Guldgruben
En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen
Ottende bind:
Brevet til Hebræerne
Kap. 3
Læs: Kapite1 3, 1-6.
499. Kristus større end Moses.
Hebræerbrevets Forfatter afsluttede i foregaaende Kapitel sin Betragtning af Kristi Ophøjethed over Englene efter at have vist at det, at han en Stund var bleven et lidet forringet under Englene i ydre Henseende ved at iføre sig menneskeligt Kød og Blod, havde sin Grund i, at han som vor barmhjertige Ypperstepræst vilde lide Døden for alle. Nu i dette Afsnit viser han Kristi Ophøjethed ogsaa over den menneskelige Midler i den gamle Pagt, Moses, og ud derfra fremkommer han paa ny med en indtrængende Formaning om Bestandighed indtil Enden.
"Derfor" (V.1), just fordi vi har en saadan ophøjet Herre, gælder det om, at vi ret ser vort Blik paa ham, retter hen til", hvad han er, hvad vi har i ham. Hvilket skønt Navn nævnes ikke her de troende med: "Hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse". Her har vi Navnet "hellig" brugt i Tiltale ("I hellige"), hvilket altsaa ogsaa er bibelsk. I Almindelighed tales der jo om de hellige; dog finder vi i Filip.4,21 ogsaa Betegnelsen: "hver hellig". "Den himmelske Kaldelse" (V.2) betegner vort Kristenkald som sigtende paa de himmelske Goder og tillige som udgaaende fra Himlen.
Vor Frelser benævnes her "vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst". Vor Frelser er udgaaet fra Faderen (Joh.16,28) og har bragt os Ordet fra Gud. Dog ikke blot Ordet, han er ikke blot vor "Udsending" men ogsaa vor "Ypperstepræst", har ogsaa ved sit Blods Offer skaffet os Naade hos Gud ved at blive en Forsoning for vore Synder. Det er med Rette bleven sagt, at disse to Navne, "Udsending" og "Ypperstepræst, betegner Kristus baade som den, der fører Guds Sag hos os, og den, der fører vor Sag hos Gud. Paa Kristus som vor Apostel og Ypperstepræst hviler da "vor Bekendelse", d.v.s. vor kristne Tro.
Dermed skrider Forfatteren til at drage Sammenligningen mellem Kristus Jesus, den nye Pagts Midler, og Moses' den gamle Pagts Midler. Først (V.2) viser han Lighedspunktet mellem disse to Midlere. Begge var de "tro overfor ham", som "beskikkede dem" til det, de var. I 4Mos.12,7 siger Gud om sin Tjener Moses: "Han er tro i mit ganske Hus".
Men nu vises (V.8), hvor meget større Herlighed, der ligger over Kristus end over Moses, thi Moses var kun et Led af Huset, men Kristus har selv beredt Huset, bygget og ordnet det. og deri ligger, at han har guddommelig Herlighed, thi "den, som har indrettet alt er Gud". Ligesom intet Hus bliver til af sig selv men beredes af nogen, saaledes ogsaa med Guds Hus. Gud har beredt det, men ved sin eenbaarne Søn. Derfor er Sønnen som den, der har beredt Huset, større end selve Huset, af hvilket Moses som sagt kun var et Led.
Guds Hus ("hele hans Hus", V.5) betegner her Guds Menighed baade under den gamle og den nye Pagt. Det er eet Hus: thi Kristus var Klippen, hvorpaa den gamle Pagt hvilede (1Kor.10,4), lige saa fuldt som han er "Grundvolden" (1 Kor. 3) for den nye Pagt.
I V.-6 vises endnu et Punkt til Belysning as Kristi Ophøjethed over Moses. Ikke blot har han beredt det Hus, hvoraf Moses kun var et Medlem, omend et saare velsignet Medlem, men Moses var kun Tjeneren ligesom Englene, Kristus er Sønnen over Huset. Mose Vidnesbyrd var trofast; hvad Gud havde paalagt ham at vidne, det bar han frem, ogsaa det, der sigtede paa de kommende Dage, paa Guds Søns Vidnesbyrd. Men den nye Pagts Menighed har mere end den gamle Pagts Børn, saa sandt som Sønnens Vidnesbyrd er større end Tjenerens. Dog de hebræiske Kristne var ved at foretrække Tjenerens Vidnesbyrd for Sønnens, hans Vidnesbyrd, der kun var som en Sten i Huset, for selve Bygmesterens Vidnesbyrd. Derfor føjer vort Brevs Forfatter ogsaa til i alvorlig Advarsel: "Hans Hus er vi, saafremt vi fastholder Haabets Frimodighed og Ros urokket indtil Enden". Der ligger en dyb Alvor i denne Tilsøjelse, thi der siges jo her, ligesom i V.14, at kun de er de sande Medlemmer af Herrens Hus, hvis Tro holder ud indtil Enden. Guds Øje ser ud over hele vort Løb, og han kender kun dem for sine, der ikke bliver liggende paa Halvvejen men fuldkommer Løbet. Derfor siger Herren ogsaa i Matth. 7,23 til de fortabte, ogsaa til dem, der en Tid profeterede ved hans Navn: "Jeg kendte eder aldrig". Den Tro, der holder fast indtil Enden, det alene er den frelsende Tro.
