Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Brevet til Hebræerne

Kap. 2

Læs: Kapite1 2, 1-4.
496. Indtrængende Formaning til ikke at ringeagte men fastholde den Frelse, der er kommen til os ved Herren.

I Kap.1 var Sønnens Ophøjethed over Englene bleven paapeget, men naar da "det Ord, som taltes ved Engle (Lovens Pagt), blev urokket, og hver Overtrædelse og Ulydighed fik velforskyldt Løn", hvor meget mere bør vi da ikke holde fast ved det, vi har hørt gennem Sønnen, og hvor meget mere strafværdig bliver ikke Ringeagt for den store Frelse, der er kommen til os fra Gud i denne hans fuldkomne Aabenbarelse gennem Sønnen (V. 1-4).

Den tidligere Sammenstilling mellem Sønnen og Englene afbrydes her af en inderlig Formaning. Ogsaa i dette Brevs senere forskellige Udviklinger af Forholdet mellem den gamle og den nye Pagt bryder med visse Mellemrum Formaningen frem. Der var Fare paa Færde blandt de hebraeiske Kristne. De var ved at falde hen i Ringeagt overfor den nye Pagt, hvor Herligheden var af mere aandelig Art, medens de saa hen til den gamle Pagts udvortes set mere storslaaede Aabenbaringsformer, Lovgivningen paa Sinai under Engles Formidling og hele den prægtige Tempeltjeneste. De var ved at komme i Drift bort fra Kriftus, og dette brændte Hebræerbrevets Forfatter paa Hjertet. Hvor vilde han ikke gerne holde dem fast ved Kristi Frelses sikre Havn, vise dem Kristi usigelige Herlighed. "Derfor , siger han (V.1), bør det os des mere at holde fast, just fordi den, vi har hørt Ordet igennem, er Guds evige Søn. Og han føjer til med vemodsfuld Alvor: "at vi ikke skal rives bort".

Det græske Ord for "bortrives" betyder egentlig "blive drevet forbi af Strømmen". Det er, som Forfatteren for sit Øje ser den evige Frelses velsignede Havn, men han ser ogsaa en Strømning blandt de hebræiske Kristne, der truede med at føre dem bort fra Jesus Kristus og Frelsen i ham, saa de ikke naaede ind i Havnen. Hvilken Alvor i dette Ord for os! Livets store Hav er fuldt af Strømme, der bestandig vil føre os forbi Indløbet til Frelsens Havn. Der er de gamle Sædvaners og selskabelige Forbindelsers samt kødelige Familieforholds Strømgang. Det var navnlig den, der havde faaet fat i disse hebræiske Kristne for igen at drive dem ud i Jødsedommen. Der er fremdeles Strømgangen i vor egen onde Natur, der altid vil se mere paa det timelige og synlige end paa det evige og usynlige. Det gaar desværre saa let at drive med Strømmen, at komme i Drift, bort fra Himmelstranden. Hver prøve sig selv!

Og Forfatteren advarer. I vore Dage siges det saa ofte, at man ikke maa skræmme Mennesker ved at pege hen paa Fortabelsen. Men Guds Ord er af en anden Mening. Med den store Naade følger ogsaa det store Ansvar. Forfatteren henviser Læserne til at komme i Hu, hvorledes Lovens gamle Pagt aldrig ustraffet blev overtraadt. Og dens Ord blev jo dog kun "talt ved Engle". Ganske vist staar der ikke i 2. Mosebog, hvor der fortælles om Lovgivningen paa Sinai, noget om, at Engle var med, omend det antydes ved Basunklangen (2 Mos.19,16), men i 5Mos.33,2 tales der om, at Herren, da han aabenbarede sig paa Sinai, "kom fra de hellige Titusinder", hvormed sikkert menes Englene. Det samme peges der hen paa i Sl.68,18. Og Erindringen derom levede i Jødefolket, hvorfor ogsaa Stefanus i sin Tale til Raadet (Ap.G.7,53) siger: "I, som modtog Loven under Engles Besørgelse", og Apostlen Paulns siger i Gal.3,19, at Loven blev "besørget af Engle". Men Sønnen er større end Englene. (OJ) der nye Pagt var jo kommen til dem "stadfæstet af dem, som havde hørt ham" (Herren). Af dette Ord ser vi, at Apostlen taler til Kristne, der allerede hørte til det andet Slægtled efter Kristus, og da han siger "os" (V.3), regner han altsaa sig selv med blandt dem, der ikke umiddelbart havde hørt Herren. Paulus kan altsaa, som vi har set det i Brevets Indledning, ikke have været Brevets Forfatter, thi han hævdet jo bestandig at have faaet Ordet umiddelbart fra Herren (se Gal.1 og 1 Kor.9).

