En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Brevet til Hebræerne

Kap. 5

I dette Afsnit, der fortsættes lige til Kap.10,18, udvikles nu vor Frelsers Stilling som den store Ypperstepræst (se Kap.4,14). Der fremhæves først to Egenskaber, som var nødvendige for den gamle Pagts Ypperstevræst, og der vises, at Kristus ej heller fattes nogen af disse Egenskaber. Den første Egenskab (V.1-3), som var nødvendig for en Ypperstepræst, var at have menneskelig Medfølelse med de Menneskers Skrøbeligheder, til Bedste for hvilke han var beskikket til Tjenesten for Gud til at frembære "Gaver" (Ofre i Almindelighed) og "Slagtofre for Synder". Han maatte kunne have Medlidenhed med de "vankundige og vildfarende". Naar kun saadanne Syndere nævnes, der syndede uforsætlig, ligger det i, at de Synder, der øvedes i forsætlig Trods mod Gud, straffedes efter Loven med Døden; for dem kunde der ikke ofres. Deri ligger forbilledligt, at ogsaa Kristi Blod kun kan frelse fra Synden, dersom vi bekender vore Synder, ikke dersom vi med Bevidsthed fastholder Synden og ikke vil slippe den. Men med alle dem. der ængstedes og bedrøvedes over Synden, maatte Ypperstepræsten kunne have >Medfølelse og det kunde den jordiske Ypperstepræst, fordi han og selv var "stedt i Skrøbelighed", hvorfor han ogsaa maatte bringe Syndofre ikke blot for Folket men tillige for sig selv (V.3).

Denne Egenskab hos vor Frelser, at kunne have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, var jo bleven paapeget i Slutningen af foregaaende Kapitel (se ogsaa Kap.2,17-18), hvorfor V. 1-3 her i dette Kapitel blot knyttes til det foregaaende som Begrundelse af, at denne Kristi Egenskab hørte en ret Ypperstepræst til. "Kristus var jo fristet i alle Ting i Lighed med os". Forskellen var blot den, at Kristus havde gaaet Fristelsen igennem "uden Synd".

Men den anden Egenskab, der hørte en ret Ypperstepræst til, var denne: ikke selv at have taget Embedet ved egen Magt men være kaldet af Gud (V.4-10). Saaledes var Aron bleven kaldet til Ypperstepræst af Gud, men Kristus var det ogsaa. Det var jo allerede givet med hans Stilling som Guds Søn fra Evighed (V. 5), saaledes som Ordet fra Sl. 2 ("Du er min Søn, jeg fødte dig i Dag") henviser til, men det var tillige udtrykkelig sagt af Gud, nemlig i Sl.110: "Du er en Præst til evig Tid efter Melkisedceks Vis" (V.6).

Dette, at Kristus ikke egenmægtig havde tiltaget sig sit Embede som Ypperstepræst men var kaldt dertil af Gud, vises nu fremdeles (V. 7-10) udfra hele den ydmyge Lydighedsstilling, han "i sit Køds Dage" indtog overfor sin himmelske Fader. Og der hsenvises som det mest udprægede Vidnesbyrd derom til vor Frelsers Sjælekamp i Getsemane (V. 7). Ordet her giver os et dybt Indblik i den Sjæleangst, der fyldte Frelserens Hjerte i hin Stund og gav sig Udtryk i "stærkt Raab og Taarer, Bønner og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden". Kristus blev jo ikke sparet for Døden, den Kalk kunde Faderen ikke tage fra ham, men det var jo heller ikke Indholdet af hans inderlige Bøn, gennem hvilken det jo bestandig klang: "Ikke som jeg vil, men som du vil". Men Grundtekstens Ord: "Fra Døden" peger hen paa den Forvisning, Kristus fik stadfæstet i hin Bønnens Stund, at Faderen ikke vilde lade ham forblive et Bytte for Døden, men føre ham igennem den og ud fra den. Saaledes "blev han bønhørt i (rettere bort fra) sin Ængstelse, saa han blev fri for Dødsangsten og i Stand til i fuldkommen Lydighed at tage Lidelsen og frembære sig selv som Forsoningsoffer.

Saaledes forstaar vi ogsaa det underfulde Ord i V.8, at han, uagtet "han var Søn, dog lærte Lydighed af det han led". Som den eenbaarne Søn havde han denne Lydighed i sig fra Evighed, thi "Faderen og Sønnen er eet" (Joh.10,30), men efter sin Menneskenatur som Menneskens Søn lærte han Lydighed, d.v.s. øvedes i den, beviste den i Gerning ogsaa paa det sværeste Punkt.

