En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Brevet til Hebræerne

Kap. 12

Forfatteren optager nu igen i Kap 12 den i Slutningen af Kap. 10 udtalte Formaning om at holde ud i Frimodighed og Taalmodighed. Med et "derfor" viser han hen til den store "Sky af Vidner" om saadan udholdende Tro, som han nu havde mindet dem om (se Kap. 11) i de mange velsignede Navne fra den gamle Pagts Tid. Ordet "Vidner" kan ogsaa, som nogle antage, forstaas saaledes, at Forfatteren tænker sig de hellige, der har sejret, som omgivende dem, der til enhver Tid paa Jorden er i Færd med Trosløbet, som opmuntrende Tilskuere ved deres Løb. Dette er dog en Tanke, som Skriften ellers ikke udtaler. Snarest maa Ordet "Vidner" forstaas som Vidner ved deres egen Tro. Hovedtanken i Formaningen (V.1-3) er udtalt i: "Lad os med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane". Til saadan Udholdenhed skal da de mange forudgangne Trosvidners Eksempel bestyrke os.

Men for at vinde denne Udholdenhesd i Løbet (vi har her som saa ofte Billedet af Væddeløberen (se 1. Kor. 9, 24-27 og Filip. 3, 12-14)), gælder det om ,at kunne "aflægge enhver Byrde". Væddeløberen sørgede for at have saa lidt som muligt, der kunde besvære ham og derved sinke ham i Løbet. Tanken er denne: "Bort med, hvad mig hindre vil", og deraf følger saa, hvad der her skal forstaas ved Byrde. Der er gavnlige Byrder, som hjælper os fremad i Løbet, Byrder fra Herren (se Matt. 11, 30: "Mit Aag er gavnligt, og min Byrde er let", og Gal. 6, 5 og 2: "Hver skal bære sin egen Byrde - bærer hverandres Byrder"), men her tænkes paa saadanne Byrder, som er til Skade, Samvittighedsbyrder, som stammer fra Synden i os. Hver bevidst Given efter for Synd bliver en skrækkelig Byrde, der slapper os i Løbet. Men iøvrigt maa hvert enkelt troende Menneske afgøre for Guds Ansigt, hvad der hindrer ham, thi der kan være Ting, der bliver en Byrde for den ene uden nødvendigt at være det for den anden. Det er det, Herren peger paa i Matt. 18, hvor han billedligt opfordrer til at afhugge Haand eller Fod eller udrive Øjet, dersom noget af dette forarger os. Der kan være Ting, som særligt frister dig og mig, som vi maa lægge fra os, som bliver til Synd for os, derfor føjes der ogsaa til: "Og Synden, som lettelig hilder os" (omringer os og hilder os i sit Garn). Alle den Slags Byrder maa bort, alt, hvad der adspreder vor Iver for de hellige Ting, hvad der gør os utilbøjelig til Bøn og Læsning i Guds Ord, Guds Aand skal nok vejlede os til at finde de ømme Steder, til at kende Snaren. Og det lønner sig storligen at fornægte sig selv, det giver Kræfter. At opgive noget for Sjælens Skyld er i Virkeligheden at modtage rig Naade, en Glæde, der bliver os til Styrke (Nehem.8,10), saa vi med Standhaftighed kan gennemløbe den os anviste Bane.

Gud har stukket Banen af for hver af sine Børn. Den sigter mod samme Maal, nemlig den "uforkrænkelige Krans"« (1.Kor. 9, 25), men for en gaar Banen igennem Sygeværelset, for en anden gennem fattige Kaar i det timelige, for en tredie gennem tunge Sorger og svære Kampe, atter for andre ad lettere Stier, for os alle dog hen over det gamle Menneske, paa hvilket vi bestandig maa sætte vor Fod. "Kød og Blod under Fod, saa faar Kæmpen Lyst og Mod". Stundom kan det ene Guds Barn se hen paa det andet Guds Barns Bane og synes, at den var lettere, og det kan avle Mismod. Men vi har blot at gøre med den os anviste Bane og bør være forvissede om, at det er just den rette Bane for os, thi den er lagt af ham," der har den evige Visdom og den evige Kærlighed.

Med V. 2 peges der hen paa en ny Grund til Standhaftighed og Frimodighed i Løbet, og det er den stærkeste af alle Trøstegrunde. Ikke blot en Skare af menneskelige Trosvidner har vi omkring os, men vi har først og fremmest at "se hen til" ham selv, vor Jesus, "Troens Begynder og Fuldender". Han begyndte Trosværket i vore Hjerter, og han er ogsaa mægtig til og villig til at fuldkomme det. Han vil være vor Retfærdighed og Styrke (Esaj. 45, 24), og han er jo tillige bleven vort store, hellige Forbillede. Han har efterladt os et Eksempel, "at vi skulde følge i hans Fodspor" (1. Pet. 2, 21).

