En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus' brev til Titus

Kap 2

Apostlen havde i det foregaaende fremhævet, hvor ufrugtbart for Livet Vranglæren var; den bar da kun giftige Frugter. Nu peger han her i dette Afsnit paa, hvorledes den "sunde Læres" Frugter (V.1) maa ytre sig. Det er vel bekendt, at der ikke findes noget bedre Værn mod Vildfarelsens Fremtrængen end et sundt og kraftigt Kristenliv. Derfor hører disse Formaninger, vi her finder (V.2-10), ganske med i Kampen mod den falske Lære.

Apostlen bliver ikke staaende ved almindelige Formaninger men gaar som saa ofte ind paa de enkelte Forhold. Han paaviser, hvorledes Guds Vilje er overfor de i Henseende til Alder og Køn forskellige Mennesker. I V.2-3 er det de gamle, hvis færd han har for Øje, Mænd og Kvinder, i V.4-5 de unge Kvinder, V.5-6 de unge Mænd, V.9-10 Tjenerne.

De gamle Mænd (V.2) skulde Titus paaminde om at være "ædruelige" ("aarvaagne"), "ærbare og sindige". Naar gamle Mænd beherskes af sanselig Lyst, er det dobbelt forargeligt, thi paa den ene Side burde den lange Livsvandring, de allerede har tilbagelagt, have givet dem Erfaring om, hvad kødelig Lyst fører til, paa den anden Side burde Tanken om den tilstundende Afslutning paa Livet virke Stilhed og Alvor i Sjælene. Men den dybe Grund, hvorfra et sømmeligt Levned alene kan vokse frem, er Hjertets Liv med Gud. Derfor skulde Titus formane de gamle Mænd til at være "sunde i Tro, i Kærlighed, i Udholdenhed". Ogsaa i 1Thess.1,3 findes Udholdenhed forbundet med Tro og Kærlighed som tre Hovedpunkter i et Kristenliv. De gamle trænger særligt til at paamindes om at vise stille Taalmodighed overfor Alderdommens mangehaande Besværligheder. De gamle Kvinder skulde give de unge et godt Eksempel ("være Lærere i, hvad godt er"), bære Vidnesbyrd om, at de havde overvundet de kvindelige Skødesynder, som hedder Forfængelighed med Hensyn til Klædedragt (ogsaa paa dette Omraade gælder det at vandre, "som det sømmer sig de hellige") og Lyst til Sladder og Bagtalelse. Formaningen til de gamle Kvinder om ikke at "være forfaldne til megen Vin" var ikke overflødig i hine Vinlande og er desværre ingen Steder overflødig; sanselig Lyst skæmmer endnu mere den ældre Kvinde end den ældre Mand.

For de unge Kvinder skulde de være et Eksempel med hensyn til at elske deres Mænd og Børn og leve et stille, kydsk, husligt Liv med et velvilligt Sind i Underdanighed overfor deres Mænd (V.4-5), for at "Guds Ord ikke skulde blive bespottet", nemlig af de udenforstasaende. Et daarligt Husliv bringer Skam over Kristi Navn. Det er værd at give Agt paa, hvad der her lægges de unge Hustruer og Mødre paa Sinde, det stille, ydmyge og venlige Væsen, hvorved de kan sprede helligt Solskin i deres Hjem.

Ejendommeligt for dette Brev er, at de yngre Kvinder her siges at skulle have Formaningen gennem deres ældre Søstre, altsaa ikke gennem Titus selv. Dette maa ligge i særlige Forhold paa Kreta, der paabød den højeste Grad af Varsomhed. I 1Tim.5,2 overdrages Formaningen overfor de yngre Kvinder til Timotheus men dog med Paamindelse om at vise al hellig Aarvaagenhed.

