En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Brevet til Hebræerne

Kap. 1

Uden at begynde med den sædvanlige Hilsen gaar Forfatteren straks lige ind i det, der er Brevets Hovedpunkt, Sammenligningen mellem den gamle Pagt og den nye. Gennem Hebræerbrevets første tre Vers klinger den Grundtone, som gaar gennem hele Brevet.

Han begynder med (V.1) at vise Forskellen mellem den gamle og den nye Pagt i Guds Maade at aabenbare sig paa. Aabenbaringen i den gamle Pagt skete stykkevis, fordelt paa "mange Gange" og fremtrædende paa "mange Maader", snart gennem Syner og Drømme, snart gennem Engle, snart under Billeder og Symboler, til andre Tider ogsaa mere umiddelbart (se 4Mos.12,6-8 og 5Mos.34,10, hvor Herren siger, at han overfor Moses ikke talte i Syner og Drømme men "mundtlig", "Ansigt til Ansigt"). Saaledes havde Gud talt til "Fædrene ved Profeterne". Grundteksten har egentlig "i Profeterne", hvorved siges, at Gud tog Bolig i dem, idet han talte gennem dem. Ved Profeterne maa forstaas alle de hellige Mænd i den gamle Pagt, der modtog Aabenbaringer fra Gud. Allerede Abraham kaldes i 1. Mos. 20, 7 en Profet. Ordet ved Profeterne er altsaa Guds Tale til Mennesket men ogsaa Guds Tale ved Mennesket. Hele Skriften igennem møder vi Gud, møder det "gudindaandede" (inspirerede), men vi møder ogsaa de Menneskers Ejendommeligheder, hvilke Gud brugte som sine Redskaber.

Det var den samme Gud, der talte i den gamle Pagt som i den nye. Men den gamle Pagt betegnes klart som en Aabenbaring i Brudstykker, stykkevis Aabenbaring, der endnu ikke havde naaet sin Fuldkommelse. Den nye Pagts Højhed derimod i Sammenligning med den gamle viser sig deri, at Gud her taler til os i sin Søn. I ham taler Gud til os ikke stykkevis, men i den fuldkomne Aabenbaring. I ham møder vi Guds "Fylde". "Ved Slutningen af disse Dage" - (denne Tidsold) betegner den nytestamentlige Tid med Henblik paa Herrens Genkomst. Og nu udvikles (V.2-4) Sønnens over alle Profeter saa ophøjede Væsen, idet Forfatteren med faa mægtige Træk maler os et Billede af denne Guds Søn, baade i hans Tilværelse, før han blev Menneske, og i hans Frelsergerning her paa Jord, der endte med, at han vendte tilbage til Herligheden ved Faderens højre Haand, hvor han troner ogsaa over alle Engle.

