En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Brevet til Hebræerne

Kap. 11

Hold ud i Troen - med denne Formaning sluttede foregaaende Kapitel. I dette Kapitel giver Forfatteren en historisk Begrundelse for Velsignelsen i saadan udholdende Tro ved en talrig Række af Eksempler, hentede fra den gamle Pagt. Men derved viser han tillige, at den nye Pagts Krav paa Tro som det frelsende slet ikke var noget nyt, thi just ved Troen var det ogsaa i den gamle Pagt man ene kunde vinde Guds Velbehag og blive fyldt med Guds Kraft.

De hebræiske Kristne havde saa svært ved at holde ud i Troen. De syntes, Herren tøvede saa længe med at komme med Herlighedsriget. Nu viser Hebræerbrevet dem ud fra talrige Eksempler i det gamle Testamente, hvorledes Troen altid har bestaaet i en Udholdenhed i at forvente og haabe paa Herren just med Hensyn til "det, der ikke ses". Dette Kapitel er ligesom fyldt med Genklang af Herrens Ord i Joh. 20, 29: "Salige er de, som ikke har set og dog troet" og af Ordet ved Apostlen Paulus i 2.Kor.5, 7: "I Tro vandrer vi, ikke i Besskuelse". I dette herlige Kapitel skrider Troens Helteskikkelser frem sor vort Blik.

I V. 1-3 beskrives først Troens "Grundvæsen, og dernæst belyses den (V. 4-7) ved Eksempler fra den ældste Historie (Abel - Enok - Noah).

Troens Væsen betegnes som "en Fortrøstning (egentlig "Tillidsfuldhed") til det, som haabes, en Overbevisning (egentlig "Overbevisthed") om Ting, som ikke ses". Troen har baade det fremtsidige, Haabets Indhold, til sin Genstand og tillige det nærværende det, der "ikke ses", det oversanselige Det er altsaa det usynlige baade i Nutid og Fremtid, Troen holder fast ved, som saa den det. Troen er ikke noget løst, ikke en vaklende Mening, Antagelse eller Anskuelse, saaledes som Verden saa tit vil betegne den, men det er den indre tillidsfulde vedvarende Forvisning, saaledes som Brorson saa klart synger det ud:

Et eget Væsen er vor Tro, et saare mægtigt Gode,
Som føles udi Sjælens Ro og gør os vel til Mode,
Hvad ingen ser, det ser den grant
Og ved, at det er evigt sandt,
Hvad Gud i Ordet lover.

Og det var just for saadan Tro "de gamle fik godt Vidnesbyrd", nemlig af Gud, som Skriften beretter os det. Den Klarhed i henseende til Troens Indhold, som Gud ved Kristi Komme til Jord har givet den nye Pagts Børn, kunde de selvfølgelig ikke eje, men Hjertebladet i deres Tro var ganske det samme som hos den nye Pagts troende. Dette paavises nu historisk hele Kapitlet igennem.

Men før Forfatteren tager de historiske Eksempler frem, som de møder os i Tidens Lod, det ene efter det andet, føler han Trang til at udtale, at allerede de allerførste Ord i den hellige Skrift beretter om den Kendsgerning, hvis Virkelighed kun kan erkendes ved Tro, nemlig Verdens Skabelse Den kan kun fattes ved Tro paa Guds Skaberords Kraft ("han talede, saa skete det", "han bød, saa stod det der" (Sl. 33, 9)), saa at altsaa de Ting, som ses, efter Guds Raad just skulde blive til ikke af synlige Ting men af usynlige, ved Herrens Ord.

Troen paa dette Guds Skaberværk er jo tillige den første Betingelse for, at man i det hele taget kan leve i Tro paa hans Ords Magt.

Vantroen vil bestandigt begynde med noget synligt og derfra aflede alt det andet synlige ad den saakaldte naturlige Udviklings Vej, men hvor langt man saa forvildet sig tilbage i taabelige Fantasier om en "Urslim", en "Urcelle", saa bliver man dog bestandigt Svar skyldig paa Spørgsmaalet om, hvor da den kom fra. Men hvad der for Vantroen ligger hen i Mørke og Ubegribelighed, det forstaar vi saa udmærket ved Tro. Da ser vi Lys i Herrens Lys.