"De unge Mænd" skulde Titus derimod personligt formane og særligt til Sindighed, til hellig Stilhed og Alvor, som det sømmer sig troende unge Mænd i Modsætning til den larmende, kaade Ungdomsskare i Verden. Og ikke blot med Ord skulde han formane, men først og fremmest skulde Titus selv give dem et godt Eksempel, et Forbillede paa "gode Gerninger" (V.7) "i alle Maader". Ogsaa i sin Lære- og Prædikevirksomhed skulde Titus staa som et Lys, udvise "Ufordærvethed", d.v.s. et udelt Sind, et Sind, der holdt Ordet højt i Ære, saa det fik Lov at komme frem efter sit sande, rene Indhold. "Ærbarhed" i Læren peger hen paa noget lignende, ligesaa Formaningen til at føre "sund, ulastelig Tale" (V.8). Alt dette er aabenbart i Modsætning til Vranglærernes urene, uværdige og usunde Tale. Ved saaledes selv at være et "Forbillede" vilde han paa ret Vis beskæmme dem, der stod paa den modsatte Side (her tænkes paa Hedningerne), saa de trods al den Spejden, der er ejendommelig for de uomvendte Mennesker overfor de helliges Liv, dog "intet ondt skulde faa at sige om os". Hvor giver Pastoralbrevene dog Ordets Forkyndere mange hellige Vink, som det i Sandhed gælder om at give Agt paa! Modstandere vil Herrens sande Tjenere altid finde, de vil aldrig blive "almindelig afholdte", men hvor godt, naar Modstanderne paa denne Maade bliver beskæmmede, saa det kan blive dem selv til Omvendelse.

Formaningen til Tjenerne (V.9-10) indeholder de sædvanlige Punkter, vi kender fra Efeserbrevet og Kolossenserbrevet samt fra 1Tim.6. To særlige Ting nævnes dog her, som Paulus ikke før har nævnt i sine andre Breve, nemlig at Tjenerne ikke maa "sige imod og ikke besvige men vise al god Troskab". At "sige imod" ligger ofte nær som en Fristelse, særligt naar man irettesættes med nogen Uret, men det er bedre at være stille og taale. Og med Hensyn til at vise al god Troskab, da naas dette bedst, naar Tjenestefolkene rigtigt føler Husets Sag som deres Sag. Da kan troende Tjenere gennem deres stille, trofaste Tjeneste komme til at "være en Pryd for Guds vor Frelsers Lære", blive til stor Velsignelse. Det er et helligt Maal at have for Øje "i alle Ting" for troende Tvende. Til Guds Ære - det opmuntrer, og det giver Kraft baade til at bære og lide og taale.

Om Dagen ved min Gerning jeg tænke vil paa dig,
Som bar al Dagens Hede og Dagens Strid for mig,
Som lydig indtil Døden, ja indtil Korsets Død,
Faar frelst mit arme Hjerte fra evig Sorg og Nød.

De Formaninger til et helligt Liv, Paulus i det foregaaende havde lagt Titus paa Sinde overfor Menighedens forskellige Medlemmer, underbygger og begrunder han nu ved Henvisning til Guds frelsende Naade som Kraften til at virke et saadant helligt Liv. "Denne Guds Naade" er jo "aabenbaret" (egentlig "er skinnet frem" - Billedet vistnok taget fra Solens Lys) som saliggørende for, som bringende Frelse til, "alle Mennesker" (V.11), til gamle og unge, Kvinder og Mænd, ja selv til de ringeste Trælle; altsaa til alle dem, Apostlen idet foregaaende (V.2-10) havde nævnt. Guds Naade er al Frelses Kilde, og den har i sin Fylde aabenbaret sig i Kristus, "Retfærdighedssolen med Lægedom under sine Vinger" (Mal.4).

Det er det, Apostlen vil betone, at denne Guds Naade er for alle Mennesker, et Punkt, som Paulus ikke kan blive træt af i sine Breve at pege hen paa. I Grundteksten er Ordstillingen saaledes. "Skinnet frem er Guds Naade med Frelse til alle Mennesker!"" Naaden har den frelsende Hjælp for alle. Hvor den straaler frem, hvor den høres og modtages, der opdrager den os til at leve et helligt Liv.

Det er denne Naadens Kraft, Apostlen udvikler idet følgende (V.12-14). Grundtekstens Ord for "opdrager" er egentlig "optugter". Dette Udtryk peger hen paa vor vanskelige, fordærvede Natur, der trænger til Tugt. De Punkter i et helligt Liv, som Apostlen her tager frem, er for det første dette at "forsage Ugudelighed og de verdslige Begæringer". Det græske Ord for "forsage" betyder egentlig "sige Nej til", hvilket jo netop rammer Forsagelsens Væsen. Guds Naade virker, hvor den kommer ind i Hjertet som Livskraft, et "Nej" til al Ugudelighed. "Ugudelighed" betegner et Liv uden Hensyn til Gud, et Liv, hvor "de verdslige Begæringer", Verden og dens Ting, er Hovedsagen, altsaa ikke blot et Liv i grove Laster. hvortil dette Ords Betydning saa ofte indskrænkes.