Vor gamle danske Oversættelse har: "I Stedet for den Glæde, han havde for sig, led han taalmodeligen Korset". Der tænkes da paa, at han havde kunnet beholde sin himmelske Herlighed men dog valgte Korset for vor Skyld. Rigtigere er det dog nok at gengive Grundteksten saaledes: "For den Glæde, der laa for ham, udholdt han et Kors" (se Rørdams Oversættelse), nemlig: for at vinde den Glæde at blive Synderes Frelser blev han lydig til Korsets Død. Det er jo Frelserens Glæde at frelse Syndere (se Lukas 15, 5 i Lignelsen om det tabte Faar: "Naar han har fundet det, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde"). Derfor "ringeagtede han Skændselen" (V. 2), og derfor led han taalmodigt "al den Modsigelse imod sig", han mødte hos Syndere paa Jord og møder den Dag i Dag hos alle dem, der ikke vil kende ham for Guds Søn. Hans Kærlighed blev ikke træt, han gennemløb med Standhaftighed den ham anviste Bane "og sidder nu paa højre Side af Guds Trone« som Sejrherre i al Evighed Se hen til ham - "tænker paa ham" og hans Standhaftighed i Lidelsen - kom ham i hu, "for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i eders Sjæle". Et Blik paa Jesus, paa hans stille, hellige, taalmodige Aasyn, formaar at forvandle den tornefulde Bane til en Rosenvej, til en Vej "fuld af Lifligheder", saa Trætheden og Frygten maa svinde.

Hjælp, Jesus, dig at følge alle Vegne,
Du ser, jeg gaar endnu saa skrøbelig,
O, drag mig, at jeg frisk kan følge dig!
Saa skal hver Frygt og Sorg hensegne,
Hjælp, Jesus, dig at følge alle Vegne.

Forfatteren begynder med (V. 4) at udtale som en ny Grund til ikke at tabe Modet, at de Lidelser, Læserne hidtil havde maattet tage op i deres Kamp mod Synden, dog endnu ikke havde været saa store, endnu ikke kostet Blod (V. 4), saaledes som saa mange af de i Kapitel 11 nævnte Trosvidner og Frelseren selv havde prøvet det. Lidelse vil altid følge et ærligt Kristenliv her paa Jord. Kæmper man ærligt imod Synden i sit eget Hjerte, kommer man ogsaa snart til at støde an mod Verden. Endnu var der dog ikke blandt de hebræiske Kristne bleven synderlig mange Blodvidner ud over den første Tid under Saulus og Herodes Agrippas Forfølgelse. Jakob, Herrens Broder, var ganske vist bleven taget af Dage (se Kap.13,7), ikke saa længe før dette Brev blev skrevet, men nogen almindelig blodig Forfølgelse havde der iøvrigt ikke været. Dog Trængsler havde der været nok af (se Kap.10,32-34), og dette giver nu Forfatteren Anledning til at minde dem om den faderlige Formaning, den hellige Skrift forkyndte dem i Ordsp.3,11-12 (anført efter den græske Oversættelse) med Hensyn til at tage Lidelsen op paa rette Maade som en Herrens Revselse, altsaa som en faderlig Tugt til et Tegn paa, at vi er Guds ægte Børn (V. 5-8).

Der er jo forskellige Maader at tage saadan Lidelse paa. Der er dem, som foragter den, lader som ingenting, og det gælder ofte i Verden for noget stort at kunne bære Trængsel paa den Made; men skal vi have Velsignelse ud af Lidelsen, da maa vi ikke agte Revselsen ringe men kunne sige: "Jeg ved det, Gud, jeg trænger til din "Tugt". Men paa den anden Side maa vi heller ikke blive forsagt under Herrens tugtende Haand, thi Herrens Tugt udspringer fra hans Kærlighed til os. Han gør sig Umage med os. Deri ligger just, at han behandler os som sine ægte Børn. I Verden er det saaledes, at nægte Børn ofte faar Lov at skotte sig selv, men de ægte Børn er Genstand for omhyggeligere Opdragelse, just fordi de er mere elsket. Det maatte snarere synes os mistænkeligt, dersom vi gik fri for Revselse. Alle Guds sande Børn er under hans kærlige Tugt, thi han er ingen blødagtig Fader.

Dertil kommer (V. 9-10) som endnu en stor Trøst, at Guds Tugt aldrig er vilkaarlig, som kødelige Forældres Tugt saa ofte er. Og kunde vi med barnlig "Frygt" se hen til vore kødelige Fædres Revselse, skulde vi da ikke meget mere i Lydighed bøje os under hans Haand, der er "Aandernes Fader"? I 4 Mos.16,22 kaldes Gud "alt Køds Aanders Gud". Ogsaa vor legemlige Skabning stammer fra Gud, men som det første Menneskes Legeme dannedes af Jordens Støv, saaledes har vort Legeme ikke saa umiddelbart som vor Aand sin Oprindelse fra Gud. Det er dog især gennem Aandslivet, vi staar i Forholds til Gud, medens vi med vort Legeme er knyttet til hele den lave Skabning. Derfor staar i Præd. Bog 12, 7: "Støvet kommer til Jorden igsen, som det var før, og Aanden kommer til Gud igen" (enten det nu er til Salighed eller Dom), "som gav den".

