Prædiken var Guds Trofasthed bleven aabenbar, at han visselig er en Gud, "som ikke lyver", men holder, hvad han lover, hvor lange Tider der end henruller.

Naar Paulus (V. 4) kalder Titus "sit ægte Barn i fælles Tro", viser det os, at Titus var vunden for Kristus ved Apostlens personlige Vidnesbyrd.

Det andet Afsnit i dette Kapitel gaar fra V.5-9 og indeholder en Forskrift til Titus om, at de "Ældste", som Paulus havde paalagt ham at indsætte alle Vegne paa Kreta, hvor Menighedssamfundet endnu ikke havde faaet sin rette Ordning (V.5), skulde være Mænd, hvis Liv og huslige Forhold ikke gav Anledning til berettiget Klage (V.6-8), og som tillige var grundfæstede i den sunde Lære for at kunne tage Kampen op imod Vranglærerne (V.9).

Vi ser af dette Afsnit, hvilken Betydning Embedet har for Samfundets rette Trivsel og aandelige Sundhed. Dog skal vi ogsaa lægge Mærke til, at Betingelsen for at burde beklæde et saadant kirkeligt Embede her nøje fastslaas. Kun saafremt der fandtes nogen, der opfyldte disse Betingelser, kunde der være Tale om at bruge vedkommende til Præsteembede. Med Hensyn til de Krav, der skulde stilles, kan vi henvise til 1 Tim.3. En saadan skulde være "ustraffelig", altsaa have ført et ulasteligt Levned. Og dette udvikles først i Henseende til hans hjemlige Forhold, hans Levned maatte være i fuld ægteskabelig Troskab ("een Kvindes Mand", se 1Tim.3,2), hans Børn ikke have givet Anledning til Klage saaledes som Dommeren Elis Sønner (se 1Sam.2,12 og 17).

Naar her tillige staar: "som har troende Børn", ligger deri for det første, at ogsaa Børnene skulde være Kristne (ikke Hedninger), altsaa at hele Hjemmet var kristnet. Dog ligger deri vel ogsaa. at Titus skulde foretrække saadanne Mænd, hvis Børn ogsaa virkeligt vilde følge Herren i levende Tro. Her er jo Tale om Stillingen ved Embedets Overtagelse. At alle Børn, der fødes og vokser op i et Præstehjem, lige fra Barndommen af skulde være troende, ligger det jo ikke i nogen Præsts Magt at være ansvarlig for. Kun Herrens Aand kan virke denne Tro! Men saa meget ligger der i dette Ord, at en ret Herrens Tjener bør opdrage sine Børn i Tugt og Herrens Formaning og ikke se igennem Fingre med "Ryggesløshed" eller "Genstridighed" hos Børnene, saaledes som Eli gjorde det.

I V.7 begrunder Apostlen, at disse i V.6 nævnte Krav burde stilles en Tilsynsmand. Vi ser altsaa atter her, at der ide første Tiders Menighed ikke var Forskel paa Præst (Ældste) og Biskop, som der er bleven i senere Tider, eftersom Forholdene blev større. Men Begrundelsen for disse Krav ligger i, siger Apostlen, at en Tilsynsmand og Vejleder i Menigheoen er "en Guds Husholder", saasandt Menigheden jo er Guds "Hus" (1Tim.3,15).

Som yderligere Krav fremhæves endnu, at en saadan Tilsynsmand ikke maatte være "selvbehagelig", ikke selvtilfreds men i Besiddelse af den Ydmyghed, der viser nidkær Stræben efter mere og mere at dygtiggøres for Gerningen. Dermed hænger sammen, at han ikke maatte være "vredagtig", som den indbildske og selvtilfredse saa let bliver. Heller ikke maatte han være nogen Træl af sanselig Lyst, det være sig i henseende til "Vin", Voldsomhed i sin Fremfærd ("Slagsmaal") eller slet Vinding, saa han gjorde Gerningen for timelig Fordels Skyld. Denne sidste Advarsel maa en Præst ikke mindst agte paa. Der findes desværre "Præstehistorier" nok om Præsters Svaghed overfor Penge, men. derved svækkes Tjenestens Kraft umaadeligt.

I V.8 nævnes nu forskellige Egenskaber, der burde findes hos en Præst, i Modsætning til det, der advaredes imod i V.7. Præstens Uegennyttighed skal vise sig i "Gæstfrihed"; hans af Guds Aand helligede Sind skal fremdeles vise sig i, at han "elsker alt, hvad godt er"; fremdeles i "Sindighed", modsat det lidenskabelige Væsen, i "Retfærdighed og Fromhed", saa at han begærer at vandre ret for Gud, som det sømmer sig de hellige. Derhos nævnes endnu "Afholdenhed". Denne Afholdenhed maa vise sig overfor alle Slags Nydelser.

Endelig fremhæves særligt i V.9, at han med Hensyn til Læren maatte være sund, saa han "holdt fast ved dets troværdige Ord efter Læren", efter den Lære, han havde modtaget i det apostoliske Vidnesbyrd. Dette Punkt er altid vigtigt for en Præst, da der til alle Tider vil findes nok af falske og usunde Lærdomme, hvilket Djævelen, den gamle Løgner, nok skal sørge for; men særligt var dette vigtigt paa Kreta, hvor saa meget af Vildfarelsens Væsen havde indsneget sig. Der krævedes Mænd, som var "dygtige til baade at formane ved den sunde Lære og gendrive dem, som sagde imod".