Og lad os lægge Mærke til, at denne frelsende Tros Væsen her betegnes som at holde fast ved Haabets Frimodighed og Ros. Vort Kristenhaab maa i os virke Frimodighed, og dette Haab er vor Ros, det eneste, vi har at rose os af. Troens Hjerteblad er da just dette ikke at kaste Frimodigheden bort men leve i Haab selv imod Haab. Se Abrahams Eksempel (Rom.4,18): "Han troede imod Haab med Haab". Naar dette indskærpes saa meget, ligger det i, at Kristenlivet saa ofte bringer os ind i Forhold, hvor Guds Magt og Naade ligesom ikke er til at se udvortes talt, men i saadanne trange Tider, der langsomt skrider, skal det just kendes, om vor Tro er ægte, om det i Guds Forjættelser grundfæstede Haab er blevet et Liv i os, der holder Frimodigheden oppe og ikke fordunkler den Herlighed for os, hvilken Gud gav os af Naade som vor Ros.
Slipper man Frimodighedem da visner dermed Troen paa den levende Gud. Derfor er Modløshed og Forsagthed, Knur og Tvivl saa stor en Fare. Gud give os indtil Enden at holde fast ved det lille trosfrejdige "dog", som vi møder saa ofte hos Herrens Vidner, saaledes hos Jer.14,7: "Vidner end vore Misgerninger imod os, Herre, da gør det dog for dit Navns Skyld". Og den samme Tone møder os i Sl.68,20: "Lovet være Herren fra Dag til Dag, lægger han os en Byrde paa, saa er Gud dog vor Frelse". Ja, "salige er de, som ikke har set og dog troet" (Joh. 20, 29).
Haab imod Haab, det vort Løsen skal være,
Verdens og Tidernes gunst til Trods,
Korset det tungeste selv vil vi bære
stille, som Kristus bar Korset for os.
Læs: Kapitel 3, 7-19.
500. En Advarsel imod at ligne de genstridige Fædre, der paa Grund af deres Vantro maatte dø i Ørkenen og gik glip af den Hvile, Gud havde bestemt for dem.
Allerede i foregaaende Afsnit mødte vi den dybe Advarsels tone (se V.6), og det er denne, der nu toner ogsaa igennem dette Afsnit under Henvisning til Ordet i Sl.95,7-11. - Denne Henvisning til det gamle Testamente indledes ved: "Som den Helligaand siger". Atter her møder vi den urokkelige Vished hos de ny testamentlige Vidner om, at ogsaa det gamle Testamente helt igennem er et Værk af Guds Aand.
Ordet fra det gamle Testamente er gengivet frit og anvendt paa den nye Pagts Israel. I Salmeordet henvises til det gamle Israels Genstridighed overfor Gud, og der henpeges til den i 2. Mos. 17, 1-7 omtalte Begivenhed ved Refidim, hvor Folket knurrede over Vandmangel og fristede Herren, satte hans Langmodighed paa Prøve i Tvivl og Vantro. Stedet fik derefter Vavnet "Massa og Meriba", hvilket her i V.8 er gengivet ved Forbitrelsen (Meriba) og Fristelsen (Massa). Denne Folkets Adfærd derude i Ørkenen, der jo gentog sig Gang efter Gang i de 40 Aar, trods det de saa Guds store Gerninger (V.7-9), bragte Guds Vrede over dem, saa de ikke fik Lov at indgaa til "Guds Hvile" (V.10-11).
Dette advarende Eksempel anvendes nu som en alvorlig Paamindelse for de hebræiske Kristne, der jo nu havde deres Naadedag hvor Guds Røst i Kristus igennem Evangeliet lød til dem. De skulde "se til (V.12-13), at der ikke i nogen af dem skulde findes et ondt Vantroens Hjerte i Frafald fra den levende Gud, men formane hverandre hver Dag, saa længe det hed i Dag, for at ikke nogen af dem skulde forhærdes ved Syndens Bedrag".
Betegnelsen "den levende Gud" (V.12) skal minde dem om, at vor Gud ikke er en uvirksom Gud, der ser igennem Fingre med Foragt overfor det Ord, han har udtalt, men en hellig Gud, der visselig ikke lader sig spotte, ikke lader Genstridighed og Vantro være ustraffet. Ogsaa af dette Sted ser vi, at det, Guds Ord forstaar ved et ondt Hjerte, just er et "vantro Hjerte", der knurrer og klager over Herrens Førelser, ligesom et "godt Hjerte" (Lukas 8,15) betegner et troende Hjerte, der ikke vil mistvivle om Herren. Knur og Tvivl fører til Frafald fra den levende Gud, dersom ikke man ydmyger sig under hans vældige Haand og i Tide lader sig belære om, at det er Synden, der er ved at bedrage en. Synden er jo i Djævelens Haand den store Bedragerske, som bestandig vil forvandle Billedet af vor trofaste Gud til et "Løgnens Gøglebillede" (Jon. 2, 9). til Billedet af en haard og urimelig Gud, som det ikke er værd at tjene.