Men dersom vor Aand ved den Helligaand er kommen i Troens lydige Barneforhold til Gud, da skal vi "leve" (V. 9), d. v. s. vinde et evigt Liv, som ogsaa engang skal bringe vort Støv en salig Livets Opstandelse til Uforkrænkelighed. Og det er just dette evige Liv, vor Fader sigter paa med sin Rsevselse, medens vore kødelige Fædres Revselse kun gjaldt "for nogle faa Dage", nemlig kun vor jordiske Umyndighedstids, vor Barndom og første Ungdom. Og imedens hines Revselse kun var "efter deres Tykke", er Guds Revselse nøje afpasset efter vort Gavn ("til Nytte"), for at "vi skal faa Del i hans Hellighed" d. v. s. hjælpes til at gribe des fastere om Kristi Blods syndsfotladende Naade og derved til at afdø fra Synden og mere komme til at ligne Guds-Billedet

Hvor er det en salig Trøst, at alt, hvad Gud paalægger os, har sin Hensigt Vi ser ikke prisgivsne "Lykkens lunefulde Spil", men Trængslen skal bringe os en Velsignelse Ikke er det en Straf for vore Synder, thi Straffen blev lagt paa ham, vor store Stedfortræder. Men dette, at Gud lader følge Lidelse med alle vore Fald, har sin opdragende Betydning. Vi skal lære mere at hade Synden, lære at gaa dybere i oss selv, lære at vandre mere varsomt. Ogsaa de Sorger, som vi ikke umiddelbart kan bringe i Forbindelse med vore Fald, tjener dog til at dæmpe Syndens Magt, at gøre vort Hjerte mere stille, gøre os mere forstaaende overfor andres Lidelser, lære oss dybere Lydighed. Saaledes lærte jo ogsaa vor syndfri Frelser, "endskønt han var Søn - dog Lydighed af det, han led" (Hebr.5, 8), ligesom han derved blev os en Ypperstepræst, der kunde have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder (Kap.4,15).

Saa er det da saaledes med "al Tugtelse", at den ganske vist i Øjeblikket "ikke synes at være til Glæde men til Bedrøvelse" (V.11), og det ved vor Fader nok, at det gør ondt paa Barnet. Men han ved ogsaa, at alle hans ægte Børn, som "ydmyge sig under hans vældige Haand" (1 Pet. 5, 6) og lader sig øve i Lydighed derved, nok skal komme til at takke ham ogsaa for Rsevselsen, idet de kommer til at smage "Fredens Frugt". Og Fredsfrugten, Sjælefreden i Troens Lydighed, bestaar just i Retfærdighed i at Sindet smelter mere sammen med Guds Sind, i at vor Villie bliver mere eet med hans retfærdige Villie.

Det kendte allerede den gamle Salmist, der sagde (Sl.42, 6): "Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl, og bruser i mit Indre? Bi efter Gud, thi jeg skal endnu takke ham for Frelsen for hans Ansigt". Maatte vi da, "hver Gang vi under Tugteraaget prøves", stille hvile i den faste Tillid:

Jeg ved, din Kærlighed er rig og varm,
ja varmest, naar den mest mig gennemryster.

"Derfor", fordi Trængslen er et Tegn paa, at Gud kender sine troende for sine ægte Børn, og fordi saadan Trængsel bringer Velsignelse med sig, derfor skal vi ikke i Mismod lade Hænderne synke, ikke blive matte i vor Vandring paa den trange Vej (V.12) men (V.13) "træde lige Spor" med vore Fødder, og det ikke blot for vor egen Skyld men ogsaa for at ikke det halte, de syge Lemmer i Menigheden, skal "vrides af Led" (skride længere ud fra Banen) "men snarere blive helbredt".

"Slappe Hænder" følger med Træthed (se 2 Mos.17: Mose Bøn under Kampen med Amalek) og med Forsagthed. Naar Tilliden svigter, da bliver ogsaa Varmen mat. Angsten kan gøre "Knæerne lamme", saa man næsten ikke kan gaa. Ordet i V.12 viser tilbage til Esajas 35, hvor den kommende Herligheds Forjættelser klinger med den salige Opmuntring: "Styrker de afmægtige Hænder og giver de snublende Knæ Kraft". Tillid og Fortrøstning gaar fremad med faste Skridt den lige Vej.

Og naar Guds Menighed strider saaledes fremad uden Slingren, da hjælpes ogsaa "det lamme", Menighedens syge Lemmer, til at blive i Sporet. De bæres med af Samfundet og kan derved styrkes til aandelig Helbredelse. Forfatteren tænker aabenbart nærmest paa de Medlemmker af Hebræermenighedem som var i Færd med at sammenblande Kristendom og Jødedom, var ved at glide ud af den uforskyldste Naades Spor. Men kom Samfundet i det store og hele selv i Svingning, i en usikker Gang, da vilde det blive skæbnesvangert for "det lamme", som var svagt i Forvejen, da vilde Skaden blive stor.

