En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus' brev til Titus

Kap 3

Apostlen, der idet foregaaende havde fremstillet den frelsende Naades forpligtende Kraft for de troende til at leve et helligt Liv, begynder i dette Afsnit med en særlig Formaning til Lydighed mod Øvrigheden (V.1) og til et ret Forhold overfor alle Mennesker (V.2), hvorved han særlig tænker paa Forholdet til de udenfor Menigheden staaende.

Af de mange Formaninger, Skriften indeholder med Hensyn til Lydighed overfor Øvrigheden, fremgaar, at det er et alvorligt Punkt for Guds Børn at agte paa, og det var det ikke mindst i Kirkens første Tider, hvor de Kristne stod overfor en fuldstændig hedensk Øvrighed. Naar der i denne Sammenhæng tales om "at være redebonne til al god Gerning", ligger i Ordet "god" en Angivelse af Grænsen for denne Lydighed. I det onde skal vi ikke adlyde nogen, ikke heller Øvrigheden.

Men naar Apostlen udvider Formaningen til dette: "at udvise al Sagtmodighed mod alle Mennesker", til "ikke at forhaane" nogen, ikke være "stridslystne" men "milde", rettænkende i deres Færd overfor andre, har dette vel ogsaa sin særlige Grund i, at Kreterne i Oldtiden (ja lige til vore Dage), var bekendte for en ualmindelig Stridssyge og Hævngerrighed, hvilket havde en ydre medvirkende Grund i de mange Nationaliteter, der fandtes paa Øen.

Men ogsaa for denne Formaning lægger Apostlen en dyb Grundvold ved at bede dem betænke, hvad de havde været, før Guds Naade aabenbaredes for dem (V. 3), og at hvad de var, var de kun af Guds uforskyldte Naade i Kristus Jesus (V. 4-7). Just derfor skulde de bseflitte sig paa at øve gode Gerninger (V.8).

Det er paa den ene Side Ydmyghed, paa den anden Side Taknemmelighed overfor Gud, Apostlen vil have frem hos de troende, for at de derved kunde ledes til ikke at staa overlegent men med kærlig Medfølelse og Overbærenhed overfor Hedningerne. Hvad Hedningerne endnu var, det havde de Kristne jo selv været, og dette gjaldt baade de Jødekristne og de Hedningekristne. Dette betegner Apostlen ved at sige "vi". Og han giver nu et rammende Billede af det faldne Menneskes naturlige Tilstand, hvorved det viser sig paa alle Punkter at være i Strid mod Guds Villie. Det kødelige Menneske er "uforstandigt", formørket i Forstand, saa det ikke fatter de Ting, der hører Guds Rige til. Det er "ulydigt" overfor Guds Villie og "vildfarende, det er ufrit, en "Slave af Begæringer og mangehaande Lyster", og denne Trældom aabenbarer sig særligt i den af Egenkærligheden fostrede Ukærlighedssynd, saa man lever hen i "Ondskab og Avind", hadende hverandre og forhadte af hverandre.

Ja, saaledes ser det ud i Verden og i vort naturlige Menneske, naar man ser bag ved Kulisserne, naar alle de laante prangende Fjer bliver pillet af. Men ned i dette Syndedyb og Syndemørke og i Modsætning dertil aabenbaredes Guds vor Frelsers Godhed og "Menneskekærlighed" som Solen fra Livets Land (V. 4) med Frelse og Fornyelse. Og dette ganske uforskyldt og ufortjent. "Ikke i for de Retfærdigheds Gerningers Skyld, som vi havde gjort", siger Apostlen (V.5). Meningen er ikke den, som der muligvis kunde lægges ind i disse Ord, at det kødelige Menneske har gjort Retfærdighedsgerninger, nej, Sammenhængen viser, at det maa forstaas saaledes: det kødelige Menneske har ingen Retfærdighedsgerninger at opvise. Alene Guds Barmhjertighed er Frelsens Kilde, og som Frelsens Middel nævner Apostlen "Igenfødelsens Bad og Fornyelsen iden Helligaand".