Og idet han saaledes blev (V.9) fuldkommet, d.v.s. idet han indtil Enden tog Lidelsen op og fuldbragte Værket, "blev han Arving til evig Frelse for alle dem, som lyder ham". Han fuldbragte det ypperstepræstelige Offer. Vi kan sige, at Frelserens Raab og Taarer i Getsemane, de Bønner, hau frembar der, er et Modbillede til det Offer, som Ypperstepræsten i den gamle Vagt skulde frembære for sig selv; men hans Offer paa Golgatha er det store Modbillede til Ypperstepræstens Sonoffer for Folkets Synder. Saaledes er "han bleven Aarsag til evig Frelse (den levitiske Ypperstepræsts Offer bragte kun en foreløbig Frelse og maatte gentages Aar efter Aar) for dem, som lyder ham". Der er Skellet sat. Der er Betingelsen, uden hvilken Kristi Offer ikke bliver nogen til Frelse. Ogsaa vi maa lære Lydighed, om vi skal frelses, Troens Lydighed overfor vor Frelser, og denne Lydighed maa vi ogsaa øves i gennem Lidelse, og for os af Naturen saa ulydige Mennesker er det saare svært at lære denne Lydighed. Men vor medlidende Ypperstepræst siger ogsaa paa dette Punkt: "Følg migt". Vi maa ogsaa frembære stærkt, Raab og Taarer, Bønner og ydmyge Begæringer. Vi maa udøse vort Hjerte for Gud, indtil vi hviler i hans Villie, og Guds Fred sænker sig i vor Sjæl; selv om Gud ikke kan tage Kalken fra os, vil ban dog bønhøre os og frelse os fra Angsten. Kristus vil staa ved vor Side og lade sin Kraft fuldkommes i vor Skrøbelighed. Kristus gør for os, hvad Englen forsøgte at gøre for ham, og han kan lære sine Venner Lydighed, thi han er vor rette Ypperstepræst og Konge; Gud selv har givet ham Navnet: "Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis" (V.10).

Da, naar jeg har lidt og stridt,
Hos dig skal tone fuldt og frit
Den Bøn, jeg bad med Taarer tit:
Din Vilje ske.

For Hebræerbrevets Forfatter gaar videre ind paa Udviklingen af Kristus som Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis, udtaler han sin Sorg over, at Læserne var blevne "sløve til at høre".

Han havde saa meget at sige dem om Kristi Ypperstepræstedømme, men det var svært at gøre det klart for dem, fordi deres indre Øre var bleven saa tunghørende. Saaledes var det bleven, de havde ikke altid været saaledes; oprindeligt havde Menigheden i Jerusalem jo skinnet som Staden paa Bjerget, som Lyset paa Stagen. Men der var sket Tilbagegang i Stedet for Fremgang (V.12). Saa man hen til "Tiden", da var der jo ingen Menighed, der havde haft Evangeliet saa længe som de hebræiske Kristne, de burde jo være skredet frem til at kunne lære andre, men i Stedet for var de atter bleven som Børn i daarlig Forstand, saa de trængte til, at man paa ny skulde lære dem Begyndelsesgrundene i Guds Ord (egentlig "Guds Udtalelser"; Grundteksten peger særligt hen paa Guds Forjættelser). At Guds Forjættelser til Fædrene var opfyldte i Kristus var jo det allerførste de hebræiske Kristne havde lært, og det var just dette Punkt, de nu vaklede i.

Ligesom Apostlen Paulus (i 1Kor.3) ligner her Forfatteren, den første Børnelærdom ved Mælken, der hører de spæde til, dem, der (V.13) er "ukyndige i den rette Tale". De hebræiske Kristne havde nok Retfærdighedsordet, Læren om Retfærdighed for Gud ved Kristus Jesus i Troen, men de havde kun gjort en svag Erfaring af dette Ords Herlighed, saa de stod nu igen som Begyndere, medens de efter Tiden burde have været fuldvoksne og modtagelige for fast Føde.

"De fuldkomne" betegner her som andet Steds ingenlunde de syndfri. nej, det græske Ord (teleios) betyder ogsaa her fuldmoden, aandelig voksen. Dette siges ogsaa klart nok i V.14: "Som paa Grund af deres Erfaring har Sanserne øvede til at skelne mellem godt og ondt". Til den kristelige Modenhed hører just dette: af Erfaring at have faaet den aandelige Sans skærpet til at skelne mellem det ægte og det uægte, mellem det sande og det falske. Det er dette Skel, der her tænkes paa, men saadan Modenhed og Klarhed betinges igen af en Fremadskriden i Livet med Gud i det hele taget. Bliver Hjertet lunkent, da bliver efterhaanden ogsaa det indre Øre sløvt, saa det ikke længere kan skelne mellem de sande og falske Toner. De tre Trin nedad mod Forhærdelsen er: "Jeg vil ikke - jeg kan ikke - jeg ved ikke". Vrangvillighed svækker Evnen ikke blot til at udrette men ogsaa til at skelne.

Hvor det gælder om for Guds Børn at komme fremad! Fremskridt i Lydighed og urokkelig Fastholden ved Retfærdighedsordet giver ogsaa Fremskridt i Kraft og derved atter i Lyst og Klarhed, i øvet Sans til at kende den gode Hyrdes Røst fra alle andre Røster. Hvor lykkeligt, naar det gaar med et Guds Barn. som der staar i Sl. 84: "De gaar frem fra Kraft til Kraft", eller som der staar i 2. Kor.3,18: "Vi forvandles fra Herlighed til Herlighed". Selv om der tilsyneladende ogsaa for den, der ærligt higer fremad, kan komme Tider, hvor man føler sig saare svag, og hvor Herligheden ligesom er skjult og fordunklet af Skyer, skal ogsaa saadanne Tider just tjene til at berede ny Kraft og ny Herlighed. Lad det være vor inderlige og daglige Bøn: fremad, bestandig fremad, "nærmere Gud til dig!" Saa bliver vi modtagelige for den faste, haarde Føde, hvorved forstaas det dybere Indblik i Kristenlivets underfulde Væsen.

Fremad, kun fremad i Jesu Navn,
Saa gaar det og hjemad tillige,
Da er hver Glæde og hvert et Savn
Et Trin paa vor Himmelstige.