Guds Børns Vækst i Helliggørelse, Fasthed og Sundhed, har altid den dobbelte Side, at vi baade selv styrkes og at de skrøbelige hjælpes frem derved. Derfor fortsætter Forfatteren nu med inderlig Formaning til Helliggørelse (V.14-17). Deri laa det bedste Lægemiddel for alt, hdad der vilde fordærve Guds Menighed. Det gælder ogsaa i høj Grad vore Dage. Skal Menighedens Troslivs bevares sundt, da er en stadig Fremgang i Helliggorelse fornøden.

Men Fremvækst i Hellighed betinges allerførst af, at det rette Fredens Sind raader i Guds Børn (se Ef. 4,3: "Aandens Enhed i Fredens Baand"). Derfor (V.14) lyder nu ogsaa Formaningem "Stræber efter Fred med alle". Og i Rom.12, 18 udvides Fredsformaningen med alle Mennesker for Øje ("dersom det er muligt, da holder Fred med alle Mennesker, saa vidt det staar til eder"). Meningen er jo ikke at prise en falsk Fred. Det er ogsaa farligt, naar Guds Børn bliver saa fredsommelige (ireniske), at man raaber: "Fred, Fred", hvor der dog ikke er Fred (Jer.6,14), vil have Fred ogsaa paa Bekostning af Herrens Sandhed, saa Djævelen faar Fred til at arbejsde sig frem med sit Væsen. Det maa ikke glemmes, at vor Frelser, Fredsfyrsten, ogsaa har sagt: "Jeg er ikke kommen at bringe Fred men Sværd" (Matth.10,34). Dog, saa vidt det staar til os, og dersom det er muligt, uden at Guds Sag lider derunder, maa Guds Folk "stræbe efter Fred", først og fremmest indbyrdes Fred, dernæst ogsaa Fred med alle. Hvor et Guds Barn kommer, maa Guds Fred følge med i hellig Stilhed og Mildhed Lad os ikke puste personlige Ubetydeligheder op til noget bittert, ikke ville hævne os selv, ikke uforsigtigt eller unødigt saare nogen, ikke bruse op i Hidsighed og Fortrædelighed men være de første til at række Haanden ud til Forsoning Saaledes skal vi rettelig "stræbe efter Fred med hver Mand".

Den rette Begrænsning ligger i den efterfølgende Formaning: "Stræber efter Helliggørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren". Dette Ord sætter et skarpt Skel mellem Guds Rige og Verdens Rige. Det udelukker alle dem, der hader Hellighed, spotter Hellighed, er bange for Hellighed, fra endnu at høre til Guds Rige. Hvorledes skal vi stræbe efter Hellighed? Først ved i Tro "at tage imod vor Herres Jesu Kristi Blods Frelse, derved vinder vi Naadens Hellighed ("helliget ved Pagtens Blod", se Kap. 10, 29), den tilregnede Retfærdighed, den pletfri Bryllupsklædning, som er Guds Daabsgave til os i Kristus. Først naar denne Hellighed af Naade ved Troen er tilegnet, kan der blive Tale om en sand Livets Helliggørelse ("lad den hellige fremdeles vorde helliggjort" (Joh. Aab.22,11)). "Se Herren" (Gud - Kristus) Ansigt til Ansigt og være salig kan kun den, der saaledes har ladet sig hellige af Guds Aand.

Fra V.15-17 advares alvorligt imod det vanhellige Stade, og det lægges de troende paa Sinde at holde Øje med hverandre, "at ikke nogen (iblandt dem) skulde gaa Glip af Guds Naade", egentlig "blive tilbage fra Guds Naade", og derved blive "en bitter Rod", en Giftplante, som, naar den skyder op, volder Forvirring og lettelig besmitter mange. Disse Ord er en Efterklang af 5 Mos.29,18, hvor der advares imod, at nogen blandt Israels Børn, "Mand eller Kvinde eller Slægt eller Stamme" skulde "vende sit Hjerte fra Herren til at gaa bort og tjene Hedningernes Guder". Og Advarslen paa hint Sted slutter med disse Ord: "At der ikke skal være en Rod iblandt eder, som bærer Gift og Malurt".

Det er jo kun "Guds Naade", der kan give os Hellighed og bevare os, føre os fremad i den. Vender man Guds Naade Ryggen, da vender man ogsaa Hellighed Ryggen og fanges i Syndens Garn. Da skyder den bitre Rod frem af Afgrundsdybet i Menneskehjertet og bringer lettelig Elendighed over mange flere end os selv. Saaledes bragte Akan ved i Griskhed at tilegne sig af Jerikos bandlyste Gods Nederlag og Ulykke over hele Folket (se Josva 7). Lad os alvorligt prøve vore Hjerter i Guds Naades Lys, og opdager vi en og anden bitter Rod i Færd med at skyde frem, da lad Naadens Solglans rigtigt falde over den. Saa dør den, Svamp kan ikke taale Lyset. Som Sollyset formaar at dræbe de giftige Bakterier, saa dræber Guds Naades Lys de giftige Rødder i vort Hjerte.