Og denne nye Pagt var jo ikke blot stadfæstet for dem af dem, der havde hørt Herren, men Gud selv havde jo desuden vidnet med disse sine Vidner baade ved Tegn og Undere og mangehaande Aabenbarelser af sin Kraft, ogsaa ved at meddele sin Helligaand efter sin Villie (de forskellige Aandens Gaver).

Dersom da den gamle Pagt aldrig ustraffet kunde overtrædes, hvor meget mere da denne nye Pagt!

"Hvorledes skal da vi undfly, naar vi ikke bryder os om saa stor en Frelse?"" Ja, det er et Spørgsmaal, som ikke kan besvares, thi der er ingen Udvej udenfor Jesus; foragtes denne dyrt købte Frelse, da er Undergangen vis. Og husk, at dette "ikke at bryde os om" Frelsen i Kristus i Længden bliver det samme som at foragte den. Den, der bliver ved i Ligegylghed, er en Foragter lige saa vel som den, der aabent trodser imod.

Saa lad os holde fast ved Ordet fra Guds Søn, "at vi ikke skal rives bort". Vil vi holde fast, da holder han fast, og da formaar ingen Storm, ingen Strøm at rive os ud af hans Haand.""

Med al din Nød dig i hans Arme kast,
Han holder fast, han holder fast!

Læs: Kapitel 2, 5-9.
497. Henvisning til, at det er Kristus, der ved sin Død for alle har banet os Vej til den Herlighed, hvortil Skaberen havde bestemt Menneskene.

Efter Formaningen idet foregaaende vender Forfatteren tilbage til videre Udvikling af Kristi uforlignelige Fortrin fremfor Englene samt paaviser Nødvendigheden af Kristi Død.

"Den kommende Verden", om hvilken dette Brev taler (V. 5), idet det afmaler os den i Kristus vundne Herlighed, betegner den kommende nye Jord, hvor Guds kærlige Skabe tanke med Menneskene, der ikke naaedes paa denne Jord paa Grund af Synden, skal være fuldt ud virkeliggjort. Men det er ikke Englene, denne kommende Verden af Gud i Ordet siges at være underlagt, men Jesus, den menneskeblevne Guds Søn: kun i ham naar Mennesket den "Herlighed og Ære", som af Gud oprindelig var tiltænkt det. Ikke gennem Engles Vælde men gennem Sønnens Død banedes Vejen for Mennesket til at naa sit oprindelige Maal.

For Jøderne var det en bestandig Anstødssten for Troen paa Jesus som Messias, at han var et Menneske som vi, at han aabenbarede sig som den fornedrede, lidende, døende Mand. Og vi forstaar, at ogsaa de hebræiske Kristne fristedes af Djævelen til Ringeagt overfor denne Frelserskikkelse. Derfor viser Hebræerbrevets Forfatter dem nu Nødvendigheden af Jesu Fornedrelse og Død, som den eneste Vej, ad hvilken vi kan naa til den os i Skriften af Gud satte herlige Bestemmelse. Han gaar ud fra Ordet i den ottende Salme, hvor Salmisten opkaster Spørgsmaalet: "Hvad er et Menneske, at du kommer ham i Hu, eller en Menneskesøn, at du ser til ham (agter paa ham)"? I tilbedende Undren betragter han den høje Stilling, hvortil Gud oprindeligt havde skabt Mennesket; kun "en kort Tid gjorde du ham ringere end Englene" (egentlig efter den hebraiske Grundtekst "end Gud", se Bibelforklaringen til Sl. 8), du "kronede ham med Herlighed og Ære" og satte ham til Skabningens Herre og Konge.