Forfatteren samler den evige Søns Højhed først som i en Sum (V.2) i dette, at Gud "satte ham til en Arving af alle Ting", d.v.s. har givet Sønnen alle Ting i Hænde; derom vidnede Frelseren ogsaa i sit Køds Dage, saaledes i Matth.11,27: "Alle Ting er mig overgivne af min Fader", og Joh.3,35: "Faderen elsker Sønnen og har givet alle Ting i hans Haand". Dette udvikles nu ved, at der vises, hvorledes Sønnen baade i Skabelsen, Genløsningen og Fuldendelsen bestandig er Midleren mellem Faderen og Skabningen. Ved ham har Gud skabt Verden (egentlig alt det, der eksisterer i "Tiderne"), den samme Tanke møder vi hos Paulus i Kol. 1, 16 og i Johannes Evangeliets mægtige Begyndelsesord (Joh.1,3). I V. 3 skildres Sønnens Højhed ud fra hans Væsen som "Guds Herligheds Glans og Guds Væsens udtrykte Billede". I ham aabenbarer Faderens Væsen sig. "Den, som har set mig, har set Faderen", siger Herren (Joh.14,9). Som Kristus har aabenbaret sit Væsen, saaledes er den evige Fader fuld af Kærlighed og Hellighed. Udtrykket "Glans" eller Afglans bruges med Billedet af Solen for Øje. Vi kan og skal ikke udgrunde Forholdet mellem den evige Fader og hans evige Søn, men som Skriften bruger billedlige Betegnelser, kan vi ogsaa sige, at Forholdet er som mellem Solen og dens Glans. Glansen udgaar fra Solen og er dog samtidig med Solen, saaledes udgaar Sønnen fra Faderen i Evighed. Afglansen kan ikke være uden Solen, Solen ikke heller uden Afglansen, og dog er Solen noget for sig og dens Afglans noget for sig. Saaledes kan Sønnen ikke være uden Faderen og Faderen ikke uden Sønnen, og dog er de personligt forskellige hver for sig. Solen kan man ikke se uden dens Glans, saaledes kan ingen kende Faderen uden at kende Sønnen. Benævnelsen "hans Væsens udtrykte Billede" betegner nærmere dette, at Faderens Billede i Sønnen kommer tydeligt til Kende, ligesom Aftrykket af et Segl er et tydeligt Billede af selve Seglet og dog ikke det samme som Seglet.

Og naar der siges om Sønnen, at "han bærer alle Ting med sin Krafts Ord", siges derved, at ogsaa de skabte Tings Opholdelse og Bevarelse sker gennem Sønnen som Midler. Med andre Ord, Faderens Forhold til Verden er helt igennem formidlet ved Sønnen.

Disse to Ting, at Sønnen er Guds Glans eller Afglans og hans Væsens udtrykte Billede betegnes her som hørende til Sønnens bestandige, evige Væsen, og naar dette Udsagn om Sønnen knyttes til hans Gerning som Frelser til at rense os fra Synderne’ siges os herved, at Sønnen ogsaa i sin Fornedrelse ikke havde opgivet sit Guddomsvæsen eller sin Guddomsmagt. Men han brugte den i sin Fornedrelse særlig til at fuldkomme sin Frelsergerning, hvilken Gerning her betegnes ved, at han "gjorde Renselse fra Synderne".

Dette Træk i vor Frelsers Billede, at han tilvejebragte Renselse fra Synderne, hvori hele Frelserens Gerning i hans Jordeliv er samlet som i en Sum, tjener ikke mindst til hans Ophøjelse Fordi han fornedrede sig lige ned til Korsets Død, derfor har Gud højt ophøjet ham, derved er hans Navn blevet Navnet over alle Navne. Stedet her er i nøjeste aandelige Slægtskab med, hvad Apostlen Paulus skriver i Filip. 2, 6-11, og giver rige Bidrag til den rette Forstaaelse as hint Ord. Det viser os ogsaa, at Frelserens Selvfornedrelse (Kenosis) ikke bestod i en Aflæggelse af hans Guddoms-Væsen eller Guddoms-Magt, omend den medførte en Forandring i Brugen deraf.

Saa slutter V.3 med at skildre, hvorledes Guds evige Søn efter at have aabnet os Kilden mod al Synd og Urenhed (Sak.13, 1) atter vendte tilbage til sin Herlighed, idet han "satte sig ved Majestætens højre Haand i det høje". Men deraf fremgaar, at han er bleven ypperligere ogsaa end Englene, saa meget ypperligere, som det Navn (Sønnenavnet), han har arvet, er herligere end deres. Dermed skrider Forfatteren til at skildre Kristi Overhøjhed særlig med Henblik paa Englene, hvilken Udvikling strækker sig fra dette 4. Vers til Slutningen af det andet Kapitel. Englene var jo ogsaa virksomme i. den gamle Pagt. Men er Sønnen ypperligere end Englene, da ligger deri, at han ogsaa er ypperligere end alle den gamle Pagts ypperste Mennesker (Profeterne). Naar der staar, at han er bleven saa meget ypperligere end Englene, peger dette Udtryk "bleven" hen paa, at Sønnen i sin Fornedrelsesstand i visse Maader en liden Tid i ydre Herlighed stod under Englene men nu ved Faderens højre Haand igen troner over dem.