Og ser vi nogle af Brødrene eller Søstrene i Færd med at blive tilbage og glide ud fra Naaden, da skal vor Stræben efter Helliggørelse ogsaa vise sig deri, at vi tager en saadan nølende Sjæl ved Haanden og søger at drage den fra Halvmørket ind i Naadesolens Lys, hvor Synden kan blive erkendt, bekendt og dødsdømt.

I V.16-17 fremdrages to af disse Giftrødder til Advarsel. Først "den utugtiges" urene Eksempel. Hvor kan ikke Utugtsfald bringe Forvirring og Besmittelse med sig i et Samfund! Dernæst fremstilles Esau som et sørgeligt Billede paa "Vanhellighed". For een Ret Mad solgte han sin Førstefødsels "Rettighed, Retten til Delagtighed i Abrahams og Isaks Forjættelse. Det er aandeligt Hor, dette verdslige Sind, der for en øjeblikkelig kødelig Tilfredsstillelse forspilder saa megen Velsignelse. Ikke faa Guds Børn forspildte en skøn Plads i de helliges Samfund, maaske en velsignet Livsgerning og megen aandelig Kraft og Lykke, for en eneste lumpen kødelig Lysts Skyld. Det er dette Skind, Verden er besmittet med. Man sælger sin Daabs Velsignelse, sin evige Arv, stor Verdens Lyst, for Verdens Venskab. Det er at være vanhellig. Og du, Guds Barn, der tykkes at staa, se til, du ikke falder!

Forbandelsen der følger dette vanhellige Sind i Hælene, skildres os i V. 17, ogsaa under Esaus Eksempel. Bagefter var det for silde ; da var alle hans Taarer forgæves. Hans Fader lod sig ikke mere bevæge. Han fandt ikke Sted (hos Faderen) for sin Anger. Velsignelsen var givet Jakob (se 1 Mos. 27, 37).

Ordet siger: "Han fandt ikke Rum for Omvendelse", nemlig fra det Sind, der havde forledt ham til at sælge sin Førstefødselsret; det skete, kunde ikke gøres ugjort, han maatte bære Følgerne af sin vanhellige Adfærd. Der siges vel ikke i dette Ord, at Esaus Sjæl var fortabt, men hans Liv havde mistet den Herlighed, hans Fader havde tiltænkt ham. For en Sjæl, der græder bittert over sit Fald, er der Oprejsning, naar blot den bitre Graad virkelig er over Faldet og ikke blot over Følgerne af Faldet. Hvor der kun bliver bitter Sorg over, hvad man har mistet, ikke over det vanhellige Sind, man havde, der ender det som al "Verdens Bedrøvelse" i den Graad og Tænderskæren, som fylder Helvede, der hvor alt er tabt.

Faldt du som Esau, da boj dig ydmygt og forstaa, at den fordums Velsignelse, den kan du ikke faa mere. Men erkender du dette for en retfærdig Dom, dg vender din Graad sig bort fra alle de ydre Forhold, som Djævelen vil gøre dig bitter over, hen til dig selv, saa din Anger bliver sand, da kan du endnu vinde den evige Velsignelse Alen det er et farligt Vovespil at "blive tilbage fra Guds Naade". Lad os stræbe fremad i det lige Spor, idet vi holder os tæt ind til Guds Naade, saa vinder vi Velsignelsen baade her og hisset Jesu tære Brud, skal du Maalet finde, evig skue Gud, og din Krone vinde, rust dig da til Strid end en liden Tid! Gaa den lige Ves, se dig ej tilbage, at dig Verden ej skal fra Jesus drage.

Forfatteren havde i det foregaaende lagt dem paa Sinde at stræbe efter Hellighed Og han viser dem nu, hvorleledes der laa en stærk Fordligtelse dertil i den nye Pagts aandelige og himmelske Væsen. Og til denne nye Pagt var de jo kommen, ikke til den gamle Pagt med sit mere udvortes og jordiske Præg. Ikke til Sinai Bjerg (V.18-21) men til Zions Bjerg (V. 22-24) var de kommen.

Hellighed gælder det om ; det kendtes allerede i den gamle Pagt fra Sinai, hvor Guds Majestæt, hans hellige Retfærdighed, aabenbaredes ogsaa gennem de Naturbegivenheder, der ledsagede Lovgivningen paa Sinai. Efter Skildringen i 2.Mos. 19 hævede jo hele Bjerget, ligesom det var indhyllet i Ild og Skyer, lig Uvejrsskuer med "Mørke og Mulm", altsammen for at betegne Guds hellige Magt og hans Dom over Synden "Basunens Lyd" drønede, og Gud talte til dem. Bjerget var omhegnet med et Gærde, som ingen maatte overstride, til Tegn paa Skellet mellem den hellige Gud og Synderen. Ja "endog om er Dyr rørte ved Bjerget, skulde det stenes" (V. 20). Folket skulde helliges, deres Klæder tvættes Alt dette skulde raabe det ind i Folkets Øren: "Hellig, hellig, hellig er Herren Zehaoth".

