En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Brevet til Hebræerne

Kap. 8

Ikke blot i henseende til sin Person er Kristus højt ophøjet over de levitiske Præster, men ogsaa den Helligdom, ved hvilken han øver sin ypperstepræstelige Gerning, staar saa langt over den jordiske Helligdom, ved hvilken den gamle Pagts Præster tjente. Thi den himmelske Helligdom er selve Grundbilledet, af hvilket Tabernaklet kun var en Skygge. Det er dette, Forfatteren i dette Afsnit vil lægge Læserne og dermed os alle paa Sinde.

Han benævner dette som et "Hovedpunkt" ("Summen") i det, der her tales om. Vor Ypperstepræst har taget Sæde "paa højre Side af Majestætens Trone i Himlene" (V.1). Derved betegnes han som den, der tillige er Konge, Kongepræsten. Der øver han sin Gerning som "Tjener" ved Helligdommen Grundtekstens Ord paa dette Sted for "Tjener" ("Leiturgos" deraf vort "Liturgi") betegner Offerpræsten, der udøver sit Hverv paa Folkets Vegne; vi finder det samme Ord brugt i Rom.15,16. Men vor Offerpræsts "Helligdom er det sande Tabernakel, hvilket Herren har oprejst og ikke et Menneske". (V. 2).

Det hører en Yppersteprwst til at frembære Ofre; som sand Yppserstepæst maa Kristus derfor ogsaa have noget, som han kan bære frem som sit Offer (V. 3), og hans Offer er jo først og fremmest hans eget Blod, hvilket han een Gang for alle har frembaaret paa Korsets Alter (Kap. 7. 27), dernæst de Forbønner, hvormed han bestandigt træder frem for Syndere hos Gud. (se Kap. 7, 25).

Men ved det jordiske Tabernakel var han ikke Præst Tjenesten der var henlagt til Arons Børn, til Levi Stamme, og vor Herre Jesus oprandt af Juda Stamme (se Kap.7,14). Var der ingen anden Helligdom, da var han aldeles ikke Præst (V. 4). Men der en anden Helligdom, "en himmelsk", af hvilken den jordiske kun var en "Afbildning og Skygge". Da Moses var paa Sinai Bjerg hos Gud, blev dette himmelske Forbillede vist ham (se 2. Mos. 25, 40: "Se til og gør det efter Forbilledet dertil, hvilket blev vist dig paa Bjerget").

Moses fik altsaa Lov til at gøre et Indblik i Himlens Helligdom, og efter dette Forbillede skulde han berede Israels Tabernakel, hvor Levi Børn skulde have deres beskikkede forberedende Gerning Hvilken Herligheds Glans falder der ikke ved disse Ord over alt, hvad der i Mosebøgerne meddeles om Israels Tabsernakel! Saa forstaar vi, at alle de enkelte særegne Bestemmelser angaaende Tabernaklet, med Hensyn til hvilke Moses fik saa nøjagtig en Befaling, har en dyb aandelig Betydning; thi de er jo en Afbildning af det himmelske Ganske vist kun en Skygge deraf; det himmelske kan aldrig tilfulde betegnes gennem ydre sanselige Ting. I lige Maade kan heller ingen Kunstner tilfulde gengive vor Frelsers Skikkelse, det bliver bestandig kun en Skygge af det sande Frelserbillede.

I Himlen er der altsaa ogsaa et Allerhelligste, hvor Gud selv troner, og hvor Kristus er gaaet ind som Ypperstepræst ved sit Blods Offer for at sidde ved Guds højre Haand. Og der ligger altsaa en himmelsk Betydning i alt, hvad der hørte det gamle Tabemakel til, i alt, hvad der var anordnet i Moselov. Pagtens Ark og Naadestolen, den syvarmede Lysestage og Skuebrødsbordet, Røgelsealtret og Brændofferaltret, ja, hvert Tæppe, hver Kvast, hver Hægte, hvert Kar har et tilsvarende aandeligt og himmelsk Forbillede, har noget at sige os om de himmelske Ting, om blot vi kunde faa Øret opladt tit at høre.

