En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus' brev til Filemon

Indledning

Vi kommer nu til det sidste Brev i den Række af Breve fra Paulus, som vi forefinder i vor hellige Skrift. I Henseende til Affattelsestid er det jo ikke det sidste. Det er ogsaa det mindste Brev og af en ejendommelig Art, idet det er et privat Vennebrev om en ganske privat Sag. Ogsaa Pastoralbrevene (til Timotheus og Titus) er rettede til Enkeltmænd, men de har dog for saa vidt en almindelig Karakter, som det er Gerningen i Kirkens Tjeneste, Paulus skriver om idisse Breve. Her er det derimod en ganske personlig Sag, der er Brevets Indhold og Anledning.

Filemon var en anset Mand i Menigheden i Kolossæ; dette fremgaar af Kol.4,9, hvor Filemons bortløbne Træl Onesimus siges at være fra Kolossæ. Af Brevet her fremgaar, at Filemon var bleven omvendt ved Apostlen Paulus (se V.19). Af V.1 og 2 fremgaar, at han var en "Medarbejder", formodentlig en af de "Ældste" i Kolossæ, og at der samledes en Menighedskreds i hans Hjem.

Anledningen til dette Brev var følgende: Filemon havde haft en Træl Onesimus, et Navn, der egentlig betyder "den nyttige", til hvilken Betydning Paulus et Par Gange i Brevet halvt spøgende hentyder. Men denne Onesimus havde paa en eller anden Maade gjort sin Herre Uret, vist nok, saa vidt vi kan forstaa af V.18, besveget ham, og var af Frygt for Straffen løbet bort og havde naaet Hovedstaden Rom, i hvis Folkevrimmel han vel mente sig bedst skjult. Men underfuldt ledede Gud det onde til det gode. Her i Rom førtes han sammen med Paulus. Den flygtede Træls onde Samvittighed og dermed følgende Ufred havde vel bidraget til at gøre ham modtagelig for Evangeliet om Frelse i Kristus for alle Syndere, og det endte med, at han blev troende, ja blev en saare kær Broder for Paulus, der kalder ham: "Mit eget Hjerte".

Men nu da Onesimus var bleven omvendt, blev det en aandelig Nødvendighed at han vendte tilbage til sin Herre, hvem han havde forurettet. Er Angeren ærlig, da maa Hjertet ogsaa være villigt til saa vidt muligt at raade Bod psaa den Skade, man har forvoldt (se Zakæus' Eksempel Luk.19,8). Men dette krævede ogsaa Hensynet til den offentlige Moral. Kristendommen forlangte af sine Bekendere Ærbødighed for de bestaaende lovlige Forhold. Og dengang var Trællevæsenet lovligt. Havde Paulus holdt Onesimus tilbage, vilde han ligesom have holdt Haand over det. som Loven erklærede sfor Uret. Nu kunde man ganske vist sige, at Slaveriet jo dog er noget uretfærdigt, og Kristendommen har vist, hvor den sejrede, at Slaveriet ikke kunde bestaa for den. Men Maaden, hvorpaa dette ene med Sandhed kunde ske, var ikke ved at fremtvinge et voldsomt Brud paa det bestaaende ad udvortes Vej, nej, det maatte ske indefra ved Evangeliets fornyende Kraft, ved det Lys, Evangeliet bringer os over Menneskets Værdi for Gud, og ved den Broderkærlighed, Guds Aand virker. Vi saa i 1 Kor.7, med hvilken Visdom Apostlen tog denne Sag efter Herrens Ord: "Ikke ved Magt, ikke ved Styrke, men ved min Aand" (Sak.4,6).

Men gerne vilde Apostlen berede Vejen for sin Ven Onesimus, lette dennes Vej tilbage det mest mulige. Derfor havde han allerede i Kolossenserbrevet kærligt anbefalet ham for Menigheden i Kolossæ (Kol.4,9), og derfor skrev han nu yderligere dette Brev til Filemon. Onesimus fulgtes tilbage med Apostlens trofaste Ven Tykius, der jo overbragte Kolossenserbrevet og vel ogsaa kunde lægge et godt Ord ind for den som et nyt Menneske tilbagevendende Træl.

At Brevet er en privat Skrivelse, kendes ogsaa paa, at Paulus lader sin apostoliske Myndighed i høj Grad træde tilbage og taler som Broder til Broder med Kærlighedens Ret.

Brevet er ikke udelukkende rettet til Filemon men tillige til en Kvinde Appia, der rimeligvis er Filemons Hustru, samt til Arkippus, som muligvis har været Filemons Søn og efter Kol.4,17 har haft en Tjeneste i Guds Menighed, og desuden til en Menighedskreds, der samledes i Filemons Hus. Denne udvidede Adresse falder godt sammen med Brevets Formaal; thi alle disse maatte jo kende Onesimus nøje, saa Apostlen vilde med det samme tale dem til Hjerte angaaende Onesimus' Sag.

Man har spurgt, med hvilken Ret en saadan privat Skrivelse er bleven optaget blandt det nye Testamentes hellige Skrifter. Findes der i dette Brev noget, som Guds Aand kan bruge til Velsignelse for Herrens Kirke til alle Tider? Vi tror, at den Helligaand, der efter Herrens Forjættelse skulde vejlede hans Menighed til al Sandhed, ogsaa har ledet den ved Bestemmelsen af, hvilke Skrifter der skulde optages i den hellige Skrift. Og vi kan pege paa to Punkter i dette Brev af hellig Betydning for Guds Menighed til alle Tider. Paa den ene Side er der meget at lære af den aandelige Visdom, hvormed, som før nævnt, Apostlen her med et bestemt praktisk Formaal for Øje viser os den rette Maade at stille sig paa til saadanne sociale Forhold, som i og for sig ikke stemmer med Kristendommens Aand, saaledes som Trællestanden i den gamle hedenske Verden. Ikke udefra men indefrsa skal Fornyelsen foregaa; det er den Lærdom, Brevet giver Guds Kirke til alle Tider. Vi skal med Hensyn til de ydre Samfundsforhold (ogsaa med Hensyn til det enkelte Menneske, der kommer ind under Ordets Paavirkning) have Tillid til Kristendommens Aandsmaagt. Ligesom om Foraaret de visne, døde Blade falder af af sig selv, naar først Træets Livssafter er blevne fornyede, saaledes har det sig ogsaa med Guds Aands fornyende Gerning. Vi skal ikke udefra rive de visne Blade af, men Herrens Aand vil virke det indefra ad aandelig Vej gennem Ordets Vidnesbyrd.

Det andet Punkt, der giver dette Brev Betydning for alle Tider, er det Indblik i Apostlens Hjerte, i et af Guds Aand helliget Sind, vi faar gennem dette Brev. Det viser os i Sandhed, hvorledes vi rettelig skal forstaa den os i Kol.4,6 givne Formaning: "Eders Tale være altid med Ynde, krydret med Salt". Dette Brev er et Mønsterbrev i Henseende til hjertevindende Venlighed blandet med et Stænk af helligt Lune, som ogsaa har sin store Betydning til at oplukke andres Hjerter for det, man vil sige. Hos ikke faa af Herrens store Vidner møder vi lidt af dette hellige spøgefulde, der saa udmærket kan tjene til at krydre Talen og afværge Misforstaaelse. I Billedet af Apostlens Personlighed, hans Eksempel til Efterfølgelse i Menigheden, tegner dette Brev os et nyt velsignet Træk af ikke liden aandelig Betydning.

Brevets Ægthed er uomtvistelig; det er skrevet fra Rom samtidig med Kolossenserbrevet, rimeligvis i Aaret 62.