Det var et forfærdende Indtryk, hele Guds Aabenbaring gjorde paa Folket, saa det bævede, ja, Moses bævede med, som her staar (V.21). Dette sidste, at ogsaa Moses sagde: "Jeg er forfærdet og bæver", staar ganske vist ikke udtrykkeligt fortalt i 2.Mos.19, men der staar, at hele Folket bævede. Dette Ord maa stamnne fra en mundtlig Overlevering i Folket, og underligt var det ikke, at ogsaa Moses bævede, thi da Profeten Esajas blev henrykt i Himlens Helligdom (Es. 6), sagde jo ogsaa denne store Profet: "Ve mig, thi jeg forgaar, thi jeg har urene Læber og bor midt iblandt et Folk, som har urene Læber".

Folket blev saa bange ved Sinai, at de bad sig fri for, at Gud skulde tale mere til dem personlig, som: vi hører i 2 Mos.20,19: "De sagde til Moses: tal du med os, og vi vil være lydige, og lad Gud ikke tale med os, at vi ikke dø". Alle disse ydre mægtige Tegn prædikede om end paa ydre og mere haandgribelig Vis mægtigt om Nødvendigheden af at hellige sig.

I V.18 findes i en Del af de ældste Haandsskrifter ikke Ordet "Bjerg", (som i vor gl. danske Overs.), men der staar i disse Haandskrifter: "I er jo ikke kommen til en haandgribelig og brændende Ild", (ny Overs.), hvormed da menes, at Guds hellige Nidkærhed brændte saaledes, at de ligesom kunde "tage og føle" paa den. Meningen bliver jo den samme, det er jo dog Sinai Bjerg, der tales om i Modsætning til Zions Bjerg. Dette sidste, Zions Bjerg, med al den Herlighed, som dertil knyttede sig, skildres nu (V. 22-24) som det, den nye Pagts Børn "er kommen til".

Zions Bjerg er allerede i den gamle Pagts Forjættelser Betegnelsen for Guds og hans salvedes Bolig i Menigheden, som Stedet, hvorfra Frelsen skulde udgaa. I Sl.68,17 hedder det: "Herrren vil bo derpaa evindelig". I Sl.48,15: "Her er Gud, vor Gud, evindelig og altid". Derfor skriver Apostlen Paulus i Romerbrevet 11,26 (med Henblik til Sl.14,7): "Fra Zion skal Befrieren komme". Zions Bjerg er altsaa Betegnelsen for Guds Naadetrone i Modsætning til Sinai, der betegner Loven med Guds hellige Krav og Dom.

Til dette sande og aandelige Zion knytters sig "den levende Guds Stad, det himmelske Jerusalems", den evige Stad, til hvilken allerede Patriarkernes Blik var vendt (Kap.11, 16), den Stad, om hvilken vi hører saa meget i Johannes Aabenbaring, Staden med Perleportene og Guldgaderne, den rene, hellige Stad, i hvilken intet urent kan komme ind, som "oplyses" af Guds Herlighed, og hvis Lys er Lammet (Joh. Aab. 21, 23-27). Her er større Ting end Sinai.

"De" gamle hehræiske Kristne havde i den ydre Tempeltjeneste set en stor Pragt, "marmorbelagte Forgaarde, Skarer af hvidklædte Leviter, prægtige Præstedragter, det mægtige Salmekor. Det kunde se saa fattigt ud for dem med de Kristnes Forsamlingssted i et privat Hjem, en eller anden tarvelig Hal. Men nu viser Hebræerbrevets Forfatter dem, hvilken aandelig Herlighed de som Kristne var kommen i Samfund med, idet de havde faaet Borgerret i det himmelske Jerusalems.

Han skildrer dem denne himmelske Stads Beboere, først Englenes Titusinder, i Sandhed en Festforsamling, tusindfold mere straalende end Leviternes Skarer, end den Festskare, der drog op til det jordiske Zion. Og endvidere "de førstefødtes Menighed, som er indskrevne i Himlene". Dermed maa vel nærmest forstaas de troende Kristnes Menighed, som jo ejer den største Glæde, nemlig at deres Navne er skrevne i Himlen (Luk.10, 20), selv om de endnu vandrer paa Jord som "Udlændinge". Naar de kaldes "de førstefødte", peger dette Navn maaske hen paa de troendes Stilling som Forjættelsens Bærere, som dem, der har bevaret den aandelige Førstefødselsret. Andre forstaar derved de allerede afdøde Kristne, der først var gaaet hjem ; atter andre tænker derved paa de hellige fra den gamle Pagt (se Kap.11). Dog synes dette at falde sammen med de i Slutningen af V. 23 nævnte "fuldkommede retfærdiges Aander", hvorved der utvivlsomt betegnes de hensovede troende, som har naaet Maalet, i hvem Herren har fuldkommet sit gode Værk, og som, indtil Opstandelsens Morgen kommer, lever som Aander i Paradisset. Det falder da naturligst som før nævnt at forstaa de førstefødtes Menighed om Guds troende Folk herpaa Jord og de "fuldkommede retfærdiges Aander" om den hellige Menighed hisset. "Helgen her og Helgen hisset er i samme Menighed". Det er Kristi troendes store Herlighed at være kommen i Samfund med den Menighed, der rækker helt ind i Himlene, med alle de hellige fra alle Tider og. Slægter.