Og det var den Tro, der gjorde Abels Offer til et rigere Offer end Kains, og som skaffede ham Vidnesbyrdet fra Gud om, at Gud kendte ham for "retfærdig", efter Ordet i 1.Mos.4, 4: "Herren saa til Abel og til hans Offer". Og ved denne sin Tro taler Abel "ogsaa endnu som død", taler baade saaledes, at hans Blod raaber til Gud, hvem Hævnen hører til (se Joh.Aab. 6, 10 om Martyrernes Blod og Matt. 23, 35, hvor Herren ogsaa tager "den retfærdige Abels Blod" med i den Blodskyld, der snedkalder Guds Dom over Vantroen), og saaledes, at hans Eksempel indeholder en Formaning til Tro.

Dernæst tag-er Forfatteren Enoks Eksempel frem. Det var ogsaa "ved Tro", at den Naade blev ham til Del, at han, ligesom senere Elias, blev bortrykket levende. Han havde jo faaet det Vidnesbyrd, at han "behagede Gud" (saaledes efter den græske Oversættelse ; i Grundteksten staar: "han vandrede med Gud", men det kommer jo ud paa et). Men Guds Velbehag kan ingen have uden Tro (V. 6). Det ligger i Sagen selv som en nødvendig Betingelse, at den, der kommer frem for Gud, den, der nærmer sig ham i Tilbedelse, maa have Troen paa, at Gud er til, altsaa paa det usynlige, og forvente Velsignelse af at "søge ham". Men just dette, Overbevisthed om det usynlige og Tillidsfuldhed i Haabet, er jo Troens Væsen.

I V. 7 er det Aoahs Eksempel, der fremdrages. Noah havde faaet et Ord fra Gud om, hvad der skulde komme, Syndfloden og den ugudelige Slægts Undergang, og skønt han endnu ikke saa noget af det, saa handlede han dog i hellig Gudsfrygt efter dette Ord "og indrettede en Ark til Frelse for sit Hus". Der var atter den faste Overbevisning "om det, som endnu ikke saas", det tillidsfulde Haab om den kommende Frelse. Og ved den Tro "domfældte han Verden", hvorved her menes den vantro, genstridige Menneskeslægt, idet det strafværdige i Verdens Forhold, der ikke vilde tro, før den saa, kom frem i Lyset just ved Noahs troende Forhold overfor Guds Ord. Men ved den samme Tro blev han selv Arving til Retfærdigheden ifølge Tro. Den levende Tro hæver Guds Riges Arv, men bliver altid tillige en Dom over Verdens Vantro. Og den Dom kan Verden ikke ryste af sig, hvor meget den saa raaber: "Dømmer ikke", uden ved at omvende sig, lige saa lidt som troende Mennesker kan blive fri for at bringe denne Dom over Verden, saa snart de ikke skikke sig lige med den.

Saa lad det da ogsaa, idet vi betragter disse Troseksempler, stadig mere blive vor frejdige Vekendelse:

Saa følger vi da Troens Flok,
Hvem vilde ønske bedre.
Lad Satan spotte længe nok,
Vi tror med vore Fædre!

Vi kommer nu til Abrahams Eksempel, og først (V. 8-10) peges der hen paa hans Tros Lydighed, da Gud (1. Mos.12) bød ham drage ud fra sit Land, sin Slægt, hen i det Land, Herren vilde vise ham. Men Abraham saa ikke selv, hvorhen han skulde. Dog, han troede uden at se. Hans Haab stod til Herren. Og skønt han maatte opholde sig i "Forjættelsens Land som i et fremmed" uden selv at have fast Bopæl i Landet, kun Teltboliger ("Pavsluner"), saa holdt han dog ud i Tro og lod sig ikke gøre forsagt af denne Modsigelse mellem den ydre nærværende Virkelighed og hvad han ejede i Forjættelsen. Det var Tro. Og i V. 10 peges der hen paa den inderste Grund for denne hans Tros Frimodighed i det fremmede Land, nemlig, at hans Tros Forventning ikke saa meget var rettet paa jordisk Besiddelse som paa Guds Folks evige Bolig, "Staden med Grundvold" (i Modsætning til Teltpaulunet), den Stad, "hvis Bygmester og Grundlægger er Gud". Denne Stad er det himmelske Jerusalem, som ogsaa den gamle Pagts Folk allerede forventede.

