En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Brevet til Hebræerne

Kap. 10

Dette Afsnit, der er Slutningen om Udviklingen af Kristi Ypperstepræstedømme, gentager endnu en Gang de idet foregaaende udtalte Tanker, understreger atter kraftigt Nødvendigheden as Kristi Sonoffer ved Henvisning til den ufuldkomne Virkning af den gamle Pagts Ofre.

Disse Ofre kunde kun stadigt paa ny bringe Synderne i Erindring men ikke borttage dem (V.1-4). Dersom de i Loven bestemte Ofre fuldkomment havde kunnet forsone dem, der kom frem med dem, maatte de være ophørte efterhaanden, de ofrenrendes Samvittighed maatte være kommen til Fred med Hensyn til Syndeskylden. Men saaledes var det jo ikke. Saa viser den gamle Vagts Ofringer sig da kun at være et Middel til bestandigt paa ny at minde om Synderne. Ligesom Loven blev givet for at vække Syndserkendelse (Rom.3, 20), saaledes ogsaa Ofrene. Forbilledligt og foreløbigt skulde Ofringerne ganske vist ogsaa tjene til Trøst for de af Synden besværede, men det laa i Sagens Natur, at saa udvortes Midler som Blod af Oksne og Vukke ikke kunde bringe den høje, aandelige Skat, der hedder Syndernes Forladelse. Loven havde kun "Skyggen af kommende Goder", selve Virkeligheden, den sande Skikkelse var først at finde i den nye Vagt, i Kristi Offer.

Ved Henvisning til Sl.40, 7-9 begrundes det nu, at det ikke var gennem ydre Ofre men kun ved Kristi fuldkomne Opfyldelse af Guds Villie, idet han i Lydighed mod Gud ofrede sit Legeme een Gang for alle, at Synderes Helliggørelse kunde naas (V.5-10).

Sl.40, som der her henvises til, er af David. Den indeholder en Lovprisning til Gud for Herrens Frelse, og David udtaler sin Erkendelse af, at ikke de ydre Ofre men Lydighed under Guds Villie var den Offergave, der først og fremmest var Gud til Behag. Disse Davids Ord anvendes her paa Kristus og med fuld Ret. Kristus er Davidssønnen, i hvem alle de hellige Lysglimt, der viste sig hos David, samledes i deres Fylde. Just dette Lydighedssind drev Davidssønnen ned til Jord; det var dette Sind, der fyldte ham, "i det han traadte ind i Verden"« (V.5), ikke at bringe ydre Ofre men at bringe sig selv som Offer efter Guds Villie.

Og som David saa hen til, hvad der var skreven i "Bog rullen", den gamle Lovbog (Sl.40, 8), saaledes faa ogsaa Davidssønnen hen til, hvad der var skrevet om ham i Bogrullen, hvad der i den gamle Pagts Ord var talt om Messias og hans Gerning. Og den Guds Villie, der med Hensyn til Messias's Selvhengivelse var udtalt i den gamle Vagt (se Es.53), kom Davidssønnen for at fuldkomme (V. 7-9). Men Guds Villie var ikke fyldestgjort i de mange Slags Ofre, der frembares efter Loven. Dette "første", Lovens Ofringer, "ophævede" Davidssønnen for at sætte det "andet" (V.9) i Stedet, nemlig sin Selvhengivelse.

Hebræerbrevets Forfatter finder allerede i Sl.40 et Ord, der viser, hvorledes Kristi Offer skulde bestaa i hans eget Legemes Hengivelse, nemlig det her i- V.5 nævnte Ord: "Et Legeme beredte du mig". Saaledes maa der have staaet i den græske Oversættelse af det gamle Testamente, som han har benyttet. I selve Grundteksten lyder Ordet noget anderledes, nemlig ordret: "Øren har du gravet mig", hvilket i vor danske Bibeloveksættelse er gengivet: "Du har aabnet mig Ørene", hvorved nærmest tænkes paa Ørenes Oplukkelse for Sandhedens Erkendelse. Den gamle græske Oversættelse (Septuaginta) har altsaa faaet en anden Tanke frem ud af dette Ord. Og selv om den næppe har ramt Grundtekstens Tanke, saa har den dog ramt en bibelsk Sandhed, nemlig, at Gud vilde berede den kommende Davidssøn med det evige Rige "et Legeme", at "Ordet skulde blive Kød!« og saaledes bo iblandt os.

