En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Brevet til Hebræerne

Kap. 6

I dette Afsnit udtaler Forfatteren (V. 1-3) som sin Hensigt at "forbigaa Begyndelsesordet om Kristus", d.v.s. de første Begyndelsesgrunde i den kristne Lære. Og han opfordrer Læserne til at "skride frem til Fuldkommenheden", egentlig det voksne Stade, saa de ikke blev staaende ved atter og atter at lægge "Grundvold" men kom fremad. Visselig maa Grundvolden aldrig glemmes, den bærer jo Huset, og Træet, suger sin Næring gennem Maden. Hebræerbrevets Forfatter har ogsaa gentagne Gange formanet sine Læsere til at holde fast ved Begyndelsen som Betingelse for at naa Maalet (se Kap. 2,1, Kap. 3,14), men lige saa vist gælder det om ikke at se sig tilbage, naar man har lagt Haand paa Herrens Plov. Stilstand bliver det samme som Tilbagegang, og "Tilbagegang er Dødens Vej", "tilbage vender Livet ej". Dersom et troende Menneske slet ikke vokser, bliver det en aandelig Vanskabning, lige saa vist som et lille Barn, der ikke vokser, bliver en Dværg. Man kan ikke bestandigt blive ved at dvæle ved sin Omvendelse, der maa gøres daglige Erfaringer i Livet med Herren. Og lige saa vist gælder det om i Forkyndelsen for Ordets Tjenere ikke blot at lægge Grundvold men gøre, som Paulus sagde i sin Afskedstale til de Ældste fra Efesus, at han havde gjort i de tre Aar, han havde været iblandt dem: "Jeg har ikke unddraget mig fra at forkynde eder noget som helst af det, som kunne være til Gavn - jeg forkyndte eder hele Guds Raad" (Apostl. Gern. 20, 20 og 27).

Som det, der hører til for at lægge Grundvold, nævnes seks Stykker, der hører sammen to og to, nemlig først "Omvendelse fra døde Gerninger og Tro paa Gud". "Døde Gerninger" betegner alle de Gerninger, som ikke udspringer af Hjertets Tro og Kærlighed til Herren men er af udvortes Art, er Menneskets eget Værk (Lovgerninger). Derved betegnes i Almindelighed Menneskets selvretfærdige Væsen "Tro paa Gud" betegner den levende Tro paa Gud som den, der i Kristus har opfyldt og opfylder sine Forjættelser.

De næste to Stykker betegnes fremdeles som hørende til de allerførste Grundlærdomme, nemlig Læren om "Daab og Haandspaalæggelse". Egentlig staar der "Læren om Døbelser", nemlig om den kristelige Daab i dens Forskel fra den gamle Pagts mangfoldige Tvættelser, maaske ogsaa fra Johannesdaaben. "Haandspaalæggelse" var gerne forbunden med Daaben og bragte den døbte Menighedens Forbøn og Aandens Naadegaver. Endelig nævnes som Børnelærdomme med Hensyn til de sidste Ting: "dødes Opstandelse og evig Dom".

Alt dette betegnes altsaa som Mælk for de spæde og vejleder ogsaa os med Hensyn til, hvad der særligt skal præsdikes for uomvendte Mennesker: Omvendelse fra dødt Gerningsvæsen til levende Tro - Daabens rige Naade som Genstand for Troens Tilegnelse - Opstandelse og Dom, hvori Evighedsalvoren træder frem.

Til dette sit Forsæt, nu at ville skride frem til de dybere Ting i Kristenlivet, knytter Forfatteren ydmygt (V. 3): "dersom Gud tilsteder det". Intet Forsæt kan fuldføres uden Guds Villie; det maa vi bestandigt have for Øje som troende Mennesker. Det minder os om Apostlen Paulus' Ord: "Alt, hvad I gøre i Ord eller Handling, det gører alt i den Herres Jesu Navn", og om Ordet i Jakobs Brev 4, 15: "dersom Herren vil".