Men naar allerede Abraham levede i saadan Tros Forventning, hvor meget mere maatte da ikke de hebræiske Kristne taalmodig forvente det himmelske Jerusalem, da Forjættelsens Opfyldelse dog var. dem saa meget nærmere De trængte til at lære Tro af Abraham.

I V. 11-12 er det Saras Tro, der peges hen paa, Troen paa, at hun trods sin Alderdom dog i Kraft af Guds Løfte skulde føde en Søn Ganske vist fortæller Skriften først om hendes Tvivl. idet hun lo, da Herren talte Ordet om Isaks Fødsel (1.Mos.18,12), men der fortælles jo tillige i 1.Mos.18,15, hvorledes hun kom til at frygte og lod sin Latter fare, hvor i der laa et Vidnesbyrd om, at Guds Ords hellige Alvor gik op for hendes Sjæl. Og ved denne Tro fik hun med sin gamle allerede kraftesløse Ægtefælle et Afkom, der blev "som Stjerner paa Himlen i Mangfoldighed og som Sandet ved Havets Bred, det, som ikke kan tælles".

Fra V. 13-16 sammendrages det Vidnesbyrd om Tro, der fremgik af alle disse nævnte gamles Eksempel, i et skønt Ord om deres Længsel efter det himmelske Fædreland. De døde alle i Troen uden at have set Forjættelserne opfyldte, men de skuede dem med Troens Oje i det fjerne og hilste dem med Glæde som Vandringsmanden, der i det fjerne skimter sin Rejses Maal. Det er stort saaledes at kunne dø i frimodig Tro, selv om man ikke har set. Mangen troende Fader og Moder er vel gaaet bort fra denne Jord uden at have set deres Børn omvendte men i Tro paa, at Gud vilde gøre det. Og hvor ofte har det saa ikke vist sig, at efter deres Dødt opfyldtes, hvad de havde troet. Det vil høre med til Herligheden paa den store Dag, at Guds Børn skal faa at se, at hvad de bad om i vedholdende Tro, det fik de, ham til Ære, der formaar at give langt overflødigere, end vi kan bede og forstaa.

Men denne de gamle Patriarkers Tro paa Forjættelsen, paa det, de ikke havde set, hængte nøje sammen med den Bekendelse, vi møder hos dem, at de var "Fremmede og Udlændinge paa Jorden". De betegnede ved dette Ord, at de længtes efter et Fædreland, et Hjemland (V.14), men det kunde ikke være det jordiske Hjemland, de mente dermed, thi det kunde de jo da være vendt tilbage til i deres Jordeliv, men pegede hen paa Hjertets Længsel efter "et himmelsk" Fædreland (B.14-16). Abraham kalder sig en Gæst og en fremmed i sin Samtale med Hethiternes Børn (1. Mos. 23, 3-4). Jakob kalder i Samtalen med Farao sin Livstid "sin Udlændigheds Dage" (1.Mos. 47, 9). Men i denne deres Forventning om det, de ikke saa, skulde de saa vist ikke blive beskæmmet af Gud. Her staar det dejlige Ord, der gælder alle dem, der holder ud i Tro: "Derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud, thi han har beredt dem en Stad". I det himmelske Jerusalem skal Abraham, Isak og Jakob, som vor Frelser har sagt, sidde bænkede ved det kongelige Bord (Matt.8,11). Salige de, som Gud ikke skammer sig ved, hvis Gud han vil kaldes. De skal leve evigt, thi "Gud er ikke dødes men levendes Gud" (Matt. 22, 32).