Gud har fra Evighed givet sin Søn os til Herre,
Stort er hans Navn, og højlovet det evigt skal være; Himmel og Jord
Hylde ham, lyde hans Ord,
Herren er han til Guds Ære

Det første Afsnit sluttede (V.4) med at pege hen paa, at Kristus som Sønnen havde arvet et saa meget herligere Navn end Englene. Dette stadfæstes nu ved Henblik til den 2den Salme og 2Sam.7,14. Begge disse Steder indeholder messianske Spaadomme oms den forjættede Konge af Davids Slægt, og begge Steder er Sønnenavnet nærmest en Betegnelse for den menneskeblevne Frelsers Ophøjelse til Sædet ved Faderens højre Haand som den evige Konge. Saaledes vidner ogsaa Paulus (se Ap.G.13,32-33) paa sin første Missionsrejse i Antiokia i Pisidien for Jøderne: "Gud - - - opvakte Jesus, som og skrevet er i den anden Salme: "du er min Søn, jeg har født dig i Dag". Der tænkes altsaa ikke saa meget paa Sønnens evige Udgang fra Faderen, hvilken Betydning dog ingenlunde er udelukket, som paa hans Ophøjelse ved Opstandelsen og Himmelfarten. Ganske vist kaldes ogsaa Englene paa sine Steder Guds Børn (se Job 38, 7), og troende Mennesker kaldes saaledes, men ingen, hverken af Engle eller Mennesker, er af Gud paa saadan højtidsfuld Maade bleven kalder "Søn" som den enbaarne Søn. Ogsaa naar det i Frelserens Køds Dage lød til ham baade ved Daaben og ved Forklarelsen paa Bjerget: "Denne er min Søn, den elskede", giver dette Ord Frelseren en enestaaende Stilling som Søn. Vantro Rationalister har ofte søgt at forklare Kristi Sønnestilling paa samme Vis, som troende Mennesker bliver kaldte Guds Børn; - men endog de vantro Jøder paa Herrens Tid forstod saare vel, at han ved at kalde sig selv Guds Søn betegnede en ganske særegen Stilling til den himmelske Fader. Til ingen Engel saa lidt som til noget Menneske har Gud paa den Maade sagt: du er min Søn. Ingen har han givet dette Navn paa denne enestaaende Maade.

Efter at have udviklet dette med Hensyn til Sønnens Navn, begrunder Forfatteren fremdeles ved Ord fra den gamle Pagt mere i Almindelighed, at Kristus "er bleven saa meget ypperligere end Englene", idet han først (V.6) henviser til, hvorledes der med Hensyn til det messianske Riges Herlighed allerede i den gamle Pagt var bleven forudsagt, at Englene skulde tilbede Sønnen. "Tilbeder ham, alle Guder", hedder det i Sl.97, 7. Ordet "alle Guder" er i den græske Oversættelse, som Hebræerbrevets Forfatter har brugt, blevet gengivet ved: "Alle Guds Engle", med Henblik til Englenes himmelske Væsen. I Salmeordet siges, hvorledes alt skal bøje sig og tilbede, naar Guds Doms Time kommer, saa at Englene ogsaa med Rette kan indbefsattes deri.

Ordene: "Naar han atter indfører den førstesødte i Verden" peger just hen paa den Stund, da Gud vil lade sin enbaarne Søn komme igen til Dom over Jorderige (se Ap. G.17,31). Naar Kristus her kaldes "den førstefødte", er det paa samme Maade som i Rom.8,29, hvor han kaldes "den førstefødte iblandt mange Brødre" med Henblik til os Mennesker, hvis Broder han er bleven, saa sandt vi ved ham er blevne Guds Børn.