Men ved Siden af dette "Nej" til det gamle og kødelige Væsen virker Naaden ogsaa et "Ja" til Guds hellige Villie, hvilket "Ja" her betegnes ved at "leve sindigt og retfærdigt og gudfrygtigt i den nærværende Verden". "Sindigt" peger hen paa Hjertets Stilhed, "retfærdigt" peger særlig hen paa Forholdet til vor Næste, "gudfrygtigt" paa Hjertets Underkastelse under Guds hellige Villie.

"I" den nærværende Verden" skal Herrens troende leve dette hellige Liv, skinne som Lys i Mørket. Vi mindes Herrens Ord i hans ypperstepræstelige Bøn (Joh.17): "Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af Verden, men at du vil bevare dem fra det onde; de er ikke af Verden, ligesom jeg er ikke af Verden". Dette: ikke af eller for Verden, om end i den udvikler Apostlen nu i det følgende (V.13). Guds Børn har den "kommende Verden" (Matth. 12, 32) at se hen til og "forvente". Og det hører med til et helligt Liv at leve i bestandig Forventning af "det salige Haab", nemlig "den store Guds og vor Frelsers Jesu Kristi Herligheds Aabenbarelse". "Den store Gud" kan, som de fleste ældre Fortolkere tager det, knyttes til Kristus. Rimeligst er det dog, at her tænkes baade paa Faderen og Sønnen som saa mange andre Steder baade i Paulus' og de andre Apostles Breve. Guds og Kristi Herlighed giver sig visselig allerede nu Vidnesbyrd i Ordets og Sakramenternes Naade men er dog endnu mere skjult. Først naar Kristus kommer igen, vil Herlighedens Rige straale igennem i sin fulde Glans.

Men lad os lægge Mærke til, at til Guds Folks hellige Liv hører ogsaa dette, at vi lever i stadig Forventning om dette Haab. Der er en Mangel at udfylde i mange Guds Børns Liv paa dette Punkt. En levende Forventning om den kommende Verden tager Trylleglansen fra den nærværende med dens Begæringer, opmuntrer og bærer os i den nærværende Verdens Trængsler, ansporer til at tjene Herren og er saaledes en virksom Kraft til at frelse os ud fra det gamle Liv og ind i et himmelsksindet Forhold. Netop det var jo Hensigten med vor Frelsers Selvhengivelse for os, den skete jo for at han kunde "forløse" os "fra al Lovløshed" og "rense sig selv et Ejendomsfoklk, nidkært til gode Gerninger". Forsoningen ved Kristi Død har vor Forløsning til sit Formaal; han betalte Løsepenge, vandt os fri fra "Syndens, Dødens og Djævelens Magt, paa det vi skulde være hans egne og i hans Rige leve under ham" (se Luthers Forklaring til den anden Trosartikel). Synden (Lovløsheden) er her tænkt som den Magt, der holder Mennesket fangen. Men Syndens Kraft er jo Loven med dens Dom (se 1 Kor.15,56); ved Lovens Forbandelse trælbinder Synden det naturlige Menneske. Idet nu Kristus ved sit Blod betalte vor Syndegæld, "udslettede han ogsaa det Gældsbrev, der var os imod" (Kol.2,14), borttog Lovens Dom, og dermed har Synden mistet sin Magt over de troende. Kristi Blod renser os ikke blot fra Syndens Skyld men giver ogsaa Sejr over Syndens Væsen. Saaledes er Guds Naade straalet frem med Frelse for alle Mennesker med Kraft ogsaa til et helligt Liv. Og dette skulde Titus forkynde med "al Myndighed", dermed skulde han tugte Syndens Væsen, hvor det viste sig blandt de hellige. "Lad ingen ringeagte dig", føjer Paulus til. En Guds Tjener skal træde op med hellig Myndighed, ikke i egen Kraft men i Kraft af det Ord, han forkynder.

Af Naade fik jeg Kraft og Mod
At trodse Fjendens Værk,
At træde Satan under Fod;
Hvor Naaden dog gør stærk!