Fra V. 17-22 nævner Forfatteren endnu nogle Vidnesbyrd om hvorledes Patriarkernes Tro stod sin Prøve i Gerning. Først peges paa Abraham (V. 17-19), da han blev sat paa Prøve ved Guds Befaling om at ofre Isak. "Ved Tro har Abraham ofret Isak", siger Ordet, thi han havde givet ham hen i Hjertet, og hvor stort det var, gøres der endnu opmærksom paa ved Henvisning til, at det var "den eenbaarne", han gav hen, og fremdeles den Søn, hvis Liv syntes nødvendigt, for at de Forjættelser, han havde modtaget, kunde opfyldes (V. 17-18). Men Abraham gjorde det, siges her, i Tro paa Guds Magt "endog til at oprejse fra de døde", i Tro paa, at Gud saaledes alligevel kunde opfylde sin Forjættelse, selv om Isak først skulde dø. Og "lignelsesvis dermed fik han ham ogsaa tilbage", ret som om han var oprejst fra døde.

I V. 20-21 nævnes som Vidnesbyrd om Isaks og Jakobs Tro med Hensyn til det tilkommende, at de begge i deres sidste Dage meddelte deres Efterkommere den Velsignelse, som de selv kun ejede i Forventningen. Ja, Jakob velsignede endog begge Josefs Sønner, et Slægtled længere frem, saa tillidsfuldt haabede og troede han det, han endnu "ikke saa".

Naar der staar, at Jakob "tilbad, lænende sig over sin Stav" (egentlig "over Knappen paa sin Stav")", er dette taget efter den græske Oversættelse I Grundstekstens staar egentlig (1. Mos. 47, 31), at han bøjede sig (tilbedende) over Hovedgærdet i Sengen". Men denne Forskel er jo ganske uvæsentlig.

Saa nævnes endnu (V. 22) det Løfte, Josef døende tog af Israels Børn,. at de, naar Tiden kom, da de efter Guds Forjættelse skulde drage ud af Ægyptem da vilde medtage hans Ben (for at begrave dem i Kanaan). Det vidnede ogsaa om fuldvis Tro paa Guds Forjættelse om, at Israels Børn skulde arve Kanaans Land.

Hvor det er styrkende for Hjertet at betragte alle disses gamle Troshelte, der barnligt og fast overbeviste hvilede i Guds Tilsagn Gud fylde vore Hjerter med saadan Tro!

Og syntes i Sorgen som Martha du tit,
At Haabets Tider var omme,
Du havde vaaget og bedt og stridt,
Men Jesus glemte at komme,
Da klyng dig fast til det Naadeord,
At kunde du tro hans Herlighed stor,
Du skulde i Sorgen fornemme,
Han kunde dig dog ikke glemme.

Fra Patriarkernes Eksempel gaar Forfatteren over til Mose Liv (V. 23——29), hvortil der knyttes et Par Eksempler fra den nærmeste efter Moses følgende Tid (V. 30—31). Fra Mose Liv fremdrages en Del Træk, der ikke blot vidner om Tro men tillige har forbilledlig Betydning og særligt maatte have det for de hebræiske Kristne.

I V. 23 henvises til den Tro, som allerede Mose Forældre udviste. De fik Tro paa, at Gud havde udvalgt dette vidunderligt dejlige Barn til store Ting, og denne Tro i dem sejrede over Frygten for den onde Faraos Befaling om at drukne alle Drengebørn. Det var i Tro, de holdt det lille Barn skjult i tre Maaneder. I 2. Mos. 2, 2 siges dette egentlig kun om Moderen, men i den græske Oversættelse; som Forfatteren har fulgt, stasar der: "De saa", og "de skjulte". Overleveringen blandt Jøderne har taget Faderen med, men Moderen har muligvis været den mest trosstærke.

I V. 24-26 skrider Skildringen frem fra Moses som Barn til Moses som voksen. Det var i Tro, Moses nægtede at kaldes Faraos Datterens Søn«. Han foretrak "at lide ondt med Guds Folk" fremfor at have den kortvarige ("timelige") Nydelse, som Synden kunde yde ham. Ved "Synden" tænkes herved paa Frafaldet fra den levende Gud til den ægyptiske Afgudsdyrkelse.