Dette begrunder Paulus nu i det tredie Afsnit (V.10-16) ved at henvise til de "mange", og det særlig af jødisk Byrd ("især de af Omskærelsen"), som i "Genstridighed" mod Sandheden førte "intetsigende Snak" og derved bedaarede Sindene (V.10). Paulus lægger Titus paa Sinde at optræde skarpt og bestemt overfor dem (V.11-14). Han maatte ikke anse dette for mindre farligt, thi disse Vranglærere "forvendte" (egentlig "omstyrtede") jo "hele Huse", d.v.s. hele Familier, ved deres af smudsig Havesyge baarne utilbørlige Lære (V.11). Og dernæst maatte han huske paa, at Kretas Beboere (Kreterne) jo efter deres folkelige Ejendommelighed var særlig modtagelige for saadan Vranglære. Og han fremdrager det Skudsmaal, som en af deres egne Profeter (Profet betyder egentlig "Sandsiger") havde givet dem, at de altid var "Løgnere, onde Dyr, lade Buge". Apostlen sigter til en kretisk Filosof og Digter Epimenides, der levede i det 6. Aarh. før Kristus. "At tale paa kretisk" betod i Oldtiden det samme som at lyve. "Onde Dyr" betegner deres vilde, ubændige Karakter og "lade Buge" deres dovne, vellystige Væsen. Apostlen stadfæster dette Vidnesbyrd om Kreterne og formaner desaarsag Titus til at sætte dem "strengeligt i Rette, for at de maa blive sunde i Troen" og ikke agte paa de forvendte Vranglæreres "jødiske Fabler og Bud af Mennesker" (V.14). Paulus sigter hermed til de jødiske Gnostikeres vilde, taabelige Spekulationer og deres Forsøg paa at gøre Kristendommen til eet med Afholdenhed fra visse ydre Ting (se Kol.2,20-23), hvilket de søgte at besmykke med Henvisning til Moselov. Det var særligt de jødiske "Spiselove men ogsaa andre Ting, de søgte at slaa sig op med (se 1Tim.4,3-5). Dette rent udvortes Stade dømmer Paulus (V.15-16) med at vise, at det er Sindelaget, det kommer an paa. Det besmittende, der kan ligge i Nydelsen af Jordens Ting, de Ting, som Gud dog har skabt til at modtages med hellig Taksigelse af de troende, stammer fra Sindet, hvormed man nyder det; dersom Sindet er "besmittet og vantro", da "er intet rent", men er Sindet derimod "rent", da "er alt rent". Med Ordet: "alt er rent for de rene" menes, at det Hjerte, der ved Troen er renset og helliget ("de rene") tager Nydelsen af Jordens Ting af Guds Haand, ser disse Ting i hans hellige Lys som Gaver fra ham, hvilket det kan nyde med Tak. Men det skidne Hjerte, der ikke er renset "ved Troen" (Ap.G.15,9), kaster sit urene Præg over alle Ting, samler urene Indtryk ogsaa fra det, som i sig selv er rent. Mad og Drikke, Ægteskab og desl. (se 1 Tim. 4) er for et besmittet Hjerte en stadig Kilde til ny Urenhed. Saa gælder det da om at have det rene Hjerte med det rene, hellige Blik. Der er en Plante, en Slags Mimose, der lukker sine Blade ived den mindste ublide Berøring. Saaledes skal et Guds Barns Hjerte være overfor enhver uren Tilnærmelse. Det er Maalet for vor Helliggørelse, men desværre maa ogsaa Guds Børn saa ofte bekende med Salmedigteren: "Jeg er desværre langt borte endnu". I vort gamle Menneske mærker vi med Sorg, at det urene endnu har sit Tilhold, og derfor gælder det bestandig om at vaage og bede og ikke paa en falsk Maade anvende dette Ord: "alt er rent for de rene". Det maa ikke bruges til en Sovepude men skal anspore os til at rense os selv fra al Kødets og Aandens Besmittelse (2 Kor.7,1).

Misbrugen af dette Ord viste ikke blot mange af de gamle Gnostikere ved at føle sig i alle Slags Synder med den frække Paastand, at de godt kunde gøre det uden at besmittes derved, men ogsaa vore Dages Syndfriheds-Sværmere har leveret advarende Eksempler paa en Fordrejelse af dette Ord ved at "gaa saa fri paa Himlens Sti og ikke ville vaage", men som Brorson videre synger: "det er idel Hykleri, Sikkerhedens Taage".

Om hine Vranglærere paa Kreta siger Paulus, at deres Iver for Afholdenhed fra saadanne ganske udvortes Ting just stammede fra, at "baade deres Sind og Samvittighed var besmittet" (V.15). Det var nogle store Hyklere (V.16), fra hvem intet som helst godt kunde ventes. Guds sande Børn vil i Ydmyghed bede med den gamle Sanger:

"Lutre mit Hjerte fra Synd og fra Skam;
Lad mig i Bogstavens Væsen ej blive,
Som kun gør udvortes ærbar og fin,
Aanden lad Loven i Hjertet indskrive.
At jeg i Sandhed maa kalde mig din!"