Ved Igenfødelsens Bad kan ikke forstaas andet end Daaben. Dette fremgaar ved Henblik til Efes.5,26, hvor Daaben kaldes "Vandbadet ved Ordet", og fremdeles til Ap.G.22,16: "Lad dig døbe og dine Synder aftvætte" og mange andre Steder (Rom.6; Gal.3,27). Daaben er Frelsesmidlet fra Guds Side, hvorved den personlige Genfødelse finder Sted (se ogsaa 1. Pet.3,21: "Daaben frelser os"). Tilføjelsen, "Fornyelsen i den Helligaand" (rettere "af den Helligaand"), angiver, hvori Daabens Genfødelse bestaar, og tillige ved hvem den virkes; ligesom Synden har gennemtrængt og besmittet Mennesket efter hele dets Personlighed, saaledes fornyes i Daaben Menneskets Væsen ved den Helligaand. Vi saar, som Apostlen Peter skriver i sit andet Brev 1,4, "Del iden guddommelige Natur", et nyt Liv, der "paavirker baade Aand, Sjæl og Legeme og formaar at hellige os ganske og aldeles, ssaafremt det da ikke kvæles og tilintetgøres ved Vantro og Genstridighed. Om Troens selvsfølgelige Nødvendighed taler Apostlen ikke her paa dette Sted, hvor det er ham om at gøre at vise, hvorledes vor Frelse alene har Guds Barmhjertighed til Kilde.

Dette Ord hser i Titus Brevet, det tredje Kapitel er et af de stærkeste Bevissteder for Daaben som det Sakramente, hvorved der foregaar en virkelig Genfødelse af Mennesket. Selv om vantro ofte tilsyneladende ikke har det mindste ud af deres Daab, er der dog den uhyre Forskel paa et udøbt og et døbt Menneske, at det døbte Menneske ligner en Ager, der er tilsaaet, selv om Sæden endnu ikke er kommen frem, medens det udøbte Menneske ligner den utilsaaede Ager, hvoraf der ikke kan vokse ædel Sæd frem. Gud har efter den nye Pagts Husholdning knyttet Genfødelsen af vor Personlighed i dens dybe Grund til Daaben. En anden Sag er, at han selv selvfølgelig ikke er bunden til bestemte Midler. Røveren var ikke døbt, og dog frelstes han; men da var den nye Pagts Husholdning, som den stiftedes ved Aandens Udgydelse paa Pinsedagen, endnu heller ikke traadt i Virksomhed. Nu gaar Vejen til at blive et nyt Menneske efter den os af Herren foreskrevne Orden og Maade gennem Daaben. "Uden nogen bliver født paa ny, født af Vand og Aand, kan han ikke komme ind i Guds Nige" (Joh. 3).

Denne sin Helligaand, siger Apostlen (V.6-7), har Gud "rigeligt udøst over os ved Jesus Kristus vor Frelser". Ordet "rigeligt" betegner Aandens rige Fylde. Gud har givet os alt, hvad vi behøver til at blive nye og frelste Mennesker, saafremt vi da vil lade os drive af Guds Aand (Rom.8,14). Og han har givet os denne Aandens Gave ved Jesus Kristus Frelseren er bestandig Midleren for alle Guds Gaver til os.

Og Maalet for denne Frelse, vi har af Guds Barmhjertighed i Aanden ved Sønnen (her har vi den treenige Gud fremstillet for os i Frelsesværket), er, "at vi retfærdiggjorte ved hans (nemlig Jesu Kristi) Naade skal i Haab vorde Arvinger til evigt Liv". Vor Retfærdiggørelse sker ved Herrens Naade og betegner her det samme som i Nomerbrevet 3,24, at vi frikendes fra Skyld og Straf, kommer ind under den Syndernes Forladelse, som Jesus med sit Blod har købt os, og som skænkes os i Daaben. Denne Retfærdiggørelse betinges selvsfølgelig ved vor Tilegnelse af Naaden i Troen paa hans Blod (se Rom.3,25) men den retfærdiggørende Naade i Kristus danner Grundvolden for Aandens genfødende, fornyende Værk i Daabens Bad ligesom ogsaa for dette nye Livs Gennemførelse til Sejr i Troens Strid Livet igennem.

Ved denne Retfærdiggørelse og den dermed forbundne Genfødelse naas det store Maal, at det døbte Menneske efter Haabet bliver Arving til det evige Liv. "Er vi Børn, da er vi ogsaa Arvinger", siger Paulus i Rom.8,17. Er vi ved Kristus som vor Retfærdighed i vor Daab blevne genfødte til at være Guds Børn (og tilegner os denne Naade), da har vi naaet den højeste Lykke, nemlig at være indsat til Arvinger af mere end al Jordens Herlighed, til Arvinger af det evige Liv, som vi allerede hernede faar saa rigt et Forskud paa, omend det evige Livs herlige Fylde endnu kun er "i Haab". Dog det Haab skal ikke beskæmme Guds ærlige Børn.