Og han "agtede Kristi Forsmædelse for større Rigdom end Ægyptens Skatte" ("Liggendefæ", V. 26). "Kristi" Forsmædelse" kan betegne en Forsmædelse for Guds Riges Skyld i. Lighed med den Forsmædelse, Kristus led for vor Frelses Skyld, altsaa det samme, som vi forstaar ved Kors (noget, man kan lade ligge). Men Kristi Forsmædelse kunde Mose Lidelse ogsaa kaldes, fordi Kristus, dens forjættede Frelser, jo var i Israels Folk, allerede før han blev Menneske. Kristus var "Klippen", som fulgte Israel (1. Kor.10, 4); han var "Herrens Engel" (se 1. Mos. 16,7), som vi saa ofte møder i det gamle Testamente, denne underfulde Skikkelse, der saa ofte gør. sig til. eet med Gud og er noget helt andet end de skabte Engle. Men: derfor kunde den Forsmædelse, som Moses led for Israels Skyld, i dybeste Forstands kaldes en Kristsi Forsmæsdelse.

I disse Ord (V. 24-26) laa en alvorlig Formaning til de hebræiske Kristne om at følge Moses efter i dette hellere at lide. ondt med Guds sande Israel end at have den kortvarige Fordel, som det maaske kunde synes at skaffe dem, om de sluttede sig til Israel efter Kødet, den forhærdede og forstenede jødedom. Hvor meget bedre at lide ondt af de vantro jøder, thi det var jo Kristi Forsmædelse, og det er Rigdom at maatte bære Korset i Frelserens Følge. Korset er de helliges Hædserstegn "Vort Kors, det er en Gave af Jesu milde Haand, et Tegn, som de skal have, der drives af Guds Aand".

Der staar om Moses (V. 26), at "han saa hen til belØnningen". Han saa hen til Kronen, der funkler over Korset. Deri ligger en inderlig Formaning til Guds Folk for alle Tider. Verdens Skatte, "Verdens Lyster, Guld og Glans", Verdens Venskab lokkeR ogsaa Herrens hellige paa mange Maader. Maatte vi dog bestandig vælge som Moses; hellere lide med den lille, foragtede Flok end lefle med Verden, hellere, som Salmisten siger (Sl. 84, 11), vælge at "ligge ved Dørtærskelen i Guds Hus end at bo i de ugudeliges Telte". "Turde jeg paa Verden træde med dens Lyster, Guld og Glans, ind jeg til min Herres Glæde gik med Brudens Rosenkrans". Det er "Belønningen".

I V. 27 nævnes, at Moses fremdeles "ved Tro" forlod Ægypten uden at frygte for Kongens Vrede, i det han holdt Stand, som om han saa den usynlige. Det er jo Troens Væsen (V: 1), den faste Overbevisning om det usynlige. Med Troens Øje kan vi se Gud, selv om han udvortes er usynlig for os. Der kan spørges om, hvilken Begivenhed i Mose Liv Forfatteren her sigter til. Det kunde passe bedst at tænke paa Mose Udgang af Ægypten med hele Folket, hvor han i Sandhed i hellig Tro og Frygtløshed gav Slip paa al Ægyptens Herlighed og udsatte sig for Faraos haarde Vrede. De fleste ældre forstaar det om Mose første Flugt til Midians Land, den Gang han havde ihjelslaaet Ægypteren (2. Mos. 2, 11-15), og dette af den Grund, at Forfatteren jo i sin Opregning af disse Troseksempler følger den tidshistoriske Rækkefølge Og da vi nu i V. 28 hører om Paasken og Bestænkelsen af Dørstolperne med Paaskelammets Blod og først i V. 29 om Overgangen over det røde Hav, har man ment, at V. 27 nødvendigt maatte hentyde til den tidligere Begivenhed, hans Flugt til Midians Land. Dernæft har man ogsaa ment, at Udtrykket: "Moses forlod Ægypten" (V. 27), ikke ret passede som Betegnelse for hele Folkets Udgang. Den Modsigelse, der synes at blive mellem Ordet her, at han ikke frygtede Kongens Vrede, og 2. Mos.2, 14, hvor der staar med Hensyn til Flugten til Midiam. "Da frygtede Moses", har man, og vel ogsaa med Rette, fundet forklaret saaledes, at Mose i nævnte Sted omtalte Frygt mere var Frygten for, at den Gerning, han var kaldet til, skulde standses, end indre Frygtagtighed overfor Farao; just derfor flyede han uden at frygte for Kongens Vrede over dette hans Skridt. for at ikke hans Gserning med Folket paa et for tidligt Standpunkt skulde forhindres af, hvad han i Overilelse havde ladet sig forlede til overfor sit Folks Undertrykkere. - Hvilken Opfattelse man saa end følger, bliver der saaledes dog ikke Tale om nogen Modsigelse mellem Skriftens Ord.