Mennesket, som Gud skabte det, skildres os her i sin gudbilledlige Herlighed (V.6-8) ud fra Sl.8, hvis Forfatter her ikke nævnes med Navn ("en har vidnet etsteds"), just fordi Salmen forudsættes almindelig bekendt som værende af Kong David. Hvilken Forskel paa Guds "Ord, om hvad Mennesket er, og saa paa det kødelige Menneskes Tanker derom. Afgudsdyrkeren tænker, at Mennesket staar under Fuglene, Dyrene og Krybet og kaster sig i Støvet for dem. Fritænkeren regner Mennesket for at være et Produkt af Naturkræfter eller mener, at Mennesket nedstammer fra Aberne, gor det til eet med Dyrene. Hvor høj og herlig er ikke i Modsætning dertil denne Skildring af Mennesket! Gud kommer os i Hu mere end en Moder sit Barn, han besøger Menneskenes Børn paa mangfoldig Maader, han har sat Solen til at lyse for Mennesket og arbejde for ham, Naturkræfterne til at være hans Tjenere; alle skabte Ting er til for Menneskets Skyld.

Efter at Hebræerbrevets Forfatter med Kong Davids Ord har set hen paa Menneskets oprindelige Herlighed, lyder det vemodige Ord: "Nu ser vi imidlertid endnu ikke alle Ting underlagt ham" V.8). Gennem disse Ord træder et andet Billede af Mennesket frem. Det er Mennesket, som Synden har gjort ham. Skaberens oprindelige Bestemmelse er endnu ikke bleven virkeliggjort. Menneskets Krone er rullet i Støvet, hans "Herlighed og Ære" bleven plettet ved Synden. Naturen gør Modstand, "i sit Ansigts Sved" maa han nu "æde sit Brød". Dyrene maa tæmmes, ellers vil de ikke tjene ham, ogsaa de tæmmede Dyr byder ham stundom Trods. Menneskesjælen var oprindelig "dertil født og baaren i Gud at vorde skøn og rig", men "er nu ganske jordisk bleven og intet mere ret forstaar, ved ej, hvorhen den er fordreven, og vild i denne Verden gaar" den kan sig ej til Gud opsvinge, men elsker det, som er saa ringe".

Men atter vender Hebræerbrevets Forfatter sit Blik bort fra det faldne Menneske og hen til Jesus. "Men ham, som en kort Tid var bleven gjort ringere end Engle (nemlig i hans Fornedrelsesstand som Menneske her paa Jord), Jesus, ser vi paa Grund af Dødens Lidelse kronet med Herlighed og Ære, for at han ved Guds Naade maa have smagt Døden for alle" (V.9).

Der straaler Haabet frem for os faldne Mennesker; i Jesus er Menneskenaturen bleven løftet op til den "Herlighed og Ære" der oprindeligt var bestemt for den. Men denne Herlighed blev just vundet gennem Lidelse. Det var Guds Naades Øjemed med Kristi Død som med hans Herliggørelse, at hans Død kunde blive til Frelse for alle. Kristus fornedrede sig selv til at blive Mennesker lig, han blev et lidet ringere end Englene, "for at han kunde smage Døden for alle". I Grundteksten staar der egentlig "for enhver", og deri betegnes Frelserens Kæmlighed til hvert enkelt Medlem af Menneskeverdenen, denne Herlighed "stærk som Døden". Hvert enkelt Menneske har Lov at sige: "Han døde for mig". Udtrykket "smage Døden" peger hen paa Kristi Døds Bitterhed. Og at han døde "ved Guds Naade" peger ind i Faderhjertets Kærlighed, der elskede denne Menneskeverden saa, at han gav sin Søn den eenbaarne.