Al denne Guds Miskundhed, Kærlighed og Barmhjertighed skulde Titus bekræfte og indprænte de troende som "troværdig Tale" (V.8), for at de derved skulde bevæges til, drevne af ydmyg Taknemlighed, at beflitte sig paa at øve gode Gerninger, at leve et helligt Liv i henhold til de Formaninger, Apostlen havde givet Menighedens Medlemmer i det foregaaende. Naar vor gamle danske Oversættelse har: "overgaa andre i gode Gerninger", indeholder denne Oversættelse jo ganske vist en ny ansporende Tanke med Henblik til, at ogsaa Verdens Mennesker kan øve det, der udvortes betragtet, for Menneskers Øjne kan kaldes godt og hæderligt; men sprogrigtig er denne Oversættelse næppe. Grundtekstens Ord betyder ikke "overgaa", men "at øve" noget, daglig give sig af dermed som med et Haandværk Saaledes skal de troendes Dagværk bestaa i "gode Gerninger", der kan vidne om Troen, omend de aldrig kan frelse os, eftersom ogsaa vore allerbedste Gerninger er mærkede af Synd.

"Dette er Menneskene godt og nyttigt", siger Apostlen. Det kan tages om dette at beflitte sig paa at øve gode gerninger men kan ogsaa forstaas om den Bekræftelse og Indprentelse as Guds Naadeværk, som Paulus her i V. 8 paalægger Titus, thi just Forkyndelsen af Guds Naade overfor vor Synd er det, troende Mennesker bestandig behøver at høre om for at hjælpes fremad i Nidkærhed til gode Gjerninger. Fra Naaden i vor Daab udspringer den rette Drivkraft til "gode Gerninger", til Livets Helliggørelse.

Tænk, jeg er døbt!
Jeg, som blev født som den fattigste Synder,
Er dog saa rig, som Guds Ord mig forkynder,
Thi jeg blev født til et levende Haab,
Alle de helliges Arv i min Daab.

I Modsætning til det i V.4-8 omtalte Naadesbudskab fra "Gud vor Frelser" med Kraft til at forny et Menneskeliv ser Paulus nu (V. 9-11) hen til den falske Lære, der ikke var nyttig til noget, der ingen Kraft og Evne havde til at hjælpe Mennesker ud af den naturlige Syndestand. "Hold dig fra det", det er kort og godt den Stilling, Paulus anviser Titus. Vi ser af V.9, at disse Vranglærere var af samme Slags som de i Timotheusbrevene omtalte med deres taabelige "Slægtregistre", hvormed menes deres vilde Spekulationer over de saakaldte Æonrækker, "Udstrømninger fra Guddommen", som Gnostikerne kaldte det. Ligeledes nævner Apostlen "Kiv og Kampe om Loven", hvormed han sigter til de i Gnosticismen indblandede jødiske Brokker. Hine Tiders Vranglærere søgte som for Resten næsten alle Tiders Vranglærere deres Styrke i at kives og disputere. Men det skulde Titus slet ikke indlade sig paa. I V.10-11 giver Apostlen en for alle Tider gældende Vejledning med Hensyn til sekteriske Mennesker, der kun gaar ud paa at volde Splittelse (det her brugte græske Ord "Hæretiker" betyder "en, der volder Udsondring"); disputere med en saadan skal man ikke men paaminde ham med Sandheden, og det ikke blot een Gang men gentagne Gange for at gøre endnu et Forsøg paa at hjælpe en saadan op. Men hjælper dette ikke, da skal man sky et saadant Menneske, afvise det; thi et saadant Menneske synder da imod Sin egen Samvittigheds bedre Vidende og fælder derved Dommen over sig selv som et "forvendt" Menneske. Denne apostoliske Anvisning skal nok vise sig til alle Tider at være den rette Vej at gaa.

Apostlen havde saaledes nu gennem dette Brev givet Titus hellig Vejledning med Hensyn til Gerningen i Menigheden og Kampen overfor Vranglærerne. Dog vilde han gerne ogsaa mundtlig tale med ham og beder ham derfor om (V.12) at komme til Nikopolis, en Stad i Epirus (ved den ambrakiske Bugt), hvor Apostlen tænkte at tilbringe Vinteren. Han vilde derfor sende en anden af sine Medarbejdere, enten Artemas, som ellers er os ubekendt, eller Tykikus, hvem vi oftere finder omtalt (se Efes.6,24 og 2Tim.4,12), for at Titus kunde faa Afløsning, medens han besøgte Apostlen.