Og i Ordet til Moses: "Gør alting efter den Lignelse, der blev vist dig paa Bjerget" (V. 5), finder vi med Rette ogsaa den Tanke udtalt, at Gud har sin himmelske Plan ogsaa for hver as sine troendes Jordeliv. Herrens hellige er jo "Guds Tempsel" (1.Kor.3,16). Vort Liv her paa Jorden skal være som en Helligdom for Gud. Og nu gælder det om for os at være tro til at faa vort Liv bygget op efter det himmelske Forbillede, som Gud lader os se isit Ord i vor Herres Jesu Kristi Liv og Sind. Maatte vi dog lade være med at bygge efter vore egne Tanker. Det bringer kun Smerte. Ogsaa vi maa (i Aanden) op paa Bjerget hos Gud ligesom Moses Om vor Frelser staar der, at han steg op paa Bjerget ganske alene for at tale med sin himmelske Fader (Joh.6,15). Det er det, vi trænger til, de stille Timer i Løndom, hvor vi kan skue ind i Guds Tanker og Planer med os, for at vi kan vandre i de gode Gerninger, hvilke Gud forud beredte, for at vi skal vandre i dem (se Bibelforklaringen til Ef.2,10). Hvad der bygges op efter den Lignelse, det bestaar.

Lær mig Nattens Stjerne
At lyde fast og gerne,
Ej at vige fra den Vej,
Himlens Gud tilmaalte mig!

Idet Forfatteren med V.6 skuer tilbage til, hvad han udviklede i V.1-5, at Kristi Præstetjeneste er saa meget ypperligere, som den himmelske Helligdom er herligere end dens svage Afbildning her paa Jord, fremfører han endnu et nyt Punkt til Stadfæstelse heraf, nemlig at Kristus jo ogsaa er "Mellemmand for en bedre Pagt". Dette begrundes med Henblik til, at den nye Pagt hviler paa "bedre Forjættelser".

At hin første Pagt ikke var fyldestgørende ("udadlelig"), ikke var den bedste, laa jo allerede i, at der "søgtes Sted for en anden" (V. 7). Og det i selve den gamle Pagt, hvilket nu vises ud fra Forjættelserne i Jer.31 31—34. Herren selv stemplede jo den gamle Pagt som utilstrækkelig (ligesom "dadlede" den) ved at vise hen til "de Dage", da han vilde oprette en ny Pagt med Israel (V.8-9), en. Pagt forskellig fra den gamle med Fædrene ved Udgangen fra Ægypten, hvilken Fædrene jo ikke var blevet i, hvorfor ogsaa Herren havde slaaet Haanden af dem ("ikke agtede paa dem"). Denne sidste Tilføjelse staar ganske vist ikke i Grundteksten hos Jeremias paa det Sted, men paa saa mange andre Steder hos Profeterne (ogsaa hos Jeremias) lyder jo Herrens Forkastelsesdom over det genstridige Folk. Nej, denne gamle Pagt, atter og atter traadt i Støvet af Israel, var ikke den sidste og eneste. Herren havde en bedre Pagt at slutte med Israels Hus, og det er denne Pagt, der skildres her (efter Ordet hos Jer.) i V.10-12. Og som den nye Pagts Fortrin nævnes nu for det første, at Herren vilde give sine Love i deres Sind og skrive dem ind ideres Hjerter. Guds Vilje, der i den gamle Pagt stod skreven paa Stentavlerne og var ligesom udenfor Folkets Sind og Hjerte med sit "du skal", skulde i den nye Pagt være et indre Lys, være skrevet paa "Hjertets Kødtavler" (2.Kor.3,3) som et Kærlighedens "jeg vil".

Og da skulde det opfyldes, hvad der kun saa svagt blev virkeliggjort iden gamle Pagts Dage paa Grund af Hjerternes Haardhed: "Jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk".