I V. 28 peges paa, hvorledes Moses paa Guds Befaling anordnede Paasken og Blodets Paastrygelse paa Dørstolperne, altsammen ved Tro, og i V. 29, hvorledes Folket ved Tro gik gennem det røde Hav, medens Ægypterne, som manglede Troen, druknede.

"Troen staar, hvor Tvivlen faldt".

I V. 30-31 har vi Eksempler fra Josvas Tid, først Jerikos Fald, der ogsaa skete "ved Tro" paa Guds Ord, idet Folket i Lydighed mod dette Ord i syv Dage gik omkring Murene. Der er mange Jerikomure baade inden i os og uden om os, baade indenfor den saakaldte Kristenhed og i Hedningeland. Men vi har kun at tro, dog saaledes, at vor Tro er den levende Tro, der i Lydighed gør, hvad Gud anviser os. "Denne vor Tro er den Sejr, fom har overvundet Verden" (1. Joh. 5, 4).

Og saa nævnes endnu Rahab, den faldne Kvinde, Hedningekvindsen (Josva 2), der tog imod de israelitiske Spejdere, fordi hendes Hjerte havde lukket fig op for Troen paa Israels Gud, for Troen paa Israels Sag som Guds Sag. Ved sin Tro frelstes hun fra at omkomme med de vantro i Jeriko (se Josva 6, 23), ligesom hun ogsaa ved sin Tro reddede hele sin Slægt, et skønt Forbillede paa, hvad Apostlen Paulus udtalte til hin Fangevsogter i Filippi (Apostl. Gern.16,31): "Tro paa den Herre Kristus, saa skal du blive frelst, du og dit Hus".

Særlig i dette sidste Eksempel med Rahab ser vi, at Troen, selv om den "ikke er alles" (2. Thess. 3, 2), dog er mulig for alle Klasser af Mennesker, og alle Vegne er det denne Tro med sin Tillidsfuldhed idet, der haabes, og sin faste Overbevisning om det, der ikke ses, som fører til Frelse og Sejr. "Herre, forøg os Troen!"

Paa Grund af den store Mængde Eksempler paa Tro, som den hellige Historie indeholder, ophører Forfatteren nu med en udførligere Skildring af de enkelte Trosvidner. Han nævner blot i Flæng en hel Del Navne og Begivenheder, idet han særligt (V. 33-35) peger hen paa de store Gerninger, der øvedes ved Tro, og (V. 35-38) paa den sejrrige Tros Standhaftighed i Lidelsen, som ogsaa hos saa mange var et mægtigt Troens Vidnesbyrd Blandt de store Gerninger, der øvedes ved Tro, nævner han først de store Sejre over fjendtlige Riger (ved David og de fire i V. 32 nævnte Dommere, Gideon, Barak, Samson og Jefta). Fremdeles, hvorledes der ved Tro "øvedes Retfærdighed", d.v.s. skaffedes Ret i Landet (Samuel); hvorledes disse Trosvidner "opnaaede Forjættelser", nemlig Opfyldelsen af forskellige af Gud givne Forjættelser, omend de ikke i Jordelivet naaede "Forjættelsen" (V. 39), den messianske Forjættelse, hvilken de alle endnu blot forventede.

