En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Brevet til Hebræerne

Kap. 9

Forfatteren havde i Kap. 5-7 dvælet ved Kristi Persons Overhøjhed over den gamle Pagts Ypperstepræster, i Kap. 8 vist, hvorledes den Helligdom, ved hvilken Kristus var Ypperstepræst, var højt ophøjet over hin jordiske Afbildning deraf, det gamle Tabernakel, fremdeles i samme Kap. 8 vist, hvorledes den nye Pagt allerede ved de profetiske Forjættelser var bleven erklæret for "en bedre Pagt", der skulde asløse den gamle. Nu i dette Afsnit gaar han over til det tredje og sidste Punkt, nemlig at vise, hvorledes ogsaa det Offer, Kristus bragte, var saa langt ophøjet over den gamle Pagts Offer.

Han begynder med at vise (V.1-10), hvorledes der i selve den gamle Helligdoms af Gud anordnede Indretning og Gudstjeneste laa et Fingerpeg fra Gud om det ufuldkomne i den gamle Pagt; dette viste sig særligt i den gamle Pagts Offertjeneste derved, at Samvittigheden aldrig kunde komme til Hvile ved disse Ofre. I Modsætning dertil viser han da (V.11—14), hvorledes Kristus ved sit eget Blods Hengivelse gik igennem det fuldkomne himmelske Tabernakel som vor Ypperstepræst og saaledes vandt en evig Forlosning for os een Gang for alle.

Fra V.1-5 skildrer han det gamle Tabernakels Indretning. Ogsaa denne Indretning hvilede helt paa Guds Anordninger (V.1), men denne første Helligdom var dog kun "jordisk" (Grundteksten siger egentlig "verdslig", hvorved Forgængeligheden i Modsætning til det himmelske Tabernakel stærkere bsetegnes). Nu skildres (V.2) det "forreste Tabernakel", der saakaldte "hellige" med den syvarmede Guldlysestage, Billedet paa Kristus som Livets Ord og Livets Lys, med Skuebrødsbordet, ogsaa et Billede paa Kristus som Livets Brød, tillige vel ogsaa et Billede paa det Gud velbehagelige Liv, som Kristus formaar at virke i sine troende (se Fil.1,11: "Retfærdigheds Frugt, som virkes ved Jesus Kristus, Gud til Ære og Pris").

Derefter kommer (V.3-5) Skildringen af det allerhelligste med Pagtens Ark og med Keruberne over "Naadestolen" (saaledes kaldtes Arkens gyldne Laag, paa hvilket Blodet stænkedes paa den store Forsoningsdag), blandt hvilke Guds "Herlighed" aabenbaredes.

I Skildringen af det allerhelligste findes der (V.4) et Par Ting, som kunde synes fejlagtige. Der staar her (V.4 (gl, Oversættelse)) om det allerhelligste: "som havde et gyldent Røgelsekar". I Mosebogerne findes intet om, at der fandtes et gyldent Røgelsekar inde idet allerhelligste. I 3.Mos.16,12-13 siges, at Ypperstepræsten skulde tage et Ildkar fuldt af Gløder paa Brændofferaltret og komme Røgelse paa disse Gløder, naar han traadte ind i det allerhelligste, for at Røgelserøgen skulde skjule Naadestolen, og Ypperstepræsten ikke dø ved at hans syndige Øje kom til at se dette hellige Sted. Det kan være dette, Forfatteren sigter til, men Ordene her synes dog at tyde paa noget, som hørte med til det allerhelligste. De fleste oversætter imidlertid heller ikke Grundtekstens Ord ved "Røgelsekar" men "Røgelsealter" (vor nye Overs.), hvad vistnok er det rette. Dette stod ganske vist ikke i selve det allerhelligste, men dog lige foran Forhænget, og da Grundtekstens Ord ogsaa kan oversættes: "Hvortil der hørte et gyldent Røgelsealter", har vi vistnok heri den rette Forklaring At Røgelsealtret ligesom regnedes for at høre sammen med det allerhelligste (se ogsaa 1.Kong.6,22) laa i, at Røgelsens Duft, Billedet paa Israels Bønner, just skulde trænge ind for Guds Aasyn.