Og- just deri bestod jo Guds Villie, at dette Legeme, dette Kød og; Blod (se Kap. 2, 14), som hans eenbaarne Søn, Davsidssønnen tillige, blev iført, skulde ofres een Gang for alle til Synderes Helliggørelse (V.10). Og ved denne Villie, nemlig ved "Ofringen af Jesu Kristi Legeme een Gang for alle er vi helligede".

For at Syndere skulde blive. gjort hellige, saa at de kunde passe ind i den hellige Himmel, derfor ofredes Jesu Kristi Legeme som. det fuldkomne Offer. Helliggørelsen betegner da her, som vi ser, Frelsen fra Syndens Skyld og Magt.

Fra V.11-18 vises endnu en Gang Sandheden af dette "een. Gang for alle". "Kristus har "med eet Offer for bestandig fuldkommet dem, som helliges" (V.14). Der behøves ikke den bestandige Gentagelse som i den gamle Pagt (V.11). Kristus sidder nu, efter at have bragt dette ene fuldgyldige Offer for vore Synder, "for bestandig ved Guds højre Haand" og har der ikke mere med noget Offer for Synden at gøre. Det er ikke længere Kors og Lidelse men Aabenbarelsen af sin fuldkomne Sejr over alle sine Fjender, han nu herefter oppebier (V;12-13). Der hentydes til det samme som i Kap 9, 28, nemlig Kristi Genkomst ikke mere for at lide men for at "herliggøres i sine hellige og beundres i alle dem, som tror" (2.Thessal.1).

Der sluttes med fornyet Henvisning til den Helligaands Vidnesbyrd gennem Profeten Jeremias, til Jerem.31, 33-34, hvor der just (Kap.8,10-12) tales om den nye aandelige Aandens og Syndsforladelsens Pagt (V.15-17). Men hvor Syndernes Forladelse er, der er ikke længere Tale om Ofre for Synden (V·18). I den nye Pagt findes derfor ingen Offerpræst mere som i den gamle Pagt. Syndofferet er bragt, og det er Taabelighed, om vi. forsøger at bringe det igen. Hvad alle den gamle Pagts Ofre ikke formaaede, det formaar ikke heller nogen som helst menneskelig Anstrengelse. Ingen Gerninger, intet som helst har vi at betale med. Vi har kun at fly hen til ham, der har bragt den fuldkomne Genløsnings Betaling, at fly hen til Korsets Sonoffer i Tro. Dertil blev vi døbte, til Syndernes Aftvættelse (Apostl. Gern.22, 16). De eneste Ofre, vi kan bringe er Lov- og Takofre (se Kap.13, 15).

Saaledes "helliges" vi. Herrens troende kan med Lov og Pris bekende: "Vi er helligede ved Ofringen af Kristi Legeme een Gang for alle" (V.10). Saaledes vidner ogsaa Apostlen Paulus i 1.Kor.6, 11: "I er aftvættede, I er helligede, I er retfærdiggjorte ved den Herres Jesu Navn og ved vor Guds Aand".

Men er vi helliggjort i Troen ved Jesu Offer, da virker hans Blods Kraft ogsaa Livets Helliggørelse, saa vi i hans Efterfølgelsse kan fyldes med hans hellige Lydighedssind, saa det ogsaa bliver vor "Mad" at gøre vor himmelske Faders Villie (Joh.4, 34), saa vi ogsaa kan sige til vor Gud som Davidssønnem. "Se, jeg kommer for at gøre din Villie".

Du, som Kalken for os drak,
Jesus, Jesus, evig Tak!

Med Kap.10, 19 begynder det sidste Hovedafsnit af Hebræerbrevet, hvor Formaningen er det væsentlige, Formaningen om ikke at lade den ved vor store Ypperstepræst erhvervede Naade gaa til Spilde.

"Efterdi vi da, Brødre, har Frimodighed til den Indgang i Helligdommen ved Jesu Blod" - i dette gyldne Ord har vi Summen af hele den foregaaende Udvikling om Jesu Blod som det eneste Grundlag for vor Frelse. Denne Frihed til med Frimodighed og glad Fortrøstning at gaa ind i "Helligdommen", hvormed her betegnes det himmelske allerhelligste, Adgangen til den levende Gud og Fader, har vi som en Naadegave, købt med Jesu Blod.