Denne sin Formaning om at skride frem mod det voksne Stade begrunder Forfatteren nu (V. 4-8) ved en saare alvorsfuld Henvisning til Umuligheden af at fornyes til Omvendelse for dem, der efter at have været fuldt bevidste Kristne helt falder fra Troen, og saadant Frafald indledes jo af Stillestaaen og derpaa følgende Tilbagegang. I V. 4-5 skildrer han den. Naade og derved tillige det Ansvar, der er bleven troende Mennesker til Del, betegner den først som Oplysning, Hjertets Oplysning, saa de førtes fra Mørket til Lyset, fik at se det, som Verden ikke ser, nemlig Syndens Alvor og Kristi Naades Herlighed. De ældste Kirkefædre bruger ofte denne Betegnelse, at være bleven "oplyst", om Daabens Naade. Fremdeles peges der paa det store ved at have "smagt den himmelske Gave", og Guds Naadegave er jo det evige Liv. Det er stort at have drukket af Livets Væld, men man kan falde fra ogsaa efter at have gjort saadanne salige Erfaringer. Der siges fremdeles, at de er bleven "delagtige i den Helligaand", altsaa bleven fuldt bevidste i Troen. De har kendt Aandens Vidnesbyrd med deres Aand. Endvidere, at de "har smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter". Ordets Brød blev Føde for deres Sjæle, og Himlens Kræfter rørte sig i dem som Haandpenge for den Arv, som den tilkommende Verden ved Kristi Genkomst fuldelig skal aabenbare.

Alle disse uendeligt rige Skatte kan man have ejet og dog miste dem igen, dersom man ikke fastholder Troen indtil Enden. "At falde fra" er ikke det samme som "at falde". David faldt dybt, Peter ligesaa, men de faldt ikke fra. Det Frafald, der her skildres for os (V. 6), betegnes som det fuldt bevidste Brud med Kristus, saa man spotter ham, hvis Kærlighed man har erfaret. Derved korsfæster man Guds Søn, sig selv til Dom I en vis Forstand har vi vel alle været med til at korsfæste Jesus, som Kingo siger det faa sandt i Passionssalmem: "Og naar paa din Dom jeg grunder, ses mit eget Segl derunder". Vore Synder var med til at nagle ham paa Korset. Men det var uvitterligt for os som ogsaa for de fleste af dem, der hin første Langfredag bragte Frelseren paa Korset. Derfor bad Herren ogsaa paa sit Kors: "Fader, tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør". Men her tales om saadanne, som ved, hvad de gør, og det er noget ganske andet. Saadanne korsfæster Guds Søn til Fordømmelse for sig selv.

Saa længe et Menneske frygter for at have begaaet denne Synd, har han ikke begaaet den. Her tales om den samme Synd, som vor Frelser nævner i Matth. 12, 31-32 og kalder Bespottelse mod den Helligaand, og som i 1. Joh. 5, 16 kaldes "Synd til Døden". Naar Gud har udtømt alle Frelsesmidler overfor en Menneskesjæl, men Hjertet falder fra og forbliver haardt og genstridigt, da er der jo ingen Vej til at fornyes til Omvendelse. Men en saadan grufuld Tilstand kommer ikke paa een Gang men lidt efter lidt. Man bedrøver den Helligaand (Ef. 4, 30) og er ligegyldig derved. Omsider foragter man Aandens Paamindelse, udslukker Aanden (1. Thess 5, 19) og ender med bevidst at modstaa den Helligaand.

I V. 7-8 bruges der en Lignelse fra Ageren. Regnen kan falde lige naadefuldt paa to forskellige Jordstykker. Paa den ene Ager vokser der en god Sæd frem, den tager imod Regnen og faar Del i "Velsignelsen fra Gud", men den anden Ager bærer til Trods for Regnen fra oven dog kun "Torne og Tidsler". Den duer ikke og "er Forbandelsen nær". I dette Udtryk ligger endnu et Haab, saa længe Forbandelsen ikke er fuldbyrdet. Men sker der ingen Forandring, da bliver Enden den, at den bliver Ildens Bytte som Sodomas og Gomorras Jord.

Der lyder en dyb Alvorstone gennem dette om at vaage og bede, om at hige fremad. Men der er ogsaa en Trøst i dette Ord for hver den, der endnu kender i sig en Gnist af hellig Længsel, en Attraa efter at angre. Herren vil jo ikke "sønderbryde det knuste Rør eller slukke den rygende Tande". Det vil Djævelen saa gerne, men Herrens Langmodighed er saare stor, omend den kan briste.

I de første kristne Tider tog den montanistiske og novatianske Bevægelse dette Ord saaledes, at alle de, der i Forfølgelsens Tider faldt fra, dømtes med dette Ord, hvor meget de end siden sukkede og græd i Bøn om Naade. I Kirken har der dog altid været en rigtigere Opfattelse af dette Ord, saa man forstod, at det gjaldt kun dem, der vedblivende fremturede i deres Frafald med Spot og Haan overfor det hellige, og saaledes maa det forstaas. Men vældig Alvor er der i det, en Alvor, der ikke maa overhøres.

Op, vaag og bed
Min Sjæl! Du ved
Dig ellers ikke sikker,
At du jo kan drages ned
I den Ondes Strikker.

