En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Brevet til Hebræerne

Kap. 7

I det sidste Vers af forrige Kapitel optog Forfatteren igen Tanken fra Kap. 5, 10 om Kristus som Ypperstepræst efter Melkisedseks Vis. Dette Kristi Ypperstepræstedømme skrider han nu til nøje at skildre fra Kap. 7, 1-10, 18 efter dets forskellige Sider. Han tager Melkiseoeks Billede frem, som det er malet for os i Skriften (V. 1-3), og viser derudfra, hvorledes Melkisedek, som er et Afbillede af Kristus, Guds Søn, staar højt over Patriarken Abraham og dermed ogsaa over det levitiske Præstedømme (V. 4-10).

V.1-3 danner een eneste Sætningskæde, i det Om sagnet til "denne Melkisedek" (V.1) først kommer i Slutningen af V. 3: "han forbliver Præst for bestandig". Hele Skildringer henviser til 1.Mos.14,18-20, hvor der kortelig fortælles om denne mærkelige Skikkelse, der var baade "Konge af Salem" og "den højeste Guds Præst" og gik Abraham i Møde, da denne vendte tilbage fra Sejren over de fire Konger (1. Mos. l4, 1), der havde overfaldet Sodoma og de der omkring liggende Byer. Der siges om denne Melkisedek, hvis Navn betyder "Retfærdigheds Konge", at han velsignede Abraham, og at Abraham gav ham Tiende af alt Byttet. Ellers beretter Skriften intet om Melkisedeks Nedstamning, Fødsel eller Død (V. 3). Stedet, hvor han var Konge og den høieste Guds Præst, siges at være Salem, hvilket betyder det samme som "Jerusalem" (se Sl. 76, 3, hvor ogsaa det kortere Navn "Salem" er brugt for Jerusalem). Ordet Salem stammer fra det hebræiske Schalom, der betyder "Fred".

Saaledes som denne skønne Skikkelse fremtræder, staar han som et Afbillede af Guds Søn i dennes Fremtræden. Han kaldes her ikke et Forbillede paa Kristus, men et Afbillede af ham. hvem det gamle Testamente ikke blot peger fremad paa, men som tillige i dybeste Forstand er Grundbilledet for alt, hvad der møder os af Guds Rige i den gamle Pagt. Der siges ikke, at Guds Søn er lignet med Melkisedek, men at denne er "lignet med Guds Søn". Gud satte Melkisedekskikkelsen ind i den hellige Historie for dermed allerede fra de tidlige Dage at fremstille dette Billede af sin enbaarne Søn som Kongepræst.

I dette, at Skriften ikke fortæller noget om Melkisedeks Forældre eller Slægt, laa jo, at hans Præstedømme ikke beroede paa menneskelig Nedstamning som det levitiske men paa et oprindeligt Gudsforhold. Og deri var han et Afbillede af Kristus, hvis Præstedømme heller ikke beroede paa nogen kødelig Ret (han fødtes jo slet ikke i Levi Stamme) men paa hans evige Forhold til Faderen. Og Melkisedeks Navne som "Retfærdigheds Konge" og "Freds Konge" er atter et Afbillede af Kristi velsignede Rige, der bringer "Retfærdighed og Fred" med sig i den Helligaand (se ogsaa Ordet i 1. Mos. 49, 10 om Fredsfyrsten Siloh, samt Ordet i Es 9, 6: "Hans Navn skal kaldes Fredsfyrste" og Jer. 23, 6: "Dette er hans Navn, som man skal kalde ham med, Herren, vor Retfærdighed").

I Kristus forbliver Melkisedek "Præst for bestandig" (V.3). Hans kongepræstelige Gerning har faaet en evig Fuldkommelse i den Guds Søn, af hvem han var et Afbillede.

Fra V. 4-10 fremdrager Forfatteren nu et tredobbelt Fortrin, der udspringer fra dette Melkisedeks Forhold til Abraham, og disse Fortrin har da igen Kristus, Melkisedeks Grundbillede og Fuldkommelse, fremfor det fra Abraham stammende levitiskse Præstedømme. For det første dette, at Abraham, Patriarken, Stammefaderen ofrede Melkisedek Tiende. Nu fik jo ganske vist ogsaa de levitiske Præster Tiende og havde derved en Forrang for deres Brødre, der som de var udgaaet af Abrahams Lænd, men Melkisedek fik jo Tiende af selve Stammefaderen (V. 4-6), det var endnu større. Og dernæst velsignede Melkisedek Abraham, ham, som havde Forjættelserne, han stod altsaa paa en Maade over Forjættelserne, idet han stadfæstede dem for Abraham. "Men det er uden al Modsigelse den ringere, der velsignes af den ypperligere". Derved er Melkisedeks Overhøjhed som Guds Sendebud og Kristi Afbillede overfor Abraham og den gamle Pagt klarligen fastslaaet (V. 6-7).