Denne Indgang i Helligdommen "indviede han for os som en ny og levende Vej gennem Forhænget". Han banede Vejen igennem det store, haarde og forfærdelige Syndebjerg, og nu har vi kun at vandre den Vej, han har beredt os. Det er en ny "Vej, ikke den gamle Pagts ufuldkomne Forberedelsens Vei, der ikke formaaede at føre ud af Syndeskylden, men den hele og fulde Syndsforladelsens Vej. Det er en levende Vej, den bærer dem, der vandrer paa den, fremad, giver selv Kraft til Vandringen, og den standser ikke ved Forhænget, men fører igennem. Her siges om Forhænget, at "det er hans Kød", hvormed menes Jesu Menneskeliv, levet i Kødet under vore Synders Byrde. Saa længe dette Frelseresns jordiske Liv ikke var levet til Ende, ikke endnu var hengivet for os i Døden, bestod Forhænget endnu. Forhænget er jo ogsaa et Billede paa Synden, der skiller fra Gud, men Kristus blev just gjort til Synd for os, som skrevet staar i 2.Kor.5, 21: "Den, som ikke kendte Synd, har han gjort til Synd for os (Straffen blev lagt paa ham), for at vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham".

Men da Frelserens Jordeliv havde naaet sit Maal, da Syndebyrden var sonet paa Golgatha, da Frelserhjertet brast for vore Synders Skyld, da brast ogsaa Forhænget. Gud havde ventet paa denne Stund. Han kunde ikke benaade helt og fuldt, før Sønnens Offer i Kødet var fuldbragt, indtil den Stund maatte Forhænget være der. Men "vi have en stor Præst over Guds Hus", vor Ypperstepræst var stor nok til at borttage Forhænget for bestandig ved at hengive sit eget Liv for os.

Nu rækker Guds Hus helt ind i Himlens Helligdom. Vejen er aaben (V.19-21), saa lad os da bruge denne vor Adgang. "lad os træde frem" for Gud ad denne Naadens Vej! Men dette maa være »med et sandt Hjerte". Det er den allerførste Betingelse, Hjertets Oprigtighed, at det er Alvor med vor Villie. "De oprigtiges Slægt skal velsignes" (Sl.112,2).

Hvad der ligger i dette et "sandt Hjerte" udvikles nu nærmere, og først som "Troens fulde Forvisning". Den levende Tro er en Forvisning, ikke blot en Kundskab. Vistnok hører der Kundstab til, thi vi kan ikke fortrøste os til nogen uden at kende noget til vedkommende. Dog hjælper Kundstab alene ikke. Den har ogsaa Djævelen (se 1.Kor.8, 1 og Jakob 2,19). Men Hjertets Hengivelse i fuld Fortrøstning, det er Troens Hjerteblad. Denne levende forvissende Tro er Guds Aands Værk (Rom.8, 16), og den hviler just paa, hvad her fremdeles nævnes i V.22, "Hjerternes Renselse fra en ond Samvittighed ved Bestænkelsen (nemlig med Kristi Blod) og Legemets Aftvættelse med rent Vand", hvorved tydeligt nok henvises til Daabens Naadeflod (se Ef.5, 26: "Han rensede os ved Vandbadet med et Ord"), som Brorson synger: "Som købte og døbte vi bærer Sønne - det skønneste Navn". I Daaben er Kristi Blod jo til Stede som den rensende Kraft, hvorfor der ogsaa i 1. Pet.3, 21 tales om Daaben som en Pagt med Gud til at skaffe os en god Samvittighed. Udtrykkene: "Bestænkelsen" og "Legemets Aftvættelse med rent Vand" er hentet fra den gamle Vagts Forbillede og Forjættelser. Den Renselse. Moses forbilledlig betegnede ved Pagtslutningen paa Sinai, da han staenkede Offerblodet paa Folket (2.Mos.24), og den Aftvættselse med det rensende Vand, som var forjættet hos Ezekiel 36, 25, finder sin Opfyldelse i Daabens Sakramente. Naar her nævnes baade Hjerte og Legeme, vil det sige, at et troende Menneske i Kraft af Daabens Naade staar ren og hellig for Gud efter hele sin Person baade indvortes og udvortes. Legemet skal oprejses paa den yderste Dag, fordi ogsaa det kom ind under Naaden og blev den Helligaands Tempel, saa sandt Naaden da blev modtaget i Tro.