Men derfor har Gud ophøjet ham (Filip.2,9). Den Herlighed, Kristus havde hos Faderen fra Evighed, den vandt han ligesom paa ny ogsaa for sin Menneskenatur gennem sin Lidelsesgang. I ham har Menneskenaturen vundet sin tabte Krone tilbage, og alle hans troende skal ogsaa engang krones med Ære og Hæder. Ved Kristi Død er Porten bleven oplukket til det tabte Paradis. Det er Herlighedsglansen i vor Frelsers Fornedrelse: Vilde dog de hebræiske Kristne, ja, vilde alle Syndere paa Jord oplukke Hjertet for denne Herlighed, for Golgathas Straaleglans!·Da er Korsets Forargelse borte.

Der er en Port, som aaben staar,
Ad den som Morgenrøde
En Straaleglans fra Korset gaar,
Hvorpaa vor Frelser døde.
O Dyb af Naade, underlig,
Den Port blev lukket op for mig,
For mig, for mig,
blev lukket op for mig!

Læs: Kapitel 2,, 10-18.
498. Gennem Lidelse tik Herlighed. Befrielse fra Dødens Frygt ved vor barmhjertige Ypperstepræst, vor store Broder.

I Slutningen af foregaaende Afsnit pegedes der hen paa Jesu Ophøjelse just som Følge af, at han gik Lidelsens Vej og efter Guds naadige Villie smagte Døden for hver en Synder. Men just fordi Tanken om den lidende og døende Messias bestandig var en Forargelse for Jøderne, noget som de hebraeiske Kristne bestandig maatte høre spottet af deres Frænder efter Kødet, dvæler Hebræerbrevets Forfatter nu nærmere ved, hvorfor Vejen maatte gaa gennem Lidelse, for at Kristus skulde kunne blive en Frelser for de faldne og fangne Menneskebørn.

I V.10 skuer vi dybt ind i Guds Faderhjerte. Han, den store Gud, for hvis Skyld og ved hvem alle Ting er, han, der er alle Tings Ophav og dybeste Kilde, "han førte mange Sønner til Herlighed". Guds Frelsestanker sigter ikke blot paa en lille Del af Menneskeheden men paa de mange Børn. Naar engang alle de frelste samles, skal der blive "en stor Skare, som ingen kunde tælle" (Joh.Aab.7,9), men den himmelske Fader fandt i sin Visdom ingen anden Vej til Frelse for de mange Børn end gennem en lidende Frelser. "Det sømmede sig for ham at fuldkomne deres Frelses Ophavsmand igennem Lidelser"; "at fuldkomne" betegner Frelserens Lidelses Gang, ikke blot som den, der endte med, at han hengav sig i Døden for os, men tillige som en hellig Skole, hvori han "fuldkommedes"; dygtiggjordes til Gerningen at hjælpe de mange Børn til Herlighed. Vi finder en lignende Betegnelse i Kap.5,8: "Endskønt han var Søn, lærte han dog Lydighed af det, han led". Det var jo ikke i Henseende til sit indre Væsen, vor Frelser havde noget at lære og "fuldkommes" i, men med Hensyn til Gerningen; just ved at han selv led og øvedes i Lydighed under Fristelsernes Anløb, er han bleven den barmhjertige og trofaste Ypperstepræst, der kan forstaa de mange Børns Kamp og Trængsel. Saaledes blev han igennem Lidelser fuldkommet til sin Frelsergerning. Skriften taler ofte om, at der "burde" Kristus at lide dette. Hver Smerte, hver Taare, hvert Saar - alt var nødvendigt, for at han fuldt ud kunde være skikket til at være de fortabtes Frelser og Hjælper.

