En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Brevet til Hebræerne

Indledning

Brevet til Hebræerne er ejendommeligt i sin Form derved, at det begynder, uden at det siges, af hvem det er skrevet. Paa første Johannesbrev nær finder vi ellers Angivelse af Forfatteren i alle de andre nytestamentlige Breve. Der har lige fra de ældste Dage været forskellige Meninger om, hvem der har været Forfatteren. At denne maa have været i aandeligt Slægtskab med Paulus, fremgaar af Brevets hele Indhold og Tone og stadfæstes ved Slutningsbemærkningen om Timotheus, der synes at have været Forfatterens Ven; men Timotheus stod jo ogsaa Paulus saa nær. I den græske Kirke henførte man det sædvanligt til Paulus som Forfatter, dog saaledes, at der ogsaa her fra de ældste Tider udtales visse Betænkeligheder ved denne Antagelse. Clemens Aleksandrinus, der levede i Slutningen af det andet og Begyndelsen af det tredie Aarhundrede, vilde forklare Sagen saaledes, at Paulus oprindelig havde skrevet et hebræisk Brev, som Lukas havde bearbejdet i græsk Oversættelse. Ogsaa Origenes (død. 254) mener nok, at Paulus har haft noget med Brevet at gøre, men slutter dog med at sige, at kun Gud alene vidste, hvem der var den rigtige Forfatter. Han omtaler som mulige Forfattere dels den romerske Biskop Clemens, dels Lukas Siden hen, hos de senere Kirkefædre i Østens Kirke, blev det mere og mere almindeligt at antage Paulus som Forfatter. I Vesterland var derimod alle de ældste Kirkefædre enige om, at Paulus ikke var Forfatteren, hvorfor man heller ikke alle Vegne havde det med blandt det nye Testamentes hellige Skrifter. Først ved Midten af det 4de Aarhundrede bredte den Anskuelse sig under den græske Kirkes Indflydelse, at Brevet alligevel var af Paulus. Men vi ser saaledes, at Oldkirkens Vidnesbyrd nok bestemt peger hen paa en Forbindelse med Paulus, men dog ikke paa nogen Maade fastslaar ham som Forfatter.

Og selve Brevets Indhold vidner bestemt imod Paulus som Forfatter, thi i Kap.2,3 regner Forfatteren sig med iblandt dem, der ikke havde faaet Kundskab om Evangeliet umiddelbart fra Herren selv, men igennem dem, der havde hørt ham. Men baade i Galater-, 1 Korinthier- og Efeserbrevet hævdet Paulus jo paa det eftertrykkeligste, at han ikke var en Discipel af Apostlene men var bleven oplært umiddelbart af Herren selv. Ogsaa Sproget er i mange Maader forskelligt fra Paulus' Græsk der er mere ydre Veltalenhed og Lethed i Stilen, end vi plejer at finde hos Paulus, der ikke lægger saa megen Vægt paa en velklingende Sprogform, blot Sagen kunde komme tydeligt frem. Hebræerbrevets Forfatter lægger derimod megen Vægt paa en smuk Form i Henseende til Sproget, medens han dog med Hensyn til Indholdets Dybde og Kraft staar noget tilbage for, hvad vi finder i Apostlen Paulus' Breve. Ogsaa mange andre Enkeltheder i Brevet taler imod Paulus som Forfatteren. Luther antog ham heller ikke for det, men satte ellers Hebræerbrevet højt og antog det for at være af en Aposteldiscipel. I Pavekirken blev det ved Kirkeforsamlingen i Trident (1546) uden videre fastslaaet, at Paulus skulde være Forfatteren, og efter Reformationen blev denne Antagelse ret almindelig ogsaa i den protestantiske Kirke, dog ikke uden at der stadig var Modsigelse derimod fra adskillige.