Og for det andet: de levitiske Præster var dødelige Mennesker, men om Melkisedek "vidnes der", at han lever (V. 8). Forfatteren søger vistnok dette Skriftens Vidnesbyrd i Sl 110, 4, hvor det melkisedeske Præstedønmes evige Livskraft ligger udtalt i Guds Ord til Kristus: "Du er Præst evindelig efter Melkisedeks Vis". Saaledes bliver Melkisedek som Kongepræst ved at leve i Kristus, han, der nok engang døde for vore Synder, men som "ikke dør mere, Døden hersker ikke mere over ham". (Rom. 6, 9). Men over de levitiske Præster blev Døden ved med at raade (V. 8).

Endelig nævnes som det tredje Fortrin, at det levitiske Præstedømme saa at sige (i Abrahams Person) selv havde givet Tiende til Melkisedek, saa sandt Abraham tillige i hin Stund stod som Udtryk for hele sin kommende Slægt, hvortil ogsaa Levi Stamme hørte (V. 9-10).

Det er et stort og helligt Lys, der i dette Ord falder over Begivenheden med Melkisedek. Det viser os paa ny. hvorledes alt iden gamle Pagt har sin hellige Betydning, sin Plads i Guds Riges Husholdning. Og naar Mennesker saa ofte har staaet med et kritisk Syn paa det gamle Testamente og de saakaldte Besynderligheder, man mente at finde deri, vidner det om et overfladisk, uforstaaende Blik overfor det gamle Testamente, hvis Højhed just ligger i, at det er Guds Søns Afbillede, saa vist som det tillige er Forbilledet for Guds Søns Liv her paa Jord som Menneskesønnen.

Men hint Ord om Kongepræsten har tillige det at sige vore Hjerter, at vil vi have ham som vor Ypperstepræst, da maa vi ogsaa have ham som vor Konge. Vil vi ikke "lyde ham" (se Kap. 5, 9), vil vi sætte Grænser for hans Kongerige i vore Hjerter, tjene to Herrer, da vinder vi aldrig Freden. Skal han være vor Freds-Konge, da maa han ogsaa være bleven vor Retfærdigheds-Konge. Vi maa have bøjet vore Knæ for ham og taget mod Retfærdigheden af hans Naadehaand i Troens ydmyge Tak.

Ja, du Guds egen Børneflok,
Hans Smertes store Løn,
Kan du din Frelser prise nok?
O, kron ham, kron ham, kron ham,
Himlens Kongesøn!

I dette Afsnit fortsættes Sammenligningen mellem Kongepræsten Jesus og det levitiske Præstedømme. Fra Vers 11-17 vises, hvorledes dette levitiske Præstedømme med samt Loven, der var i nøjeske Sammenhæng med Præstetjenesten og Ofringerne, er bleven omskiftet ved Ordet om Kristi Præstedømme efter Melkisedeks Vis. Dersom der nemlig var "Fuldkommelse" at faa ved det levitiske Præstedømme, havde det jo ikke været nødvendigt, at "en anden Slags Præst", en Præst af anden Art, nemlig efter Melkisedeks Vis og ikke efter Arons Vis, skulde opstaa (V.11). Men i Forjættelsen om en saadan Præst efter "Melkisedesks Vis" laa jo allerede, at det levitiske Præstedomme kun var foreløbigt og ufuldkomment.

Men med Præstedømmets Omskisfelse fulgte "nødvendigt" ogsaa en "Omskiftelse af Loven" (V. 12). Thi Folket havde faaet Loven paa Grundlag af det levitiske Præstedømme. Gud Lov-Pagt med Israel skulde jo ikke blot være et Gærde omkring Folket, men tillige lede det til Syndserkendelse ("ved Loven kommer Erkendelse af Synd" (Rom. 3, 20)), være en "Tugtemester til Kristus" (Gal. 3, 24). Paa Grund af den naturlige Syndighed kunde Israel ikke holde Loven i dens dybe Forstaaelse (se Herrens Forklaring af Loven i Bjergprædikenen). Derfor var det nødvendigt, at der var et Præstedømme, der kunde være Midler mellem Gud og Folket og frembære de i Loven befalede forbilledlige Sonofre for Folkets Synder. Naar derfor det gamle Præstedømme med sin "Offertjeneste blegnede, som Stjernerne blegner, naar Solen kommer, maatte Loven følge med.

