Guldgruben
En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen
Ottende bind:
Brevet til Hebræerne
Kap. 4
Læs: Kapitel 4, 1-10.
501. Lad os vogte os for at gaa glip af Guds Hvile! Israels Folk naaede den ikke ved at faa Kanaan i Eje, men den staar endnu aaben for hver den, der tror.
I det foregaaende Afsnit var det bleven vist, hvorledes Israels Fædre paa Grund af deres Vantro ikke naaede at indgaa til Guds Hvile. Forjættelsen om denne Guds Hvile var endnu ikke opfyldt og siges derfor endnu at "staa tilbage". Nu gælder det om for os, siger Forfatteren (V.1), idet han for at mildne Advarslen til Læserne tager sig selv med, at ingen skulde synes at blive tilbage. I Slutningen af Verset siger Forfatteren igen "eder", idet han atter vender sit Blik hen paa Læserne. Udtrykket "skulde mene at være kommen for silde" tjener ogsaa til at give Talen en mere hensynsfuld og mildere Klang, men igennem Verset klinger det dog saa tydeligt, at de hebræiske Kristne var i en stor Fare, for hvilken Brevets Forfatter saa gerne vilde gøre dem vaagen.
I V.2 begrundet han denne sin Formaning fra to Sider, først ved Henvisning til, at Forjættelsen, det gode Budskab om Guds Hvile, jo ogsaa var bleven dem til Del ligesom Fædrene. Men Naaben giver Ansvar. Paa den anden Side betones Faren for at blive tilbage ved fornyet Henvisning til Fædrenes advarende Eksempel. Forjættelsesordet hjalp ikke disse Fædre, "fordi det ikke forenede sig med (egentlig "blandede sig sammen med", "smeltede sammen med") Troen hos dem, der hørte det". Deri ligger den alvorlige Paamindelse til alle os, der hører Guds Ord, om at tage imod Ordet i Tro, saa Ord og Tro kan smelte sammen.
Først da smages Guds Hvile, som det siges i V.3: "Thi vi gaar ind til Hvilen, vi, som er komne til Troen". Dette, at Troen er den nødvendige Betingelse, fremgaar af, at det var Fædrenes Vantro, der voldte, at Guds Vrede kom over dem i det Dommens Ord: "Sandelig, de skal ikke gaa ind til min Hvile".
Fra Slutningen af V.3 til V.10 viser Forfatteren nu, hvad der skal forstaas ved Guds Hvile. Der tales jo nemlig stadig her om Guds Hvile, og der henvises til Ordet i 1 Mos.2,2: "Gud hvilede paa den syvende Dag fra alle sine Gerninger" (V. 4). Medens der i 1. Mos. 1 bestandig med Hensyn til de seks Dage siges, at det blev Aften og Morgen, idet Guds Skabelsesgerning skred frem fra Storværk til Storværk, siges Eder nemlig intet om, at Guds Hviledag afsluttedes. Denne Guds Hvile maa vi nu ikke forstaa som en Hvile paa Grund af Træthed, nej, som Profeten siger (Es.40,28): "En evig Gud er Herren, han har skabt Jordens Ender, han kan ikke blive træt, ej heller vansmægte"· Heller ikke betegner det Uvirksomhedens Hvile, thi vor Frelser siger (Joh.5,17): "Min Fader arbejder indtil nu; ogsaa jeg arbejder", og i Ap. G.17,28 staar der: "I ham lever- røres og er vi". Men Guds Hvile betegner Hvilen efter fuldendt Gerning, den salige Glæde, som vi vistnok forstaar lidt af fra vore jordiske Forhold, omend saare ufuldkomment, naar vi har faaet Lov at gøre et Arbejde færdigt. Hos Gud betegner denne hans Hvile altsaa det guddommelige Velbehag, hvormed Gud ser paa, hvad han har skabt, som det, der ser saare godt, altsaa Guds fuldkomne Livsfylde og Salighed.
