En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Paulus' brev til Filemon

Kap. 1

Brevets Overskrift (V.1-3) er ejendommelig ved, at Apostlen her ikke som sædvanlig betoner sin Apostelgerning men blot kalder sig "Kristi Jesu Fange", d.v.s. den, der er bleven lagt i Lænker af Kristus, en skøn Betegnelse for den Hvile, Apostlen havde i, at han bar sine Lænker efter Herrens Villie, i hans Tjeneste og. for hans Skyld. Vi har i Indledningen omtalt Grunden til, at Paulus her lader sin Apostelmyndighed træde tilbage. Han vilde, som han udtrykkeligt siger (V.8-9), ikke bruge denne Myndighed men blot benytte Kærlighedsvaaben. Ved at henvise til sine Lænker og Baand paakalder han just Filemons deltagende Kærlighed, som desmere maatte tilskynde denne til at opfylde Apostlens i dette Brev indeholdte Begæring.

Naar Timotheus ogsaa her nævnes som Medforfatter til Brevet ligesom i Kolossenserbrevet, tjener dette til at give Paulus' Begæring Vægt. Filemon og Timotheus har sikkert været hinanden personligt bekendte som Brødre i Herren.

Vi har i Indledningen omtalt Sandsynligheden for, at Appia har været Filemons Hustru, og at Arkippus muligvis har været hans Søn eller dog en nær Slægtning, siden han nævnes her sammen med Familien. I Kol 4, 17 gav Paulus Arkippus jo en ret alvorlig Paamindelse om at være tro i den ham betroede Menighedstjeneste.

Fredshilsenen er den almindelige Kun i Pastoralbrevene (1 og 2 Tim. og Titus) har Hilsenen en lidt anden Form.

Apostlen indleder dette sit Brev med Tak til Gud (V.4-7) for Filemons Kristenstand, en Tak, der bestandig fyldte Apostlens Hjerte, naar han mindedes Filemon i sine Bønner (V.4). Vi ser deraf, at det ikke blot var Menighederne men ogsaa mange enkelte i Menighederne, Apostlen havde med i sin stadige Forbøn. Hans Hjerte kunde rumme meget, just fordi Kristi Kærlighed havde faaet saa stor Plads i ham. Som Grund til denne Taksigelse angiver Paulus, at han jo bestandig kun hørte godt om Filemon, formodentlig gennem Onesimus og Epafras, hvilken sidste, Kolossensermenighedens Forstander, for Tiden, som vi hører af V.23, delte Apostlens Fangenskab med ham. Som det gode, han hørte om Filemon, nævner han dennes Kærlighed og Tro overfor den Herre Jesus og alle de hellige (V 5). Nogle oversætter her "Tro" ved "Trofasthed" eller "Troskab", derved kommer det til at passe baade overfor Herren og overfor de hellige. Ogsaa her ser vi, ligesom i Efes 1,15 og Kol 1,4, Forholdet til den Herre Jesus paa det nøjeste sammenknyttet med Forholdet til alle de hellige. Disse to Ting har Gud sammenføjet, og dem skal Mennesker ikke adskille. Det gaar ikke an at tale om sin Tro paa den Herre Jesus, naar man staar udenfor de helliges Kærlighedssamfund.

I V.6 finder vi Indholdet af Apostlens Forbøn for Filemon. De, der oversætter "Tro" (V.5) ved "Troskab", forstaar Indholdet af V.6 (det virksomme Arbejde i Herrens Tjeneste) som Formaalet for Filemons Troskab. Sammenhængen knytter det dog nærmest til Apostlens Forbøn, der altsaa gaar ud paa, at Filemons "Delagtighed i Troen", d.v.s. det Fællesskab og Samfund, hvori han stod med alle de hellige (og de hellige med ham), maatte blive "virksom for Kristus Jesus". altsaa altid mere aabenbares i Kærlighedens Tjeneste for Herrens Sag. Og denne hellige Virkekraft skulde søge sin Vækst og Næring ved stadig dybere "Erkendelse af alt det gode, som er ieder", nemlig af al den Rigdom, som Gud har nedlagt i de helliges Samfund. Udtrykket minder om Efes.1,17-19, hvor Apostlen just ogsaa peger paa dette som Genstand for sin Forbøn, at Herrens Venner mere og mere maatte faa Øjnene oplukkede for, hvilken Guds Arvs herlige Rigdom er iblandt de hellige. Jo større den os betroede Naade staar for vort Hjerte, des større vil ogsaa vort Arbejde for Herren blive. des inderligere bliver vor Virken for at drage andre ind i den samme Rigdom og dybere ind i den.