Vor Frelser har jo i sin Bjergprædiken sagt, at ikke et Bogstav eller en Tødel af Loven skal forgaa, men at han var kommen for at fuldkomme Loven (Matt. 5). I hvert eneste Bud ligger der et aandeligt Indhold, en Kærne, der i den nye Pagt er traadt frem i sin Evighedsskikkelse. Saaledes tog Herren paa Loven i sin Bjergprædiken, ligesom ogsaa Apostlene paa denne Maade tager Lovens Bud frem i Formaning (se f.Eks Rom. 13, 9).

Fra Vers 13-17 fremfører Forfatteren to Ting til Bekræftelse af, at det levitiske Præstedømme og Loven maatte omskiftes ved Kristi Komme. Først (V. 13-14) viser han, at han, om hvem Ordet i Sl. 110 siges, Kristus, jo vitterligt nok hørte til en "anden Stamme", nemlig Juda Stamme, som efter Moselov ikke havde noget med Præstetjenesten at gøre. Men deri laa jo Præstedømmets og Lovens Omskiftelse. Dernæst (V. 15-17) fremføres som yderligere Vidnesbyrd herom, at den forjættede nye Præst skulde være i Lighed med Melkisedek, altsaa ikke Præst i Kraft af et "kødeligt Buds Lov", saaledes som de aronitiske Præster havde faaet deres Præstedømme ved kødelig Nedstamning, men i Følge "et uopløseligt Livs Kraft". Arons Sønner, der fik Præstedømmet gennem den kødelige Afstamning, mistede det jo ogsaa igen ved Kødets Forkrænkelighed, ved Døden; men Kristus havde i sit evige, uforkrænkelige Liv som Guds Søn Kraft til at være Præst evindelig, saaledes som Gud i det gamle Forjættelsens Ord i Sl. 110 gav ham Vidnesbyrd. Kristus siger jo om sit Liv: "Jeg har Magt til at sætte det til og Magt til at tage det igen" (Joh. 10, 18). Men det er soleklart, at det levitiske Præstedømme, der har Forgængelighedspræget baade ved at hvile paa kødelig Nedstamning og ved deres bestandige Døen bort, som betjente det, maatte vige for et saadant Præstedømme, hvis Kendemærke var "et uopløseligt Livs Kraft".

Du evige Klippe, hos dig er der Ly,
Til dig i min Trængsel jeg altid vil fly;
Skønt Synd jeg kun ejer, dog trøster du mig,
Du evige Klippe, jeg kommer til dig!

I V. 18-19 understreger Forfatteren nu Summen af, hvad han har sagt i det foregaaende, nemlig den gamle Pagts "Ophævelse", fordi den var "svag og unyttig" i Henseende til at fuldkomme noget (kun som forberedende havde den sin hellige og dybe Betydning), og "Indførelsen af et bedre Haab, ved hvilket vi nærme os til Gud". Thi i Kristus har vi Vejen ind til Guds Hierte, i ham har vi faaet Adgang med Tillid til Faderen (Ef. 3, 12).

Og dertil kommer endnu (V. 20-22), at Kristi Præstedømme grunder sig paa et edeligt Løfte fra Guds Side (Sl.110, 4). Almindelige Præster i Israel fik ikke en saadan Bekræftelse ved deres Udnævnelse. Derfor kan Kristi Præstedømme aldrig sættes ud af Kraft. Og deri ligger igen, "at Jesus er bleven en saa meget bedre Pagts Borgen". Guds Ed vidner om, at Gud tillagde Kristi Præstedømme højere Værdi. Naar Jesus her kaldes den nye Pagts "Borgen", vil dette Ord jo sige det samme som, at han er vor Kautionist overfor Gud. Naadepagten hviler ikke paa vore Navne, men alene paa hans Navn, det Navn, der har den mægtige Klang i Himmel som paa Jord. Den, der kommer frem for Gud i Sønnens Navn, tør være forvisset om Naaden.

Og denne Borgen, vor store Midler, "bliver til evig Tid" (V. 23-24), medens hine andre Præster stadig afløste hinanden, "fordi Døden hindrede dem i at vedblive". En efter en blev de gamle og døde, deres Røst forstummede. Og det gælder jo ikke blot den gamle Pagts Offerpræster, men alle blot menneskelige Præster; deres Gerning, hvor velsignet den end kan være, er dog kun saa kortvarig, men Jesus lever stedse, hans Præstedømme er uforgængeligt (egentlig efter Grundteksten "uoverskrideligt"). Det kan aldri0g gøres ugyldigt eller afløses af noget andet bedre Præstedømme.