Saa nævnes der endnu, at vi, den nye Pagts Børn, er kommet "til en Dommer, som er alles Gud"; vi har faaet Adgang til Gud. Han, der er alles Dommer, fordi han er alles Gud, er bleven vor Gud. "Alle" betegner her efter Sammenhængen nærmest kun alle de troende, baade dem fra den gamle og dem fra den nye Pagt (i een Forstand er Gud selvfølgelig ogsaa de vantros Dommer og Gud, endog de ikke vil kende ham derfor). I dette "alle" ligger den samme Tanke udtrykt, som vi atter og atter møder hos Paulus, at Gud ikke blot er Israels Gusd men ogsaa Hedningernes Gud" (1 Tim.2,1-7 og Ef. 3, 6). Og dette betones her just, fordi de jødiske Kristne havde saa ondt ved at faa deres Blik udvidet til de mange Sjæle udenfors det udvalgte Folk.

Men Grunden til, at vi har faaet Adgang til Gud, uden at vi behøver at ræddes for hans hellige Lovs Dom, som Israel ræddes ved Sinai, er, at vi er kommen til "Jesus, den nye Pagts Mellemmand, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abels. Abels Blod raaber om Hævm, Kristi Blod, hvormed vi er bleven bestænket (se Kap.10, 22) i vor Daab, raaber om Naade. Dette dyre Jesu Blod er Grundvolden for al den anden nævnte Herlighed, som Brorson synger: "Saa man end Sinai mægtig at lyne, buldre og tordne af Dommedags Sky, Golgatha blev dog omsider til Syne, Saligheds-Morgen begyndte at gry". Ja, hvilken Herlighed, at have Hjem i Guds Stad, Samfund med Engleskaren og alle de hellige her og hisset, Barnekaar hos Dommeren, alt dette for Jesu Blods Skyld, dette Jesu Blod, der bestandigt raaber om Guds Naade mod os, bestandigt taler vor Sag hos Gud. Hvor maa dette ikke give Lyst og Kraft til at stride fremad paa Helligheds Vej, til at vinde mere og mere af vor Frelsers Sind!

I hans røde Purpurskrud
elsker mig Gud Fader,
jeg er Jesu rige Brud,
han mig ej forlader!

Ligesom i Kap.2,1-4 og Kap.10,28-29 peger Forfatteren nu paa det saa meget større Ansvar, der hvilede paa den nye Pagts Folk, fordi de havde modtaget en saa meget større Naade end det gamle Israel Ramte Dom Israels Børn for deres Ulydigheds Skyld, da kan vi saa meget mindre undfly, dersom vi "beder os fri for den, som taler" (V. 25), nemlig Gud, der nu taler til os ved Sønnen (Kap.1, 1).

Dette peger hen paa, hvad der i 2 Mos. 20, 19 staar fortalt om Israels Børn, at de bad om at blive fri for Guds egen Røst og om kun at høre Ordet gennem Moses (se V.19). Deri laa forbilledligt betegnet al deres senere Uvillighed til at lyde Guds Røst, den Ulydighed, hvorfor de saa ofte maatte erfare Guds Straf og Dom. Men var det en stor Brøde, at de forskød ham, den levende Gud, der talte sit Guddomsord til dem "paa Jorden" (V. 25) fra Sinais Top, hvor meget større bliver saa ikke Brøden, dersom vi vender os bort fra ham, der taler til os "fra Himlene", fra det himmelske Zions Top gennem den ophøjede Jesus Kristus.

Og dette følger end mere af det Riges Art og Væsen, som vi er stillet overfor. Det er nemlig et urokkeligt Rige. Paa Sinai "rystede Guds Røst Jorden" (V.26), kun Jorden, men efter Profetordet hos Haggaj 2, 6 vil Gud "endnu engang ryste ikke alene Jorden men og Himmelen", just for at frembringe det urokkelige Rige (V. 27). "De Ting, der rystes, skal omskiftes, efterdi de er skabte"; just fordi de er forgængelige Ting, skabte jordiske Ting, der bestandig er Rystelse undergivne, skal alle disse Ting, den gamle Jord, over hvilken den gamle Himmel hvælver sig, omskiftes for at give Plads for et evigt urokkeligt Rige, en ny Himmel og en ny Jord (se 2Pet.2,10-13). Gennem Fødselsveer og store Rystelser i Naturen som i Menneskeverdenen vil Gud lade dette urokkelige Rige vinde sin evige Sejr. Men naar denne sidste vældige Rystelse ved Guds Haand har fundet Scted, saaledes som det udførligt skildres for os, særligt i Johannes Aabenbaring, da skal der aldrig i Evighed mere finde nogen Rystelse Sted, aldrig mere blive nogen Omskiftelse. Og det er dette urokkelige Rige, som Kristi Folk faar i Eje (V. 28), hvormed betegnes det, der vel hører Fremtiden til, men dog kan betragtes som nærværende, fordi det er saa ganske og aldeles vist, at det kommer. Hvad Guds Ord lover, det har vi, selv om det endnu ikke er udvortes aabenbaret,