Det andet Punkt, der har voldet Vanskelighed, er dette, at Guldkrukken med Manna og Arons blomstrende Stav her siges at have været inde i Pagtens Ark. I 2.Mos.16, 33-34 siges der, at Mannakrukken skulde sættes ned "for Herren", og at "Aron satte den ned for Vidnesbyrdet til at forvares". Og i 4.Mos.17,10 siges, at Arons blomstrende Kæp skulde sættes "lige for Vidnesbyrdet", hvilket nærmest maa forstaas "lige foran" Pagtens Ark. De jødiske skriftkloge i de senere Tider (Rabbinerne) havde imidlertid den samme Anskuelse som Forfatteren her, at Mannakrukken og Arons blomstrende Stav oprindelig havde haft deres Plads i Arken. Den mundtlige Overlevering maa vel nok have haft en saadan Beretning; nogle mener, at Mannaen og Staven under Ørkenvandringen indesluttedes i Arken, men at disse to Dele blev taget ud, naar man slog Lejr. Af 1.Kong.8, 9 ser vi, at den Gang Salomons Tempel blev bygget, var der ikke andet i Arken end Stentavlerne.

Efter nu at have omtalt Indretningen af det første Tabernakel, saaledes som Gud havde anordnet det, skrider Forfatteren til at skildre Gudstjenesten ved dette Tabernakel, og først (V.6-8) omtaler han nu Præsternes Gang i det forreste Tabernakel, det hellige, hvor de "forrettede Tjenesten", (og gjorde det endnu paa den Tid, Hebræerbrevet blev skrevet), samt Ypperstepræstens Gang ind i det allerhelligste "een Gang om Aaret" (paa den store Forsoningsdag). Men i dette, at Ypperstepræsten "ikke uden Blod", ikke uden Sonoffer "for sig selv og Folkets Forseelser", maatte gaa derind, ser Forfatteren en Tilkendegivelse fra den Helligaand (under hvis Vejledning Moses rejste Helligdommen) om, at "Vejen til Helligdommen endnu ikke var bleven aabenbar, saa længe det forreste Telt", det "hellige", "endnu staar".

Dette, at den daglige levitiske Tjeneste ikke fandt Sted i det allerhelligste, der til daglig Brug var afspærret, men kun i det hellige, saaledes at dette havde sit Stade foran det allerhelligste og derved spærrede for dette, vidnede jo klarligen "som et Sindbillede" (V.9) om, at den umiddelbare Adgang til Gud endnu ikke var tilstedt. Men deraf fulgte, at de Gaver og Ofre", der frembares endnu lige til Hebræerbrevets Tid ("den nærværende Tid"), "ikke formaaede ihenseende til Samvittigheden at fuldkomme den, der forrettede sin Gudsdyrkelse", ikke formaaede at bringe ham i umiddelbart Samfund med Gud. Af Grundtekstens Ord kan man se, at her ved den, "der forretter Gudsdyrkelsen", ikke blot tænkes paa den tjenstgørende Præst, men ogsaa paa enhver anden, der gennem Præsten bragte sit Offer. Disse Ofringer, paa samme Maade som "Mad" og Drikofre og de forskellige Aftvættelser", der hørte med til Delagtighed i Gudstjenesten (se 3.Mos.11), var kun paalagte som kødelige Forskrifter "indtil den rette Ordnings Tid". Ved "kødelige Forskrifter" forstaas den gamle Pagts mangfoldige Ceremonilove, der kun gjaldt for den ydre Renselse, Renselsen for Kødet (den saakaldte "levsitiske" Renhed). Men ved "Ordningens Tid" forstaas den med Kristi Komme aabenbarede nye Tid, da alt skulde bringes i den rette Gænge.