I det smaa skal Jesu Venner følge ham efter ogsaa i dette. Ogsaa for os gaar Vejen gennem Lidelse til Herlighed. Men Gud sender os Lidelsen ofte ogsaa i det Formaal at fuldkomme os til i Frelserens Efterfølgelse at blive mere skikkede til at være til Velsignelfe for andre lidende. De, der er prøvede i Lidelsens Skole, kan bedst forstaa andre lidende. Derfor skal vi ikke fare op eller knurre, naar Lidelsen kommer, men se at faa ud af den alt, hvad vi kan, baade for os selv, thi vi trænger ogsaa selv bestandig til at blive hjulpet fremad ved Lidelsens Ballast, og for vor Tjeneste overfor andre.

Fra. V.11-13 udvikles nærmere det Broderforhold, der er bleven mellem "de mange Børn" og Guds eenbaarne Søn. Baade "den, som helliger", nemlig Kristus, og "de, som helliges", hans troende, "er alle af een", nemlig af den evige Fader. Kristus "skammer sig ikke ved at kalde os Brødre", et underligt stort.Ord, der nok maa bøje os ned i dyb Tilbedelse. Ja, det er sandt, at Jesus er vor Broder. Det var allerede forudsagt i de messianske Forjættelser i den gamle Pagt (V.12-13). Først tages et Ord fra Sl.22, Salmen om vor Frelsers Lidelse men ogsaa om hans Ophøjelse, hvorledes hans Klagesang skulde ende med Lovsang, naar han havde fuldendt Værket for sine faldne Brødre; midt i sin Menighed vilde han prise Guds Navn. Derefter tages et Ord fra Profeten Esajas 8,17—18, hvor Profeten siger: "Jeg vil bie efter Herren - jeg vil forvente ham" ("forlade mig paa ham"), og saa føjer til: "Se, her er jeg og de Børn, som Gud har givet mig". Alt iden gamle Pagt er forbilledligt, ogsaa Profeten selv staar her som et helligt Forbillede paa Kristus, og Børnene, han stod med, bliver da et Forbillede paa de Børn, Kristus staar iblandt, de Børn, hvis Blod og Kød han iførte sig for at blive sine Brødre lig i alle Ting."

Dette sidste, Nødvendigheden af, at han maatte iføre sig Blod og Kød og blive Menneske som vi, begrundes nu (V.14-15) ved Henvisning til, at kun saaledes kunde han befri os, Dødens Børn, fra Trældommen under Dødsfyrstens Vælde. For at kunne det maatte han selv lide Døden. Han dødede Døden for os ved selv at lide Døden. Djævelen stod som den store Fangevogter med "Dødens Vælde" og havde indespærret alle Syndere i Dødens Fangebur. Dødens Vælde har Djævelen. for saa vidt han ved at bringe Synden ind i Menneskehjertet ogsaa har bragt Døden ind som Syndens Sold. Og hvor sandt, at Dødens Frygt (V.15) har lagt sig som en Lænke over den faldne Menneskeslægts Jordeliv. Der er en umiddelbar Frygt for Døden, som ogsaa mærkes hos Dyrene; den mærker ogsaa vi Mennesker i vor legemlige Natur. Men Mennesket kender tillige en anden Dødsfrygt. Gennem Hedningeverdenen gaar det dybe Spørgsmaal: "Hvor bærer det hen gennem Døden?" Man skal forlade Jord, Hjem og Familie; ikke i Flok, men en for en gaar vi gennem Dødens Port. Og sjældent sover Samvittigheden saa dybt, at Synderen ikke ogsaa kender Frygten for det kommende Regnskab. Men Kristus har ved sit Blod knust hans Hoved, der havde Dødens Vælde. I Kristus kan Dødsfrygten overvindes, just fordi han selv gik igennem Døden og besejrede Døden. Fra den opstandne og himmelfarne Herre lyder Sejrsraabet: "Jeg var død, og se, jeg er levende i Evighedernes Evighed." "Og jeg har Dødens og Dødsrigets Nøgler" (Joh.Aab.1,18). Derfor kan vi synge: "Som Dug paa slagne Enge, saa falder Livets Ord paa Kristnes Sottesenge, i Sky da Haabet gror; og Trøsten over Døden, deraf er Førstegrøden, forsvundet er derved al Dødens Bitterhed". Den, hvem Himlen har smilet til, kan nu selv smile ad Døden.