Men Ordet her stadfæster tillige for os, at Troens "fulde Vished" hviler paa Blodets og derigennem paa Daabens Naade, og at det ikke, som det saa ofte læres hos Sekterne, er Daaben, der hviler paa Troen.

I V.23 betegnes nu fremdeles "det sande Hjerte" som en Fastholden af Haabets Bekendelse. Denne Bekendelse skal fastholdes som "urokkelig". Haabet betegner jo et Guds Barns Fremblik. Verdens Forhaabning bygges paa Sand og rokkes bestandigt af tunge Anelsers Storme, men et Guds Barns Bekendelse er fyldt med et Haab, der ikke beskæmmes (se Rom.5,5); det rokkes ikke, fordi det hviler paa Klippen "Thi trofast er han, som gav Forjættelsen".

Saaledes skal vi altsaa træde frem for Gud. Dette følger med det sande, udelte Hjerte: Troens fulde Forvisning om den allerede modtagne Naade og en frejdig Fastholden i Haabet af den Naade, vi endnu forvente af ham, hvem ingen endnu med Rette har kunnet beskylde for Troløshed, saaledes som den gamle Vismand Sirak skriver i sin Bogs Kap.2, 10: "Ser hen til de gamle Slægter og giv Agt! Hvo satte sin Lid til Herren og blev beskæmmet?" - Men endnu et tredje hører med til det sanddru Hjertes Forhold, og det er Kærligheden, den indbyrdes Kærlighed (V.24), Kærligheden til alle de hellige Den skal vise sig i, at vi "give Agt paa hverandre", saa vi ikke er ligegyldige for, hvorledes det staar til med vore Brødre og Søstre i Troen. Og først og fremmest skal denne indbyrdes Kærlighed vise sig i, at vi "opflamme hverandre", opildner hverandre "til Kærlighed og gode Gerninger", til at Kærlighedsbaandet imellem os kan fæstnes og Herren faa Ære gennem de troendes Gerninger (se Matt.5, 16). Opmuntring trænges der meget til blandt Guds Børn, hvem Herren har forudsagt Trængsel i Verden (Joh.16, 33); vort Hjerte er saa ofte forsagt og klejnmodigt (1.Thess.5,14). Men ogsaa Formaning trænges der til (V.25). Bi skal ikke dømme hverandre (Sak.4, 11-12), men Formaning kan" ikke undværes. I den gamle "Hebræermenighed, til hvem dette Brev er stilet, var der "nogle", som havde begyndt at trække sig tilbage fra de troendes Sammenkomster ; formodentlig holdt disse vaklende Hjerter sig atter kun til Templet og den gamle Pagts Skyggetjeneste. Men naar Venner forsvinder fra vor "egen Forsamling", kommer sjældnere og sjældnere, da opmuntrer og styrker de ikke Samfundet men svækker og bedrøver deres Brødre. Saadanne lunkne Hjerter skal vi "formane", siger Ordet her, "og det saa meget mere", føjes der til, "som I ser, at Dagen nærmer sig".

Ved Dagen maa forstaas Herrens Dag, og den kunde de "se" nærme sig, formodentlig deraf, at det gamle Jerusalems Undergang var truende nær. Ordet her viser hen til, at Brevet er bleven skrevet paa den Tid, da Urolighederne i Anledning af det jødiske Oprør mod Romerne allerede var i Gang. Men Jerusalems Undergang, som Herren havde varslet om (se Matt 24), var af ham tillige sat som en Indledning til og et Forbillede for den sidste og store Dom. Hvor taabeligt da at forlade den nye Pagts Herlighed og søge sin Tilflugt i den synkende Skude, i det Tempel, hvoraf der efter Herrens Ord snart ikke skulde være Sten paa Sten (Matt.24,2)!

"Da.gen nærmer sig" - saaledes lyder det ogsaa stærkt i vore Dage. O, lad os da benytte den aabne Dør ind i Helligdommen med Frimodighed paa Blodets Regning, lad os træde frem med et ærligt, udelt, sanddru Hjerte i fuldvis Tro, i urokkeligt Haab, iinderligt Kærlighedssarnfund med Guds Børn til gensidig Trøst og Tugt!