Som vi har set, taler Brevet selv imod Paulus som Forfatter men vidner tillige ved sit Indhold om, at Forfatteren maa have staaet Paulus nær. Man har gættet paa forskellige, baade paa Barnabas, Lukas, den før nævnte Klemens fra Rom, Silvanus (Silas), endelig ogsaa paa Apollos. I den gamle vesterlandske Kirke antog Tertullian Barnabas som Forfatter. Barnabas var jo Paulus' Ven og ledsagede ham paa hans første Missionsrejse (se Ap.G.13-14). Han var en Levit, vel kendt med Israels Gudsdyrkelse og med Menigheden i Jerusalem. Navnet Barnabas betyder egentlig "Formaningens" eller "Trøstens Søn" (se Ap.G.4,36). Dette kunde passe godt med, at. han i Hebræerne 13,22 kalder sit Brev for et Formaningens (Trøstens) Ord. Adskilligt tyder saaledes hen paa ham. Dog er der endnu mere, der peger hen paa Apollos, hvem vi i Ap. G.18, 24-28 og ligesaa i 1 Kor.3 og 4 hører omtalt som en meget veltalende Mand. Paa Apollos passer det godt, at han ikke var nogen umiddelbar Discipel af Herren men hørte til det andet Slægtled blandt de Kristne. Gennem Paulus' Venner, Ægteparret Akvilas og Priskilla, var han ført dybere ind i Kristendommen og var derved kommen i nær aandelig Forbindelse med Paulus selv. Han var en betydelig Mand som Ordets Forkynder og stammede fra Aleksandria i Ægypten (se Ap.G.18.24), hvorvel han var en Jøde af Fødsel. At der i Hebræerbrevet ved Omtalen af Skriftord fra det gamle Testamente bestandig bruges den i Ægypten foranstaltede græske Oversættelse af det gamle Testamente (Septuaginta), stemmer ogsaa godt med Apollos som Forfatter, saa at saare meget peger hen paa ham. Men hvem Forfatteren nu end monne være, saa viser Brevets Indhold, at det har været en af Guds Aand baaret Mand i nær Forbindelse med Apostelkredsen, hvorfor ogsaa Hebræerbrevet med Rette har sin Plads blandt det nye Testamentes hellige Skrifter.

Med Hensyn til Brevets Modtagere da har det fra ældgammel Tid været betegnet med Overskriften "til Hebræerne", hvorved der i det nye Testamente betegnes Jøder af ren israelistisk Byrd. Vi mærker heller ikke i Brevet mindste Hentydning til Hedningekristne, saa det har været en ublandet jødiskkristen Menighedskreds, dette Brev har været henvendt til. At det har været til alle Jødekristne, som enkelte mener, modbevises af Hentydninger, som Brevet indeholder til Læsernes særlige Forhold. Forfatteren stiller ogsaa i Kap.13,23 et snarligt Besøg hos Læserne i Udsigt. Der maa altsaa tænkes paa en bestemt afgrænset Kreds. Men hvor finder vi en saadan ren afgrænset Jødekristenmenighed uden hedningekristen Indblanding? Der kan kun være Tale om to Steder, enten i Palæstina, væsentlig i Jerusalem, eller i Ægypten, hvor der særlig i Aleksandria fandtes en større Koloni af Jøder, der tillige havde et Slags Tempel i Leontopolis, men de Forhold, som Brevet peger hen paa, er saa specielt hebræiske, og Brevets Indhold og Formaal har saa bestemt den jødiske Tempeltjeneste for Øje, at vi sikkert nok kan antage den gamle, hebræiske Menighed i Jerusalem og maaske de sig dertil knyttende Menigheder i Palæstina som Genstand for dette Brev.

Dermed gaar vi saa over til at betragte Brevets Foranledning og Formaal samt dets nærmere Indhold. Men for at vinde en ret Forstaaelse heraf maa vi se tilbage paa, hvorledes den hebræiske Kristenmenighed i Palæstina havde sin Ejendommelighed i, at den fra første Begyndelse af vedblev at overholde Moselovens Skikke og deltage i Gudstjenesten i Templet ved Siden af Deltagelse i den kristne Menigheds Gudstjeneste, der holdtes i Husene (se Ap.G.2,46). Ogsaa efter at den hebræiske Modermenighed i Anledning af Hedningen Kornelins' Omvendelse og Apostlen Paulus' store Virksomhed i Hedningeland var gaaet ind paa, at de Hedningekristne som saadanne ikke var bundne af Moselovens mange ydre Bestemmelser (se Ap. G. Kap. 10 og 11 samt 15), vedblev dog de Kristne i Palaestina med deres Forstander, Herrens Broder Jakob, i Spidsen, for deres Vedkommende at overholde Loven og dens Skikke (se Ap.G.21,20). Men Faren deri viste sig som en Fristelse for dem til at sætte Loven og den gammeltestamentlige Gudstjeneste som et Frelsesmiddel ved Siden af Jesus Kristus og hans Frelsergerning. Det er denne Fare, Hebræerbrevet er rettet imod, idet det er gennemtrængt af Formaninger til Læserne om at holde fast ved Kristus og hans Blods Naade som den eneste Vej til Frelse og af Advarsler imod at falde fra denne Naade. Og at disse Formaninger og Advarsler i høj Grad var paa deres Plads, viser ogsaa Kirkens Historie. Thi efter at Jerusalem var bleven ødelagt og Templet med Offertjenesten sunker i Grus, fremtraadte der et Parti blandt disse Hebræere, de saakaldte Ebioniter, der aabenlyst faldt fra den kristne Tro, idet de lærte, at Jesus Kristus ikke var Guds enbaarne Søn men blot et Menneske, omend en stor Profet, og Kristi Gerning bestod for dem kun i en Indskærpelse og Fuldkommelse af Moseloven.