Efter den alvorlige Advarsel i det foregaaende udtaler Forfatteren, at han dog med Hensyn til de hebræiske Venner var "overbevist om det bedre og det, som bringer Frelse" til Trods for at han talte saa alvorligt til dem om aandelig Tilbagegangs Forbandelse (V. 9). Og denne sin Fortrøstning begrunder han nu (V.10) ved Henvisning til, at Gud ikke er uretfærdig, saa han skulde glemme deres Gerning og den Kærlighed, som de havde udvist mod hans Navn, idet de havde tjent og endnu stadig øvede Kærlighedstjeneste overfor de hellige. Naar der her henvises til Guds Retfærdighed, ligger deri jo ikke udtalt nogen Ret til at fordre noget af Gud, for hvad de havde gjort. I Rom. 9 finder vi Utilbørligheden af at stille nogen Fordring til Gud klarligt fremstillet i mægtig Alvor, og Ordet her taler ikke derimod, men vi har ogsaa set gentagne Gange, at Tanken om en retfærdig Gengældelse paa Naadens Grundlag ikke er fremmed for Skriften (se 2.Tim.4,8 og 1.Ioh.1,9). Gud husker paa, hvad der gøres for hans Navns Skyld. Men hans Navn aabenbares i Kristus, og Kristus møder os igen i sine hellige. Det er den skønne, dybe Sandhed, der atter møder os her paa dette Sted, at hvad der gøres for de hellige, fordi de er Herrens hellige, det betragtes som gjort fdr Guds Navn. Saaledes siger jo Herren selv: "Den, som modtager eder, modtager mig". (Matth. 10, 40), og "hvad I har gjort imod een af disse mine mindste Brødre, har I gjort imod mig", lige saa vist som Han siger: "Hvad I ikke har gjort imod een af disse mine mindste, har I heller ikke gjort imod mig."" Og i Matth. 10 siger Herren endvidere, at "end ikke et Bæger koldt Vand givet een af disse ringe, fordi han er en Discipel, skal miste sin Løn." I denne Sammenhæng kan vi endnu minde om det skønne Træk i Jerem. 38, hvor der fortælles om Manden fra Morland, Chusiten Ebed-Melech, der kærligt drog Jeremias op af Dyndhulen og derfor fik Forjættelsen fra Herren; at han ikke skulde omkomme ved Jerusalems Ødelæggelse (Jerem. 39, 17—18).

Derpaa grundede Hebræerbrevets Forfatter altsaa sin Fortrøstning til, at Guds Barmhjertighed vilde bevare de hebræiske Kristne fra det dybeste Fald, at de havde vist og endnu viste stor Kærlighed overfor Herrens hellige. Men han føjer dertil (V.11—12) sit inderligste Ønske om, at enhver af dem dog maatte vise den samme Nidkærhed, som de havde udvist overfor de hellige, med Hensyn til at have den fulde Forvisning i Haabet indtil Enden, saa de "ikke skulde blive sløve" i Haabet paa Grund af Nutidens Trængsler men "efterfølge dem som ved Tro og Taalmodighed arver Forjættelserne".

Hvor ofte indskærper Skriften ikke dette, at det gælder om at holde ud i Haabet indtil Enden trods alt, hvad der tilsyneladende gaar dette Haab imod, vinde Forjættelsen ved Tro og Taalmodighed (se Joh. Aab. 13, 10: "De helliges Udholdenhed og Tro"). Og for at styrke de hebræiske Kristne og alle os troende i dette fremholdes nu Forjættelsens straalende Perle Vers efter Vers (V. 12, 13, 15 og 17), og atter her træder Billedet af Abraham frem som Eksempel paa en, der forstod taalmodeligen at vente og derved naaede Forjættelse (V. 13-15).

"Vær en Velsignelse", saaledes lød det fra Gud til Abraham (1. Mos. 12, 2), og hvor er dette ikke bleven opfyldt herligt, thi atter og atter fremdrager Skriftens Forfattere ham som Forbillede paa den Tro, der holder ud med Haab imod Haab.