Nej, intet udvortes Offer formaar at stille Samvittighedens Uro. Det følte ogsaa klart nok de sande troende i den gamle Pagt. Se saaledes Davids Salme 51, hvor han skildrer sin store Syndenød. Da følte han, at "Slagtofre og Brændofre" ikke kunde skaffe ham Guds Velbehag, men at det først og fremmest gjaldt om at møde med en sønderbrudt Aand. Det samme møder os hos Profeten Mika 6, 6-7: "Hvormed skal jeg komme Herren i Møde og bøje mig for Højhedens Gud? Mon jeg skal komme ham i Møde med Brændofre, med aarsgamle Kalde? Mon Herren vil have Behag i Tusinder af Væddere, i Titusinder af Oliebække? Mon jeg skal give min førstefødte for min Overtrædelse, min Livs-Frugt som Syndoffer for min Sjæl ?

Nej, kun Guds førstefødte kunde bringe Ofret, intet af, hvad vi har at bringe, hverken vore Gerninger, vore ydre Ofre eller vore Taarer kan "fuldkomme os i Henseende til Samvittigheden", d. v. s. de kan ikke give den vaagne Samvittighed Fred.

Taarer kan ej frelse,
Om min Kind var daglig vaad,
Ej det gav mod Syn1den Raad,
Hjertet renses ej ved Graad,
Taarer kan ej frelse.

"Men da Kristus kom - dermed træder nu det fuldkomne Offer frem som Modsætning til den gamle Pagts Ufuldkommenhed. "Kristus kom som en Ypperstepræst for de kommende Goder" (V.11-12) ikke blot for udvortes at give Syndere Plads i Guds Folk, ikke blot for at skaffe os en kort timelig Lykke, men for i Sandhed at gøre os delagtige i de tilkommende evige Goder, for at bringe os i Samfund med Gud, for at skaffe os en evig Syndsforladelse, et evigt Liv og Salighed.

Han gik ikke gennem et jordisk forgængeligt Telt, men gennem "det større og fuldkomnere Telt", det himmelske, "ind i Helligdommen", hvorved her menes det himmelske allerhelligste Vi møder ofte i Skriften denne Tanke om en himmelsk Forhal til det himmelske allerhelligste, hvor Guds Trone er (se 2. Kor.12, 2, hvor Paulus taler om, at han "blev henrykt indtil den tredje Himmel").

Og dernæst gik Kristus derind "ved sit eget Blod" i Modsætning til den gamle Vagts Blod af Bukke eller Kalve. Vi maa lægge Mærke til, at der ikke siges, at han gik ind i Helligdommen med sit eget Blod (som den gamle Vagts Ypperstepræst), men at han gik derind "ved" sit eget Blod, hvori ligger, at det var ved sin Selvopofrelse, han vandt sig Magt til at være vor himmelske Ypperstepræst. Fordi han fornedrede sig og blev lydig til Korsets Død, derfor har Gud ophøjet ham og givet ham et Navn over alle Navne, det store Frelsernavn (Fil. 2, 8-9).

Og for det tredje, han dragte sit Offer "een Gang for alle", i Modsætning til den gamle Pagts Ypperstepræst, der Aar for Aar maatte bringe Ofret. Thi den "Forløsning", han havde vundet, var en "evig Forløsning".