Sin Taksigelse og Forbøn for Filemon begrunder Apostlen yderligere ved at henvise til de Kærlighedens Frugter, Filemon allerede havde baaret i Herren til Apostlens store Glæde og Trøst. og han samler disse Frugter i det skonne Ord: "De helliges Hjerter er blevne vederkvægede ved dig, Broder" (V. 7). Hvor godt, naar det kan siges om et Guds Barn. Vi kan jo ogsaa bedrøve og svække hverandres Hjerter. Bedre Skudsmaal om et skønt Gudsforhold kan næppe gives end dette. Lad det blive Genstand ogsaa for vor Bøn, at de helliges Hjerter maa vederkvæges ogsaa ved os. I Lighed dermed beder David i Sl.69,7 - "Lad ikke dem, som bier efter dig, Herre Zebaoth, beskæmmes ved mig". Det er jo vor Frelsers Sind alene, der kan vederkvæge Guds Børns Hjerter, saa det gælder om at eje dette Sind.

Giv mig, o Gud, det skønneste jeg ved,
Et Hjerte fyldt med Kristi Kærlighed.

Med ovenstaaende Henvisning til Filemons skønne Kristens sind skrider Apostlen nu til selve Sagen angaaende Onesimus (V.8-20). Han begynder (V.8-9) med at udtale, at skønt han vel kunde det, saa vilde han dog ikke bruge sin apostolske Myndighed til at befale, men hellere "for Kærlighedens Skyld", for at den alene kunde være Drivkraften, formane saadan, som han nu var, "den gamle Paulus, nu tilmed Kristi Jesu Fange", altsaa blot som den gamle Broder og som den, der led for Kristi Skyld. I V.10-12 fremsender han saa sine Begæringer angaaende Onesimus, hvem han kalder sit "Barn", som han havde avlet i sine Lænker, altsaa haft den Glæde at føre til Herren under sit Fangenskab (V.10). Og han siger videre halvt spøgende med Hentydning til Onesismus' Navn, der egentlig betyder "nyttig", at vel havde denne tilforn været Filemon unyttig, men "nu", som Kristen, var han bleven "nyttig" baade for ham og for Paulus, hvoraf fremgaar, at Onesimus ogsaa har ydet Apostlen Kærlighedens Tjeneste under dennes Fangenskab i Rom. I V.12 kalder han endog i inderlig Kærlighed Onesimus for sit "eget Hjerte"; saa stor en Plads havde denne faaet i Apostlens Kærlighed. Deri laa ogsaa betegnet det Offer, Paulus bragte ved nu at sende Onesimus tilbage til Filemon, hvilket Punkt han nærmere dvæler ved (V.13-14), idet han udtaler, hvor gerne han vilde have beholdt Onesimus hos sig, og at denne paa Filemons Vegne kunde have tjent ham under hans Fangenskab for Evangelium. Men havde han beholdt ham uden Filemons Samtykke, havde han jo lagt en "Tvang" paa Filemons Godhed, og det vilde han ikke. Ligesom han i V.13 paa en kærlig og fin Maade antyder sin Forvisning om, at Filemon med Glæde vilde have ydet ham Tjeneste under dette hans Fangenskab, saaledes hævder han dog her som altid, at det er den frivillige Ydelse, det i Guds Rige bestandig gælder om, og ikke den tvungne. Herren selv vil jo kun have frivilligt Mandskab (Sl.110,3).