Denne sin Hvile vil Gud føre os Mennesker ind til. Og havde Israels Fædre i fuld Tro og Lydighed overgivet sig til Gud. vilde de allerede om end kun forbilledligt have smagt denne Hvile i Kanaan. Men den gamle Slægt kom jo slet ikke ind i Kanaan paa Grund af sin Vantro og Ulydighed (V.5-6). Og heller ikke i Kanaan fandt de, der kom ind under Josva, denne Hvile. Dette viser Forfatteren (V.7-8) udfra det tidligere nævnte Ord i Sl.95, hvor Indgangen til Hvilen endnu stilles frem for den daværende Slægt, der jo levede Aarhundreder efter Josva, som noget fremtidigt, som noget, der endnu ikke var naaet. Og "dersom Josva havde skaffet dem Hvile, da vilde Herren ikke ved David (i Sl.95) tale om en anden Dag siden efter". Naar det ikke naaedes under Josva og heller ikke indtil den fem og halvfemsindstyvende Salme blev til, laa det jo atter i, at Israels Børn ogsaa efter Indgangen i Kanaan viste Ulydighed Gang efter Gang.
"Altsaa er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk" (V.9). Forjættelsen staar endnu tilbage som uopfyldt. Der er en Hvile tilbage for os Mennesker at indgaa til, en Hvile fra Arbejdet af samme Art som Guds Hvile (V.10). Det er denne Hvile, der tales om i Joh.Aab.14,13: "Og jeg hørte en Røst af Himmelen, som sagde: Skriv, "salige er de døde, som dør i Herren herefter. Ja, siger Aanden, de skal hvile fra deres Møje, men deres Gerninger følger med dem."
Derved henlægges Sabbatshvilen, denne Guds Hvile, hvori han vil gøre sine troende delagtige, til Himlen. Først der vil den fuldkomment smages. Dog kan vi allerede her paa Jord smage noget af Guds Hvile, saaledes som Israels Børn havde kunnet det i Kanaan, dersom de blot i Troens Lydighed havde søgt ind under Guds Vinger. Midt under Jordelivets Virksomhed og alvorlige Arbejde, ja, trods alle Sorger og Fristelser kan Hjertet erfare en Forsmag paa Sabbatshvilen. At vor Villie falder sammen med Guds Villie er bestandig Betingelsen for at smage Guds Hvile. Saa længe vor Villie vil en anden Vei end Gud, er Hvile umulig. Og nu er det først og fremmest Guds Bud. at vi skal tro paa hans eenbaarne Søns Navn (1Joh.3,23). Jo dybere vi tilegner os Kristi fuldbragte Værk og lader være med at bilde os ind, at vi kan gøre noget for at gøre os værdige for Gud, jo mere Kristi Naade er os nok, des mere smages Hvilen i Hjertset. Og jo mere vi i Kristi Tro lærer at kaste vor Sorg paa Gud, ogsaa Familiesorger, Husholdningssorger og alle Fortrædeligheder og Vanskeligheder, des mere lærer vi den underfulde Hemmelighed om Guds Hvile. "Vi indgaar til Hvilen, vi, som er komne til Troen" (V. 3), men hvor saligt, naar vi engang indgaar til den fuldkomne Sabbatshvile hos Gud, til de evige stille rindende Kilder! "Og Hvilen vi alt smagte her, vi ved, er mer end Møjen værd, hvad da, naar vi skal kvæde: Nu evig er vor Glædet" Ak, vidste den arme. urolige, trætte Verden det blot, den trænger saa haardt til Hvile, men Hvilen findes jo kun i Tro.
O Gud! Lad mig ej staa tilbage,
Naar andre gaar i Riget ind,
Lad mig din søde Naade smage
Og staa paa Vagt med himmelsk Sind!
Jeg er jo din, min Frelsermand,
Saa for dit Barn til Fredens Land.
Læs: Kapitel 4, 11-13.
502. Formaningen til at vinde Forjættelsen om Guds Hvile under advarende Henvisning til Guds Ords alt gennemtrængende og dommende Magt.
Kapitlets Slutning falder i to Hoveddele, hvoraf den første, som vi nu vil betragte, klinger med en alvorlig Advarselstone (V.11-13), den anden med en stille, inderlig Trøstetone (V.14-16).
I V. 11 skuer Forfatteren tilbage paa den i V. 10 omtalte Guds Hvile og henter af det foregaaende, Fædrenes advarende Eksempel, endnu engang den indtrængende Formaning om, at de dog vilde gøre sig Flid for at vinde den Hvile, som deres Fædre ikke naaede hverken i Ørkenen eller i Kanaan paa Grund af deres Vantro. Denne Formaning begrunder han saa (V.12-13) ved Henvisning først til Guds Ords alt gennemtrængende Domsmagt (V.12), dernæst med Henvisning til Guds alt gennemskuende Øje (V.13).