Dernæst lægger han (V.13-14) Titus paa Sinde at tage sig af to Venner, hvis Besøg han kunde vente paa deres Gennemrejse. Den ene var en os ellers ubekendt Mand, Zenas, en Lovkyndig, formodentlig en romersk Jurist, der nu sammen med "Apollos" (se Ap.G.18,24 og 1Kor.3 og 16,12) formodentlig har været paa Missionsrejse. Glædeligt at se ogsaa troende Jurister omtalte i Skriften. Luther har engang sagt: "Juristen er en daarlig Kristen". Det passer dog ikke i alle Tilfælde. Disse Venner skulde Titus omhyggeligt tage sig af og hjælpe videre frem. Og det skulde han ikke gøre alene af sine egne Midler, men, siger Paulus: "Lad ogsaa vore lære at øve gode Gerninger, hvor der er Trang dertil, for at de ikke skal være uden Frugt" (V.14). Der finder vi en Anvisning til at fremme Missionskærlighed, til at støtte Missionærerne. Den skal Guds Menighed tage sig til Hjerte for alle Tider. Og for Menighedens Vejledere, Præsterne og andre desl. er her ogsaa et godt Vink, nemlig at vi ikke skal gøre alting selv. Det kan jo være ret offervilligt, naar f. Eks en Præst selv betaler Udgifterne ved dette eller hint Foretagende i Menighedsarbejdet og sparer Menighedens øvrige Medlemmer, men derfor er det ingenlunde sagt, at det er det rette. Han unddrager derved de troende en Lejlighed til at øve sig i Offervillighed, og Kærligheden til Sagen bliver langt mindre, Forbønnen ogsaa, end naar de troende selv er med til at bære Udgifterne. Bekendt er Beretningen om hin Missionær i Afrika, der selv paa egen Bekostning (eller paa Missionsselskabets) byggede en lille Kirke for de Indfødte. Da der blev et Hul i Murværket. kunde han ikke engang faa de Indfødte til at tætte det. Men en Kirke i Nabolaget, som de Indfødte selv havde rejst, blev holdt nydelig i Stand af dem. Det er et gyldent Ord: "Lad ogsaa vore lære at øve gode Gserninger, hvor der er Trang dertil" (egentlig til "fornødent Behov" i Henseende til at hjælpe andre); hvad man ikke ofrer for, bliver man ikke varm for. Det hører til præstelig Visdom at kunne sætte de troende i Samfundet i Arbejde, "at gøre sig selv overflødig", som det er bleven sagt med et kraftigt Ord, eller dog give de andre Plads ved Siden af sig. Baade i Hjemmets Kirke og ude paa Missionsmarken er det en saare vigtig Regel, om Guds Rige skal trives. Kun saaledes kommer Guds Børn til ret at "bære Frugt" (V.14).

"Ogsaa vore" - dette Ord peger hen paa, at ikke-troende Mennesker, de, der endnu staar udenfor Guds Menighed, ogsaa nok kan sørge for Afhjælpning af Trang mellem dem selv indbyrdes. Verdens Mennesker viser jo tit en ikke ringe indbyrdes Hjælpsomhed paa det timelige Omraade; der maa Guds Børn paa ingen Maade staa tilbage. "Vore" betegner de troende set fra Brodersamfundets Side. De troende hører hverandre til som Brødre og Søstre. Vantro Mennesker kalder ikke de hellige for "vore". Kan du, kære Læser, finde din Plads blandt dem, Apostlen kalder "vore"?

Saa sluttes med Hilsener til Titus fra dem, der var hos Paulus, hvorved vel nærmest maa tænkes paa Apostlens Ledsagere og Medarbejdere (V.15). Og han sender Hilsener til de troende hos Titus, idet han betegner dem med det skonne Navn: "dem, som elsker os i Troen". Ogsaa ved denne Betegnelse sammenknytter Apostlen som saa mange andre Steder Troen paa den Herre Jesus med Kærligheden til de hellige. Velsignelsesønsket, hvormed Apostlen slutter, udstrækker sig ikke blot til Titus men til alle de troende hos ham, hvis Pleje var lagt i hans Haand. Dette Brev skulde jo ved at komme Titus til gode ogsaa være en Velsignelse for de kretensiske Kristne.