Fra V.7-14 peger Forfatteren paa fire Skriftord, det ene angaaende Englene (V.7), de tre angaaende Herren, hvorved Englenes Stilling som Tjenere overfor Sønnens Stilling som den evige Konge betones. "Om Englene hedder det: Han gør sine Engle som Vinde og sine Tjenere til Ildslue", hvormed menes, at Guds Engle medvirker i Naturens mægtigste Kræfter for ogsaa derigennem at udrette Guds Ærinde, et skønt Ord, der viser os, at Naturkræfterne ikke gaar paa egen Haand men er i Guds Haand under Engles Ledelse.

Men medens Englene saaledes betegnes som Tjenere, peger de messianske Forjættelser hen paa Kristus som Konge og Gud, hvis Trone staar i Evighed. Dette vises først ud fra Sl.45, 7-8. Naar der i denne Salme staar: "Gud salvede dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre", tænkes der i Grundteksten ved "Medbrødre" nærmest paa alle andre Konger og Herskere. Kristus er "Herrers Herre og Kongers Konge" (Joh.Aa.b.17,14). Ogsaa Kristi troende er ved hans Naade gjorte til "Konger og Præster" (Ioh.Aab.1,6) og saaledes blevne hans Medbrødre. Dog tænkes her særligt paa Englemagterne, der jo ofte benævnes som "Troner, Herredømmer, Magter eller Myndigheder" (se Kol.1,16 og Ef.1,21). Men ogsaa over disse "Medbrødre" er Sønnens evige Trone højt ophøjet.

I V.10-12 fremhæves Ordet fra Sl.102,26-28 (efter den græske Oversættelse). I dette Salmeord tales der til Herren, Israels Gud. Men Faderen har jo givet alle Ting i Sønnens Haand. saa hvad der siges om Guds Magt paa dette Sted, gælder ogsaa Sønnen, ved hvem alle Ting er skabte, og som bærer alle Ting ved sit Kraftes Ord ,(V.2-3). Det er Sønnens Evighed og Uforanderlighed i Modsætning til de skabte Ting, dette Ord fremhæver.

Og endelig nævnes Ordet fra Sl. 110. Til ingen Engel lød det nogensinde, hvad der her af Gud Herren siges til Davids Herre. den forjættede Messias. Kun til Sønnen har det lydt: "Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg lægger dine Fjender som en Skammel for dine Fødder".

Saa slutter Forfatteren dette Skriftbevis med som Summen af det hele at understrege, hvorledes Englene i Skriften bestandig kun, trods deres himmelske højhed, betegnes som "tjenende Aander, der udsendes til Hjælp (rettere til Tjeneste) for deres Skyld, som skal arve Frelse". Grundteksten har "som udsendes" for at betegne det som noget, der bestandig sker ogsaa den Dag i Dag, som Englenes stadige Gerning. Naar der her (V. 14) tales om Englene som tjenende Aander, ses deres Tjeneste i Forhold til Gud. Der siges ikke, at de er Menneskenes Tjenere, uden for saa vidt som de udsendes dertil i Guds Tjeneste. Paa samme Maade taler Paulus i 1 Kor.3,21-23 og Kap.4,1 om sig selv og fine Medhjælpere som Tjenere. I Kristi Tjeneste var de Menneskenes Tjenere. Saaledes ogsaa Englene. Til Gudsbarnet lyder det: "Han skal befale sine Engle om dig at bevare dig paa alle dine Veje" (Sl.91,11). Herrens hellige hjælpes af Englenes Lyshære, har Englevagt om sig. Men hvor herlig end Englenes Tjeneste er, er den dog ikke Kristi Gerning. Ham tilbeder alle Englene som Guds eenbaarne Søn.

Og naar vor Lovsang altid ny
Fra Jord sig svinger let i Sky
Med glade Juletoner,
Vort fattige Halleluja
Med salig Fryd istemmes da
Af Engles Millioner.