Med et saadant evigt og urokkeligt Rige for Øje maa vi des mere vogte os for at forspilde Naaden men holde fast ved den. Derfor: "Lader os være taknemmelige". Ved Taknemlighed for Naaden i "kan vi tjene Gud til hans Velbehag", som Gud siger Sl. 50, 23: "Den, som ofrer Taksigelse, han ærer mig". Den rette Gudsdyrkelse udspringer just af Taknemmelighed for Naaden. I Taknemmeligheden ligger ogsaa det ydmyge" Sind, der tjener Gud med "Ængstelse og Frygt", som det sømmer sig overfor Guds hellige Majestæt, den sande, barnlige, hellige Frygt for at gøre ham imod (se Sl. 2, 11: "Tjener Herren med Frygt og sryder eder med Væven").

Thi det maa aldrig glemmes af dem, der vil tjene Guds, at "vor Gud ogsaa er en fortærende Ild". I vor gamle, danske Oversættelse staar der: "Thi og vor Gud er en fortærende Ild", hvorved Tanken bliver: ogsaa de Kristnes Gud lige som den gamle Pagts Gud er en fortærende Jld. Denne Tanke er i og for sig sand, men dog noget overflødig, eftersom den gamle Pagts og den nye Pagts Gud jo da er en og den samme. En dybere Tanke fremkommer, naar vi oversætter, som det sikkert er rettest efter Grundteksten. "Vor Gud er ogsaa en fortærende Ild", d. v. s. ikke blot en Naadens Gud men tillige en hellig og retfærdig Gud. Dette skal drive os til bestandigt at vandre overfor ham med den dybe Ærefrygt

Dette Ord, hvormed Kapitel 12 slutter (V. 29), er en Efterklang af 5 Mos. 4,24, hvor Moses til Advarsel vidner saaledes for Israels Børn: "Herren, din Gud, han er en fortærende Ild, en nidkær Gud". Og det minder om Ordet i Kap. 10, 27, om "den brændende Nidkærhed, som skal fortære de genstridige".

At Gud er en "fortærende Ild", indeholder for Guds Folk dog ogsaa en Forjættelse. Ilden er jo i Naturen en god Gave, saa længe den bruges rettelig. Den bringer Lys og Varme, den renser og lutrer Malmen for Slakkerne. Og Herrens Ild bruges ofte i Skriften til Betegnelse af Helligaandens Gerning. Saaledes sagde Døberen Johannes om Kristus: "Han skal døbe eder med den Helligaand og Ild" (Matth..3,11); og Pinsedag viste Ildtungerne sig som det ydre Billede paa Helligaandens Gave. For den, der længes efter at blive skilt ved Syndens Væsen, er det en trøsterig Forjættelse, at Guds hellige Ild efterhaanden vil bortbrænde og fortære alle de urene Slakker i vort Hjerte, saa det kan komme til at ligne den klare Malm, i hvilken den store Mesters Billede spejler sig.

Men ligesom i Naturen Ilden, naar man omgaas uforsvarligt med den, kan bringe Rædsel og Forfærdelse. Ødelæggelse og Undergang, kan skille Mennesker ved alt, hvad de ejer, saaledes bringer vor Gud ogsaa "Trængsel og Angst" over de Hjerter, "som søger deres eget og ikke lyder Sandheden" (Rom.2,8-9). Krænkes og foragtes hans Kjærlighed i Kristus med trodsig Villie og Bevidsthed, da vil hans brændende Nidkærhed blive den Ild, der aldrig slukkes men bringer evig Pine. Det skal ihukommes, og vi skal ikke tale om Guds Kærlighed paa en blødagtig Maade. Allerede i dette Liv ser vi, hvorledes Gud, omend han er "naadig og barmhjertig, langmodig og af stor Mistundhed", dog bestandigt lader Smerte følge med Synden. Den utugtige mærker snart de gyselige Følger af sit Liv i Utugt. Hver Syndens Tjener erfarer dette. Og naar et Guds Barn gør Synden en Tjeneste, erfarer ogsaa det det samme. Saa længe der er Naadetid, er denne Ild dog kun en Tugt, der vil hjælpe Synderen til at kende Syndens Vederstyggelighed, til at fly bort fra den og ind i Guds Naades Arme. Men staar man Gud imod, indtil Naadetiden er omme, da bliver Guds Ild "til den evige Pine i Ildsøen (Joh.Aab.20,15).

"Gid du vilde agte paa mine Bud" - saa siger Herren (Es.48,18). Ja, gid du vilde, saa Guds fortærende Ild ikke skulde blive dig til evig Dom men til den lutrende Ild, i hvilken han fik Lov at rense og smelte dig, saa du kunde gaa frem af Smelteovnen lutret som Guldet og Sølvet (Malak. 3, 3)! Da bliver dette Ord, om at "vor Gud ogsaa er en fortærende Ild", dig jo et Evangelium, hvorigennem du kan skue den store Mesters hellige Kærlighed.

Den store Mester kommer,
Fuldkærlig er hans id,
Han sidder ved smeltediglen
Og lutrer sølvet med flid!