Spirerne til dette Frafald maa have været til Stede i den gamle hebræiske Menighed, idet man satte den gamle Jødedom med den mere storartede Tempeltjeneste for højt og ikke vilde se, at den gamle Pagts Tid var forbi, og at det sande Israel havde faaet en Herlighed i Kristus, overfor hvilken den gamle Pagts Tjeneste kun var en Skygge, en Forberedelse. De mangehaande Trængsler, den hebræiske Menighed havde maattet lide af det vantro Israel, medens Kristi Herlighedsrige endnu stadig maatte forventes, havde ogsaa bidraget til at gøre dem sløve og slappe (se Kap.12). Alt dette havde svækket deres Frimodighed saaledes, at adskillige af dem ses helt at have holdt sig borte fra den kristne Menigheds Forsamlinger (se Kap. 10, 25) og formodentlig holdt sig til Tempeltjenesten alene.

For at afværge denne Fare, der saaledes truede den hebræiske Menighed, viser Hebræerbrevets Forfatter nu, hvorledes Aabenbaringen i Jesus Kristus saa langt overstraaler den gamle Pagts Aabenbaring. Han peger (Kap.1-2) paa Kristus som den ved Guds højre Haand siddende Konge, der er højt ophøjet over Englene, ved hvem den gamle Pagt blev betjent. Vistnok blev han en Tid dybt fornedret, men det skete, for at han kunde blive os Mennesker lig og som vor Ypperstepræst forsone os med Gud. Derfor bliver ogsaa Ringeagt overfor den ved Guds Søn forkyndte Frelse endnu langt strafværdigere end Ringeagt overfor den ved Engle betjente gamle Pagt.

I Kap.3-4 viser han, hvorledes Kristus ogsaa er saa langt ophøjet over Moses' den gamle Pagts Midler, som Husets Søn er det overfor Tjeneren i Huset, og atter knytter han dertil en indtrængende Formaning om ikke i Lighed med det gamle Israel at forhærde sig mod Kristus og derved gaa glip af Forjættelsen om Indgang til den sande Sabbatshvile, ligesom Israels Fædre ved deres Vantro gik glip af Forjættelsen. Dermed gaar Forfatteren over til Skildringen af Kristus som den sande Ypperstepræst, hvilket er Brevets Hovedtanke, hvorfor ogsaa Kristi Stilling som Ypperstepræst allerede er bleven paapeget i Slutningen baade af det 2. og det 4. Kapitel. I Kap. 5, 1-10 vises, hvorledes Kristus besidder de to Hovedegenskaber, som hver menneskelig Ypperstepræst maatte besidde, nemlig at kunne have Medfølelse med de vildfarende og at være kaldet til Embedet af Gud. Kristus er Ypperstepræst "efter Melkisedeks Vis" paa Guds Ords Grundlag (Sl.110).

For Forfatteren imidlertid gaar videre i Paavisningen af dette Kristi fuldkomne Præstedømme efter Melkisedeks Vis, retter han en alvorlig Formaning til Læserne med Hensyn til deres i Forhold til deres Alder som Kristne beklagelige Sløvhed til at fatte de aandelige Ting. Han paaviser den store Sjælefare, der ligger i saaledes at staa i Stampe ved Begyndelsesgrundene, men udtaler tillige sit Haab om, at Læserne i Henblik til Guds Trofasthed vilde skride fremad til Nidkærhed (Kap. 5, 11-6,20).

I Kap.7 skildrer han nu Kristus som Ypperstepræsten efter Melkisedeks Vis og viser, hvorledes dette hans Ypperstepræstedømme giver ham mangehaande Fortrin for de levitiske Præster, hvoraf følger det levitiske Præstedømmes saavel som Lovens Ufuldkommenhed i Henseende til at kunne føre til Frelse, medens Kristi Ypperstepræstedømme formaar fuldkomment at gøre dem salige, som kommer til ham.

Men ikke blot efter sin Person er Kristus langt ophøjet over de levitiske Præster, ogsaa den Helligdom, ved hvilken han udøver sin Præstegerning, er højt ophøjet over den gamle Pagts Helligdom (Kap.8). Kristi Helligdom er den himmelske, af hvilken den gamle Pagts Tempel kun var en svag Afbildning. Og den Pagt, hvis Midler han er i denne Helligdom, hviler paa bedre Forjættelser, idet allerede selve den gamle Pagts profetiske Ord betegner den nye Pagt som en Pagt af større aandelig Værdi og derved har erklæret den gamle Pagt for noget, der skulde forsvinde.