Kristi Forløsnings evige Værd og Gyldighed stadfæstes (V.13-14) ved Tilbageblik til den gamle Pagts Ofre og Renselser (med Hensyn til den her omtalte Renselse med "Asken af en Kvie" henvises til 4.Mos.19). Endskønt disse ikke kunde hellige Sjælen, havde Gud dog i dem lagt en helligende Kraft til Kødets Renhed, den ydre levitiske Renhed Dersom man rørte ved Lig, blev man efter Mose Lov (se 4.Mos.19) uren (i ydre Forstand), uværdig til at tage Del med Folket i Gudstjenesten. Men formaaede nu disse den gamle Pagts ydre Ofre og Renselser som Forbilleder at borttage det ydre Urenhedspræg fra Mennesker, hvor meget mere formaar da ikke Kristi Blod at rense! Han "frembar sig selv som lydeløs" for Gud, og det ikke i Følge en ydre Anordning, men ved "en evig Aand". Dermed menes paa den ene Side den frivillige Lydigheds Aand overfor Gud, i hvilken Kristus ofrede sig, paa den anden Side den inderlige Kærlighed til Menneskenes Børn, Kærligheden, Hjertegløden, "stærk som Døden". Men dette: "Ved en evig Aand" siger os ogsaa, at Kristus bragte sit Genløsningsoffer i Kraft af sin evige Guddomsnatur som Guds Søn. og just derved fik hans Offerblod sin uendelige Kraft. Den samme Tanke møder vi i 1. Joh.1, 7, hvor der staar: "Jesu, hans (nemlig "Guds") Søns Blod renser os fra al Synd". Guds Søns Blod formaar langt mere end at hellige til Kødsets Renhed, det formaar at "rense Samvittigheden fra døde Gerninger til at tjene den levende Gud".

"Døde Gerninger" betegner vore egne syndbesmittede Gerninger, der i den gamle Pagt forbilledlig betegnedes ved Lig", som man blev uren as at røre ved. Dette Ord er et vældigt Slag mod al Selvretfærdighed Alt, hvad vi gør i egen Kraft til egen Ære og egen Lyst, stinker som Liglugt for den levende Gud. Men Kristi Blod formaar at rense vor Samvittighed fra de døde Gerningers Forbandelse ved at bringe os Syndernes Forladelse, Tilgivelse for alle disse vore døde Gerninger og derigsennsem Kraft til at slippe dem, saa vi kan komme til at tjene Gud i Aand og Sandhed.

Ingen Angerens Taare forsoner for Synd,
Ingen Bøn, kun det frelsende Blod.
Fly til ham, som udgød det, o fly denne Stund,
Lad dig to i den rensende Flod!

I dette Afsnit sker en yderligere Paavisning af Nødvendigheden af Kristi Død, dette Punkt, som var den store Anstødssten for Israel efter Kødet. Just "derfor" er han bleven en ny Pagts, et "nyt Testamentes Mellemmand", fordi hans Offer formaaede, hvad de levitiske Ofre var ude af Stand til. Formaalet med denne nye Pagt var jo, at "de kaldede" (V. 15), baade de fra den gamle Pagt og gennem alle Tider, "maatte faa den evige Arvs Forjættelse". Guds Naadekald rækker til alle Slægter, som Forjættelsen lød til Abraham, at i hans Slægt skulde alle Jordens Slægter velsignes. Kanaan var jo kun ec timeligt Forbillede paa Forjættelsens Indhold, der i Virkeligheden er den "evige Arv", det evige Liv i Guds Rige. Men for at dette Maal kunde naas, maatte der "ske en Død til Genløsning sra Overtrædelserne under den første "Pagt". Det er Kristi Døds tilbagevirkende Kraft, her ses hen til, paa samme Maade som i Rom. 3, 25 ("de forhen begaaede Synders Forladelse"). Ogsaa hele den gamle Gæld maatte til Side, for at den nye Naadens Pagt kunde træde i Kraft, denne Pagt, hvor Gud forlader Synder for Kristi Blods Skyld.

At dette hænger ganske nøje sammen med en Pagts Væsen, at der maa ske Død, før Pagten kan træde i Kraft, viser Forfatteren nu (V.16-17) ved at betone den nye Pagt som en Arvepagt. Det græske Ord for Pagt ("Diatheke") betyder nemlig baade en Pagt i Almindelighed og tillige en Arvepagt, det samme som vi med et latinsk Ord kalder "Testamente". Baade den gamle og den nye Pagt var saadanne Arvepagter, hvorfor vi ogsaa bruger Navnene det gamle og det nye Testamente.