Naar der staar, at de ved Tro "stoppede Løvers Mund", kan der henvises til Daniel i Løvekulen, maaske ogsaa til Samsons Ssejr over Løven (Dom. 14, 5-6) og Davids Sejr over en Løve (1. Sam.17,34-35). Ved Tro "slukkede de Ildens Kraft" (se Daniels tre Venner i den gloende Ovn), "undslap Sværdets Od" som David (1. Sam. 18, 11: Sauls Spydkast efter David) og Elias (1. Kong. 19, 2). "De blev stærke efter Svaghed", saaledes Samson (Dom.16, 28-30) og Esekias (2. Kong. 20), "de blev vældige i Krigen, bragte fremmede Hære til at vige", saaledes foruden de før nævnte (David og Dommerne) ogsaa Makkabæerne. "Kvinder fik deres døde igsen ved Opstandelse", saaledes Enken af Sarepta, hvis Søn Elias opvakte (1. Kong. 17, 22), og den sunamitiske Kvinde (2. Kong. 4,34-35), hvis Søn Elisa opvakte. Altsammen "ved Tro".

I V. 35 gaar Forfatteren over til at pege paa Troens Kraft til at overvinde store Lidelser, og han tænker først særligt paa Makkabæernes Dage, paa den gamle Eleasar og Moderen med de syv Sønner (2. Makk. 6-7), hvilke, trods det de blev "lagte paa Pinebænk", dog ikke kobte sig Befrielsen ved Frafald fra Troen, idet de saa hen til en "bedre" Opstandelse, nemlig Opstandelsen til et evigt Liv, herligere end Opstandelsen fra Pinebænkens Død til et timeligt Liv. Det var jo ogsaa en Slags Opstandelse omend af en lavere Art at blive udfriet fra en saa smertefuld Død. Men denne sidste Opstandelse vejede ikke noget for dem i Sammenligning med den evige Opstandelse i Herlighed, der ventede dem, om de holdt ud i Tro.

I V. 36 nævnes saadanne som vel ikke led Martyrdøden men dog "Forhaanelser og Hudstrygelser, tilmed Lænker og Fængsel". Her kan tænkes paa Profeten Mika (1.Kong. 22, 27), der blev sat i haardt Fængsel for Sandhedens Skyld, fremdeles paa Profeten Ieremias, der blev slaaet, kastet i Fangehullet og tilsidst i Dyndhulen (Jer. 37, 15-16 og Jer. 38, 6). Blandt dem, "der blev stenede", kan tænkes paa Profeten Sakaria, der blev stenet "i Forgaarden til Herrens Hus"; blandt dem, der blev "gennemsavede", skal efter Sagnet Profeten Esajas have været, der skal have lidt denne Død under den ugudelige Kong Manasse. Gennem alle disse Lidelser blev de fristede til Frafald, men de holdt ud ved Tro.

Blandt dem, der blev "dræbte med Sværd", kan tænkes paa de mange Herrens Profeter, der paa Akabs og Isabels Dage blev slaaet ihjel paa denne Maade (se Elias' Klage i 1.Kong. 19. 10). Ogsaa Profeten Urias blev ihjelslaaet (Jer.26,23) - med Sværdet af Kong Jojakim. Og blandt dem, der gik i "Faare- og Gedeskind", i fattig Klædning, medens de led Mangel, Trængsel og Mishandling kan tænkes f. Eks paa Profeten Elias, hvis "Kappe" just var af den Art. Baade Elias og Elisa førte jo et omflakkende Liv som forfulgte Mænd under allehaande Savn (V. 38). Og hvor mange Tusinder har ikke lidt de samme Trængsler i de senere Tiders Martyrhistorier!

"Dem var Verden ikke værd" (V. 38).