Og derfor (V. 25) kan hans Præstedømme fuldkomme Frelsen, hvad Loven og den gamle Vagts Præstedømme aldeles ikke formaaede og heller ikke var bestemt til. Dette Vers 25 drypper med Velsignelse. "Fuldkomment", helt og holdent, formaar Jesus at frelse. Det er ikke en halv Frelse, men en hel og fuldstændig. Hvilken Trøst for alle bange Hjerter! Alt, hvad Voldsmanden har faaet revet til sig, skal blive taget fra ham Ef. 49, 25). Ikke blot vor Sjæl, men ogsaa vort Legemet skal omsider udfries fra Døden. Ingen Nød er saa stor, uden at jo vor Ypperstepræst fuldkomment kan frelse derfra. "Thi han lever altid til at gaa i Forbøn for os" for at tale vor Sag med sin Forbøn, med sin Lidelses Kraft, hos den hellige Gud (se Rom. 8, 34 og 1. Joh. 2, 1 (Talsmanden hos Faderen)).

Men Betingelsen for denne Jesu fuldkomne Frelse, den udtales ogsaa klart nok her. Denne fuldkomne Frelse kan han kun bringe i Kraft over dem, "som kommer til Gud ved ham". Kun naar vi støtter os alene paa Jesus, paa hans Retfærdighed, ikke paa noget som helst af vort eget, kun da fuldkommes hans Frelse over os, som Brorson har sunget det saa skønts i sin Salme: "Den Retfærdighed bestaar og for Gud alene gælder, naar den arme Synder hælder sig til Jesu Død og Saar". -

Dette begrundes til Slutning endnu (P. 26-28) ved Henvisning til Jesu Kristi Person. De levitiske Præster var syndige Mennesker, som bestandig maatte frembære Ofre "først for deres egne Synder", før de kunde frembære Ofre for Folkets Synder, men Jesus er den ubesmittede Gudssøn, "from" (hellig) for Gud, "uden Skyld" blandt Mennesker (se Pilatus Ord: "Jeg finder ingen Skyld hos ham" (Joh. 19, 6) og Frelserens Ord: "Hvem af eder kan overbevise mig om nogen Synd" (Joh 8, 46)). Han er "ubesmittet", ren af Hjertet, og han er "adskilt fra Syndere", idet han udfører sin evige Gerning i Himlenes Allerhelligste for Guds Trone. Fordi han er gaaet igennem alle Himle (se Kap. 4, 14), er gaaet ved sit eget Blod ind i Helligdommen (Kap. 9, 12), derfor kaldes han "ophøjet over Himlene". Den jødiske Ypperstepræst var underlagt mange Forskrifter med Hensyn til Renselse (se 3. Mos. 21); efter Jødernes Ritualbog, Talmud, maatte han syv Dage for den store Forsoningsdag dvæle i Templet skilt fra sit Hjem for at undgaa enhver Besmittelse, og dog var han jo uren i sig selv. Hver Dag trængte han selv til Sonoffer for sine egne Synder, i hvorvel han kun een Dag om Aaret paa den store Forsoningsdag frembar dette Offer. Men Kristus gjorde "een Gang for alle" Fyldest for al Verdens Synd, idet han ofrede sig selv. Thi Kristus er ikke et Menneske "med Skrøbelighed" (Synd) som de, der ved den gamle Pagts Lov beskikkedes til Ypperstepræsker, men det Edsord, hvorved han beskikkedes til Præst efter Melkisedeks Vis, hvilket Ord jo lød senere end Loven (Sl.110), "indsætter en Søn" som den "til evig Tid fuldkommede". Den gamle Pagts Præster stod dog endnu som skrøbelige, syndige Mennesker i Afstand fra Gud. Men ingen kan skaa Faderen nærmere end en Søn Han var jo Guds Herligheds Glans og Guds Væsens udtrykte Billede (Kap. 1, 3), eet med Faderen (Joh. 10, 30).

"En saadan Ypperstepræst sømmede sig for os" (V.26), just for os skyldige, vanhellige, besmittede Syndere."

Du, som Freden mig forkynder,
Du en Frelser, jeg en Synder,
Du med Amen, jeg med Bøn,
Du med Naaden, jeg med Skammen,
O, hvor vi dog passe sammen,
Du Guds salvede, Guds Søn!