Men ved en Arvepagt er det jo saa langt fra, at Arveladerens Død hindrer en Arvepagt, at denne tværtimod først træder i Kraft, naar Arveladerens Død har fundet Sted og er bleven godtgjort (V.16). Før Arveladerens Død har Testamentet endnu ingen Kraft (V.17). Saa længe Testator (Arveladeren) lever, kan han jo forandre Testamentet, men er han død, staar det fast. Den evige Arv var der først ved Kristi Død, da hans Blod var rundet for vore Synder.

Fra V.18—22 vises nu, hvorledes ogsaa den første Pagt, det gamle Testamente, krævede Blodsudgydelsez der henvises til Bevis herfor til 2.Mos.24, 5-8, hvor der fortælles, hvorledes Moses ved Pagtslutningen stænkede Offerblodet baade paa Alteret og paa Folket, for at der kunde være en Blodpagt mellem disse to Parter, melem Gud og Israel. Dette udtalte Mosses udtrykkeligt med de Ord: "Se det er den Pagts Blod, som Herren har sluttet med eder". I 2. Mosebog staar der kun, at Blodet stænkedes paa Alteret og Folket; der omtales ikke, at Bogen ogsaa bestænkedes med Blodet, heller ikke, at det skete "med Vand og Skarlagenuld og Isop". Forfatteren tager med i Beretningen, hvad der gik i mundtlig Overlevering hos Israel som levende Minde om shsin uforglemmelige Stund i Folkets Livs. "Bogen", der nævnes her (V.19), er den i 2 Mos. 24, 7 nævntse "Pagtens Bog", hvori "Moses skrev alle herrens Ord". Tabernaklets og dets Redskabers Helligelse med Blod omtales kun delvis i 3. Mosebog 8, men ogsaa her havde den jødiske mundtlige Overlevering bevaret Minder. Den jødiske Historieskriver Josefus omtaler ogsaa, at Tabernaklet og dets Redskaber bestænkedes af Moses med Offerblod.

Og saaledes var det jo efter Loven næsten med alt, at det skulde renses med Blod. Enkelte Undtagelser var der jo (se f.Eks.3.Mos.5, 11, hvor det tilstedes den fattige, der ikke formaaede at bringe et Blodoffer, at nøjes med Tiendeparten af et Maal Mel til Syndoffer), men Regelen var den: "Uden Blodsudgydelse sker ikke Forladelse".

Blodet betegner Livet. "Kødets Sjæl er i Blodet, og jeg har givet eder det paa Alteret til at gøre Forligelse for eders Sjæle". Saaledes lød Herrens Ord (3.Mos. 17,11). Ogsaa Lægevidenskab lærer os, at det legemlige Liv har sin Kraft i Blodet. At være blodfattig betegner Svaghed, Blodforgiftning er noget af det værste for Legemet, udgydes Blod, svinder Livet, at ofre sit Blod er at ofre sit Liv.

Det krævede altsaa Loven, "at Afbildninger af de himmelske Ting (andet var den gamle Pagts Ting jo ikke) skulde renses" ved Blod (V. 23), men selve de himmelske Ting, den nye Pagts Helligdom, maatte da kræve bedre Ofre end disse; thi den gamle Pagt sigtede jo væsentligt kun paa den ydre forbilledlige Renselse, den nye Pagt skænker derimod en fuldkommen Renselse af Aand, Sjæl og Legeme. Derfor var et bedre Offer nødvendigt, thi Kristus gik ikke ind iden gamle Pagts forgængelige Helligdom, der kun var et Billede af den sande Helligdom, men han gik ind i selve Himlene for der at øve sin ypperstepræstelige Gerning "for Guds Ansigt", "for os" (V.24), for i dette allerhelligste at gøre sit eget Blods Kraft gældende til Bedste for alle dem, der kommer til Gud ved ham (Kap. 7, 25).