I da, som have Herren kær,
Staar sammen, ak, staar sammen nær,
Forbindes ret i Kærlighed
Og tænker paa vor Daabes Ed
Og paa, hvad Jesus har os sagt
Og hver især paa Hjerte lagt!

I den (V.25) omtalte bedrøvelige Uskik, som nogle gjorde sig skyldige i, at de trak sig tilbage fra de troendes Sammenkomster, laa en Lunkenhed, som kunde føre til fuldstændigt Frafald. Det er den første og alvorligste Advarsel, Forfatteren fremfører. Blive borte mere og mere, til sidst ganske - blive fremmed mere og mere for Guds Børn, for deres Liv og Gerning, til sidst blive bitter, det er farlige Trappetrin ned imod Frafald, ned imod dette frygtelige Standpunkt, som her (V. 26) betegnes som at "synde med Villie". Grundteksten viser, at her ikke er Tale om enkelte Fald men om et Liv i Synden og det "efter at have modtaget Sandhedens Erkendelse", altsaa et bevidst og fortsat Liv i Synden, en bevidst Forkastelse af Sandheden. For saadanne "er der ikkke mere noget Offer tilbage for deres Synder". Forkaster man med Bevidsthed Golgatha, hvor visl man saa gaa hen for at finde "et Sonoffer, der formaar at frelse? Da bliver der kun tilbage "en frygtelig Forventelse af Dom" (V.27), en Forsmag Paa den Orm, der ikke dør, den evige Samvittighedskval, og "en brændende (egentlig "Ildens") "Nidkærhed, der skal fortære de genstridige". Det er Guds Vredes Ild, der allerede brænder i den forhærdedes Hjerte, det er Forsmag paa "den Ild, der ikke sluskkes" (Mark.9, 44).

Dette begrundes (V. 28-29) end mere ved Henvisning til den gamle Pagt. Naar nogen brød Mose Lov, ikke i Vankundighed og Vildfarelse (se Kap.5, 2) men, som Grundtekstens Ord betegner, viste Trods overfor den ved Moses givne guddommelige Lov, saa ramtes han uden Barmhjertighed af Dødsdom, saafremt da Klagen imod ham stadfæstedes ved to eller tre Vidners Mund (se 5.Mos.17, 2-7, hvor der særlig tænkes paa Afgudsdyrkelsen). Men "hvor meget værre Straf maa da ikke den agtes værd, som træder Guds Søn under Fod og agter Pagtens Blod for urent, hvormed han blev helliget", og "forhaaner Naadens Aand", den Aand, der var en Gave fra Gud og vidnede om Guds Naade. Det er Bespottelsen mod den Helligaand, der skildres for os i disse dybt alvorsfulde Ord. Jordisk Dødsdom ramte den, der haanede den gamle Lovs Bud, men evig Dødsdom rammer den, der trodsigt sparker til Frelserens Kærlighed, til det Blod, der havde aftvættet hans Syndeskyld og aabnet ham Adgang til Helligdommen, spotter den Aand, der havde vidnet for ham om Naaden.

Forfatteren henviser endnu (V.30-31) til to hellige Ord fra den gamle Pagt, nemlig Ordet fra 5.Mos.32, 35, der i Grundteksten hedder: "Hævnen og Betalingen hører mig til", ogs Ordet fra 5.Mos.32, 36, der ogsaa findes i Sl.135,14: "Herren skal dømme sit Folk". For det troende Folk er Guds Domme over Fjenderne en Frelse, men for selve Fjenderne, det vantro Folk, der ikke vilde være Guds Folk og dog maa bøje sig under hans Kongemagt, bliver Herrens Dommedag en forfærdelig Dag. "Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder" (V.31). Lige saa saligt det er at falde i Guds Hænder med et troende Hjerte, lige saa frygteligt er det med et genstridigt Hjerte.

Fra V.32-34 kommer den anden Advarsel, hvis Hovedtanke er den: I led tappert for Herrens Sag i de forrige Dage, viste Trosmod og Kærlighedsmod. Men i denne Henvisning til fordums Minder laa Advarslen: Kun den, der bliver bestandig indtil Enden, bliver salig. Alle tidligere Kampe og Anstrengelser var jo spildte, dersom de nu svigtede til sidst.