Og endvidere (V.11): Da skal der ikke bestandigt behøves ydre Paamindelser om at kende Herren, men Forjættelsen lød paa: "De skal alle kende mig, fra den mindste indtil den største iblandt dem". Dette minder om vor Frelsers Ord i Johs 6, 45: "De skal alle være oplærte af Gud", hvilket ogsaa henviser til et Ord i den gamle Pagt, nemlig Esaj.54, 13.

Denne Forjættelse opfyldes ved den Helligaands iboen i Hjertet. Ved Guds Aand kan jo det lille Barn, den ringe og ulærde, kende Herren lige saa vel som den voksne, som den lærde ("den største"). Det erfares, naar Troen bryder frem hos et Menneske, da bryder ogsaa Lyset frem, saa man fatter de Ting. der hører Guds Rige til.

Det er den nye Pagts Herlighed, at det er en Pagt, der er indvortes, og fører ind i et inderligt og aandeligt Fortrolighedsforhold med Gud og hans hellige Vilje. Og det er en Pagt. der giver. Loven krævede uden at have Magten til at virke, hvad den krævede, fordi den just skulde aabenbare Menneskets naturlige Afmagt. Men i den nye Pagt hedder det bestandigt fra Herren: "Jeg vil give" - "jeg vil indskrive" - "jeg vil være"; i denne Pagt giver Herren selv, hvad Ordet nævner, blot vi vil tage imod i Tro. Den nye Pagt er ingen lovløs Pagt, her tales jo ogsaa om "Love" i hjerte og Sind, men det er Frihedens fuldkomne Lov (Jak.1,25).

Og denne den nye Pagts Herlighed hviler igen (V.12) paa, at den nye Pagt er den fuldkomne Naades Pagt, hvor det hedder: "Jeg vil være naadig imod deres Uretfærdigheder og ikke mere ihukomme deres Synder" (se Jer.31, 34). Lovens Pagt stod bestandig med Gældsbrevet overfor den skyldige, men med den nye Pagt blev Gældsbrevet naglet til Kristi Kors og udslettet (Kol. 2, 14).

Ja visselig, det er en bedre Pagt. Og i det Herren allerede i den gamle Pagts Forjættelser taler om "en ny" (Pagt) "har han erklæret den første for gammel" (V.13), for noget. der skulde ældes og efterhaanden forsvinde. Naar Gud allerede paa Jeremias' Dage betegnede den gamle Pagt som en, der var "nær ved at forsvinde", saa følger deraf, at den gamle Pagt nu, da den nye allerede var traadt i Kraft, maatte være omskiftet og afskaffet (se Kap.7, 12 og 18). Den blegnede, da Retfærdighedens Sol opgik med Lægedom under sine Vinger (Mal.4,2).

Men ud fra denne Skildring af den nye Pagts Herlighed lyder det Spørgsmaal til hver, der ved Daaben er kommen ind under denne nye Pagts Naade: "Har du taget imod denne nye Pagts herlige Vilkaar? Lever du i denne Aandens Herlighed som din daglige Erfaring?" Gud staar ved sit Ord og siger: "Jeg vil". Og Spørgsmaalet til os i den nye Pagt er blot dette: "Vil du?"; thi Jesus Kristus har fuldbragt i vort Sted. alt hvad Loven krævede, han har baaret Straffen for os, gaaet sin Lydigheds- og Lidelsesgang for os som vor store barmhjertige Ypperstepræst. For hans Skyld er Gud i Stand til at give os disse gode Vilkaar paa den Betingelse alene, at vi i en levende Tro flyr hen til Jesus og giver os i hans Haand. Dette er den nye Pagt, der har afløst den gamle. Dette er den bedste, fuldkomne, evige Forjættelsens Pagt.

Dømte vi var, thi Guds-Lov vi brød,
Frelste vi er ved Jesu Død.
Ved Jesu Død! Venner, annam det!
Ved Jesu Død! Syndere, tro det!
Jesus har sonet, hvad vi forbrød
Eengang for alle ved sin Død!