Men han kunde ikke dø for os, uden at han blev Menneske. "Vi dør" fordi vi er fødte, Kritstus blev født for at han skulde dø.

I V.16 begrundes dette, at Kristus maatte blive Menneskenes Søn, blive delagtig i vort Kød og Blod, ved Henvisning til, at det jo ikke var Englene, disse Aandevæsener, han kom for at tage sig af, men Abrahams Sæd, Menneskebørn. Naar Menneskeheden her nævnes ved dette Navn, Abrahams Sæd, har det maaske sin nærmeste Grund i, at Brevet særlig henvender sig til hebræiske Kristne. Men Abrahams Sæd indbefatter jo alle de troende, ogsaa dem af Hedningerod, som Paulus skriver i Brevet til Galaterne: "Er I Kristi, da er I jo Abrahams Sæd og Arvinger efter Forjættelsen".

Ordets "Det er jo dog ikke Englene, han tager sig af", betegner intet nedsættende for de hellige Engle, siger blot dette, at for deres Skyld behøvede Kristus ikke at fornedres og lide i Kød og Blod, thi disse himmelske Aander havde jo bevaret deres oprindelige Herlighed. Og de faldne Engle kender Skriften ingen Frelse for. Men oftere møder vi i Skriften den Tanke. at Menneskeslægten, ved at Guds evige Søn blev Menneske for vor Skyld, derved er kommen i et endnu nærmere Forhold til Kristus end Englene.

I V.17-18 slutter denne Udvikling af Lidelsens Vej som nødvendig for vor Saliggørelses Stifter, Anføreren for den frelste Menneskeslægt, ved Henvisning til, at ikke blot vore Synders Forsoning krævede hans Lidelse, men at dermed ogsaa var forbundet det Hensyn, at Frelseren dermed skulde dannes ("fuldkommes", se V.10) til at "blive en barmhjertig: og trofast Ypperstepræst overfor Gud til at sone Folkets Synder". Det forbarmende Sind, der kan have fuld Medfølelse for sine Brødres Lidelser og Fristelser, vandt vor Frelser just ved selv at gaa gennem Lidelse og Fristelse. "Derfor maatte han blive sine Brødre lig i alle Ting". "Lig" staar der. Skriften bruger altid dette Ord om Ligheden (se Rom.8,3: "I syndigt Køds Lighed") for at udtrykke den Forskel mellem vor Frelsers Menneskehed og vort Menneskevæsen, at han var det syndfri Menneske (se Heb.4,15: "Dog uden Synd"). Men som Menneske kunde han fristes, og han blev atter og atter fristet til at opgive sin Lidelsesvej, men Fristelsen blev bestandig magtesløs overfor vor hellige Frelser. Hos ham kan vi finde forstaaende Hjælp til Sejr i alle vore Fristelser.

Her i V.17 møder vi for første Gang Tanken udtalt om Kristus som vor Ypperstepræst, Grundtanken i dette Hebræerbrev. I den faldne Menneskeslægt viser der sig bestandig en Trang til at have en Præst, en, der paa andres Vegne kan træde frem for Gud. Hedningerne har ogsaa deres Præsteskab, der tjener ved Afgudsaltrene, thi Hedningerne kender ikke den levende Gud. Men de frygter for den usynlige Aandeverden, derfor har de Præster, der skal være Mellemmænd mellem dem og det usynlige. Men først i Kristus er Præstedømmets Væsen blevet fuldkommet. Ogsaa den gamle Pagts Præstedømme var dog kun Forbilledet. Han, vor himmelske Broder, er vor Vej til Gud, og han er Guds Vej til os. Han sonede Folkets Synder for Guds Aasyn, og han bringer Guds trofaste Barmhjertighed til alle dem, der sukker under Fristelsens Anlob.

Er det sandt, at Jesus er min Broder?
Er det sandt, mig Arven hører til?
Skal jeg nyde Faderhusets Goder?
O, saa bort med, hvad mig ængste vil!

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media