Fra V.25-28 understreges endnu en Gang Kristi Offers Fuldkommenhed, idet han gjorde Fyldest een Gang for alle. Derved beviste han i Sandhed, at hans Offer var et bedre Offer end det, som det gamle Tabernakels Ypperstepræst bragte, der "hvert Aar" gik ind i Helligdommen "med fremmed Blod" (V.25). Havde Kristi Offer ikke været fyldestgørende een Gang for alle, havde han jo maattet lide mange Gange fra Verdens Grundlæggelse af for de mange forskellige Slægter, men Kristi Blod, hans eget kongelige Blod, det frivilligt udgydte uskyldige Blod, det formaaede "een Gang for alleved Tidernes Fuldendelse", da Kristus aabenbaredes i Tidens Fylde, at naa det store Maal, at "bortskaffe" Synden, al Verdens Synd.

Hvilket saligt Evangelium for alle, som føler Syndens Byld! Synden er knust, kastet bag ved Guds Ryg (Es.38, 17), kastet i Havets Dyb (Mika 7, 19) for hver den, der i Troen har hævet den os ved Kristi Blod tilfaldne Arv, den Arv, hvortil vi døbte Mennesker fødtes as Vand og Aand.

Dette "een Gang for alle" bekræfter Forfatteren endnu en Gang ved et Billede fra Menneskelivet. Ligesom det er beskikket Menneskene at dø een Gang (her tænkes paa den legemlige Død), hvorefter Dommen følger, saaledes døde (som et Sonoffer) ogsaa Kristus een Gang "for at bære manges Synder", ja, alles, saa vidt de blot vil komme til ham, tro paa ham. Som et Menneskes Gerning er afsluttet ved Døden, saaledes var ogsaa Kristus færdig med sin Offergerning, da han døde, og som hvert Menneske, naar det er død, skal erfare, at der derefter kommer Dom over det afsluttede Jordeliv, at "vi skulle alle aabenbares for Kristi Domstol, for at hver kan faa igen, hvad der ved Legemet er gjort" (2.Kor.5, 10), saaledes skal ogsaa Kristi Gerning en Gang aabenbares paa den store Dommens Dag, da han "anden Gang skal uden Synd vise sig for dem, som forvente ham, til Frelse".

"Uden Synd" betegner her, at Kristus, naar han kommer igen, ikke mere har noget at gøre med at sone Menneskers Synd. Det blev han færdig med een Gang for alle, da han første Gang aabenbaredes i syndigt Køds Lignelse (Rom. 8, 3) for at blive Syndofret for os (dog selv uden Synd, Kap.4, 15). Anden Gang kommer han for at bringe den fuldkomne Frelse, Saliggørelsen, til dem, der forvente ham. Ogsaa de, der ikke agter paa hans Blods Offer, der slog alle Tanker om hans Komme ud af Hoved og Hjerte, ogsaa de skal visselig se ham, som der staar skrevet i Joh.Aab.1, 7: "Se, han kommer med Skyerne, og hvert Øje skal se ham, ogsaa de, som har gennemstunget ham" (ved deres Vantro). Men de skal se ham til Gru og Rædsel, "alle Jordens Stammer skal jamre ved hans Komme".

Men til Guds Folk lyder det da: "Opløft eders Hoved, efterdi eders Forløsning stunder til" (Luk. 21, 28). Salige de, der til det sidste kan sige med Apostlen: "Vort Borgerskab er i Himlene" hvorfra vi ogsaa forvente som Frelser den Herre Jesus Kristus" (Filip.3, 20).

Da, naar han anden Gang aabenbares, da skal der intet Kors plantes mere, intet Getsemane og intet Golgatha gennemleves mere. Hvor taabeligt handler ikke de, der vil gøre Kristi Gerning om igen, saaledes som Pavens Præster mener, at de kan ved deres Messeofringer. Nej, det er vor Samvittigheds Fred: "Jesus har sonet, hvad vi forbrød, een Gang for alle ved sin Død".

O, betvivl ej, at Blodet udsletter din Skyld, Husk, hvad Gud selv i Ordet har sagt, Hans besluttede Raad blev ved Sønnen udført, Alt er gjort og Forsoning fuldbragt.