I Kap.9,1-10,18 vises, hvorledes Kristus, vor Ypperstepræst, har i denne sin Helligdom frembaaret sig selv som det fuldkomne Offer og derved tilvejebragt en eviggyldig Forløsning, hvad den gamle Pagts Offere ikke kunde bringe. De var kun Skyggebilleder af det sande Offer og kunde ikke borttage Synderne, hvad deres stadige Gentagelse viser. Ud derfra tilknytter Forfatteren (Kap.10,19-39) atter en inderlig Formaning om at holde fast ved denne Vej, som var indviet ved Kristi Blod og minder om den forfærdelige Dom, der rammer hver den, der træder denne Naade under Fødder. Tillige opmuntrer han dem til at holde ud med Frimodighed, ogsaa i Lidelserne, saaledes som de fordum havde lidt med Glæde, og henpeger til Krifti forestaaende Genkomst.

I Kap. 11 fremfører han for Læserne en lang Række Eksempler paa Troens Kraft og Heltemod fra den gamle Pagts Dage, og i Kap.12,1-13 viser han dem tillige hen til Frelseren selv med hans taalmodige Lidelse. Trængslerne skulde de tage af Guds Haand som en kærlig Fadertugt, der sigtede paa deres aandelige Vækst. Hertil knyttes (Kap.12,14-29) atter Formaninger til at stræbe fremad og ikke forsømme Maaden. De skulde huske paa, hvor langt rigere det Samfund med Gud og hans hellige, som de i den nye Pagt havde faaet Adgang til, var end det, Lovens Pagt kunde give. Men deraf fulgte ogsaa et større Ansvar. Saa sluttes der i Kap. 12 med forskellige enkelte Formaninger, der samler sig om dette "at gaa ud til Jesus udenfor Lejren. idet vi bærer hans Forsmædelse" (Kap.13,13). Derved sigtes til det Brud med det gamle Israel efter Kødet, som var uundgaaeligt nødvendigt for den nye Pagts Israel, fordi Timen til Dom over det genstridige Jødefolk nu var saa nær.

Af denne kortfattede Gengivelse af Hebræerbrevets Indhold ser vi det aandelige Slægtskab, der er mellem dette Brevs Forfatter og Apostlen Paulus. Grundtanken i de fleste af Paulus' Breve er stadig denne, at den gamle Pagt med sin Lov kun var "en Skygge af det, som skulde komme, men Legemet er Kristi" (Kol.2,17). Men medens Paulus paaviser dette ud fra Loven, begrunder Hebræerbrevets Forfatter det samme særligt ud fra den gamle Pagts Offertjeneste.

Med Hensyn til Tid og Sted for Brevets Affattelse fremgaar af selve Brevet, at Brevets Modtagere allerede hørte til det andet Slægtled af de Kristne (Kap.2,6), og at deres første Vejledere allerede var bortgangne ved Døden. I Kap.13,7 synes der ogsaa at være Hentydning til Martyrdød for Vejledernes Vedkommende; og da der heller ikke i Brevet hentydes til, at Herrens Broder Jakob endnu var i Live, maa dennes Martyrdød allerede have fundet Sted. Hebræerbrevet maa derfor være skrevet efter Aar 63, thi idet Aar blev Jakob, Herrens Broder, Martyr. Men da paa den anden Side Templet i Jerusalem endnu ses ikke at være ødelagt, maa det være skrevet før Jerusalems Ødelæggelse (Aar 70). Formodentlig er det ogsaa skrevet før det jødiske Oprør mod Romerne, ellers vilde der sikkert nok i Brevet have været Hentydninger dertil. Men af flere Ord i Brevet ser vi, at de Uroligheder, der gik forud for den jødiske Krig, allerede har været i Gang, thi Læsernes Stilling var trang, og større Lidelser antydes at forestaa dem (se Kap.12,4 og 13,7). Ogsaa Ordet i Kap.10,25: "I ser, at Dagen nærmer sig", tyder paa, at der allerede fandtes kendelige Tegn paa, at Kristi Komme til Dom over det vantro Jerusalem var nær. Vi kan da med temmelig stor Sikkerhed antage, at Hebræerbrevet maa være skrevet umiddelbart førend Udbruddet af den jødiske Krig, altsaa henved Aaret 66. Med Hensyn til Stedet, hvor det er bleven affattet, vides intet bestemt.

At Brevet ogsaa oprindeligt er skrevet paa Græsk og ikke paa hebraisk, skønt det er skrevet til Hebræerne, fremgaar af den smukke græske Form, der udelukker, at det kan være en Oversættelser. Men Græsk var saa almindelig kendt ogsaa i Jødeland, at et Brev paa dette SProg, ogsaa til Hebræerne, slet ikke behøver at overraske.