"Guds Ord" beskrives os her efter sit guddommelige Væsen som "levende, kraftigt og skarpere end noget tveægget Sværd". Ogsaa i Johannes's Aabenbaring lignes Ordet af Herrens Mund ved et "tveægget, skarpt Sværd" (Joh.Aab.1,16 og 19, 15). Overfor det gælder ingen Udflugter og Undskyldninger Det er et levende og kraftigt Ord. "De Ord, som jeg har talt til eder, er Aand og er Liv", siger Herren (Joh.6,63). Alle Vegne, hvor dette Ord kommer ind, frembringer det Liv. Ordet kom ind i den samaritanske Kvindes Hjerte og forvandlede hende til en angerfuld Kvinde, ja til en Evangeliets Forkynder for andre. Ordet kom ind i den døende Moders Hjerte, og Spotten forstummer paa hans Læber, han bekender sin Skyld, tager Afstand fra sin Kammerat, tror paa Kristus som Messias Ordet kom ind i en marvløs, tvivlende Slægt i det romerske Rige, en Slægt, der trods Kunst og Civilisation var tom og træt, og se, Ordet virkede en Skare Helte, der ikke blot kunde leve for Herren men ogsaa dø for ham. Ja, blot Guds Ord kommer ind i Hjertet, da aabenbarer det sin levende Kraft til at sprænge Klipper, smelte Isbjerge, omdanne Hjertet. En Sakkæus kan slaa Mammonsafguden i Støvet ved dette Ords Kraft, og saaledes viser dette Ord sin Livskraft den Dag i Dag.
Og Guds Ord er skarpt. Pinsedag, da Peter svang Aandens Sværd, gik det 3000 gennem Hjertet, saa de ydmygt og bævende spurgte: "Hvad skal vi gøre?" Dette Ord "trænger igennem, indtil det deler (sætter Skel i) Sjæl og Aand, Ledemod saavel som Marv". "Sjælen" betegner det indre Liv efter dets lavere, mod Legemet vendte Side, "Aanden" efter dets mod Gud vendte Side. Sjælens og Aandens Ledemod og Marv er en billedlig Betegnelse for det inderste i vort Væsen, de hemmelighedsfulde Grænselinier i vort indre Liv, vi ikke formaar klart at skeer imellem. Men Guds underfulde Ord kan gøre det allerdybeste og fineste Skel. Derfor har Ordet ogsaa faaet Domsmagt "over Hjertets Tanker og Raad". Herren siger (Joh.12,48): "Det Ord, som jeg har talt, det skal dømme paa den yderste Dag". Og den gamle Simeon sagde til Jesu Moder Maria, at ved hendes underfulde Barn, i hvem Guds Ords Fylde er stegen ned til Jord, skulde "mange Hjerters Tanker aabenbares". Hvor Guds Ord forkyndes purt og rent, levende og kraftigt, som det er, der holder det Dom over Hjertets skjulte Tanker og Raad. Mennesker siger tit, at det er de troende Præster, der dømmer, eller de mener, der er bleven sigtet særlig til dem, men det var Ordets, det mægtige Guds Ords Dom, der trængte ind i deres Sjæl.
I V.13 er det særligt Herrens altgennemskuende Øje, der ses hen til, "alle Ting er nøgne og udspændte for hans Øjne", ingen Skabning kan skjule sig for hans Blik. Derfor staar der ogsaa, at "hans Øjne skuer over al Jorden" (2 Krøn 16,9). For hans Flammeblik forfærdedes Ægypterhæren i det røde Hav (2 Mos.14,24). Alt Hykleri og Skrømt er en Daarskab overfor dette Guds gennemskuende Øje.
En saadan Gud med et saadant Ord og saadanne Øjne er det, vi skal "staa til Regnskab". Selv om Mennesker ikke vil have med ham at gøre, saa kan dog ingen undgaa at faa sat gøre med ham. Og ve den, der foragter Guds Ord og bilder sig ind at kunne unddrage sig hans Aasyn, den Sjæl maa falde, som hine gamle Fædre faldt ved deres Vantro, og naar aldrig Hvilen men kun Trængsel og Angst (Rom. 2, 9). Men salig den, der giver Guds Ord Magt over sit Hjerte, lader sig dømme af det og træder frem for Guds Øjne saa "elendig, jammerlig, fattig, blind og nøgen", som han er (Joh.Aab.3,.17). For en saadan Sjæl omskiftes Guds Ords mægtige Domstone til Evangeliets lokkende Klokketoner.