Og endnu en Grund til at sende Onesimus tilbage anfører han i V.15-16, idet han ser hen til, at det muligvis just var Guds Vilje, han, der forstaar at vende ogsaa Menneskers Synd, saaledes at det maa tjene hans Raad (se 1Mos.50,20: "I tænkte ondt mod mig, men Gud tænkte at vende det til det gode"), at Filemon og Onesimus, der for "en liden Tid" var blevne skilte, atter skulde forenes, for at Filemon maatte faa Onesimus igen paa en ny Maade ("evigt Eje", siger Paulus idet Baandet imellem dem nu var blevet Troens evige Baand) og "ikke mere som en Træl men som mere end en Træl, som en elsket Broder" - "særlig for mig", siger Apostlen som den, der ved at have været Redskabet til Onesismus' Omvendelse paa en Maade stod ham nærmest, men "hvor meget mere for "dig", føjer han til. Han afstaar sin Forrang angaaende Onesimus til Filemon. Og det Omraade, paa hvilket Onesimus og Filemon var sammenknyttede med særlige Baand, betegner han som værende "baade i Kødet og i Herren". "I Kødet betegner Onesimus' Stilling som sin Herres Træl, "i Herren" som Filemons Broder. Begge Dele skulde holdes i Ære Apostlen bryder ikke Onesimus’ ydre tjenende Forhold til Filemon, men han løfter det op i Herrens Lys. Saaledes fremkommer den rette Forstaaelse af: "ikke mere som Træl". Filemon skulde ikke længere som de hedenske Herrer betragte sin Træl som en upersonlig Ejendom men som en Broder.

I V.17 samler Apostlen sin Bøn til Filemon i Begæringen om, at han vilde modtage Onesimus som Paulus selv, hvem Filemon jo dog ansaa for sin "Medbroder". Og i V. 18-19 erklærer han sig rede til, for at den Forseelse, Onesimus havde gjort sig skyldig i, ikke skulde staa i Vejen for en kærlig Modtagelse af ham, selv at overtage hans Gæld til Filemon. "Med egen Haand" skriver Paulus under paa Gældsbeviset som Kautionist for Onesimus. Atter her møder vi et Glimt af spøgefuldt Lune hos Paulus, hvilket dog faar en dybere Adresse til Filemon ved den fine og kærlige Hentydning, Apostlen gør til den Gæld, Filemon stod i til ham ("for ikke at sige, at du desuden ogsaa skylder mig dig selv"). Apostlen var jo Filemons aandelige Fader. Vi kan tænke os Filemon smile i inderlig Rørelse ved at læse disse Ord af Paulus. Jo. den Gæld, Paulus paatog sig paa Onesimus' Vegne, var ingenting imod den Gæld, Filemon stod itil Paulus, saa denne behøvede nok ikke at frygte i Anledning af en Opgørelse.

I den kærlige Bøn, hvormed Paulus endnu en Gang henvender sig til Filemon i V.20, møder vi atter en spøgende Hentydning til Onesimus' Navn: "Lad mig faa Gavn af dig"; paa det græske Sprog har Ordet "faa Gavn (Nytte) af" og Onesimus' Navn en umiskendelig Lighed. Man kunde (se Noterne til Biskop Rørdams Oversættelse) paa Dansk passende udtrykke Meningen saaledes: "Vær du nu min Onesimus, den mig nyttige" (ligesom jeg nu sender din Onesimus tilbage til dig).

Saa slutter Apostlen (V.21-25) med først at udtale sin fulde Forvisning om Filemons Lydighed paa dette Punkt, ja Forvisning om, at han vilde gøre endog langt ud over, hvad Apostlen havde bedt om. I Ordet "Lydighed" ligger en fin Hentydning til den Fordring, Apostlen havde kunnet stille, om han havde villet bruge sin Myndighed. Og som for at glæde Filemon for dennes forventede, kærlige Imødekommen beder Apostlen ham om at berede Herberge for ham, idet det var hans Haab, at han snart skulde blive frigivet. Ogsaa Frigivelsen ser Paulus som en Gave fra Gud, formidlet ved disse hans Venners Bønner (V.22).

Saa hilser han (V.23-24) fra de samme som i det samtidige Kolossenserbrev paa en nær, nemlig Jesus Justus (Kol.4,11), der enten har været Filemon personlig ubekendt eller ikke været nærværende i Rom ved dette Brevs Affattelse.

Naar han her kalder Epafras sin "Medfangne i Kristus Jesus", medens han i Kolossenserbrevet kalder Aristarkus (men ikke Epafras) sin Medfange, tyder dette paa, at disse to Venner maaske frivilligt skiftedes til at dele Apostlens Fangenskab.

I velsignelsesønsket (V.25) samler han atter alle dem, hvem han hilsede i brevets begyndelse. Med Herrens Naade begynder Apostlen sit brev, og med den slutter han; den er for ham Begyndelsen og Enden. Og det e rdenne Naadens Aand, der fylder hele dette lille brev med "Kristi vellugt", med den fine, inderlige kærlighedens Tone.