Hvilke Kampe og Trængsler, der her særlig tænkes paa, er ikke let at afgøre, men Jerusalems Menighed havde jo lige fra først af siden Stefanus' Martyrdød gennemgaaet mange Trængsler. Saul fra Tarsus, den senere Paulus, havde raset imod Menigheden, og fra den Tid af havde de bestandigt mærket de vantro Jøders Had, hvilket, nogle Aar førend dette Brev blev skrevet, fik sit Udslag i Mordet paa Jakob, Herrens Broder. Offervilligt Mod havde de vist, dels overfor de Angreb de selv personlig havde maattet gennemgaa, Angreb paa Navn og Ære ("Forsmædelser") eller paa Legeme og Gods, hvilket de endog "med Glæde" havde baaret i Henblik til den bedre og blivende Skat, de aandeligt ejede, der var henlagt for dem i Himlene. Dels havde de taget trofast Del med andre, "der fristede saadanne Kaar". Efter vor gamle danske Oversættelse havde dette Brevs Forfatter ogsaa i forrige Dage nydt godt af deres Medlidenhed i sin Trængsel. Den rigtigste Læsemaade i Stedet for "med mine Baand" er dog sikkert "med de fangne", saa der tales om fangne Martyrer i Almindelighed. Disse hellige Minder skulde opmuntre dem men tillige advare dem imod at forspilde de vundne Sejre.

Og saa den tredje Advarsel - ogsaa sammenføjet med hjertelig Opmuntring: Herren kommer snart, og da skal alle de, som ikke kastede Frimodigheden bort men holdt ud, "faa Forjættelsen", men den, der unddrog sig, arve Guds Mishag, Guds Vrede (V.35—38).

Her har vi det dejlige Ord om den store Naadeløn, der ved Herrens Genkomst skal blive alle dem til Del, der ikke i Tvivl og Vantro kastede Frimodigheden fra sig, Frimodigheden, som er givet de troende ved Kristi Blod (se V.19). Formaningen til ikke at kaste Frimodigheden bort (V.35) begrundes (V.36) ved Henvisning til, at Forjættelsen kun vindes. naar der holdes ud i Taalmodighed og Lydighed. "Guds Villie" maa gøres indtil Enden, og saa kan vi iøvrigt trøstigt lægge hele vor Fremtid i hans Haand. Ordet her minder om Sl.119, 166: "Ieg ventede paa din Frelse, Herre, og jeg udførte dine Bud".

Og ingen skal beskæmmes, som forventer Herren. "Snart han kommer at hente sin Brud fra det fremmede Land til sin Gud" (V.37).

Ordene i V·37-38 peger hen paa Profeten Habakuk Kap. 2, 3-4 (frit anvendte efter den græske Oversættelse), hvor der ogsaa tales om at forvente Herrens Frelse, der visselig skulde komme, og hvor det skønne Ord om "den retfærdige" som den, der har sit Liv (og sin Retfærdighed) "ud af Tro", findes udtalt - det samme Ord, som Apostlen Paulus anvender i Rom 1, 17. Ja, ved Troen alene holder man ud og vinder Forjættelsen (se Kap.6, 12). Men dersom nogen unddrager sig, fyldes med det opblæste ogs trodsige Sind, som Habakuk 2, 4 tillægger Kaldæerkongen, da gaar det ilde (V. 38). Guds "Sjæl" har ikke Velbehag i en saadan Menneskesjæl.

I V.39 slutter Forfatteren med ligesom i Kap.6, 9 at udtale sin Fortrøstning om, at Læserne, lige saa lidt som han selv, vilde være blandt dem, som saaledes "unddrog sig til deres Fordærvelse", til evig Fortabelse, men blandt dem, som vilde holde ud i Troen "til Sjælens Frelse". Egentlig staar der "til at vinde Sjælen", hvormed menes at vinde deres sande, evige Personlighed. Dette Ord er Genklang af Herrens Ord i Luk 21, 19: "Ved eders Udholdenhed skulle Svinde eders Sjæle". Sin Sjæl har man vunden, naar Sjælen lykkeligt ved den udholdende Tro er naaet ikke blot ud fra Syndens Skyld men ogsaa ud fra alt Syndens Væsen, saa den atter klart afspejler Gudsbilledet og hviler iden store Mesters Haand som hans Smertes store Løn for evigt.

I Jesu Navn, frem Venner da,
Staar sammen nu i Kampen, ja!
Væv tro, vær tro, og Engle vist
Vil binde Kranse til os hist.