Dit Ord, o Gud, er Sværd og Flamme,
Det trænger gennem Marv og Ben,
Det ved at knuse, ved at ramme,
Er Hjertet end saa haardt som Sten.
Læs: Kapitel 4, 14-16.
503. Opmuntrende Henvisning til vor store, himmelske Ypperstepræst.
Forfatteren viste i det foregaaende først Kristi Overhøjhed over Englene, dernæst over Moses, og nu vender han sig til det tredie Punkt, som er Hovedpunktet i hele Brevet, nemlig Kristi Overhøjhed over de levitiske Ypperstepræster. At denne Sammenligning mellem Kristus som Ypperstepræst og den gamle Pagts Ypperstepræster er Grundtonen i dette Brev, kom allerede frem i Slutningen af det andet Kapitel efter Sammenligningen mellem Jesus og Englene, og vi møder det samme nu her ved Afslutningen af Sammenligningen mellem Kristus og Moses.
"Efterdi vi altsaa har en stor Ypperstepræst" - saaledes begyndes der i V.14, idet der ses tilbage til alt, hvad der hidtil er sagt om Kristus. Stor er han, ophøjet over Profeter, Engle. Moses. Og "gaaet gennem Himlene" er han (Kap.1,3) ind idet himmelske Allerhelligste. "Guds Søn" er Jesus, det største af alt. Men saa "lad os da holde fast ved Bekendelsen", vor kristne Bekendelse og ikke svigte den for at vende tilbage til den gamle Pagts Skyggebilleder.
Men ikke blot ophøjet er vor Ypperstepræst, han er jo bleven vor Broder, han kan have "Medlidenhed med vore Skrøbeligheder", thi han var jo ogsaa Menneskesønnen og er derfor i Stand til at føle med os; han kender Fristelsens Magt og Anløb ligesom vi, "dog uden Synd", uden at Fristelsen mødte eller fremkaldte Synd i hans Hjerte. Med Sejr gik han gennem alle Fristelser. Derfor kan vi ogsaa faa Hjælp hos ham i al vor Nød (V.16), "betimelig Hjælp", en Hjælp, der aldrig kommer for sent. Herrens Ur gaar altid rigtigt, men vort Ur gaar snart for hurtigt, saa vi har saa ondt ved at bie, snart for langsomt, saa vi tøver med at følge efter i Selvfornægtelsens Spor. Men det skal vi tro og skrive dybt i vore Hjerter, at Herrens Hjælp er den betimelige Hjælp. Det giver Hvile, naar Hjertet fastholder dette i Tro.
Og denne Hjælp møder vi for "Naadens Trone", Guds Throne, hvor Kristus sidder ved Majestætens højre Haand i det høje (Kap.1,3) for at tale vor Sag. Og vi faar denne Hjælp som "Barmhjertighed og Naade". Just dette maa give os "Frimodighed" til at "træde frem", at Gud for Jesu Skyld ikke vil se hen til vor Synd. Barmhjertighed og Naade trænger vi bestandig til, lige saa vist, naar vi har det allerbedst, som naar vi har det daarligst. Uden Guds Barmhjertighed er den største af alle de hellige dog intet, kun en helvedskyldig Synder. Men ved Guds Trone kommer vi under Naadens Behandling, derfor skal vi ikke frygte og skælve for at træde frem for vor hellige Gud men maa komme med Frimodighed, saa ofte vi vil. "Frimodighed" og "Naadens Trone", de to hører sammen. Vor store Ypperstepræst, der er forsøgt i alle Ting og kender vor Nød, sidder jo ved Guds hojre Haand.
Saa faar vi da bestandig Barmhjertighed, ogsaa naar Guds Kniv skærer dybt, for at vi kan blive renset for det, der vil skade os. Herren saarer og læger, nedtrykker og ophøjer. Men den, der har givet sig ihans Haand, skal erfare, at denne Haand bestandig sigter efter at føre os ind og dybere ind i Guds Hvile, i hvad der tjener til vor Fred.
Du maa gerne for mig raade,
Giv og tag, som du det vil,
Alt er Kærlighed og Naade,
Naar kun dig jeg hører til.
|