Meningen dermed er, at den fordærvesde Verden, der saaledes rasede imod Sandhedens Vidner, ikke var værdig til at eje saadanne Vidner. Dette Ord set i Forbindelse med Ordet i V. 16: "Derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud", giver os et dybt Indblik i de troendes Herlighed midt under Trængselen. De har ikke hjemme i denne Verden, er fremmede og Udlændinge her (1. Peter 2, 11), de passer ikke mere til denne Syndens Verden, der ligger i det onde (1. Joh.5,19); deraf kommer Trængslen, thi denne Verden hader, hvad der ikke er af den (Joh. 15, 19). De troende har deres "Borgerskab i Himlene". Gud kendes ved dem, det er deres Herlighed. Men i disse Ord ligger ogsaa det store Enten-eller klart og skarpt i Lyset.

Saa sluttes dette Tros Kapitel med endnu engang (V.39-40) at fremhæve, at alle disse Troshelte, hvis Tro gav sig saa kraftigt et "Vidnesbyrd", "dog ikke opnaaede Forjættelsen", nemlig at opleve i deres Jordeliv den messianske Herlighed, som er alle Forjættelsers Sol og Kærne. Deres Tro øvedes i tillidsfuldt Haab og fast Overbevisning om det, som endnu ikke saas. Deri ligger dog ikke, at deres Tro blev beskæmmet. Nej, men Grunden til, at de maatte tro uden at se, hvad den messianske Forjættelse angik, var den, at "Gud havde forud udset noget bedre for os", nemlig os, som er kommet til Troen, efter at Retfærdighedssolen i Kristus er opgaaet over Jord. Gud havde i sit Raad forundt os, den nye Pagts Børn, bedre Kaar, end hine den gamle Pagts troende havde. Det er dette, vor Frelser paapeger i Ordet (Luk. 10, 23-24), hvor han siger til sine Disciple: "Salige ere de Øjne, som se det, I se. Thi jeg siger eder, at mange Profeter og Konger have villet se det, I se, og have ikke set det, og høre det, I høre, og have ikke hørt det". Hine gamle havde Kristus som Genstand for deres Forventning, saa ham i det fjerne, men vi har Betlehems Krybbe, Golgathas Kors og Opstandelsens Paaske at se tilbage paa som fuldbragte Kendsgerninger. Vi kan synge: "nu kom han, Patriarkers Haab, med Flammeord og Himmeldaab, og Barnet tyder nu i Vang, hvad David dunkelt saa og sang". Med den større Naade følger da ogsaa det større Ansvar, om vi ikke tager imod den. "Hvem meget er betroet, af ham skal man forlange mere" (Luk. 12, 48).

"For at de ikke skulde fuldkommes uden os" (V.40), altsaa Guds Tanke med, at Frelsen ikke fuldkommedes paa hine gamle troende, at Messiasriget ikke aabenbaredes og fuldendtes i hines Levetid, var i dyb Barmhjertighed mod de den Gang endnu ufødte Slægter, for at ogsaa vi skulde blive delagtige i Riget Var Kristi Herlighedsrige oprundet allerede den Gang, da vilde vi jo slet ikke være bleven født, thi i det fuldendte Guds Rige "tages der ikke til Ægte, eller bortgiftets" (Matt. 22, 30).

Men naar der staar, at disse gamle Trosvidner "ikke skulde fuldkommes uden os", ligger deri, at den gamle Tids troende dog ogsaa selv havde fuld Lod og Del i Kristus. Der er kun een Frelser og een Frelse for alle troende.

Saa bliver da Summen af hele dette Kapitel, hvad vor Frelser har samlet som i en Sum Joh. 14, 1: "Eders Hjerte forfærdes ikke, tror paa Gud og tror paa mig!" Lad det være vort Livs store, afgjorte Maal at tælles med i den Skare, der troede, der holdt ud i haab og fast Forvisning, ogsaa hvor der intet var at se for det ydre Øje uden Trængsler og Mørke, saa Gud ikke skal blues ved os, ved at kaldes vor Gud, saa vor Plads kan være i det Pilgrimstog, om hvilket vi synger:

Fra Slægt til Slægt det langsomt skred
Igennem Tiden frem,
Dets Sang var Jesu Kærlighed,
Dets Længsel Fredens Hjem.
Med Verdens Tornekrans det gik
Med frejdigt Hjerte, løftet Blik
Igennem Jordens Taaredal
Mod Himlens Stjernesal!