Overfor dette "Syndens Bedrag" skal vi komme i Hu, at vor evige "Delagtighed i Kristus" (V.14), i hans Herlighed og Velsignelse, er betinget af, at "vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden". Dette begrundes (V.15-19) ved en Skildring af de genstridige Fædres Lod. Gik de ikke alle ud af Ægypten ved Moses? Jo, ogsaa mod alle dem, som "forbitrede" Gud, endskønt de hørte hans Røst, havde Gud vist sine Naadesundere. Men disse samme Mennesker blev Genstand for hans Vrede, deres Legemer faldt i ørkenen, de blev ved Herrens urokkelige Domsord, ved hans hellige Ed, udelukkede fra hans Hvile, just for deres Vantros Skyld (V.17-19).
I 4Mos.14,28-35 finder vi denne Herrens Ed udtalt. At "Herren svor" vil sige, at han indledte denne sin Dom med: "Saa sandt, som jeg lever, siger Herren". Den levende Gud har sat Troen som Betingelse for sin Naade og betegnet Vantroen som det. der hindrer ham i at lade Forjættelsen blive Mennesker til Del. Og dette sit Ord, det staar han ved, og det rokkes aldrig, thi han er den samme (Kap.1,12), den samme i Gaar og i Dag, ja, til evig Tid (Kap.13,8).
Det var en mægtig Advarsel til de hebræiske Kristne, der var ved at lade sig bedrage af den gamle Jødedoms ydre Glans med Tempeltjenestens Herlighed. Hebræerbrevets Forfatter vilde saa gerne advare dem imod at glide tilbage, thi det vantro Israel vankede allerede om i Ørkenen. Og fulgte de hebræiske Kristne dette Israel efter Kødet, vilde de jo miste deres Delagtighed i Kristus, men derimod faa Del i Dommen, der ventede det vantro Jødefolk.
Men fra de hebræiske Kristne vender Advarslen sig til alle Guds Børn. Det er forfærdeligt at "falde i Ørkenen". Verden er en Ørken øde, hvor der jages i Hvileløshed og utilfredsstillede Længsler, hvor der knurres og klages, fordi Hjertet er vantro og glider bort fra den levende Gud. Men stundom aabner denne Ørken sig ogsaa for et Guds Barns Hjerte. I Prøvelsens Tider, hvor Herren ligesom ikke griber ind, hvor alt er saa svært og tørt, da kan Hjertet drages af en grufuld Lyst til at rase op imod Gud og knurre over hans Veje. Og giver vi efter for denne Røst, for "Syndens Bedrag" (V.13), saa det "onde, vantro" Sind faar Lov at rejse "sit Hoved i Hjertedybet, da sætter ogsaa vi vor Fod i Ørkenen og glider bort fra "de skønne Græsgange" og "de stille rindende Vande".
Skal vi bevares, da maa vi forstaa, at dette er Fristelsens Blændværk. Da maa vi vaage og bede. Hjertets Forhærdelse, som her advares imod (V.15), sker jo ikke paa een Gang men lidt efter lidt, dersom man lukker sit Øre til for Guds Røst og lytter til den bedrageriske Stemme, der vil have os til at knurre imod Gud. Naar en Dam fryser til en frostklar Nat, da er den første Hinde af Is saa tynd, at en Naal vilde falde igennem, og det kan knap ses, at Forhærdelsesprocessen er i Gang; men varer Kulden ved, vil Isen snart blive haardere og haardere, saa intet mere gør Indtryk paa den. Stadigt at høre Sandheden uden at adlyde. den, det forhærder. Derfor skal vi formane os selv og vore Brødre hver Dag (V.13). Det lille Ord "i Dag" er saa alvorligt et Ord ; agtes der paa det, saa Isen brydes fra Dag til Dag, da er det ikke saa svært. Den Helligaand siger altid: "I Dag, naar I hører hans Røst". I Dag skal Synden dømmes, i Dag maa vi ind til Herrens Hjerte. Saa bliver vi ikke forhærdede, saa faar Eddserkoppens Væv ikke Ro til at lægge sig om os, saa skal vi ikke falde i Ørkenen. Men hver Dags Opsættelse ser farlig ; dersom vi opsætter f. Eks at tilgive andre, kan Hjertet blive saa uhyggeligt haardt. Lad det være vor Bøn til vor trofaste Herre:
Lær mig da fra Dag til Dag
Kun at tro paa dig,
Vis paa, du i stort og smaat
Sørge vil for mig.
|