Guds Forjættelser - ja, de bliver først rigtig dyrebare for os, naar de ydre Forhold bliver vanskelige, naar de trange Ventetider skal gennemleves. De Forjættelsens Stjerner, der straaler som Ædelstene paa Skriftens Firmament, opdager og paaskønner vi først ret, naar Sorgens Nat lægger sig om os. Saa længe man f. Eks har gode Indtægter, godt Helbred, nok af Venner. ja, saa har Forjættelsen om Guds Forsorg ikke saa stærk en Klang. Gud maa tit først fratage os noget af alt dette, før vi ret lærer at søge i ham selv, hvad vi før mere søgte i hans Gaver. Men kommer vi ind i Sorgens og Savnets Snævringer, da aabner Forjættelserne sig tit for os i en Herlighed, vi aldrig kendte før. Derfor har Guds Børn det alligevel tit allerskønnest indvortes set, naar vi har det allersværest i ydre Henseende. Og Guds Forjættelser er til at stole paa. Dette begrundes her endmere ved Henvisning til, at Gud ikke blot gav Abraham Forjættelsen men gav ham den med et højtideligt Ord, idet han svor ved sig selv (1. Mos. 22, 16) som det største., han havde at sværge ved: "Sandelig, jeg vil storligt velsigne og meget mangfoldigøre dig" (din Sæd). Saaledes lød jo Herrens Ord til Abraham (1. Mos. 22, 17).

Fra V. 16-20 dvæler Forfatteren nærmere ved denne Guds Eds Betydning som endnu en Borgen for Forjættelsens Opfyldelse. Han henviser (V. 16) til den Betydning, den højtidelige Edsaflæggelse har blandt Mennesker, idet den er dem "en Ende paa al Modsigelse til Stadfæstelse". Hvor vederstyggelig end al letsindig Sværgen er, lige saa hellig er Eden i sig selv. "Mennesker sværger jo ved en større", nemlig Gud, men da ingen er større end Gud, stillede Gud ligesom sig selv mellem Abraham og Forjættelsen som et Pant paa dennes Opfyldelse. Det gjorde Gud ikke for sin egen Skyld, thi hans Ord er nok i sig selv men, som her staar (V. 17), for vor Skyld, for derved at hjælpe ikke blot Abraham men alle Forjættelsens Arvinger (Abrahams Børn, Gal. 3, 29) til bedre at hvile i "Guds Raads Uforanderlighed". Gud kender vore Hjerter og ved, hvor svært det er for vor fordærvede Natur at holde ud i Tro og Taalmodighed, "i Haab imod Haab". Derfor gav han os saa "kraftig en Opmuntring" (V.18) til at stole paa hans Ord, saa vi, som "er flyede hen for at holde fast ved det Haab, som ligger foran os", vi har nu "to uforanderlige Ting" at trøste os ved, nemlig baade Forjættelsen og Eden, for at vort lidet troende Hjerte kan forstaa, at det er dobbelt umuligt, at Gud skulde have løjet, have skuffet os, da han gav Forjættelsen.

Dette Haab lignes i V. 19-20 ved et Anker, hvilket jo den Dag i Dag er Haabets Symbol. Det Haab, der i Kristus er lagt sor os, er et "sikkert og fast Anker", der naar "indenfor Forhænget", d. v. s. ind idet Allerhelligste, ind i Himlen, hvor Gud troner i sin Herlighed, og hvor Jesus som "vor Forløber" er gaaet ind til Bedste for os for at være vor Ypperstepræst til evig Tid efter Melkisedeks Vis. Som Konge sidder Jesus ved Faderens højre Haand, som den, hvem al Magt er given; men han er tillige vor evige Ypperstevræst, den evige Midler mellem os og Gud.

Om et Anker er trygt og fast, om det kan holde og bevare vor Sjæ! fra at lide Skibbrud, beror paa, hvordan den Grund er, det fæstes i. Saligt at have sit Haabs Anker fæstet i Himlen. Vilde dog alle Syndere fly hen og gribe fat i dette Anker. Derfor er det, Gud har givet os dets stærke Opmuntring ved ikke blot at give os Forjættelsen men ogsaa at have føjet Eden dertil for vor svage Tros Skyld. "Han er ikke et Menneskebarn, at han skulde lyve, eller det skulde angre ham, hvad han har lovet". Nej, han, som er "Israels Herlighed" (1. Sam. 15, 29), lyver ikke. Hans Forjættelser er "Ja og Amen" i Kristus (2 Kor. 1, 20). Kaster vi Anker i hans Trofasthed, da skal vi ikke komme i Drift og "rives bort" (se Kap. 2, 1). Verden kaster Anker i Muligheders og selvlavede Spekulationers løse Dynd, der aldrig kan holde. Nej, fly hen til det himmelske Anker! Knyt din Sjæl til dette urokkelige Haab, der ikke beskæmmer. Da kan du sige med Guds Apostel (2. Tim. 1, 12): Jeg ved, til hvem jeg har sat min Tro, og jeg er vis paa, at han er mægtig til at vogte paa den mig betroede Skat til hin Dag.

Jeg ved, paa hvem jeg bygger,
Jeg ved, hvad fast bestaar,
Naar denne Verdens Skygger
Som Røg og Støv forgaar.